Et mægtigt Spektakel imod mig i Pressen foranledigedes samtidigt af mit ærligt mente Svar paa et Angreb af Herman Bang[I], der gik ud paa, at jeg ikke havde behandlet Topsøe[II] i Bogen Det moderne Gennembruds Mænd. Jeg havde svaret, dels, at Topsøe[III] ikke havde deltaget i noget Gennembrud, dels, som sandt var, at jeg umuligt kunde skrive kritisk om Nogen, hvem jeg enten holdt altfor meget af eller satte altfor lavt til at kunne behandle Skikkelsen koldblodigt. I Dagbladet kaldtes jeg i den Anledning »fejg og gemen«. Dagens Nyheder gav sig Luft paa Fransk: On n’est pas plus lâche. Jeg havde hele Banden over mig paany nøjagtigt som i 1872. Dog var jeg nu værre stillet end nogensinde før, thi jeg havde paataget mig en Forpligtelse til at blive i Landet. Jeg trøstede mig med Goethes[IV] Ord:
Meget lærerig var med Hensyn til Tidsaanden i Danmark en Disputats af Dr. Starcke[V] om Feuerbach[VI], ved hvilken Doctoranden havde anmodet mig om at opponere. Professor Heegaard[VII], der var omvendt til Ortodoksien, optraadte, væbnet med Lærdom, haanende fanatisk, Dr. C. Rosenberg[VIII], der aldrig havde svigtet Ortodoksien, optraadte med seminaristisk Sving, glødende fanatisk, havde det Ny Testamente med sig i Haanden og holdt det truende op mod Doctoranden[IX].
At Berg[X] og Hørup[XI] politisk gik fra hinanden, maatte |74| denne Gang nødvendigvis faa et literært Udslag. Den lille Gruppe af Forfattere og politiske Publicister, der hidtil havde holdt sammen, løb Fare for at spaltes ved Bruddet.
Spørgsmaalet var, om de følte sig nærmest dragne til Berg[XII] eller til Hørup[XIII]. Jeg henvendte mig til hver Enkelt af dem for at erfare, hvor de holdt. De erklærede sig en efter en for tilbøjelige til at tage Bergs[XIV] Parti. Neergaard[XV], der havde staaet mig personligt nær, var den første, som aabent sagde mig, hvor han holdt. Dagsavisens Redaktion, der hidtil havde staaet sammen med Morgenbladets, stillede sig straks paa Bergs[XVI] Side. Schandorph[XVII], min nære personlige Ven, der ogsaa holdt meget af Berg[XVIII] og jævnlig var Gæst i hans Hus, lod sig snart overtale til at skrive i Morgenbladet under den ny Redaktion. Selv Erik Skram[XIX], som havde været det tidligere Blads Redaktionssekretær og som ikke altid havde taget sig tilstrækkeligt i Agt for at saare Berg[XX], følte sig i det ny Tvangsvalg draget til denne ud fra en noget doktrinær Betragtning: det skulde altid have været stiltiende vedtaget, at Magten først burde tilkomme Berg[XXI], saa Hørup[XXII], hvem den mere bredtfolkelige Politiker skulde bane Vejen. Man gik gennemgaaende ret barnligt ud fra, at ved den foretagne Manøvre Magten vilde tilfalde Berg[XXIII].
Personligt var jeg ved Spaltningen i Venstre literært aldeles isoleret. I Marts var jeg bleven modtaget som en aandelig Fører, nu var jeg en General uden Officerer, en Johan uden Land. Paa Bunden af min Sjæl troede jeg fra da af Ingen mer. Eller rettere, jeg sagde overfor ethvert nyt Fænomen som Uffe hin Spage, da man bragte ham det sidste Sværd, efter at han havde prøvet alle de andre og de var sprungne: »Det Sværd vil jeg lade uprøvet« – et dybt og filosofisk Ord, som viser, at Uffe var langt klogere end han gjaldt for.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
