Jeg havde i Petersborg en Dag hos Voltaire[I] fundet disse Ord: »Sømænd glæder sig, naar de er i Havn; men er der i Livet en Havn?« Disse Ord slog mig. Thi Lykkens sjældne Timer betydede aldrig for mig nogen Havn. – Og dog bød Lykken mig under Livets Ørkenvandring netop da paa Oaser.
En Dag passerede Fyrst og Fyrstinde Tenicheff[II] Moskva. De havde af Stationschefen i Orel, Fyrstindens[III] tro Beundrer, faaet en første Klasses Vogn med talrige Afdelinger overladt, der førte dem fra Petersborg lige til deres Landsted i den lille By Bjésjitza.
Fyrstinden[IV] hentede mig i Moskva, og Rejsen gik Dag og Nat sydpaa. Vi ankom, ligesom det pludselige russiske Foraar paa en Gang var udsprunget, og modtoges af Milliarder Liljekonvallers dejlige og besnærende Duft, af talrige Nattergales Sang, den, for hvilken Egnen var berømt, og af Parkens friske Skønhed, Markernes yppige Grønt. Varmen var stærk, undertiden naaede den 27 Grader R. i Skyggen; men da Luften var bevæget af Briser, føltes den ikke som Tryk.
Fyrsten[V] bestyrede sin Fabrik, der frembragte Dokker, Fyrstinden[VI] var og er forbleven et Forsyn for sin Egn, kendte hver Bonde og Bondekone i Miles Afstand; hendes Sans for Læsning og Kunst var ualmindelig opvakt. Hendes Sjæl bestod af Entusiasme og sluttet Energi.
|207| Naar jeg der i Bjésjitsa sad i min store, trefags Hjørnestue, gennem hvis aabne Vinduer Duften af Træer og Blomster strømmede ind, eller naar vi vandrede rundt i Parken, kørte med to smaa Heste gennem Lunden, eller med et lille Dampskib, der hørte til Villaen, sejlede op ad Floden Djesna gennem Urskoven, der strakte sig uigennemtrængelig ind i Landet fra begge Bredder, saa var det mig, som var jeg hensat til Haven Paradou.
Nogle Uger svandt som Timer, og dog var det mig, som levede jeg hver Dag tredive Dages Liv. Ikke at jeg, som den flove Talemaade lyder, »nød« Livet; det Udtryk svarer ikke til nogen Fornemmelse hos mig; men under en saa simpel Handling som en Morgenspadseretur i Parken følte jeg i disse Omgivelser Livet forstærket i mig. Min Helbred var bedre end den i lange Tider havde været; jeg oplevede et pludseligt Foraar paa Landet efter længe at have indaandet Kulde og Slud, og jeg havde efter anstrengende Optræden i By efter By med Arbejdslivets og Selskabslivets Uro, der tog Dag og Nat i Beslag, Fornemmelsen af fuldkommen Ro, af Stilhed og Hvile under Isolerthed fra Omverdenen, paa samme Tid som Roligheden ikke var tom, men bevæget, idet en ualmindelig Kvinde indviede mig i sin Livsførelse og sine Tanker, forklarede mig sit Land og sit Folk, som det opfattedes af hendes aarvaagne Sind.
Fyrstinden[VII] fulgte mig til Smolénsk, som vi i Forening besaa. Da jeg om Aftenen stod paa Perron’en og vilde stige ind i Toget til Varshav, blev efter Ordre fra Jernbanechefen, der plejede at skrive Vers til Fyrstinde Tenicheff[VIII], en hel Waggon stillet til min Raadighed, og alle, der var i den, maatte skifte Vogn. Da jeg som god Europæer protesterede paa de andres Vegne, viste det sig, at ikke en eneste af dem havde betalt sin Plads.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
