Levned, 3 (1908)

|208| 9.

I 23 Timer naaede jeg Varshav fra Smolensk. Det var den 1. Juni, men fuldstændig Vinter, raakoldt og blæsende Vejr. Mine nærmeste Venner var ikke i Byen; alligevel havde den for mig sit gamle Trylleri. Store Forandringer var i det ene Aar, siden jeg var der sidst, indtraadt i flere Familier; Ægtefolk, der havde været roligt forbundne, levede nu adskilte; visse Familier var som opløste, idet nogle af de yngre Medlemmer var bosatte i Udlandet, andre allerede var tagne paa Landet. Heller ikke de Enkeltes Stemning mod mig syntes mig ganske uforandret, en Omstændighed, jeg først mange Aar senere fik forklaret, idet et intrigant ungt Fruentimmer, med hvem jeg neppe havde havt to Samtaler, havde opfundet en Løgnehistorie om mig og kolporteret den saa troværdigt, at endog Folk, der kendte mig nøje, ikke vidste, hvad de skulde tro, men holdt sig noget tilbage. Da jeg ikke havde ringeste Anelse om Aarsagen til deres Forbeholdenhed, var det mig umuligt at hæve den. Bagvaskelsen kunde saa meget lettere troes, som den unge Kvinde tilsyneladende intet kunde vinde ved sin monstrøse Løgn. Hendes Holdning forklaredes imidlertid ved hendes heftige Misundelse paa en anden Kvinde, for hvem hun affekterte det inderligste Venskab.

Et nyt Bekendtskab, jeg i de Dage stiftede, var det med Skuespillerinden Helene Marcello[I], en smuk og dygtig Kunstnerinde, i hvis Selskab jeg tilbragte nogle Dage.

Snart blev Luften mildere, og man kunde indtage sin første Frokost i den sachsiske Have under nysudsprungne Træer, hvor et talrigt Selskab, der alle kendte hverandre, samledes og hvor det var en stor Fornøjelse at træffe nogle af Byens smukkeste Damer. I Sommerbelysning tog den blonde polske Kvindetype sig endnu bedre ud end nogen|209|sinde i et sluttet Rum. Der var enkelte unge Damer med Blondiners skæreste Farver paa deres Kinder og guldgult Haar til en herlig Vækst, hvis Navne jeg længst har glemt, men der er blevne i min Erindring som Skønhedsskikkelser i en blomsterduftende Atmosfære, sammensmeltede med Morgenstemningen og Træernes grønlige Reflekser i Sollyset paa deres hvide Kjoler.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.