Man havde fra Moskvá, da man indbød mig, ladet mig sige, at jeg var »endnu mere yndet og kendt« dèr end i Petersborg. Det viste sig, at man ikke havde overdrevet. Ikke mange Steder har jeg følt mig saa vel tilmode, ja lykkelig, som i 1887 i Moskva. Da Professor Guerrier[I], den ansete Universitetslærer i Sociologi, modtog mig paa Banegaarden, kunde han meddele mig, at Alt var udsolgt til min første Forelæsning. Alt blev ogsaa udsolgt til de andre, jeg holdt, tre franske og en tysk, saa man stod som Sild i en Tønde omkring Siddepladserne. Applaus og Fremkaldelser |202| vilde ikke tage nogen Ende. Grevinde Tolstoj[II] og hendes Døtre hørte det af mine Foredrag, hvori jeg behandlede [III]Husherren paa Jasnaja Poljana. Til det femte Foredrag var Trængselen saa stærk, at jeg med Nød og Neppe kunde skaffe en Dame, der kom til fra Petersborg, en Stol.
I Moskva levede jeg næsten helt i mandligt Selskab med Universitetsprofessorerne og Byens Skribenter, og det moskovitiske Væsens Rundhed, Jævnhed, elskværdige Ligefremhed og Godmodighed virkede usigeligt velgørende. Man foranstaltede en Række af Festligheder til min Ære, men uden al Højtidelighed, som Familiemiddage. Professorerne ved det historisk-filosofiske Fakultet indbød mig til én Middag, Professorer og Skribenter i Forening indbød mig til en anden, Medarbejderne ved Tidsskriftet Russki Mysl og Bladet Russkija Wjedomosti til en større Banket. En Deputation overbragte mig min Udnævnelse til Æresmedlem af det russiske Selskab af Literaturens Dyrkere, som præsideredes af den ædle og elskelige Ruthener Professor Storosjenko[IV], der en Snes Aar igennem til sin Død bevarede mig sit Venskab, og hvem jeg skylder det omhyggelige Gennemsyn af min Bog om Shakespeare[V] paa Russisk.
Hvem der har set Storosjenkos[VI] aabne brune Ansigt med de store Smilehuller, glemmer det aldrig. Han var den typiske russiske Lærde, naar han er ypperst. Hans Væsen var frugtbar Jord, hans Hjerte og hans Intelligens var en Enhed; men hans Intelligens inspireredes af hans Hjerte. Megen Lærdom og solid; en egen godlidende Humor uden Ironi; ingen Særhed, ingen Forfinelse, men Aand, der blev til Hjælpsomhed og Godhed.
Guerrier[VII] og Literaturhistorikeren Vesselovski[VIII] var forstandigere og strengere Naturer, hvem jeg skyldte megen Tak for Imødekommenhed; Russkija Vjedomostis Redaktør, den fortræffelige Sobolevski[IX], en af Liberalismens Grundpiller |203| i Rusland, en stille Mand med fast Karakter, tog sig broderligt af mig.
Da han en Dag traf mig ene paa Hotellet, kørte han mig uden videre til sin Veninde, Fru Varvara Morosoff[X], en af Moskvás rigeste Damer, der da nylig paa én Gang havde givet en Million til Hospitalerne. Med den russiske formløse Gæstfrihed, der er saa indtagende, modtoges jeg uindbudt hos Morosoffs[XI] som gammel Bekendt. – Et Medlem af Familien, der under den russisk-japanske Krig fandt de Varer, han havde skænket til Hærens Tropper, udstillede til Salgs i Moskvás Bazarer, er i den nyeste Tid bleven meget omtalt for sin djærve Holdning overfor Regeringen.
Erindringen om to unge Piger, af hvem jeg kun en enkelt Gang saa et Glimt, knytter sig for mig til dette Ophold. Den ene var Frøken Ostrovski, Datter af den berømte, dramatiske Digter[XII], der i Spidsen for en Flok unge studerende Piger holdt en lille Tale til mig; den anden, Frøken Vera Spasskaïa[XIII], der under en fire Aars Sygdom havde søgt sin Trøst i mine Skrifter, besluttede efter at have ført en kort Samtale med mig, at lære sig Dansk og har senere gjort mig væsenlige Tjenester som Oversætterinde.
Da jeg besøgte Russkija Vjedomosti’s Trykkeri, rørtes jeg ved, at Sætterne for at vise mig, de magtede europæisk Skrift saa godt som russisk og kendte mit Navn, bragte mig et Blad Papir, hvorpaa de, mens jeg betragtede Maskinerne, havde sat og ladet trykke: A M. Brandes, très honoré.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
