I Begyndelsen af December 1883 erfores det med nogen Uro, at Bergs[I] Holdning i Morgenbladets Redaktion tydede paa den Hensigt, 15. December at opsige Forbundet med Bladets andre Udgivere, de faktiske Redaktører. Drachmanns[II] og flere underordnede journalistiske Kræfters Frafald pegede ogsaa i denne Retning.
10. December troede endnu Hørup[III], at Faren drev over og at Berg ikke vidste, hvad han vilde.
11. December stod der i Dagbladet et lidenskabeligt Angreb paa mig af Drachmann[IV]. Han lod alle Hensyn falde, appellerede endog til Ploug[V] imod mig, sammenlignede mig med Clemens Petersen[VI] og spækkede sin Artikel med haanlige Hentydninger af lavtliggende Art. Hos Oehlenschläger[VII] siger Palnatoke til sin Fostersøn, da denne truer ham:
|71| Jeg tav
To Dage derefter bragte Nationaltidende en Lovtale af Falkman[VIII] over Drachmann[IX] for Bruddet med mig, en fjendtlig Anmeldelse af Herman Bang[X] imod mig og endnu en tredie Artikel imod mig, af en mig ubekendt Hr. Nissen[XI], der afskrev alle de Kildesteder, dels af Börne[XII], dels af Börnes[XIII] Levned ved Gutzkow[XIV], som laa til Grund for en lille Afhandling, hvormed jeg havde aabnet Tidsskriftet Tilskueren. Denne sidste Artikel skulde give Læserne det Indtryk, at jeg havde begaaet Plagiat. Jeg havde fortalt en Del Anekdoter om Börnes[XV] Barndom og Ungdom, hans Forhold til Forældrene og andre; jeg havde skildret Börnes[XVI] Følelser paa en given Tid med hans egne Ord: Han følte sig til Mode som om; det forekom ham som om, hvorved desuden et Par Vendinger, der var oversatte fra Kilderne, kom til at tage sig ud som mine egne Ord.
Artiklen, der af Hoffory[XVII], dengang Professor i Berlin, i et Brev til mig stempledes som »dum og ondskabsfuld«, var i Virkeligheden klogt beregnet, og ventedes at ville bane Forfatteren[XVIII] Vej til en ledig Universitetsplads i Tysk. Uden Hensyn til at jeg jo ikke kunde vide det ringeste om Börne[XIX] uden at jeg havde en Hjemmel derfor, blev Artiklen opfattet som et mig tilføjet Nederlag, ja som en Afsløring af mig, og fra nu af vedblev i et Tiaar afvekslende med Beskyldningerne for Usædelighed, Fædrelandsløshed og de øvrige ældre, Beskyldningen for Plagiat at være staaende imod mig, hvad jeg end skrev. Dersom jeg i nogle Noter til Afhandlingen i Tilskueren havde anført mine Kildesteder, saa havde Angrebet været meningsløst. Nu opfattedes det som ulovlig Tilegnelse af fremmed Ejendom, at jeg havde skaanet Læserne for disse Noter. Maalt med denne Maalestok vilde hele Mommsens[XX] Romerske Historie være Plagiat.
15. December afholdtes et stort politisk Møde i Casino, |72| hvor bl. A. Berg[XXI] og Christopher Hage[XXII] talte. Denne sidstes Tale var den eneste, som indeholdt noget af Vægt. Han frygtede allerede da, at den Fremgangsmaade, Venstre fulgte, vilde fremkalde en provisorisk Finanslov, mod hvilken Partiet ikke havde forberedt et eneste Nødværgemiddel. Han sagde: »Det er ikke klogt at tirre en Kat saa længe, at den med et Spring sætter sine Kløer i Øjnene paa En«. Hans Ord blev overhørte; Ingen tænkte paa at tage Forholdsregler eller blot paa at overveje hvad der i Anledning af Lovbruddet skulde ske. Man var begejstret og selvsikker.
Endnu den 8. December havde Hørup[XXIII] ment, at Berg[XXIV] vilde skille sig af med Morgenbladets Mænd for ikke at angribes af Bladet, naar han blev Minister. Klein[XXV] havde faaet Berg[XXVI] til at tro, han blev det til Foraaret. Da Hørup[XXVII] tre Dage senere modtog et Brev fra den Stymper, Berg mentes at have udset til den ny Redaktør, aabnede han det i den Tro, at det indeholdt Meddelelse om Redaktionsskiftet. Det var imidlertid kun en Indbydelse til et L’hombreparti, og Hørup[XXVIII] troede nu Faren afgjort drevet over. Men Dagen efter, den 12. December, kom Opsigelsen. Fra Hoffet havde Berg[XXIX] stadig modtaget Vink om, at Betingelsen for hans Udsigter var hans Frigørelse fra »Forsvarsfjender og Ateister«. Disse Lokketoner havde han ikke modstaaet. Hørup[XXX] var Forsvarsfjenden og E. Brandes[XXXI] Ateisten.
De afsatte Redaktørers[XXXII] første Tanke var at stifte et nyt Blad; de kunde rejse 40,000 Kroner, men manglede 10,000, og derpaa strandede foreløbig Planen. Berg[XXXIII] forelagde desuden Sagen om Morgenbladet i et privat Partimøde og sendte Deputation til Hørup[XXXIV] med Anmodning om ikke at grunde et nyt Blad. Det gamle turde han for sine Vælgere ikke sælge til »Fritænkere«.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
