Dog den Mand af alle, hvem jeg i Moskvá hyppigst saa og hvis Omgang betydede mest for mig, var den senere berømte Jurist og Politiker Maxim Kovalevski[I]. Han er af Fødsel Ruthener, men helt igennem Russer af Sprog, mens |204| hans Kultur maa kaldes universel. Det typisk Russiske hos ham var hans straalende, ufortrødne Humør. Tyranniet, han bekæmpede, forekom ham altid nærmest komisk, og han havde et Smil derfor. Kovalevski[II] var en grand seigneur, en Godsejer, der ogsaa var Universitetsprofessor, og som i de Dage truedes med Afsked, ogsaa fik den, fordi han, paa en Forelæsning om den russiske Forfatning, havde sluttet med Vendingen: »Iøvrigt tilstaar jeg, at jeg foretrækker den engelske.« Man beskyldte ham desuden for at have korresponderet med Lauróf[III].
Som Forfatter paa det franske og engelske Sprog har han vundet europæisk Anseelse. Stor og svær, med et indtagende Ansigt, der vanheldedes af et Hareskaar, med noget tungt men dog imposant og tiltalende i Optræden, var han yndet af alle Mennesker, der kendte ham. Sonja Kovalevski[IV], der trods Navneligheden ikke var i Slægt med ham, men som i ham mødte sin Skæbne, skrev mange Aar senere om ham: »Han indtager en ligesaa stor Plads i Ens Hjerte som i Ens Sofa.« Og det vilde sige en enorm. Kovalevski[V] tog sig af mig, vejledede mig med Raad om Besøg hos Generalguvernøren og Kuratoren, og kørte mig ud af Byen til et Forlystelsessted, hvor Zigøjnersker og Zigøjnere dansede og sang, hvad der udgør en Yndlingsfornøjelse for Moskoviterne. Sangen var brutal uden at være canaille. Dansen foregik som al østerlandsk Dans paa Stedet.
Paa Gennemrejse til og fra Stockholm, hvor Kovalevski[VI] samme Efteraar holdt Forelæsninger, besøgte han mig i Kjøbenhavn, hvor det var mig en Glæde at gense ham, og hvor jeg var den, som først gjorde ham opmærksom paa, at han i Stockholm vilde træffe en Landsmandinde. Mens han paa Tilbagerejsen var hos mig i Kjøbenhavn, hændte der noget, der uden min Skyld paa den harmeligste Maade forspildte mig hans Venskab.
|205| Medens han sad hos mig, indfandt sig en ung svensk Forfatter[VII], en af de mange, jeg af Godmodighed gav Adgang til mig og aldrig burde have ladet komme over min Tærskel. Hvem var den svære Mand, der forlod Dem? spurgte han. – Jeg sagde det og tilføjede uforsigtigt, at Kovalevski[VIII] kom fra Stockholm og dèr var bleven udmærket modtaget, men at han havde spøgt en Smule med den Maade, hvorpaa man der i Selskabet tumlede med Tysk og Fransk. En højt anset Mand havde i en Tale til ham rosende sagt: »Herr Kovalevski[IX], Sie sind ein grossgechlagener Mann« – fri Oversættelse af det heldigvis nu noget forældede nordiske Modeudtryk »storslaaet«. – Det bør offenliggøres, udbrød Svenskeren[X], det vil ærgre dem grundigt deroppe. – For Guds Skyld, svarte jeg, vær saa god, ikke at sætte i Aviser, hvad jeg siger Dem i min Stue. Ellers bliver jo alt Samkvem umuligt. Desuden kunde Kovalevski[XI] faa Ubehageligheder deraf. – Svenskeren[XII] lovede at tie, og jeg glemte Sagen.
Et Aars Tid derefter erfor jeg med Forundring, at Kovalevski[XIII] havde passeret Kjøbenhavn uden at opsøge mig, og da jeg udtalte denne min Forundring til en fælles Bekendt og ikke begreb Grunden, erfor jeg yderligere, at Kovalevski[XIV] var i høj Grad forbitret paa mig. – Hvorfor? – Jo, da han paany var ankommen til Stockholm, havde hans Bekendte behandlet ham med isnende Kulde, ja med Haan, vendt ham Ryggen, negtet at give ham Haanden etc. og dette paa Grund af en Artikel i en sydsvensk Provinsavis, hvori det var fortalt, hvorledes Kovalevski[XV] havde spottet Stockholmerne, deriblandt Mænd som Professor Axel Key[XVI], den berømte Læge, for deres slette Tysk og Fransk, grossgeschlagen osv. – Da nu Kovalevski[XVII] kun til mig havde berørt disse ligegyldige Sprogfejl, havde han altsaa mig at takke for Artiklen og Modtagelsen. – Alt hvad jeg senere femten Aar i Træk foretog for at overbevise ham om min Uskyld, |206| prellede aldeles af. Ja, efter hans Fremstilling af Sagen trak mine tidligere Venner i Moskvá sig tilbage fra mig som fra en Art Forræder. Endnu i 1902 afslog Kovalevski[XVIII] at indfinde sig ved en Middag i Paris, hvortil jeg var indbudt.
Først i 1905, sytten Aar derefter, lykkedes det mig gennem Sobolevski[XIX] at faa den fortørnede Mand formildet, og siden da har vi været Venner paany.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
