Levned, 3 (1908)

|70| Almindeligt Frafald

1.

I Begyndelsen af December 1883 erfores det med nogen Uro, at Bergs[I] Holdning i Morgenbladets Redaktion tydede paa den Hensigt, 15. December at opsige Forbundet med Bladets andre Udgivere, de faktiske Redaktører. Drachmanns[II] og flere underordnede journalistiske Kræfters Frafald pegede ogsaa i denne Retning.

10. December troede endnu Hørup[III], at Faren drev over og at Berg ikke vidste, hvad han vilde.

11. December stod der i Dagbladet et lidenskabeligt Angreb paa mig af Drachmann[IV]. Han lod alle Hensyn falde, appellerede endog til Ploug[V] imod mig, sammenlignede mig med Clemens Petersen[VI] og spækkede sin Artikel med haanlige Hentydninger af lavtliggende Art. Hos Oehlenschläger[VII] siger Palnatoke til sin Fostersøn, da denne truer ham:

Grønskolding,
Hvo lærte dig, hvo lærte Eder Alle,
dunglatte Ynglinger, at bruge Sværdet,
hvo førte Eder sejerrigt mod Fjenden,
hvo tugted Eder op til Danekæmper?
Jeg, Palnatoke.

|71| Jeg tav

To Dage derefter bragte Nationaltidende en Lovtale af Falkman[VIII] over Drachmann[IX] for Bruddet med mig, en fjendtlig Anmeldelse af Herman Bang[X] imod mig og endnu en tredie Artikel imod mig, af en mig ubekendt Hr. Nissen[XI], der afskrev alle de Kildesteder, dels af Börne[XII], dels af Börnes[XIII] Levned ved Gutzkow[XIV], som laa til Grund for en lille Afhandling, hvormed jeg havde aabnet Tidsskriftet Tilskueren. Denne sidste Artikel skulde give Læserne det Indtryk, at jeg havde begaaet Plagiat. Jeg havde fortalt en Del Anekdoter om Börnes[XV] Barndom og Ungdom, hans Forhold til Forældrene og andre; jeg havde skildret Börnes[XVI] Følelser paa en given Tid med hans egne Ord: Han følte sig til Mode som om; det forekom ham som om, hvorved desuden et Par Vendinger, der var oversatte fra Kilderne, kom til at tage sig ud som mine egne Ord.

Artiklen, der af Hoffory[XVII], dengang Professor i Berlin, i et Brev til mig stempledes som »dum og ondskabsfuld«, var i Virkeligheden klogt beregnet, og ventedes at ville bane Forfatteren[XVIII] Vej til en ledig Universitetsplads i Tysk. Uden Hensyn til at jeg jo ikke kunde vide det ringeste om Börne[XIX] uden at jeg havde en Hjemmel derfor, blev Artiklen opfattet som et mig tilføjet Nederlag, ja som en Afsløring af mig, og fra nu af vedblev i et Tiaar afvekslende med Beskyldningerne for Usædelighed, Fædrelandsløshed og de øvrige ældre, Beskyldningen for Plagiat at være staaende imod mig, hvad jeg end skrev. Dersom jeg i nogle Noter til Afhandlingen i Tilskueren havde anført mine Kildesteder, saa havde Angrebet været meningsløst. Nu opfattedes det som ulovlig Tilegnelse af fremmed Ejendom, at jeg havde skaanet Læserne for disse Noter. Maalt med denne Maalestok vilde hele Mommsens[XX] Romerske Historie være Plagiat.

15. December afholdtes et stort politisk Møde i Casino, |72| hvor bl. A. Berg[XXI] og Christopher Hage[XXII] talte. Denne sidstes Tale var den eneste, som indeholdt noget af Vægt. Han frygtede allerede da, at den Fremgangsmaade, Venstre fulgte, vilde fremkalde en provisorisk Finanslov, mod hvilken Partiet ikke havde forberedt et eneste Nødværgemiddel. Han sagde: »Det er ikke klogt at tirre en Kat saa længe, at den med et Spring sætter sine Kløer i Øjnene paa En«. Hans Ord blev overhørte; Ingen tænkte paa at tage Forholdsregler eller blot paa at overveje hvad der i Anledning af Lovbruddet skulde ske. Man var begejstret og selvsikker.

Endnu den 8. December havde Hørup[XXIII] ment, at Berg[XXIV] vilde skille sig af med Morgenbladets Mænd for ikke at angribes af Bladet, naar han blev Minister. Klein[XXV] havde faaet Berg[XXVI] til at tro, han blev det til Foraaret. Da Hørup[XXVII] tre Dage senere modtog et Brev fra den Stymper, Berg mentes at have udset til den ny Redaktør, aabnede han det i den Tro, at det indeholdt Meddelelse om Redaktionsskiftet. Det var imidlertid kun en Indbydelse til et L’hombreparti, og Hørup[XXVIII] troede nu Faren afgjort drevet over. Men Dagen efter, den 12. December, kom Opsigelsen. Fra Hoffet havde Berg[XXIX] stadig modtaget Vink om, at Betingelsen for hans Udsigter var hans Frigørelse fra »Forsvarsfjender og Ateister«. Disse Lokketoner havde han ikke modstaaet. Hørup[XXX] var Forsvarsfjenden og E. Brandes[XXXI] Ateisten.

De afsatte Redaktørers[XXXII] første Tanke var at stifte et nyt Blad; de kunde rejse 40,000 Kroner, men manglede 10,000, og derpaa strandede foreløbig Planen. Berg[XXXIII] forelagde desuden Sagen om Morgenbladet i et privat Partimøde og sendte Deputation til Hørup[XXXIV] med Anmodning om ikke at grunde et nyt Blad. Det gamle turde han for sine Vælgere ikke sælge til »Fritænkere«.

|73| 2.

Et mægtigt Spektakel imod mig i Pressen foranledigedes samtidigt af mit ærligt mente Svar paa et Angreb af Herman Bang[XXXV], der gik ud paa, at jeg ikke havde behandlet Topsøe[XXXVI] i Bogen Det moderne Gennembruds Mænd. Jeg havde svaret, dels, at Topsøe[XXXVII] ikke havde deltaget i noget Gennembrud, dels, som sandt var, at jeg umuligt kunde skrive kritisk om Nogen, hvem jeg enten holdt altfor meget af eller satte altfor lavt til at kunne behandle Skikkelsen koldblodigt. I Dagbladet kaldtes jeg i den Anledning »fejg og gemen«. Dagens Nyheder gav sig Luft paa Fransk: On n’est pas plus lâche. Jeg havde hele Banden over mig paany nøjagtigt som i 1872. Dog var jeg nu værre stillet end nogensinde før, thi jeg havde paataget mig en Forpligtelse til at blive i Landet. Jeg trøstede mig med Goethes[XXXVIII] Ord:

Uebers Niederträchtige
Niemand sich beklage!
Denn es ist das Mächtige,
Was man dir auch sage
. . . . . . . . . . . . .
Wandrer! – Gegen solche Noth
Wolltest du dich sträuben?
Wirbelwind und trocknen Koth,
Lass sie drehn und stäuben!

Meget lærerig var med Hensyn til Tidsaanden i Danmark en Disputats af Dr. Starcke[XXXIX] om Feuerbach[XL], ved hvilken Doctoranden havde anmodet mig om at opponere. Professor Heegaard[XLI], der var omvendt til Ortodoksien, optraadte, væbnet med Lærdom, haanende fanatisk, Dr. C. Rosenberg[XLII], der aldrig havde svigtet Ortodoksien, optraadte med seminaristisk Sving, glødende fanatisk, havde det Ny Testamente med sig i Haanden og holdt det truende op mod Doctoranden[XLIII].

At Berg[XLIV] og Hørup[XLV] politisk gik fra hinanden, maatte |74| denne Gang nødvendigvis faa et literært Udslag. Den lille Gruppe af Forfattere og politiske Publicister, der hidtil havde holdt sammen, løb Fare for at spaltes ved Bruddet.

Spørgsmaalet var, om de følte sig nærmest dragne til Berg[XLVI] eller til Hørup[XLVII]. Jeg henvendte mig til hver Enkelt af dem for at erfare, hvor de holdt. De erklærede sig en efter en for tilbøjelige til at tage Bergs[XLVIII] Parti. Neergaard[XLIX], der havde staaet mig personligt nær, var den første, som aabent sagde mig, hvor han holdt. Dagsavisens Redaktion, der hidtil havde staaet sammen med Morgenbladets, stillede sig straks paa Bergs[L] Side. Schandorph[LI], min nære personlige Ven, der ogsaa holdt meget af Berg[LII] og jævnlig var Gæst i hans Hus, lod sig snart overtale til at skrive i Morgenbladet under den ny Redaktion. Selv Erik Skram[LIII], som havde været det tidligere Blads Redaktionssekretær og som ikke altid havde taget sig tilstrækkeligt i Agt for at saare Berg[LIV], følte sig i det ny Tvangsvalg draget til denne ud fra en noget doktrinær Betragtning: det skulde altid have været stiltiende vedtaget, at Magten først burde tilkomme Berg[LV], saa Hørup[LVI], hvem den mere bredtfolkelige Politiker skulde bane Vejen. Man gik gennemgaaende ret barnligt ud fra, at ved den foretagne Manøvre Magten vilde tilfalde Berg[LVII].

Personligt var jeg ved Spaltningen i Venstre literært aldeles isoleret. I Marts var jeg bleven modtaget som en aandelig Fører, nu var jeg en General uden Officerer, en Johan uden Land. Paa Bunden af min Sjæl troede jeg fra da af Ingen mer. Eller rettere, jeg sagde overfor ethvert nyt Fænomen som Uffe hin Spage, da man bragte ham det sidste Sværd, efter at han havde prøvet alle de andre og de var sprungne: »Det Sværd vil jeg lade uprøvet« – et dybt og filosofisk Ord, som viser, at Uffe var langt klogere end han gjaldt for.

|75| 3.

Hvad der var sket, lod sig uden Vanskelighed psykologisk forklare. Berg[LVIII] havde følt sig overset eller dog ikke behandlet med tilstrækkeligt Hensyn af Venstres kjøbenhavnske Tilhængere, der desuden frastødte ham ved deres aandelige Væremaade og Holdning, saa ulig hans egen. Af politiske Grunde blev denne Modsætning af ham formet som grundtvigsk Religiøsitet mod Fritænkeri, som Danskhed mod Europæisme. Han har sikkert i Øjeblikket ment, at skilte han sig fra de kjøbenhavnske Medudgivere af Morgenbladet, stod Vejen til Magten ham aaben.

Drachmann[LIX] havde, som allerede antydet, private Grunde til Misfornøjelse. Han havde i længere Tid følt sig ilde berørt af Edvard Brandes’[LX] skarpe Forstand, der var saa ulig hans eget Væsens uafbrudte Stemningsbevægethed, og endnu langt mere af dennes Pessimisme, der tog Modet og Selvtilfredsheden fra ham, viste ham Fremtiden mørkere end han kunde se den og taalte at se den. Hertil var nu paa et særlig inderligt Omraade kommet en Rivalitet, der hurtigt medførte, at Drachmann[LXI] følte sig fortrængt, hvor han havde troet sig sikrest og helst vilde være det. En heftig Forbitrelse greb ham, og da han ikke kunde røbe Offenligheden dens egenlige Aarsag, da denne Aarsag desuden for hans digteriske Bevidsthed hurtigt almindeliggjordes og antog store, ædle Former, saa følte han sig sædeligt opbragt og paa Forhaand fristet ikke til en personlig Modstand, men til et Omslag og en Kamp paa betydningsfulde, tilsidesatte Ideers Vegne.

Saaledes fremkom Forkyndelsen i anden Del af hans Skyggebilleder, Ostende-Brügge, hvorom hans i lang Tid nærmeste Ven, hvis Grundsyn iøvrigt var beslægtet med hans nye, uden Overdrivelse skrev: »Med Hjertet fuldt af |76| Had og Hævn prædiker Drachmann[LXII] Kærlighed og Hjertets Mystik, og uden Selvhengivelse, i haard Egoisme forkynder han en Religiøsitet, hvortil han kun staar i Forhold gennem Fantasien.«

Det kunde ikke være andet end at de to Bevægelser, der udgik fra Berg[LXIII] og fra Drachmann[LXIV], fandt hinanden og forenede sig imod den, der var udgaaet fra mig og som disse i Forening vilde indsnevre. Drachmann[LXV], der i Belgien havde forefundet en flamsk Bevægelse rettet mod Wallonernes Franskhed, overførte nu denne paa Danmark, hvor Sprog og Kultur rigtignok ikke var spaltet i to, men hvor der jo kunde slaaes paa de nationale Strenge imod den nyere Paavirkning af fransk Dannelse. Saaledes indlededes og pristes en dansk Bevægelse modsat en paastaaet fremmed, der kaldtes fransk, men skulde betyde jødisk. Det saakaldte Vittighedsblad Punsch lod intet Nummer ubenyttet til denne Fortolkning. Paa samme Tid antog Berg[LXVI], som ovenfor antydet, for sit ny Parti-Brudstykke Benævnelsen »Danskerne«, modsat »Europæerne«, hvilket Navn gaves Hørups[LXVII] Gruppe, der jo med faa Undtagelser bestod af Bønder, medens Føreren selv end ikke havde sat sin Fod udenfor Landets Grænser, altsaa skulde synes dansk nok og fritaget for ethvert Stænk af Europæisme. Men atter her maatte ved Europæere, om Ordet skulde have nogen Mening, forstaas danske Mænd af jødisk Afstamning, med hvem Hørup[LXVIII] havde indladt sig.

Under disse Omstændigheder gik ogsaa Dags-Avisen, der hidtil havde støttet mig, over til Modpartiet, og Redaktionen, der indtil da havde været mig velsindet, skrev hvasse Artikler imod mig, medens Dagbladet overfaldt mig med Skældsord. Professor Paludan[LXIX] havde sat Studenter ud paa Gennemlæsning af den franske Literatur, jeg havde behandlet i Hovedstrømningers femte Del, for der at finde Plagiater. De arbejdede redeligt i mange Maaneder, men Udbyttet blev |77| kummerligt. I Slutningen af Maj fremkom i Dagbladet den længe udarbejdede Plagiatbeskyldning. Jeg skulde fra Taine[LXX] have taget to Anekdoter om Balzac[LXXI]. Ordlyden viste bedst, at jeg havde dem fra en anden Kilde; men slige Usselheder var endnu og en halv Snes Aar senere god Taktik imod mig.

4.

Imedens var jeg sysselsat med Forstudierne til min Bog om Holberg[LXXII], til hvilke Universitetsbibliotekets Embedsmænd, der altid havde givet mig Grund til Taknemmelighed, rakte mig en hjælpende Haand. Af franske Forfattere var jeg kommet i nærmere Forbindelse med Paul Bourget[LXXIII], der ønskede sig kendt i Skandinavien og som sendte mig en Artikel, jeg anbragte i Tilskueren. I Januar 1884 gjorde Henrik Pontoppidan[LXXIV] og Fru Edgren[LXXV] mit personlige Bekendtskab. Den første hilste mig paa en og samme Dag tilfældigt to Gange paa Gaden, saa jeg studsede og spurgte, hvem jeg havde for mig, hvorpaa et mangeaarigt, aldrig forstyrret venskabeligt Forhold fulgte. Den anden, hvem jeg længe brevligt havde kendt, kom gennem København med sin indtagende Veninde, Frøken Kjellberg[LXXVI], der senere blev den bekendte tyske Socialdemokrat Georg v. Vollmars[LXXVII] Hustru. Jeg maatte ledsage Fru Edgren[LXXVIII] til det kongelige Teaters Direktør, Kammerherre Fallesen[LXXIX], da den svenske Frue var krænket og forbitret over Tilbagevisningen af hendes Skuespil Hvorledes man gør godt. Jeg har andensteds skildret det pudsige Sammenstød mellem den vrede Dame og den høflige Mand.*

*) Saml. Skrifter III, 698.

Kun fra Udlandet kom som sædvanligt nogen Anerkendelse til mig. Det amerikanske The Nation havde en velvillig Artikel om mig og Sarrasin [LXXX]udtalte sig meget gunstigt om mig*

*) Se Zeitschrift für neufranzösische Poesie V, 6
.

|78| I Marts 1884 bragte Gubernatis’s[LXXXI] Revue Internationale en Artikel af den mærkeligt sprogkyndige Charles Simond[LXXXII] Une nouvelle école de critique littéraire (de Sainte-Beuve à Georges Brandes[LXXXIII]). I April fik jeg tilsendt en Artikel af Saturday Review, hvoraf jeg saa, at da man nylig i England havde kaldt Tysklands nyeste Literatur inferior, havde En paaberaabt sig, at »den første levende Kritiker var en Tysker« og det var mig, som var ment. Lidt senere i April blev jeg i Spectator paany kaldt the first living critic. I Juni havde Journal des Débats en lang Lovtale over mig af Marc Monnier[LXXXIV]. Iblandt de yngre franske Forfattere nærmede sig til mig Edouard Rod[LXXXV], der som oprindelig Schweizer sad inde med en flersidigere Kultur end de øvrige. Han skrev en længere velvillig Artikel om mig, hvori han dog dadlede mine Bøgers mangelfulde Komposition og i Kraft af en ikke udtømmende Forstaaen antog Ferdinand Lassalle[LXXXVI] for mit »Ideal«.

I Danmark mødte der mig kun et halsende Had fra Fjendernes Side og uafbrudte Frafald fra Vennernes.

En enkelt Familie dannede en paafaldende Undtagelse; det var Holger Drachmanns[LXXXVII]. Fru Erna Juel-Hansen[LXXXVIII] besøgte mig samme Dag, som Drachmann[LXXXIX] med en ondartet Artikel havde vendt sig imod mig, og ved en større Festlighed, hvortil hun indbød, holdt Holger Drachmanns[XC] gamle Fader[XCI] en Tale for mig, hvori han med demonstrativ Varme godkendte mine Bestræbelser og hævdede Berettigelsen af min Sag.

Et vemodigt Udslag fik Holger Drachmanns[XCII] forandrede Holdning i et Dødsfald. Paa Waisenhus-Apoteket fandtes en ung Farmaceut ved Navn Wiese[XCIII], en Sværmer for al oprørsk Poesi, særligt for Byrons[XCIV], der fra første Færd af havde knyttet sig med særlig Inderlighed til Drachmann[XCV]. Han var en mager, rødblond Mand med dyb Stemme, for hvem hans aandelige Stræben var dybeste Alvor. Det var umuligt at |79| føre en nok saa kort Samtale med ham uden at han nævnte Holger Drachmanns[XCVI] Navn og kom ind paa hans Personlighed og Færd. En af Grundene til hans Selvmord var Sorg over Drachmanns[XCVII] politiske og literære Omslag. Drachmann[XCVIII] kan umuligt have forstaaet, hvor nær Wiese[XCIX] tog sig hans Brud med sin Fortid, siden han har kunnet skildre ham saa overlegent humoristisk som »Skyggen« i Forskrevet.

5.

Paa dette Tidspunkt lærte jeg en Del yngre Forfattere personligt at kende, med hvem jeg i Aarenes Løb forblev venskabeligt forbunden. Den ene var Peter Nansen[C]. Den første Gang, han kom til mig, var en Aprildag i 1884, netop som jeg vilde gaa til Stationen for at tage til Helsingør, hvor jeg om Aftenen skulde tale. Han var saa opmærksom, at han vilde bære min Haandtaske for mig, hvad jeg dog ikke tillod. Vi fulgtes da ad ned ad Gaden, begloede af alle de Pigebørn, vi mødte, der ikke kunde holde Øjnene fra hans Ydre.

Det andet nye Bekendtskab var Gustaf af Geijerstam[CI], da en ung Entusiast, begejstret for Strindberg[CII], Ernst Josephson[CIII], ny svensk Literatur og Kunst. Han viste mig i de følgende Aar et hjerteligt Venskab, for hvilket jeg skylder ham Tak.

Et tredie Bekendtskab var det med den finske Maler Albert Edelfelt[CIV], Gudernes, Musernes, Kvindernes Yndling, en af de faa Mænd, der personligt altid har henrevet mig. Vi forblev i Forbindelse til hans Død.

Meget ofte kom i den Tid Hannes Hafstein[CV] til mig; han skrev i sit nystiftede islandske Organ en større Artikel om mig.

|80| Den unge danske Forfatter derimod, der af Mange betragtedes som Chefen for en ny Skole i Literaturen og sidenhen altid har støttet mig, Herman Bang[CVI], var mig i disse Aar stadig paa Nakken, opfordrede mig i Studentersamfundet til at trække mig tilbage, da man var træt af mig, og skildrede mig som kritisk Fanatiker, medens en nu næsten glemt Forfatter, Vodskov[CVII], som Kritiker stadigt fremhævedes af ham paa min Bekostning som sandhedskærlig og upartisk.

Blandt de ældre Digtere traf jeg undertiden sammen med Hostrup[CVIII]. Han viste mig nærmest Velvilje uden at det dog kunde komme til nogen frugtbar Vekselvirkning os imellem.

I April Maaned modtog jeg en Opfordring til at besøge Kronprinsen af Danmark[CIX], den nuværende Konge. I dette og de to nærmest følgende Aar havde jeg efter hans Ønske adskillige Gange Audiens. Dertil indskrænker min Forbindelse med det danske Kongehus sig.

I Maj Maaned blev de Herrer Rosenberg[CX] og Paludan[CXI] ansatte ved Universitetet i Kjøbenhavn som Docenter i dansk Literaturhistorie.

6.

Den 5. Juni 1884, paa Grundlovsdagen, kom jeg tilfældigvis tilstede ved Slutningen af et Festmaaltid, som de liberale Vælgerforeninger afholdt paa Sommerlyst, og hvortil jeg ikke var blevet indbudt, fordi jeg havde bedt mig fritaget for at være Medindbyder til Festen, dels af Lede ved dansk Politik, dels af Uvilje mod hver anden Dag at skulde sætte mit Navn under et nyt Opraab.

Saasnart man saa mig, rejste en Herre sig og udbragte under stormende Bifald min Skaal. Der raabtes fra alle Sider Anmodninger til mig om ikke blot at takke, men at |81| tale. Jeg var aldeles uforberedt og vidste end ikke selv i Øjeblikket, om jeg havde noget paa Hjerte. Da jeg nødtvungen rejste mig, udbrød der en Torden-Applaus, som varede fulde fem Minutter. Saa kom, overraskende for mig selv, adskilligt til Orde, hvad der i de senere Aar havde samlet sig i mit Sind.

Jeg udtalte en Tvivl om at de Tilstedeværende, dersom de ret kendte mig, vilde klappe saa hjerteligt af mig. Jeg vidste ikke selv, om Benævnelsen liberal passede paa mig; jeg turde end ikke kalde mig ubetinget frisindet; thi der var Punkter, paa hvilke jeg ikke misbilligede Tvang. Demokrat mente jeg ikke, at jeg kunde kaldes; thi jeg troede ikke paa Flertals-Afgørelsers Værdi. Naar jeg oprigtigt var for Venstre i den danske Forfatningskamp, saa var det, fordi Venstre havde Ret, ikke fordi det var Flertal. Medens jeg af hele mit Hjerte vilde tjene Folket, kunde jeg da ikke sige, at jeg vilde tjene Demokratiet. Demokrati var et Middel; men man burde ikke glemme Maalet over Midlerne. Maalet var store, nye, rige Kulturtankers Indførelse i dansk Aandsliv og Samfundsliv, ligegyldigt om disse Tanker var af dansk eller fremmed Oprindelse, naar de blot var sande og passede for os. En særligt dansk, indestængt Kultur var en gammel Jomfru, der ingen Børn kunde faa. Den var nødvendigvis ufrugtbar, thi ubefrugtet.

Der blev Dødstaushed. En gammel Skandinav og nyomvendt Venstremand gav Tegn til, at Ingen skulde rejse sig for mig. Man blev siddende, og en af Venstres ledende Mænd protesterede i forøvrigt meget artige Ord paa Flertalsstyrelsens Vegne. Saa rejste N. J. Larsen[CXII] sig: »Jeg har ikke behøvet at høre Dr. Brandes[CXIII] idag for at vide, han aldrig har forstaaet, hvad en dansk Bevægelse er.« Der fulgte vel et Kvarters Hylen og Hyssen og Fy. Man vilde afskære Taleren Ordet. Jeg bad, man vilde lade ham tale. |82| Han sagde blot: »Men han og hans Meningsfæller skal lære at forstaa, hvad den er.« Den ivrigt trofaste Schandorph[CXIV] nedlagde en heftig Indsigelse. Men adskillige af mine Venner fandt efter at have hørt mig nærmere udvikle min politiske Synsmaade, at jeg egenlig var »Højremand«.

I den første Halvdel af Juni bragte Dagbladet en stor anonym Smædeartikel imod mig. Schandorph[CXV] besvarede den med et heftigt Angreb paa Godske-Nielsen[CXVI], i hvem han formodede Ophavsmanden.

7.

25. Juni bragte den første store Valgsejr for Venstre i Kjøbenhavn og samtidigt Meddelelse om Venstres Sejr i Norge, hvor Sverdrup[CXVII] var udnævnt til Conseilpræsident. Om Aftenen var der Møder rundt om i Kjøbenhavns offenlige Lokaler, ved hvilke Resultatet blev fejret. Da jeg havde udbragt et Leve for Sverdrup[CXVIII], talte en uskyldig Arbejder for mig som »Danmarks kundskabsrigeste og eminenteste Mand«. Arbejderen kunde jo ikke vide, hvor faa mine Kundskaber var i Sammenligning med mange andre Danskes, at de end ikke vejede et Fnug mod Vilhelm Thomsens[CXIX] f. Eks. – Arbejderne saa dengang i mig deres Mand.

At jeg var naiv nok til at tro paa Muligheden af frugtbar gensidig Kritik mellem Arbejdere og Studenter, viser hvad jeg derpaa sagde:

Ved denne foreløbige Valgsejr er givne Løfter blevne holdte og trufne Aftaler gennemførte; Tillid er bleven vist, og denne Tillid var fortjent. Skyggesiden ved vort offenlige Liv er den politiske Upaalidelighed; den har vist sig saa stor, at Mistænksomheden har slaaet dybe Rødder, Mistænksomheden mellem Mand og Mand, mellem Stand og Stand. Mistænksomheden er Upaalidelighedens Frugt. Den har været nødvendig til Sikkerhed. Maatte den blive overflødig! Maatte den for bestandig være |83| død mellem de fremskredne og opvakte, de levende og ledende Elementer i Arbejderstanden og den lærde Stand!

Og maatte det hjertelige Forhold mellem dem ikke blot grundes paa at vi behøver hinanden i den slette Forstand, at vi bruger hinanden til vort eget Bedste, men bestaa, fordi vi behøver hinanden i den gode Forstand, hvori det siges om to, der holder af hinanden! Maatte vort Venskab være og blive et frugtbart Venskab, uden gensidig Smiger, et Venskab, i hvilket vi kan sige hinanden Sandheden uden Fare for at det opløses.

Alle Stænder er udsatte for at fordummes – Fordomsfriheden er som en smal Sti mellem Afgrunde, fra hvilke Dumheden fanger efter os alle – men Arbejdere og Studenter har det tilfælles, at de mere end de andre Stænder er bange for at blive dumme. Vi er de to lærvillige Stænder, de to, som er modtageligst for Ideer. Den, der har faste Fordomme, Læresætninger eller Dogmer, han er som paa et fastfrossent Skib. Vi vil holde Farvandet om vor Tanke frit. Ingen af os tør have Dogmer, som ikke maa røres eller prøves; vi Studerende intet religiøst eller videnskabeligt Dogme, som ikke selv den jævneste Arbejder tør underkaste Kritik, og I Arbejdere intet socialt Dogme, som vi ikke skulde turde undersøge.

Saaledes kan et inderligt Forhold mellem os bestaa. Vi er vel lidet i Stand til materielt at gavne hinanden. Men vi vil vedblive at have Hjerte for Dem. Maatte vi til Gengæld have Arbejderstandens Øre, saa et velment og velovervejet Ord fra os altid finder et godt Sted hos Dem!

I Begyndelsen af Juli faldt de sidste Dage, hvor jeg saa J. P. Jacobsen[CXX]. 6. Juli traf jeg hos ham Axel Helsted[CXXI], der udkastede det kendte, vemodigt stemmende Billed af ham, liggende paa den gode, bekvemme Chaiselongue, anonyme Beundrerinder, der var mig vel bekendte, havde sendt ham. 8. Juli spiste jeg for sidste Gang sammen med ham hos mine Forældre[CXXII] og ledsagede ham efter Maaltidet til hans Dør. 10. Juli sagde jeg ham Farvel i hans Bopæl, det uanselige Værelse i Ny Adelgade. Samme Dag forlod han for bestandig Kjøbenhavn.

|84| 8.

Den til Conseilpræsident nysudnævnte Sverdrup[CXXIII] besøgte Kjøbenhavn. Lige efter Ankomsten gik han til mig og viste sig overordenlig elskværdig. Men jeg var forbauset over den Formløshed, hvormed han optraadte. Hverken havde han ladet den svensk-norske Gesandt sin Ankomst vide eller vilde han gøre den danske Conseilpræsident[CXXIV] noget Besøg. Han spurgte mig, om jeg ikke kunde indføre ham hos en eller anden af de danske Ministre. Den eneste, hvem jeg kendte en ubetydelig Smule til, var Marineministeren Ravn[CXXV]; men jeg foreholdt energisk Sverdrup[CXXVI], at jeg ikke var den, som egnede sig til Mellemmand mellem Norges Premierminister og hans danske Kolleger. Da der ikke var Krigstilstand mellem Norge og Danmark, burde han gennem Gesandtskabet lære Estrup[CXXVII] at kende, lade sig indbyde til Hove osv. Det forekom mig ikke rigtigt, at han i Stedet udelukkende vilde søge danske Venstremænds Selskab. Jeg bad ham af alment politiske Grunde, ikke at modtage nogen Festlighed givet af den danske Opposition, og af Hensyn til Hørups[CXXVIII] Gruppe om i ethvert Tilfælde ikke ved en saadan Lejlighed at lade det saakaldte europæiske Venstre i Stikken. Han lovede mig begge Dele, men glemte desværre sine Løfter.

Hvor varmt jeg følte for ham, viser en Tale, jeg i en lille Kres holdt til ham:

De kender alle den Myte, vi i de senere Aar har oplevet, en mytisk Kamp, der foregik etsteds i Nordeuropa mellem en Mand, hvem et helt Folk havde udset til dets Forkæmper, og saa en overnaturlig, unaturlig Magt, det saakaldte absolute Veto, en Slags kronet Lindorm, der krævede Menneskeofre eller dog Ofre af Mandsfrihed og Menneskeværdighed.

Manden førte et godt Sværd og fik sit mytiske Navn deraf. Lindormen pustede sig op, hvæsede og skabede sig frygteligt; men han saa den fast ind i Øjnene og pirrede den med Spidsen af sin Klinge. Saa |85| slikkede den hans Fødder, sank i Jorden og var borte. Derefter blev Ormens Banemand løftet til Tronens Fod.

Vi Danske er saa vante til aldrig at vinde synderligt frem, naar vi strider for det, vi anser for sandt eller retfærdigt, at vi mer end andre glæder os, naar vi ser gode Kræfter sejre. De, der som jeg har hjemme i Literaturen, altsaa har det utaknemmelige Hverv at forberede Politiken ved at omforme og opdrage den offenlige Mening, kan ikke vente at se deres Virksomhed kronet af ydre Resultater. Men der er vel neppe noget mere opbyggeligt Syn end at se et betydeligt Menneskeliv kranset af endelig Sejr, og det Syn har Statsminister Sverdrup[CXXIX] skænket os. Han har engang med profetisk Fremsyn kaldt sig Repræsentant for de sejrende Kræfter i Folket. Det er han nu tilfulde efter fire og tredive Aars politisk Kamp.

Han har aldrig vovet sig for langt ud, og aldrig vovet sig et Skridt mindre ud, end det var muligt.

Vi har misundt Norge en Mand som Dem. Vi har ingen, der i den Grad har vist Fasthed, Maadehold og Mod, ingen, der har havt Deres Evne til at samle alle fremadstræbende Evner og Kræfter om sig og under sig. Der kommer undertiden i Norge nogen smaalig Nidkærhed overfor Danmark til Orde, en Utilbøjelighed til den Indrømmelse, at Norge skylder Danmark blot det mindste. Vi er nu og altid villige til at indrømme, hvad vi har Norge at takke for. Men meget af hvad vi skylder Norge, skylder vi Dem. De er os et Forbilled. Idet De har følt Dem som Repræsentant for Deres Land, har De samtidigt følt Dem som Repræsentant for Tidens højeste Kultur, for den Tidens Strøm, om hvilken De i en Tale har sagt: En Granitdæmning vil den bryde i skummende Vrede; en Papirsskranke (som det absolute Veto, en Traktat, et Overhus) overrisler den med kold Spot og gaar videre.

Men hvad jeg mest beundrer hos Dem, er Storheden i Deres Grundsyn. De har sagt: For mit personlige Vedkommende reserverer jeg mig imod, at min Opfatning skulde være underordnet Skandinavernes. Tvertimod! Mine Tanker gaar langt videre og mit Maal er langt større. I Forhold til det er Skandinavernes ringe at agte, snarere en Skranke end en Løftestang.

Den der tænker og taler saadan, gør, selv naar han udelukkende arbejder for sit Land, tillige lidt for Menneskeheden.

Derfor vil jeg udtale min Hyldest af Deres Excellence, af Deres nybagte Excellence og Deres gamle Ypperlighed som Menneske og Politiker. De skal vide, at vi i Dem ser den sande Feltherre paa Aandens ublodige Omraade. Men den sande kendes paa, at han er en Skræk for sine Fjender og elsket af sine egne.

|86| Det daværende Venstre gav en Fest paa Skodsborg for Sverdrup[CXXX]. Den var uheldig og stemningsløs. Berg[CXXXI], der holdt Hovedtalen, udtalte med pinlig Smagløshed sin Glæde over at »Kameraten« i Norge var naaet til Magtens Tinde og sin Forhaabning om at Eksemplet snart vilde blive fulgt i Danmark. Sverdrup[CXXXII], der jo var uvant med at tale for et dansk Publikum, havde oratoriske Former, der i Danmark forekom gammeldags og højttravende.

Han udviklede bl. a., at hvis han var blevet Politiker, saa skyldtes ikke dette ham selv, men en højere Magt, et Forsyn. Havde ikke Forsynet vaaget, var det aldrig faldet ham ind at give sig af med Politik. Det klang besynderligt, fordi en Logiker som Sverdrup[CXXXIII] dog umuligt kunde isolere Forsynets Ledelse af ham som Politiker ud fra dets almindelige Styrelse af hans Veje. Den, der raader for Alt, kan ikke udpeges som særligt ledende i noget enkelt. Videre talte Sverdrup[CXXXIV] om en stille Magt, hvis Indflydelse han bestandig havde sporet og som ogsaa havde knyttet hans Sind til Danmark.

Da jeg vidste, at Sverdrups[CXXXV] Moder havde været dansk, og da hans fortræffelige Frue var dansk, faldt det mig ind, at han med den stille Magt maaske sigtede til kvindelig Indflydelse paa hans Liv. Men jeg blev atter uvis, da han sluttede Omtalen af sit Forhold til denne stille Magt med Ordene: »Vil stærke Aander kalde dette Svaghed hos mig, saa vil jeg bære denne Slagskygge over mit Liv.«

Da Sverdrup[CXXXVI] havde endt, spurgte jeg ham derfor: Med Forlov, sigtede De ved den stille Magt ikke til Dem nærstaaende Kvinder, som har knyttet Dem til Danmark? Han svarte, ikke uden Lune: »Jeg gratulerer Dem, ifald De har truffet Kvinder, hvis Væsen kunde betegnes som en stille Magt; jeg synes sandelig, Kvinderne plejer at gøre sig gældende paa ret larmende Maade. Ved den stille Magt mente |87| jeg Forsynet, uden hvilket jeg aldrig var bleven Politiker.« – Og hvem sigtede De til med de stærke Aander? – »Jeg sigtede til Dem, som De vel nok forstod.«

Jeg blev for saa vidt meget forundret, som jeg hidtil havde dannet mig en meget forskellig Forestilling om Sverdrups[CXXXVII] Aandsretning. Nu begreb jeg ikke, med hvad Ret han havde kaldt Søren Kierkegaard[CXXXVIII] »en hysterisk Personlighed«.

9.

Den Sommer nød jeg intet andet Landliv end et kort Ophold paa den mig saa kære Ø Møen, hvor jeg arbejdede paa min Bog om Berlin, der begyndte at udkomme i Hefter; jeg skrev Afhandlingen om Feltmarechal Moltke[CXXXIX]. Derpaa vendte jeg tilbage til Kjøbenhavn i Haab om at kunne deltage i den Fest, Kommunen gav den udmærkede Skare af europæiske Læger, som dengang samledes til et stort Lægemøde i Danmarks Hovedstad. Men jeg modtog ikke nogen Indbydelse. Dog blev Lægemødet af Betydning for mig. Dels søgte ikke faa af de fremmede Læger mig op til en enkelt, undertiden lærerig Samtale, dels vandt jeg ved dette Møde et Venskab, der varede ved. Jeg fik en Dag Besøg af den polske Læge Karol Benni[CXL] fra Varshav, den første Polak, jeg kom til at staa nær, og hans Hengivenhed for mig, hvis Bøger han i mange Aar havde været kendt med, var overordenlig og udholdende. Det var sikkert gennem hans Forbindelser, at jeg modtog den første Indbydelse til at holde Forelæsninger i russisk Polen og derved lærte Forhold og Mennesker at kende, der blev betydningsfulde for min Udvikling.

Imedens arbejdede jeg paa at gøre min Bog om Holberg[CXLI] – oprindeligt seks Forelæsninger – færdig til Trykken, |88| saa den kunde udkomme til Holbergs[CXLII] Tohundredaarsdag. Maleren Hans Nicolaj Hansen[CXLIII], hvem jeg længe havde kendt og med hvem jeg nu traadte i nærmere Berøring, forsynede min Bog med smukke og poetiske Vignetter. Skriftet fik en ret god Modtagelse, men blev ikke den Succes, som Forlaget havde ventet og jeg selv haabet paa.

I »Foreningen til Oplysningens Fremme blandt Kjøbenhavns Arbejdere« holdt jeg et Foredrag om Holberg[CXLIV], der blev stenograferet og udgivet blandt Studentersamfundets folkelige Smaaskrifter. I dets Slutning sagde jeg:

Naar De i Anledning af Tohundredaarsfesten for Holbergs[CXLV] Fødsel læser i alle Aviser om den store Glæde, der er over at vi har Holberg[CXLVI], naar De hører de mangfoldige pæne og fine Folk bevidne, hvor de elsker Holberg[CXLVII] – saa tro dem ikke, tro dem ikke!

Hvad vil det sige, at elske Holberg[CXLVIII]? Det er saa simpelt som noget: Det er at elske det, han elskede, og at hade det, han hadede. Men tror De egentlig, at de Mennesker, som officielt i vore Dage har været saa ivrige for at lægge deres Kærlighed og Hyldest for Dagen, elsker og hader som han? Det at elske Holberg[CXLIX], det vil sige: som han at elske prøvende Fornuft, Fremskridt, Arbejd for Menneskenes Vel; det vil sige, som han at hade Fordom, Lavsaand, Dumhed, Tryk af den gamle, stivnede Vanes Herredømme. Jeg tror ikke, at De, der i vore Dage behersker den offenlige Mening, gør det.

Denne Advarsel var ikke ubeføjet. Holbergs[CL] Mindefest var hvad Slotsbranden nogle Maaneder forud havde været, en Anledning for det officielle Kjøbenhavn til at skabe sig. Min egen Stemning i dette Efteraar kom til Orde i sidste Afsnit af mit Festskrift, der i Skildringen af Holbergs[CLI] Samtid giver en vis Lede ved Menneskene Luft.

  • Forrige afsnit: 8): 8.
  • Næste afsnit: 1.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.