Mit første Foredrag blev en meget stor Succès. Der var solgt for 1300 Rubler (2,600 Kroner) til denne ene Gang, og tre Fremkaldelser fulgte. Da jeg efter russisk Skik gjorde en Pause paa et Kvarters Tid midt i Foredraget, fyldtes Værelset bagved Salen med Herrer og Damer, der vilde ønske mig til Lykke med mit Held; iblandt dem var Dosto|199|jevskis[I] Enke[II]. Ved andet og tredie Foredrag var Bifaldet endnu stærkere, men Salen ikke helt udsolgt. Tredie Foredrag, som var blevet forbudt, erstattede jeg med det Afsnit om Alfred de Musset[III] og George Sand[IV], som findes i Hovedstrømninger V og som var vel egnet til at tage sig ud oratorisk. Sidste Gang talte jeg om Zola[V].
Efter det andet Foredrag var jeg hos Baronesse Yxkull[VI], hos hvem jeg af mine kvindelige Bekendte traf Fru Nadejda Auer[VII] og Fyrstinde Tenicheff[VIII], desuden Fru Davidoff, Violoncellistens[IX] Frue, en af de mest ejendommelige og en af de ægtest russiske Kvinder, jeg har kendt. Varm og rig, kvindelig og moderlig har hun altid mindet mig om Ruslands sorte Jord, dets frugtbare Zone. Hun var Moskoviterinde og havde noget ved sig af det kærnerussiske Væsens Aabenhed og Yppighed. Der var ikke det ringeste i hendes Væremaade, som mindede om Petersborg, hvor hun dog tilbragte sit Liv. Naar man saa hende, tænkte man paa en ligelig Varmekilde, en aaben Favn, et strømmende, om end aldrig dybt Væld af Begejstring. Paa dette Tidspunkt gjaldt denne Begejstring den da fra Petersborg fraværende berømte kritiske Forfatter Michailovski[X], og det var hende umuligt at føre nogen Samtale uden at hans Navn kom hende paa Læben.
Fyrstinde Tenicheff[XI] havde bedet mig, i hendes Salon holde det Foredrag, mod hvilket Censuren havde nedlagt Forbud. Det var mig kært at imødekomme denne udmærkede unge Dames Ønske. Der blev indbudt til en meget stor Middag, og et halvhundrede Mennesker hørte med høflig Opmærksomhed det Foredrag, som var blevet forbudt af den komiske Grund: Hensyn til Kejserindens[XII] Nationalitet.
Dagen derefter afholdtes et Festmaaltid for mig. Arsenjev[XIII] holdt Hovedtalen. Han sammenlignede mit Ophold i Petersborgs med Spielhagens[XIV], der havde fundet Sted et Par Aar |200| forinden, og fremhævede, at Spielhagen[XV] fortrinsvis var bleven hyldet af sine egne Landsmænd og at han først var kommet efter at have gennemløbet største Parten af sin Bane, medens man endnu kunde vente sig adskilligt af mig. Derpaa hævede han sig til en højere Flugt og sagde, jeg havde havt Uret i at betone, man kun var fuldt sagkyndig overfor sit eget Lands Literatur; mine Arbejder var lige værdifulde, hvad jeg end tog mig for at behandle. Urussof[XVI] holdt endnu en lille Tale, og Weinberg en. Der var faa, men smukke Damer tilstede.
Efter Festen var jeg med adskillige af de Tilstedeværende indbudt til en Soirée hos Davidoffs[XVII], hvor man blev sammen til langt ud paa Morgenen. Rubinstein[XVIII] spillede to Gange dejligt, Davidoff[XIX] og Sophie Menter[XX] spillede, Fyrstinde Zerteleff[XXI] sang. Prinsen af Mecklenborg[XXII], Katharina Michailovnas[XXIII] Søn, viste sig meget opmærksom imod mig og besøgte mig Dagen efter.
Mit Ophold i Petersborg nærmede sig sin Ende; jeg havde i faa Uger tilbragt en overstrømmende rig Tid. Kun en eneste ubehagelig Erindring knyttede sig til dette Ophold, men saa ubetydelig, at den forsvandt i Indtrykkenes Strøm. En Journalist ved Navn Bulgakoff[XXIV] havde allerede skrevet mig til mens jeg var i Kjøbenhavn, og tilbudt mig Adgang til Novoje Vremja, hvorved han var Medarbejder, havde dernæst dagligt søgt mig, meddelt mig, at et Kuvert for mig dagligt stod dækket paa hans Bord, bedet mig lade hans Hustru foretage mine Indkøb med mig, havde endelig af mig forud faaet Oversigterne over mine Foredrag for bedre at kunne gengive dem. Nu vendte han sig, efter mit tredie Foredrag pludselig i Novoje Vremja imod mig, og behandlede mig, maaske efter Ordre fra Suvorin[XXV], med Haan, idet han i det antisemitiske Blad med dristig Løgnagtighed fortalte, at kun »Troesfæller« havde applauderet mig. Harmen over denne |201| Artikel var ikke ringe, og jeg vilde ikke have nævnet noget saa Ynkeligt og Ligegyldigt, om ikke henved en Snes Aar derefter Hr. Alfred Ipsen[XXVI] i en Art Biografi af mig havde dvælet ved hvorledes den russiske Presse da latterliggjorde mig. Hr. Alfred Ipsen[XXVII], der i en Ruskantate havde forherliget mig, og som paa den Tid, jeg opholdt mig i St. Petersborg og længe efter, atter og atter bevidnede mig sin Hengivenhed og benyttede mig, hvor han kunde, ja endog sendte mig en ham nærstaaende Dame paa Halsen for at ogsaa hun kunde benytte mig literært, var dengang saare langt fra at samle paa ugunstige Artikler i russiske Aviser imod mig. Men det er højst betegnende for Sammenholdet mellem Danske, at da han mer end femten Aar derefter forfattede en Bog imod mig, har i Rusland bosatte Danske kunnet forsyne ham med forhaabentlig korrekte Udklip af ugunstige Udtalelser om mig i reaktionære russiske Blade, som de i alle de mange Aar havde opbevaret, øjensynligt i Haab om engang at faa Anvendelse for dem. (Der er jo Samlingssteder for Danske i Udlandet og ikke for intet et dansk Konsulat i Moskvá).
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
