Der blev i Juli afholdt et Kvindemøde i Kjøbenhavn, ved hvilket en Del rettænkende, men svagttænkende, Kvinder udtalte sig med Angst og Misbilligelse om Kønsspørgsmaalets Behandling i nyere nordisk Literatur, advarede deres |218| Kønsfæller mod forførende Røster, betegnede Forholdet til et Væsen af det andet Køn som overflødigt for en sund og kraftig, ugift Kvinde og hævdede den overleverede Kønssædelighed. En spøgende og spotsk Artikel, som jeg i den Anledning til Selvforsvar skrev, betitlet Engle, og for Løjer undertegnede Lucifer, gav Bjørnstjerne Bjørnson[I] Lejlighed til Optræden paa Arenaen*
. Han mente i min Artikel at finde en satirisk Hentydning til hans Skuespil En Hanske og foer med fuldstændig Overseen af vort mangeaarige nære Venskab ud imod mig med den grove Beskyldning for Lumpenhed, utrolig Lumpenhed og mere. Bjørnsons[II] Venskab havde været mig for værdifuldt til at jeg skulde skynde mig med at svare. Jeg vidste desuden, for hvilke Øretuderier imod mig fra Kjøbenhavn han under sit daværende Pariserophold var Genstand. Medens jeg med endnu et Par Artikler afsluttede mit Mellemværende med de skrivende Damer, stræbte jeg derfor at opnaa en Forsoning med Bjørnson[III]. Jeg forlangte ingen ydmygende Indrømmelse af ham, kun den Vending, at han i Overilelse havde brugt uhøflige Udtryk om en Ven; men jeg krævede, at han offenligt skulde betegne mig med Vennenavnet, som han samtidigt i Privatbreve til mig vedblev at anvende. Først da han i Hidsighed – lettroende som han var – lod sig henrive til privat at bebrejde mig en uridderlig Handlernaade, hvori jeg efter et latterligt Rygte, der var bleven ham overbragt, skulde have gjort mig skyldig mod en Bjørnson[IV] iøvrigt aldeles ubekendt ung norsk Dame, min gode Veninde, brød jeg overtvert, og gav Svar paa Tiltale. Jeg har altid beklaget, at en saadan Usselhed berøvede mig en saadan Mands Venskab, men har alligevel, belært af Erfaring, aldrig senere villet gøre noget Skridt for at genoprette det gamle gode Forhold. Opvarmet Mad beholder en styg Afsmag.|219| Hvad de gode Damer angaar, af hvilke en lagde Sag an mod Politiken for mine Artikler og fik den idømt en Bøde, saa var det mig umuligt at bære noget Nag imod dem. Deres Forestillinger om Forholdet mellem de to Køn, som dette virkeligt er, var altfor barnlige, og deres Forestillinger om »Forførelse« og »Usædelighed« altfor traditionelle.
Medens det ærbare Kjøbenhavn tog dem højtideligt, skemtede nogle unge Studenter og Malere med dem. Ved Studentersamfundets Julegilde sigtede flere Malerier til Fejden.
Paa et af dem saas jeg, kastet omkuld paa Ryggen, mens rasende Kvinder bearbejdede mig med Kosteskafter, paa et andet stod jeg oprejst med en Sabel i hver Haand, værgende mig mod Amazoner, der fra begge Sider red i Firspring løs paa mig. Paa et legemsstort Maleri kaldet En Hanske, vistnok af den unge Maler Slott-Møller[V], saas Bjørnson[VI] nøgen i den mediceiske Venus’s Stilling med venstre Haand paa Brystet, kysk dækkende sig med den højre, der bar en snehvid Hanske. Om Hovedet aabnede Skyerne sig som om en Helgens, og Englehoveder tittede frem overalt. En Pengesæk ved Siden af med Paaskrift 60,000 Kroner hentydede til den betydelige Sum, som Bjørnsons[VII] Rundrejse gennem de nordiske Lande med Foredraget om Engifte og Mangegifte havde indbragt.
Paa Mændenes Ærlighed var det vanskeligt at tro. Det danske Morgenbladet bragte den ene rasende, skældende Artikel imod mig efter den anden af en gammel Overløber blandt mine tidligere Tilhængere. Nu glemte Organer som Enhver Sit og Tidens Strøm tog kraftigt til Orde; mest udmærkede sig en Arkitekt ved Navn Klein[VIII], der gjorde Kønssædeligheden til sin Specialitet og i et Flyveskrift udviklede, at jeg vilde, alle unge Piger skulde blive »Skøger, der ikke tog Betaling«. Hans Had til mig blev efterhaanden saa fanatisk eller hans Indsigt i, hvorledes man skaffede sig An|220|seelse i Kjøbenhavn, saa dyb, at han grundede et Tidsskrift† , rettet mod mine Meninger alene, de saakaldte Antibrandesianske Flyveblade, der vistnok udkom et Par Aar. Jeg tilstaar, ikke at have læst dem.
Bjørnson[IX] skrev dengang mod Hørup[X]:
Politiken ønsker ikke »Dydens og Ægteskabets Pris«; jeg har længe set det, og at denne Del af vort Samfundsarbejde ingen Frihed bør have. Men Politikens Smag i saa Henseende er ikke lovgivende, og Forsøg paa Terrorisme – jo højere de vokser, desbedre!
I Hørups Svar hed det:
Ja, hvad er Terrorisme?
Her er to Meninger om Sædelighed, den ene er gammel, støttet ved Hævd og Vane, ved de Skriftkloges Vidnesbyrd, ved Selskabets Velsignelse – en Ros og Ære for hver den, der bekender den. Og der er en anden, som er ung og ustemplet, utaalmodig forarget over Dumheden og Griseriet og den forhyklede Selvgodhed, som Patentet dækker. Og de to forhandler. Den første siger: »Nu er jeg Sædeligheden og Du er Usædeligheden, lad os saa begynde«.
Ja, hvad er Terrorisme?
Og den samme føjer til: »Saa Du forsvarer Dig, Du forsvarer Usædeligheden, maa jeg bede om Dit Navn, her bruger vi ingen Anony-mer, op med Navnet, Du skal dænges.«
Ja, hvad er Terrorisme?
Og Hr. Bjørnson siger: »Naa, saa Politiken holder ikke med Dyden og Ægteskabet, det var nok det, jeg tænkte, ingen Ven af Samfundsarbejdet, ingen Ven af Friheden - tvi for en Terrorist!«
Ja, hvad er Terrorisme?
Hr. Bjørnson har den løjerlige Opfattelse, at Frøken Grundtvig[XI] og hendes mandlige og kvindelige Broderskab er Banebrydere – Vidner – om lidt Martyrer. Alle disse fortræffelige Damer, der er ude for at vidne for den gamle Katekisme med baade For- og Efternavn, de skulde være det Nyes Evangelister! Et forfulgt og lidende Broderskab! Det er dog Gudskelov ikke værre, end at de har Hof- og Stadsretten i Baghaanden, naar det kniber med Argumenterne. Og i Modsætning til denne Tapperhed er de Kvinder, som siger dem imod, nogle fejge og anonyme Stakler, fordi de ikke giver deres Navne til Pris for offenlig Overstænkning. Men den menneskelige Erfaring taler just ikke for, at Folk er hidsigst med deres Navne, der hvor den største Risiko er. Dersom Hr. Bjørnson[XII] havde Lejlighed til at se sig om i Danmark, vilde han baade i Hovedstaden og i Provinserne se hele den kære Familie, der altid ligger paa |221| Maven, naar de officielle Dydskareter kører gennem Gaden – han vilde se dem der, hvor de hører til – i det hellige Kor til Dydens og Ægteskabets Pris. Og det kunde vel tænkes, at dette Selskab vilde lægge en liden Dæmper paa hans egen altfor hidsige Smag for den moderne Korsang.
Der var imidlertid i Norden ingen Mulighed for et frit Ordskifte i det saakaldte Sædelighedsspørgsmaal. Jeg vil ikke tale om Danmark, hvor intet Hykleri mødte nogen Modstand, eller om Norge, hvor Bjørnson[XIII] i sine Indlæg talte om det Erotiske som om et Medicament, der lod sig undvære, og hvor man havde sat Hans Jæger[XIV] paa Vand og Brød, mens man rejste et Skraal over Christian Krohgs[XV] Albertine. Men saa man hen til Sverig, hvor dog Strindberg[XVI] i sin Tid var bleven frikendt for Gudsbespottelse, saa herskede der en sand Sædeligheds-Terrorisme. Paa et Diskussionsmøde i Upsala, hvor Kønssædeligheden drøftedes, havde Hustruen til en fremragende Professor ved Universitetet været tilstede uden med en Mine eller Bevægelse at give hverken Mishag eller Bifald til Kende; men hun var bleven i Salen, uden at protestere, naar oppositionelle Anskuelser kom til Orde. Man lyste hende selskabeligt i Ban, trak sig tilbage fra hende, lod hende vide, at unge Piger, hun plejede at ledsage, ikke mere kunde stilles under hendes Beskyttelse. Studenterne blev offenligt i et Blad opfordrede til ikke mer at besøge hendes Hus.
Til Bedste for en af de Studenter, som for Ytringer, han paa samme Sædelighedsmøde havde ladet falde, blev straffet med Tab af sine Stipendier, havde man for kort Tid siden i Stockholm sat en Subskription i Gang, dels for at holde den unge Mand skadesløs for det lidte Tab og give ham Mulighed til at fortsætte sine Studeringer, dels for at vise sin Misbilligelse af disse Forsøg paa gennem Tvangsforholdsregler at kvæle Ytringsfriheden.
Paa sin Vandring kom Listen til en – trods sin frem|222|ragende Stilling i Statens Tjeneste – frisindet Mand. Han var straks villig til at give Bidrag, skrev ogsaa sit Navn paa Listen for at støtte Foretagendet, men – forbeholdt sig at Listen ikke maatte offenliggøres: det vilde skade ham for meget.
Ikke nok hermed. En akademisk Lærer ytrede i et Blad, at den Egenskab at være Medlem af Selskabet Verdandi i høj Grad burde vanskeliggøre Muligheden til at faa Stipendier.
Samtidigt besluttede den ny svenske Forlæggerforening, at man af den kunde udstøde enhver Forlægger, som havde udgivet et Skrift, der offenlig betegnedes som usædeligt. Vel at mærke: der var ikke Tale om et anklaget eller dømt Arbejde, men om en Bog, der betegnedes som usædelig.
Dèr holdt man i Sverig, og man var visselig ikke videre i de andre nordiske Lande.
Skønt Hykleriet er som Ild under Aske, der altid kan blusse op paany, har nordisk Literatur siden da tilkæmpet sig en saadan Frihed og undertiden rolig Overlegenhed i Behandlingen af seksuelle Spørgsmaal, at hin Tids Tænkemaade, næsten ikke mere er til uden i afsides liggende Smaabyer og landlige Afkroge. Men hvad der nu er blot provinsielt, var de da højest dannede Kvinders Synsmaade, og hvad nu er blot præstelig Overlevering, var da ædelt, verdsligt Personlighedsudtryk.
Midt under Sædelighedsfejden kom Henrik Ibsen[XVII] til Kjøbenhavn, vistnok paa Gennemrejse, og vi havde et Par gode Samtaler. Han var efter Bjørnsons[XVIII] Optræden til Bedste for ham i Anledningen af Gengangere for en Tid forsonet med sin Medbejler og smilede kun ad »den Dans, jeg traadte med Bjørnson[XIX]«, mente, hans Angreb var ikke saa slemt mente. Jonas Lie derimod sendte mig et Brev fuldt af hjertelig Sympati for min Stilling i Sagen. Han havde forgæves stræbt at bevæge Bjørnson[XX] til Indtagen af en anden Holdning overfor mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
