Da jeg havde i Sinde at holde Foredrag om Goethe[I], saasnart jeg havde faaet Arbejdet med Det unge Tyskland fra Haanden, besluttede jeg at gense Weimar og bo der nogen Tid for at gennemtrænges med Stedets Minder. Tenicheffs[II] opholdt sig dengang i Berlin; jeg traf dem der, og de ledsagede mig til Weimar, hvor vi tilbragte nogle Uger. Goethehuset var siden mit første Besøg i Weimar blevet aabnet efter Sønnesønnernes Død, og bevæget gik man igennem de minderige Rum. Næsten endnu større Indtryk gjorde dog Havehuset med Spor af Altanen, hvor den unge Goethe[III] havde sovet i det Fri indhyllet i sin Kappe. Det var vidunderlige Efteraarsdage i den storhertugelige Park under Bladenes Fald. Jeg har andetsteds forsøgt at gengive dette Indtryk*
.Paa Tilbagerejsen holdt jeg i Bremen et Foredrag om Emile Zola[IV].
Der blev i Kjøbenhavn givet en Afskedsfest for Schandorph[V], som rejste bort for nogle Aar, ved hvilken jeg maatte holde Talen*
. Megen Tid blev mig ranet af Danske saa vel som af Fremmede.|224| En Dag forestillede en ung Digter, Johannes Jørgensen[VI], sig. Han nærmede sig med stor Hengivenhed, og hans første Digte røbede Talent. Jeg skjulte ham dog ikke min ufordelagtige Mening om Udtryk som Rygmarvsstilk og Hjerneblomster. Han lagde Ungdommens barnagtige Hyperradikalisme for Dagen, beskyldte f. Eks. Høffding[VII], hvis Forelæsninger han havde hørt, for Hykleri, fordi han havde udtalt sig for Monogamiet. Da jeg udbrød: »Han mener, hvad han siger«, svarte han, at det kunde Høffding umuligt mene. I de følgende Aar kom han hyppigt igen; jeg rettede hans første Skrifter for ham, gennemlæste dem alle i Korrekturen. Da han følte sig meget ilde tilpas som Anmelder ved Socialdemokraten, skaffede jeg ham Ansættelse ved Ernst Brandes’[VIII] nyoprettede Børstidende. Min Broder[IX] viste ham da saa megen Tillid, at han jævnlig tog ham hjem med til Middag til mine Forældre[X]. Jeg selv havde saa ondt af ham, fattig som han var og ubeskyttet, at han kunde gaa ind og ud hos mig. Der var givet Ordre til, at paa Tider, hvor jeg ikke var hjemme for nogen, kom Johannes Jørgensen[XI] ind.
Skønt man skulde troet mig belært ved Erfaring, viste jeg ved den Lejlighed paany, hvor upaalidelig min Menneskekundskab var.
Da Jørgensen[XII] blev Symbolist og grundede et Tidsskrift Taarnet, hvori han angreb mine Anskuelser uden at forulempe mig personligt, standsede jeg ham, da han en Dag vilde undgaa mig paa Gaden, og bad ham dog ikke være saa smaalig, eller tro mig saa smaalig, at jeg skulde betragte Uoverensstemmelse i Anskuelser som umuliggørende et fortsat Bekendtskab. Snart derefter da han var bleven friskomvendt Katolik, angreb han mig personligt med en Lavhed, der ikke frastødte nogen af hans nye Troesfæller og som fandt det livligste Bifald hos de fleste af hans gamle. (Hvor skal man henty for Menneskers urene Aande? Mænds |225| urene Aande, der er møntet til Ord, har jeg aldrig frygtet for. Men det skrækkelige Mundsvejr i bogstavelig Forstand forpester Luften omkring En.)
Den Sommer kom Pasquale Villari[XIII] til Kjøbenhavn og søgte mig, som alt berørt, uden at huske eller vide, at han havde modtaget mig i min tidlige Ungdom.
Samtidigt kom August Strindberg[XIV] og gjorde mit Bekendtskab. Han meddelte mig, at han paa Vejen til Kjøbenhavn havde standset i Roskilde og paa Sindssygeanstalten af Lægen udbedt sig en Attest for, at han ikke var gal. Han frygtede, at hans Nærmeste vilde skildre ham som sindssyg og faa ham behandlet som saadan. Lægen havde svart, han ikke tvivlede paa, at dersom Hr. Strindberg[XV] vilde indlægge sig til Observation, vilde man kunne give ham det ønskede Vidnesbyrd; men paa staaende Fod kunde han det ikke.
Strindberg[XVI] viste sig alvorlig, originalt begavet og i Samtale simplere end jeg havde troet; men han var ikke mundtlig berigende, og jeg tørstede efter det berigende. Han gjorde Indtryk af at føle sig ulykkelig, indlod sig paa et fortvivlet Æventyr, over hvilket han skrev sin Tschandala, var fuld af Kvindehad og sikker paa at have Sporsans for ulykkebringende Kvinder.
Han anmodede mig om at sætte hans Skuespil Faderen i Scene for ham paa Casino-Teatret. Skuespillerne forstod jo oprindeligt ikke stort deraf. Men efterhaanden fik jeg Alt omordnet, som jeg vilde have det, saa Personalet med temmelig svage Kræfter ydede et godt, undertiden fremragende Arbejde.
Ogsaa Geijerstam[XVII] kom til Kjøbenhavn og havde sin unge Frue[XVIII] med sig. Han holdt Forelæsninger, deriblandt en om mig selv, som jeg var ude af Stand til at bedømme, |226| men hvor det forekom mig, at han med altfor stærkt Eftertryk sagde Ting. som mange var enige om.
Gustaf af Geijerstam[XIX] havde da vakt Opsigt med en tapper, om end kunstnerisk ufuldkommen Roman Erik Grane. Det var en Skildring af svensk Ungdomsliv ved det lille Universitet, der ligger saa nær Hovedstaden og dog dengang laa saa fjernt fra alt Hovedstadsvæsen, en Skildring som var et Nødskrig og en Anklage. Hvad Geijerstam[XX] havde villet sige, var dette:
Der ligger den deroppe i det høje Nord i den bidende Vinterkulde, den skrækkeligt brolagte Smaastad med sin Lærdomsfornemhed, hvor ingen Faust, kun Wagner og atter Wagner docerer, og Livet i den besynges, og Ungdommen i den hyldes, og dens Sandhedskærlighed forherliges, og saa er dens Ungdom gammel, dens Nutid Middelalder, dens Sandhedsdyrkelse Hensyntagen, og dens Produktivitet en uafbrudt Frembringen af Homunculus’er, Smaamennesker, gjorte paa Maskine.
Han havde stræbt at ordne Alt om det Højdepunkt, der naturligt frembød sig for hans Upsalaroman, den ceremonielle og pompøse Indvielse af den ny Universitetsbygning i 1879 med Erkebispens Tale ved Grundstenens Nedlæggelse, med de højlydt forkyndte Kongeord:
og med den gamle Domkirke-Nisses urokkelige Overbevisning om at det ny Universitet ingensomhelst Fornyelse vilde medføre, men at Alt »blir som det er«.
En stor Del af den Ungdom, der fremførtes, gik aandeligt tilgrunde i Hykleri og Snobberi, mens den forøvrigt gjorde Embedsmands-Carrière.
En anden Part blev siddende over som evige Studiosi, i Kafé-Liv og Punsch og smaatskaaren Satire og Selvparo|227|dieren, udygtige baade til Videnskaben og Livet »med deres Fremtid bag sig«.
En tredje Part, den bedste, førte under Form af en Kamp-Eksistens en i Bund og Grund elendig Tilværelse, og det af to Aarsager, som var Bogens Grundmotiver, dels fordi de legemligt og sjæleligt undergravedes af ungdommelige Drifter, som gjorde sig gældende med des større Voldsomhed, jo mere de i det nordisk-protestantiske Samfund ignorertes, dels fordi de som Børn af deres Tid, som løsrevne fra Fortidens Dogmetro, og som Ynglinge, der mente det alvorligt med deres Tankeliv, kom i Splid med deres kæreste Slægtninge i Hjemmet og paa Kant med et Universitet, der indskrænkede sig til at fordømme de ny Aandsmagter, som længst havde afsagt Dommen over det selv.
Begge disse to Forhold var behandlede med aabent Mod. Det første, som var det vanskeligste, var fremstilt sandere og dristigere end man var vant til at se det berørt. Det var imidlertid ikke frit for at være lidt tragi-komisk, at alt, hvad der henhørte under Gudinden Frejas Departement og hvad der under en mildere Sol og blandt mindre tungt anlagte Folk var en Kilde til Livets søde eller forfinede Lyst, at alt dette histoppe tog sig ud som en evig Kilde til Jammerkval og Selvforagt, fordi under Undseelsens, Protestantismens og Respektabilitetens Tryk al skøn Sanselighed enten som hos Kvinden blev dødet ved Opdragelsen eller som hos Manden sat til i Udskejelser, og den sunde Attraa derfor altfor hyppigt forvandledes til bare Raahed.
Det andet Forhold, den religiøse Brydning, var levendegjort med ikke mindre Energi. Man følte, at Ortodoksien endnu red disse nordiske Smaastater som en Mare, og at Kampen mod den eller Underdanigheden overfor den da var et Stykke af hver enkelt Mands Historie.
Mit Forhold til Ruslands ledende Mænd vedblev at være godt. Saa fortræffelige Mænd som Stasulevitsj[XXI], Koni[XXII] og Spasovitsj[XXIII] viste mig hjertelig Velvilje. I Oktober 1887 havde paa én Gang Tidsskrifterne Vestnik Jevropi, Russki Mysl, Severnik Vestnik og Djelo hver sin Artikel af mig. Samtidigt fik jeg for første Gang en lille Udmærkelse fra Nordamerika. Trinity Historical Society i Dallas, Texas, udnævnte mig til Æresmedlem.
Større Glæde end deraf havde jeg ved at tale med to bitte smaa Piger. Her en Prøve af den ældstes Tankegang:
Der var idag en Herre hos dig, der hed von; hvorfor hed han von? Du spurgte ham, om han var af en gammel Familie. Hvad vil det sige?
Han er af Adel. –
Hvad vil det sige?
Hans Bedstefaders Bedstefader har ejet et Slot. - Og din? – Vistnok ikke noget. – Hvad er da du? – Borgerlig. – Hvad er finest? – Adelig. – Hun leende: Du vil da ikke sige, at han er finere end du? - [Hvem er finere end en Fader!]
Jo, af Fødsel. –
Du er paa alle Maader finere. Han hedder von, det vil sige, han er af en fin Familie. Men det er da finere, selv at være fin.
Længe var det siden der i den Menneskevrimmel, der Aar efter Aar bølgede mit Øje forbi, havde været et Aasyn, som fængslede mig ved overlegen Aand. Dag ud, Dag ind skyllede Posten Bøger og Tryksager ind over min Tærskel. Men længe var det siden, der iblandt disse havde været et |229| enkelt Skrift, som bragte mig Bud fra en beslægtet Aand og tillige fra en lærerig og mægtig, som var mig ny. Da kom de første, betydningsfulde Bøger fra en Tænker, jeg tidligt havde hørt tale om i Anledning af hans Skrift mod den alderstegne Strauss’s[XXIV] Bog Den gamle og den nye Tro, og om hvem jeg da kun havde hørt lidet fordelagtigt; mig selv havde det dengang forekommet haardt og grusomt at slaa sig til Ridder paa en saa fortjent og udmærket Mands Alderdomsværk. Senere havde en enkelt Bog af denne Forfatter kun et Øjeblik fængslet mig. Nu mødte mig i Nietzsches[XXV] Bøger Tanker, jeg selv polemisk havde tænkt og med hvilke jeg var fortrolig, ligesom prægede i højt Relief, andre, som var mig fremmede, men som fristede mig til begrundet Afvisning eller Tilegnelse.
Hurtigt forstod jeg, at Manden ragede op blandt de Ypperste og Ejendommeligste i Samtiden. Saa betydelig og selvstændig var blandt mine Venner eller Velyndere vistnok kun Ibsen[XXVI] og Taine[XXVII], men ingen af dem havde hans endnu ungdommelige Lidenskab for at gøre sig gældende, ingen hans impetus og ingen af dem hans betagende, mig saa kære Dristighed.
Hertil kom at Manden[XXVIII], der nærmede sig mig med Artighed og Tillid, trængte til mig, behøvede mig for ikke at overses og stilles i Række med ham langt underordnede Foreteelser, det vil sige for at naa det Ry og den Anseelse, hvortil han havde Adkomst. Jeg følte det som Pligt at gøre for ham, hvad jeg en Snes Aar forinden havde gjort for Ibsen[XXIX], senere for Klinger[XXX], for Jacobsen[XXXI] og talrige andre, henlede Læseverdenens Opmærksomhed paa denne Kraftkilde og Tankekilde, der sprudlede og randt upaaagtet, denne geniale Røst, der raabte uden at møde det savnede, mangedobbelte Ekko, det endnu slumrende, som sikkert kunde vækkes. Straks da Nietzsche[XXXII] havde henvendt sig til mig, skrev jeg i et |230| Privatbrev: »Han er saavidt jeg kan skønne uden Spørgsmaal Tysklands dybeste og betydningsfuldeste Aand. Der er noget i hans Væsen, som tiltrækker mig. Jeg kunde bruge en Ven som ham. Endelig engang efter Aaringers Forløb en aandelig Jævnbyrdig og maaske af højere Byrd.«
Da jeg begyndte, ved Kjøbenhavns Universitet at holde en Række Foredrag om Nietzsche[XXXIII], var det forsaavidt et forvovent Foretagende, som Titelen skræmte. For første Gang, siden jeg var vendt tilbage til Danmark, svigtede Tilhørerne mig; de fyldte Salen; men en Gentagelse var overflødig, hvorvel Forelæsningerne holdtes uden Vederlag. Alligevel fortrød jeg ikke mit Valg af Æmne. Det vandt mig Nietzsches[XXXIV] Hengivenhed og gav ham den sidste Trøst. Mine Foredrag var det første Forbud om Verdensry, der naaede ham, før Sindssygdommen opslugte hans Bevidsthed.
Nietzsches[XXXV] Skrifter befrugtede mig ikke; men de indgød mig Mod. Og Tankeudvekslingen med Nietzsche[XXXVI], som den fandt Sted under den Brevveksling, der efter et Aars Forløb fik sin bratte Afslutning, styrkede mig selv, berigede mig selv; jeg følte mig under den paany paa mit Væsens Højde, virkende i mit Kald, opfyldende den Sendelse, der nu engang var bleven min, Jeg skrev for mig selv: »Jeg læser stadig i min gale Ven Nietzsche[XXXVII], klemmer ham, krænger ham, presser og endevender ham, ælter ham om og om, saa han faar snart ét Fysiognomi, snart et andet. Jeg holder af Nietzsche[XXXVIII]. Er hat mir's angethan. Der er denne ene store Mand, som Tyskland har, og Ingen vurderer ham i Tyskland, næsten Ingen kender ham. O denne universelle Dannelseskretinisme!«
Da mit Essay om ham var udkommet paa Tysk, begyndte hans Ry at vokse og rulle som Snebolden, der bliver til Lavine.
I Efteraaret 1887 havde jeg holdt Forelæsninger om Heine[XXXIX]. Jeg indledede Aaret 1888 med at skrive den velovervejede Indledning til Jubilæumsudgaven af Holbergs[XL] Komedier. I Foraaret 1888 talte jeg om Rusland og russisk Literatur, og holdt umiddelbart derefter Forelæsningerne om Friederich Nietzsche[XLI]. Om Efteraaret, da jeg begyndte en lang Række Foredrag om Goethe[XLII], var Tilstrømningen den største, jeg nogensinde i Danmark havde havt. Da jeg to Gange havde holdt det første Foredrag gratis under frygtelig Trængsel, talte jeg endnu en tredje Gang for Betaling, og der var endnu saa fuldt, at jeg havde kunnet holde samme Foredrag en fjerde Gang i Ugen, ifald jeg havde kunnet udholde det. Og Forholdet forblev det samme det Halvaar.
Aaret 1888 var for mig udelukkende et Arbejdsaar; jeg var ikke én Dag udenfor Danmark, undte mig ikke ringeste Rekreation. Knap at jeg tilbragte tre, fire Dage paa Landet. Selv Sommersøndagene forblev jeg i Byen; ingensinde var man uforstyrret som da. Men naturligvis kunde Humøret ikke altid være paa Højden. Store Bededags Nat skrev jeg:
»O Kjøbenhavn paa saadan en Bededag! Frygtelig, frygtelig. Dødsstilhed, skrigende klart Solskin og en Isvind gennem Gaderne. Horder af pyntede Kræmmersvende og stakkels kvindeligt Tyende. De Par Mennesker, jeg kan tale med, er borte eller rejste. Over Byen ruger kun ét: min Spleen. Spleen er intet Taagebarn, langtfra ikke. Nej, hvinende koldt Bysolskin er uendeligt mere melankolsk. Taagen omslutter den Tungsindige, dækker hans Græmmelser. Taagen indeslutter den Elskende og skjuler ham, som den skjulte Zeus og Here paa Ida. Nej, Klarhed og lang Dag, naar det er Bededag og Bededagsklarhed, det er den egentlige Avler af Speen«.
|232|Min bedste Morskab under disse Omstændigheder var, naar Forholdene skilte os, Correspondance med to meget unge Damer, f. Eks. et Brev som dette: (Udskrift uden paa Konvolutten med Blyant):
Til min kære Fader, Dr. Georg Brandes[XLIII], en bekendt Mand i Kjøbenhavn.
I Berlin er der en Mand, som der vokser et kvindeligt Legeme ud af Halsen, han er 21 Aar, hun er 21 Aar gammel, Hoveded sidder inde i hans Hals, hun har Silkekjole paa og er lidt større end Else. Der er født to sammenkoblede Drenge. Mange Hilsener fra din altid hengivne Datter.
Det mindede velgørende om Aviserne paa Holbergs[XLIV] Tid.
I Maanederne Maj og Juni nedskrev eller renskrev jeg min Bog om Polen. Samtidigt udgav jeg efter tyve Aars Forløb min gamle Bog, Æsthetiske Studier. De Stykker, hvoraf den bestod, de ældste især, maatte gennemskrives; men Arbejdet var underholdende; det var helt underligt med et nyt Jeg nu at møde dette gamle Jeg og forfølge, hvorledes de baksedes og tilsidst kom overens. Bogen blev paany i uforandret Venskab tilegnet Julius Lange[XLV].
I Maanederne Juli-Oktober skrev jeg hele den store Bog om Rusland. Det var et mig meget vanskeligt Arbejde, dette Slid med Side efter Side, Ark efter Ark. Jeg havde en Følelse, som sad jeg Dag ud, Dag ind, og huggede Sten til en Vej. Kun af og til mærkede jeg, at jeg fik Gnister til at springe ud af Stenen.
Det var mig som laa der tre Volde for mig, jeg skulde over, før jeg kunde give mig i Lag med det Arbejde, der i saa mange Aar havde trykket mig, Hovedstrømningernes sjette og sidste Del. Det var de tre Bøger, jeg i det Aar fik fra Haanden. Jeg tvivlede ikke paa at kunne faa mit store Smertensbarn sendt ud i Verden i Løbet af det næste Aar. Men det kom anderledes; i Aaret 1889 fik jeg kun de første |233| 11 Ark renskrevne og trykte. Saa tidt jeg gik forbi Marmorkirken, der da i Aaringer havde været under Arbejde, tilsyneladende uden nogensinde at blive fuldendt, spurgte jeg mig selv: Hvilken Bygning bliver vel først færdig, min Marmorkirke eller denne? Begge Dele trak ud, min havde nu allerede været under Opførelse i 18 Aar. Alligevel lykkedes det mig at komme først.
Jeg sluttede Aaret med min lille Artikel om Donatellos[XLVI] St. Georg. Den var Alt, hvortil aarelang Sysselsættelse med Donatello[XLVII] havde ført, og tvar mig som et Sindbilled paa, hvor lidt der i Reglen kommer ud af vore Planer. Men fra mit Inderste kom den Bøn til min Helgen, hvori den udmunder:
O St. Georg, min Skytspatron! Hvor skøn er den hellige Vrede i dit Blik, hvor ypperlig den rolige Følelse af Kraft, der fylder dit Bryst, du Helgen og Hedning! At du ogsaa tomhændet, uden Sværd eller Lanse i din Haand, er lutter Uforsagthed, det er en Lære. Værgeløs staar du der, men fast paa dine Fødder, fast i dine Knæ, pansret om Foden til at kunne knuse med en Jernhæl, og pansret om Lænder og Arm og Ben og Ryg og Bringe. Du Prisgivne til Dragens Ædder og Forgift! Du véd det, den Tid vil komme, da du igen faar et Lanseskaft fat. Dræb da Dragen, stød Jernet i dens Hjerte og knus Knoklerne i den, saa den aldrig sluger Jomfruer og aldrig myrder Ynglinger mere!
Var Aaret 1888 et Aar, hvori jeg end ikke en Dag var udenlands, saa var det dog et, hvori jeg stod i levende Forbindelse med Udlandet. Et overordentligt stort Antal af de Udlændinge, som besøgte Kjøbenhavn, indfandt sig hos mig; et endnu større Antal stod i Berøring med mig gennem Breve, Spaniere fra Columbia, Nordamerikanere fra Smaabyer i Unionen.
En af mine ivrige Korrespondenter var dengang den senere berømte Baronesse Bertha von Suttner[XLVIII], Fredssagens |234| ivrige Forkæmperinde, der havde skrevet et Essay om mig. Hun var da en Verdensdame med Talent, og allerede da overraskende ved sin Optimisme. I sin Bog Inventarium einer Seele havde hun formuleret det Løsen, hun vilde give Menneskeslægten: Aldrig, aldrig tilføje Nogen ondt! – Jeg formaaede ikke at gaa ind paa hendes Tankegang, og hvad jeg overfor hende gjorde gældende var omtrent dette: Blot det at leve er jo at volde andre, Misunderne, de Skinsyge, Smerte, at gøre dem ondt. Og hvorledes skulde man kunne handle uden at volde Smerte? En stor Skribent (som Voltaire[XLIX] f. Eks.) véd, at hver anden Sætning af ham sætter Meneskeskarer i Raseri og skal gøre det. End ikke en Torsk kan vi spise uden at Torsken maa slagtes først.
Fra Tyskland sendte den unge Lyriker Karl Henckell[L] sine lovende Digte i Herweghs[LI] Art, og derfra kom den unge duelige Journalist Theodor Wolff[LII], nu Berliner Tageblatts Leder.
I Begyndelsen af Aaret havde jeg adskillig Berøring med Flandern i Anledning af de Studier jeg havde gjort over flamsk Poesi. Pol de Mont[LIII] tilegnede mig sit smukke Digt Uudslukkelige Flammer, der paa Tysk blev optaget i Magazin für die Litteratur. Heinrich Flemmich[LIV] skrev fra Antwerpen til mig, at han skyldte mig Tilskyndelsen til sine poetiske Oversættelser fra Flamsk. Hans Bog Aus Flandern und Brabant udkom med denne Tilegnelse: »Dem gründlichen Kenner des Flämischen, Dr. G. B.[LV] in Verehrung gewidmet.«
Fra Tyskland kom til Kjøbenhavn en ung Poet, Hermann Friedrichs[LVI], der nogen Tid bosatte sig her. Han var oprindeligt falden i Hænderne paa Rudolf Schmidt[LVII], der tyldede ham med sine Antipatier og som, da han antog ham for rig, laa ham højlig til Byrde. Da Friedrich[LVIII] tilsidst fik det Indtryk, at Schmidt[LIX] gik ud paa, helt at lade sig under|235|holde af ham, kom det til Brud. Han henvendte sig til mig, om hvem han hidtil kun havde hørt Bagvaskelser, og tilegnede mig sin Digtning, An der Pforte der Zukunft. Samtidigt tilegnede den barske og begejstrede tyske Kritiker Leo Berg[LX], der da debuterede, mig sit første Arbejde: Haben wir überhaupt noch eine Literatur? Det var den femtende Bog, som var bleven mig tilegnet. Leo Berg[LXI], der æret og anset, men fattig døde Aar 1908 var en Mand, der, styg og stærkt haltende, havde den Vanføres Skarphed i Tankegang og Bitterhed i Sind. Han tirredes til Blods ved Literaturens Maskepi med Industrien, ved Forfatternes Hensyntagen til Pengevinding, og kæmpede sit Liv igennem for den rent ideale Stræben i Literaturen.
Fra Østerrig kom det Aar Skuespilleren Josef Kainz[LXII] for første Gang til Kjøbenhavn og vakte Begejstring hos dem, der forstod hans Kunst. Han var varmtfølende, lærvillig, i kunstnerisk Stigen. At se ham som Mortimer i Maria Stuart eller som Ferdinand i Kabale und Liebe, at høre ham fremsige Wildenbruchs[LXIII] Hexenlied var Oplevelser. Herman Bang[LXIV] foranstaltede en lille Festlighed for ham, ved hvilken man havde bedet mig holde Talen.
Fra Italien henvendte Chiarini[LXV] sig til mig og skrev en meget smigrende Artikel om mig i Nuova Antologia.
Det Aar afholdtes den Nordiske Udstilling i Kjøbenhavn i det af Nyrop[LXVI] opbyggede smukke Træpalads. Den lokkede mangfoldige Fremmede til Byen. Overfor den var der aabnet en righoldig Udstilling af samtidige franske Malerier og Billedhuggerarbejder, der bragte de Besøgende et Pust fra en anden Kunstverden end Nordens. Efter Indbydelse indfandt en betydelig Skare af berømte og bekendte franske |236| Kunstnere sig nogle Dage i Kjøbenhavn. Der blev afholdt en Festlighed for dem i Glyptoteket, hvortil de fleste mere ansete Danske indbødes. De danske Kunstnere, der foreslog Indbydelserne, havde indført mit Navn blandt de første. Men da det blev strøget af Listen, fik jeg intet at se til Franskmændene. Af Julius Lange[LXVII] erfor jeg, at de næsten alle havde spurgt efter mig.
Da jeg Aaret efter traf adskillige af dem i Paris, havde jeg Anledning til at erfare deres Indtryk af Kjøbenhavn. De var desværre enstemmige i deres Fordømmelse af Thorvaldsens[LXVIII] Arbejder i Museet. De la bien mauvaise sculpture var det Ord, man stadigt fik at høre. Men lige saa enstemmigt talte de med den største Varme og Anerkendelse om Sonnes[LXIX] Fresker paa Museets Ydermur. Iøvrigt var de stærkt skuffede i to Henseender, at de ikke havde modtaget nogen Indbydelse til Hoffet, og at de ingen Dekorationer havde faaet, hvad de paastod man havde stillet dem i Udsigt. De var tydeligt nok især komne for Dekorationernes Skyld.
Noget efter Kunstnerne ankom den unge franske Kunstkritiker Maurice Hamel[LXX], udsendt af Gazette des beaux arts, en overordentlig fin Kunstkender og et Menneske med sundt, naturligt Blik. Han og Karl Madsen[LXXI] kom godt ud af det med hinanden og jeg mindes en Baadsejlads med ham, Karl Madsen[LXXII] og Nordmanden Andreas Aubert[LXXIII] paa Lyngby Sø, mens den sjællandske Natur en Sommeraften for disse Farve-Elskere afslørede og tilslørede sig i rige, dæmpede og dejligt sammensmeltende Farver.
Endnu lidt senere ankom delegerede franske Arbejdere til Udstillingen. Det var unge Haandværket af forskellige Fag, rødere end de rødeste danske. For den store franske Revolution havde de ingen Interesse; den var dem for borgerlig. I Grunden begyndte Verdenshistoriens tiltalende Parti for dem med Kommunen i Paris, som havde al deres Deltagelse og Begejstring. De harmedes over, at Raabet |237| Vive la Commune! dengang var forbudt i Paris. De ærgrede sig over, at man vilde hædre dem ved at spille Marseillaisen. Selv sang de kun l’Internationale og Ça ira.
Man indbød dem til at tilbringe en Aften i Studentersamfundet, og jeg blev anmodet om at indfinde mig. Jeg talte to Gange til dem. Da jeg sagde, at her kunde de gerne raabe Leve Kommunen! fordi hele det lille Danmark i Virkeligheden kun var at betragte som en Kommune, saa det lod sig opfatte som enstydigt med Leve Danmark! raabte en af dem: Mais c’est de l’esprit français. Jeg svarte: N’avoir pas esprit de caste, voilà le vrai esprit français.
Mange Svenske og Finner indfandt sig i Kjøbenhavn i Anledning af Udstillingen. Der var den unge Forfatter Georg Nordensvan[LXXIV], smuk og slank, Novelleforfatter og Kunstkender, som gjorde et udmærket Indtryk. Der var ældre Bekendte som Maleren Björck[LXXV] og Per Staaf[LXXVI] og Gustaf af Geijerstam[LXXVII], Finner som Jacques Ahrenberg[LXXVIII], den finske Udstillings Kommissionær, der glædede mig med en anerkendende Dom angaaende min Bog om Polen. Verner von Heidenstam[LXXIX], der sendte sin lovende Debutbog Vallfart och Vandringsår, kom først senere til Danmark.
Fra Rusland kom min kære Ven Sobolevski[LXXX], Redaktøren for Russkija Vjedomosti og tilbragte nogle Dage med mig. Han gjorde ikke faa Indkøb, blandt andet af danske Terracotta-Sager, som han fandt originale og smukke.
Kort efter kom en interessant ung tysk-russisk Pige ved Navn Sonja Etlinger[LXXXI], som paastod, hun i fire Aar havde været sysselsat med mig. Hun havde hørt mine Foredrag i St. Petersborg og havde lært sig Dansk.
Med Anbefalingsbreve til mig forestillede sig desuden først en Pianofabrikant Becher fra St. Petersborg, en forstandig og praktisk Mand, dernæst fra samme By en ung Astronom Kleiber[LXXXII], fireogtyveaarig kun, men forbausende sprog|238|kyndig og sagkyndig. Han talte Russisk, Polsk, Italiensk, Engelsk, Fransk, Tysk, Svensk og læste efter seks Dages Ophold de danske Aviser. Ham var Darwinismen saaledes gaaet over i Kød og Blod, at den gennemtrængte Alt, hvad han tænkte og sagde, og den havde indgivet ham en Fremskridtstro, der var betydeligt stærkere end min. Disse Fremmede kendte mig selvfølgelig i Regelen kun af Oversættelser. Det var da tidt ret vemodigt at iagttage Afstanden mellem disse Oversættelser og Originalen. I Reclams Bibliotek var i min Afhandling om J. P. Jacobsen[LXXXIII] Begyndelsesordene: »Dette er vor Prosas store Kolorist« oversatte paa denne øresønderrivende Maade: »Er ist der grösste Kolorist der Jetztzeit-Prosa«. I en Oversættelse, som en Amerikaner, en Mr. Eastman[LXXXIV], foretog af min Bog Indtryk fra Rusland var disse Ord (om Tjernisjevski) »og i de gamle Dumaers (ↄ: kosakkiske Folkevisers) Aand et stort historisk Epos« gengivne saaledes: »a great historical epic in the spirit of the elder Dumas[LXXXV]«.
Mr. Eastman[LXXXVI] havde iøvrigt mærkværdige Anlæg for Sprog. Hans Frue brækkede et Ben i Kjøbenhavn og han blev derved tvungen til et seks Ugers Ophold. Han købte sig min Bog om Rusland og et dansk-engelsk Leksikon og udførte uden nogensomhelst anden Art Kundskab til Dansk, en i det Hele nøjagtig og tilfredsstillende Oversættelse. – Værre var det for mig, at Barsdorf[LXXXVII] besørgede en ny Udgave af min Bog om Lassalle[LXXXVIII] og bekendtgjorde, at Halvdelen af Oplaget var solgt før Udgivelsen. En lille Trøst endelig var det, at Fyrstinde Tenicheff[LXXXIX], som havde lært sig Dansk, fortræffeligt gengav flere Essays af mig paa Russisk.
Det var det Aar, hvor de store Forandringer indtraadte i det tyske Riges Ledelse. Med kort Mellemrum var to Kejsere døde, og et nyt Styre blev indvarslet.
|239| Wilhelm II[XC] kom til Kjøbenhavn for at forestille sig som Kejser. Ankomsten fik et pinligt Forløb. Neppe havde Vognen, hvor han og Kong Christian[XCI] tog Plads, sat sig i Bevægelse ude paa Toldboden, før en stedse stærkere Hyssen hørtes fra Folkemassen. Tilsidst hyssede selve de præsenterende Livgardister med, og al denne Hyssen gennemskares af en enkelt Pibe. Kongen var bleg, Kejseren[XCII] bevarede sin Holdning.
Johan Ottosen[XCIII] indfandt sig med Hanssen-Nørremølle[XCIV] hos mig for at tale om, hvorledes man i Nordslesvig klogest burde stille sig under den nye Æra; man henvendte sig til mig, fordi jeg ikke havde lagt Dølgsmaal paa min Misfornøjelse med Venstrepressens Holdning, naar dens Danskhed paa et Haar lignede Tyskhed. Først langt senere lykkedes det at faa denne Holdning grundigt ændret. I det Aar brugte det tyske Agitationsudvalg for Nordslesvig Bladet Politikens gamle Artikler som Agitationsstof for at faa Nordslesvigerne til at stemme paa tyske Kandidater.
Skønt jeg boede midt i Kjøbenhavn, havde jeg yderst lidt Forhold til Byen, og omgikkes saare faa, blandt dem vel mest Vilhelm Bissen[XCV] og hans Frue[XCVI], der det Aar fejrede deres Datters Bryllup ved en smuk Fest i Atelier’et. Jeg omgikkes det unge Kunstnerpar Harald[XCVII] og Agnes Slott-Møller[XCVIII], der havde sluttet sig til mig og ved hvis Bryllup Johan Rohde[XCIX] og jeg var Forlovere. Jeg saa oftere Stuckenbergs[C], to fine Mennesker, hun ualmindelig og ægte som han, hvem Livet mange Aar senere paa tragisk Maade skilte fra hinanden. En Sommerdag var jeg med Julius Lange[CI] hos hans Broder Frits[CII], Overlægen paa Middelfart Sindssygeanstalt, og Dagen derpaa tog vi sammen over til Jylland, til et Sted ved Navn Skovvang at besøge Slott-Møllers[CIII], der boede dèr med den unge dejlige Frøken Triepke, senere Fru Krøyer[CIV]. Med dem fik jeg i de Dage et stærkt Indtryk af Østjyllands |240| Natur; et Par Maaneder derefter i Skoven udenfor Skovgaard, Boghandler Hegels[CV] Ejendom, et overvældende Indtryk af danske Skoves uendelige Farvepragt i Oktober i et usædvanligt Efteraars milde Luft – det var Alt, hvad jeg i det Aar undte mig af Opaanden fra det haardnakkede Arbejd.
Aaret igennem modtog jeg fra Kjøbenhavn og Provinserne stadig tilsendt Prædikener, Opbyggelsesskrifter, fromme Blade, endnu frommere, meget indtrængende Breve, ustandselige Omvendelsesforsøg. Det forrige Aartis Bombardement med Breve efter Formlen: »Det var dig bedre, at du blev kastet i Havet med en Møllesten om din Hals, end at du skulde forarge disse Smaa« var nu i Reglen veget for mildere Forsøg paa at tale mig til Hjerte. Jeg fik med Posten religiøse Flyveskrifter, Psalmer og Psalmebøger, en Gang en hel Bibel fra en gammel Dame, der øjensynligt troede, at Bogen var mig ubekendt; thi deri var omhyggeligt indstreget, hvad hun ansaa nyttigst for mig at læse. En af de anonyme Brevskriverinder, der ugenlig manede mig til Omvendelse, kom en Dag i Tanke om at disse Breve maaske kunde kede mig, og bad mig, med en Annonce i det ultrareaktionære Blad Avisen svare paa, om hun skulde ophøre med Correspondancen eller blive ved. Hun undertegnede sig som saa mange andre: En kristen Kvinde.
Af disse kristne Kvinder kom ingen mig for Øje; derimod saa jeg af og til ludfattige Kvinder, hvem deres Elendighed sysselsatte mere end Religionen. Jeg husker saaledes i det græsselige Kompleks af Fattigboliger, som udgør Stedet Løven i Store Kongensgade at have hjulpet en stakkels Kone, ved Navn Madam Rige[CVI], der skulde ernære sig ved Vask og som plyndredes af en vanartet Søn. Hun var af Svindsot bragt til Gravens Rand. Hun lignede et Skelet og hendes Hoved |241| var et rent Dødningehoved; men Øjnene var smukke og taknemmelige til det sidste.
I Aarets sidste Maaneder, da jeg holdt Foredrag om Goethe[CVII], levede jeg helt fordybet, som nedgravet, i dette uhyre Geni. Det stod for mig som var han den i det attende Aarhundredes Slutning genfødte Renæssance og som om han var bleven fulgt af Forfald. De, der troede paa det jævne Fremskridt allevegne, glemte Forfaldstiderne, Forfaldsmenneskene. Og det styrkede mig at leve mig ind i Goethe[CVIII]. Ikke at jeg nogensinde kunde hovmode mig i Indbildningen om et aandeligt Slægtskab. Men jeg følte og vidste, at i mig med al min Ringhed var Opgang, opgaaende, opadstigende Kraft, medens der i mange, rigere udrustede, var Nedgang.
Aaret 1889 begyndte for mig med at det blev forbudt alle Boghandlere i Finland at modtage og forhandle mine sidste Bøger (om Polen og Rusland). De udsendte Eksemplarer vendte derfor tilbage.
Jeg blev neppe kærligere behandlet i Danmark end i Rusland. I Anledning af et Forsøg, en fremmed Korrespondent i Kjøbenhavn gjorde paa at vinde Navnkundighed ved Udskældning af mig som den mest bekendte Danske, lagde den kjøbenhavnske Presse paany alle sine Egenskaber for Dagen. Min Broder sagde dengang til mig et Par Ord, jeg ikke har glemt: »Vug dig ikke i Indbildninger. Du er det danske Folks Prygledreng endnu som for en Snes Aar siden. Vil du leve i Fred, maa du en Gang for alle give Afkald paa at sige din Mening.« Det var den nøjagtige Sandhed. Jeg var overbevist om Umuligheden af, i min Levetid at se Resultater af min Virksomhed i Danmark.
|242| Ret forfriskende kom midt under Spektaklet imod mig Meddelelsen om at den danske Presses Skødebarn Hr. Barsdorf[CIX] var idømt tre Aars Tugthus og otte Aars Tab af borgerlig Ære, og for Resten af sine Dage var stillet under Politiets Opsigt for gewerbsmässige Hehlerei.
Den lille nordiske Kunstnerkoloni i Paris sendte mig til min Fødselsdag en telegrafisk Hilsen, der meddelte, at man havde drukket min Skaal.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
