Da jeg havde i Sinde at holde Foredrag om Goethe[I], saasnart jeg havde faaet Arbejdet med Det unge Tyskland fra Haanden, besluttede jeg at gense Weimar og bo der nogen Tid for at gennemtrænges med Stedets Minder. Tenicheffs[II] opholdt sig dengang i Berlin; jeg traf dem der, og de ledsagede mig til Weimar, hvor vi tilbragte nogle Uger. Goethehuset var siden mit første Besøg i Weimar blevet aabnet efter Sønnesønnernes Død, og bevæget gik man igennem de minderige Rum. Næsten endnu større Indtryk gjorde dog Havehuset med Spor af Altanen, hvor den unge Goethe[III] havde sovet i det Fri indhyllet i sin Kappe. Det var vidunderlige Efteraarsdage i den storhertugelige Park under Bladenes Fald. Jeg har andetsteds forsøgt at gengive dette Indtryk*
.Paa Tilbagerejsen holdt jeg i Bremen et Foredrag om Emile Zola[IV].
Der blev i Kjøbenhavn givet en Afskedsfest for Schandorph[V], som rejste bort for nogle Aar, ved hvilken jeg maatte holde Talen*
. Megen Tid blev mig ranet af Danske saa vel som af Fremmede.|224| En Dag forestillede en ung Digter, Johannes Jørgensen[VI], sig. Han nærmede sig med stor Hengivenhed, og hans første Digte røbede Talent. Jeg skjulte ham dog ikke min ufordelagtige Mening om Udtryk som Rygmarvsstilk og Hjerneblomster. Han lagde Ungdommens barnagtige Hyperradikalisme for Dagen, beskyldte f. Eks. Høffding[VII], hvis Forelæsninger han havde hørt, for Hykleri, fordi han havde udtalt sig for Monogamiet. Da jeg udbrød: »Han mener, hvad han siger«, svarte han, at det kunde Høffding umuligt mene. I de følgende Aar kom han hyppigt igen; jeg rettede hans første Skrifter for ham, gennemlæste dem alle i Korrekturen. Da han følte sig meget ilde tilpas som Anmelder ved Socialdemokraten, skaffede jeg ham Ansættelse ved Ernst Brandes’[VIII] nyoprettede Børstidende. Min Broder[IX] viste ham da saa megen Tillid, at han jævnlig tog ham hjem med til Middag til mine Forældre[X]. Jeg selv havde saa ondt af ham, fattig som han var og ubeskyttet, at han kunde gaa ind og ud hos mig. Der var givet Ordre til, at paa Tider, hvor jeg ikke var hjemme for nogen, kom Johannes Jørgensen[XI] ind.
Skønt man skulde troet mig belært ved Erfaring, viste jeg ved den Lejlighed paany, hvor upaalidelig min Menneskekundskab var.
Da Jørgensen[XII] blev Symbolist og grundede et Tidsskrift Taarnet, hvori han angreb mine Anskuelser uden at forulempe mig personligt, standsede jeg ham, da han en Dag vilde undgaa mig paa Gaden, og bad ham dog ikke være saa smaalig, eller tro mig saa smaalig, at jeg skulde betragte Uoverensstemmelse i Anskuelser som umuliggørende et fortsat Bekendtskab. Snart derefter da han var bleven friskomvendt Katolik, angreb han mig personligt med en Lavhed, der ikke frastødte nogen af hans nye Troesfæller og som fandt det livligste Bifald hos de fleste af hans gamle. (Hvor skal man henty for Menneskers urene Aande? Mænds |225| urene Aande, der er møntet til Ord, har jeg aldrig frygtet for. Men det skrækkelige Mundsvejr i bogstavelig Forstand forpester Luften omkring En.)
Den Sommer kom Pasquale Villari[XIII] til Kjøbenhavn og søgte mig, som alt berørt, uden at huske eller vide, at han havde modtaget mig i min tidlige Ungdom.
Samtidigt kom August Strindberg[XIV] og gjorde mit Bekendtskab. Han meddelte mig, at han paa Vejen til Kjøbenhavn havde standset i Roskilde og paa Sindssygeanstalten af Lægen udbedt sig en Attest for, at han ikke var gal. Han frygtede, at hans Nærmeste vilde skildre ham som sindssyg og faa ham behandlet som saadan. Lægen havde svart, han ikke tvivlede paa, at dersom Hr. Strindberg[XV] vilde indlægge sig til Observation, vilde man kunne give ham det ønskede Vidnesbyrd; men paa staaende Fod kunde han det ikke.
Strindberg[XVI] viste sig alvorlig, originalt begavet og i Samtale simplere end jeg havde troet; men han var ikke mundtlig berigende, og jeg tørstede efter det berigende. Han gjorde Indtryk af at føle sig ulykkelig, indlod sig paa et fortvivlet Æventyr, over hvilket han skrev sin Tschandala, var fuld af Kvindehad og sikker paa at have Sporsans for ulykkebringende Kvinder.
Han anmodede mig om at sætte hans Skuespil Faderen i Scene for ham paa Casino-Teatret. Skuespillerne forstod jo oprindeligt ikke stort deraf. Men efterhaanden fik jeg Alt omordnet, som jeg vilde have det, saa Personalet med temmelig svage Kræfter ydede et godt, undertiden fremragende Arbejde.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
