2.

Ogsaa Geijerstam^[I]Gustaf af Geijerstam (1858-1909): svensk forfatter, kritiker og forlægger. kom til Kjøbenhavn og havde sin unge Frue^[II]Eugenie (Nellie) af Geijerstam (1864-1900): finsk skuespiller. F. Valenkamph. Gift med Gustaf af Geijerstam. med sig. Han holdt Forelæsninger, deriblandt en om mig selv, som jeg var ude af Stand til at bedømme, |226| men hvor det forekom mig, at han med altfor stærkt Eftertryk sagde Ting. som mange var enige om.

Gustaf af Geijerstam^[III]Gustaf af Geijerstam (1858-1909): svensk forfatter, kritiker og forlægger. havde da vakt Opsigt med en tapper, om end kunstnerisk ufuldkommen Roman Erik Grane. Det var en Skildring af svensk Ungdomsliv ved det lille Universitet, der ligger saa nær Hovedstaden og dog dengang laa saa fjernt fra alt Hovedstadsvæsen, en Skildring som var et Nødskrig og en Anklage. Hvad Geijerstam^[IV]Gustaf af Geijerstam (1858-1909): svensk forfatter, kritiker og forlægger. havde villet sige, var dette:

Der ligger den deroppe i det høje Nord i den bidende Vinterkulde, den skrækkeligt brolagte Smaastad med sin Lærdomsfornemhed, hvor ingen Faust, kun Wagner og atter Wagner docerer, og Livet i den besynges, og Ungdommen i den hyldes, og dens Sandhedskærlighed forherliges, og saa er dens Ungdom gammel, dens Nutid Middelalder, dens Sandhedsdyrkelse Hensyntagen, og dens Produktivitet en uafbrudt Frembringen af Homunculus’er, Smaamennesker, gjorte paa Maskine.

Han havde stræbt at ordne Alt om det Højdepunkt, der naturligt frembød sig for hans Upsalaroman, den ceremonielle og pompøse Indvielse af den ny Universitetsbygning i 1879 med Erkebispens Tale ved Grundstenens Nedlæggelse, med de højlydt forkyndte Kongeord:

og med den gamle Domkirke-Nisses urokkelige Overbevisning om at det ny Universitet ingensomhelst Fornyelse vilde medføre, men at Alt »blir som det er«.

En stor Del af den Ungdom, der fremførtes, gik aandeligt tilgrunde i Hykleri og Snobberi, mens den forøvrigt gjorde Embedsmands-Carrière.

En anden Part blev siddende over som evige Studiosi, i Kafé-Liv og Punsch og smaatskaaren Satire og Selvparo|227|dieren, udygtige baade til Videnskaben og Livet »med deres Fremtid bag sig«.

En tredje Part, den bedste, førte under Form af en Kamp-Eksistens en i Bund og Grund elendig Tilværelse, og det af to Aarsager, som var Bogens Grundmotiver, dels fordi de legemligt og sjæleligt undergravedes af ungdommelige Drifter, som gjorde sig gældende med des større Voldsomhed, jo mere de i det nordisk-protestantiske Samfund ignorertes, dels fordi de som Børn af deres Tid, som løsrevne fra Fortidens Dogmetro, og som Ynglinge, der mente det alvorligt med deres Tankeliv, kom i Splid med deres kæreste Slægtninge i Hjemmet og paa Kant med et Universitet, der indskrænkede sig til at fordømme de ny Aandsmagter, som længst havde afsagt Dommen over det selv.

Begge disse to Forhold var behandlede med aabent Mod. Det første, som var det vanskeligste, var fremstilt sandere og dristigere end man var vant til at se det berørt. Det var imidlertid ikke frit for at være lidt tragi-komisk, at alt, hvad der henhørte under Gudinden Frejas Departement og hvad der under en mildere Sol og blandt mindre tungt anlagte Folk var en Kilde til Livets søde eller forfinede Lyst, at alt dette histoppe tog sig ud som en evig Kilde til Jammerkval og Selvforagt, fordi under Undseelsens, Protestantismens og Respektabilitetens Tryk al skøn Sanselighed enten som hos Kvinden blev dødet ved Opdragelsen eller som hos Manden sat til i Udskejelser, og den sunde Attraa derfor altfor hyppigt forvandledes til bare Raahed.

Det andet Forhold, den religiøse Brydning, var levendegjort med ikke mindre Energi. Man følte, at Ortodoksien endnu red disse nordiske Smaastater som en Mare, og at Kampen mod den eller Underdanigheden overfor den da var et Stykke af hver enkelt Mands Historie.