Fra Helsingfors kørte jeg i 12 Timer til Wiborg, hvorfra jeg havde faaet en Indbydelse, ankom Kl. 7, talte Kl. 8, og kørte næste Morgen det lille Stykke til St. Petersborg, hvor jeg samme Dag spiste til Middag hos Fyrst Urussof[I]. Jeg saa hans Bøger og Kunstskatte, hvoriblandt en Gentagelse af Houdons[II] berømte Voltaire-Byste og følte mig veltilpas i en lille fintdannet Kres. Der var bl. a. Italieneren Cavós[III], Bibliotekar ved det kejserlige Bibliotek, og Digteren Andrejevski[IV], som Urussof[V] beskyttede. Samtalen havde det Præg af larmfri og overlegen Skepsis, som den ofte antog i Petersborg. Ved en stor literær Middag hos Utin[VI] Dagen efter lærte jeg bl. A. den højt ansete Spasóvitsj[VII] at kjende, hvis polske Literaturhistorie jeg i Kjøbenhavn opmærksomt havde studeret. Han var af Ydre en sand Polak, før og godlidende, men var af dem, der ivrigt tilstræbte en Forsoning mellem Russer og Polakker, og han gjorde derfor i sine Skrifter saa lidt Væsen som muligt af de ældre polske Digteres politiske Martyrium, indskrænkede f. Eks. Mickiewicz’s[VIII] Fængselslidelser til en Ubetydelighed. Først efter Bordet kom hos Utin[IX] Damerne til Stede og blandt dem var en, hvem jeg den Dag saa for første Gang, der skulde blive min Veninde for Livet, Fyrstinde Anna Dmitrievna Tenicheff[X].
Lille og slank, med brungul Hud og mørkebrune Øjne, bærende sit Hoved rankt og med sikker Værdighed i sin Holdning, nærmede hun sig mig, sagde, man allerede om Vinteren havde glædet sig til mit Komme, og indbød mig straks til sig. Hun var Datter af den da afdøde Justits|197|minister Semjatnin[XI], der gennemførte en Retsreform under Alexander II[XII], havde modtaget en fornem ung Piges gode Opdragelse og var gift med den som Ingeniør og Matematiker fremragende Fyrst Tenicheff[XIII], der havde anlagt og nu ledede en Fabriksvirksomhed, som indbragte store Summer. Fyrsten[XIV] var en praktisk Mand, der forstod selv at tage en Haand i med ved legemligt Arbejde, iøvrigt trods en udpræget Forkærlighed for Musik en forhærdet Materialist, der fandt en Tilfredsstillelse i at betone sin Vantro overfor al Metafysik og sin Uvilje imod den.
Til Husets Venner hørte Excellencen Gerngross[XV], der som saa mange andre civile Embedsmænd i Rusland tituleredes General, en høj, værdig, bredskuldret Mand paa en tresindstyve Aar, som iøvrigt svarede til sit Navn. Han var et godt Hoved og en Mand med ikke ringe Aplomb, men sysselsat med at tage sig ud som mere end han var. Jeg saa ham i Besøg hos en smuk Dame gaa hen til hendes Skrivebord og for de tilstedeværendes Øjne gennemløbe de der liggende, nyligt modtagne Breve, for at give sig Mine af at nyde den paagældende Dames Gunst, skønt hun havde vist hans paatrængende Kur tilbage. Og saaledes paraderede han gennemgaaende baade med Fortrin, han havde, og med Fortrin, han hverken besad eller kunde opnaa.
En nær Ven af Fyrstinden[XVI] var den udmærkede Retslærde, Senatoren Koni[XVII], en af Ruslands ypperste og mest oprigtigt frisindede Mænd, lille, fin, klog med de rummeligste Ideer om alt menneskeligt. Han blev brugt af Regeringen til vanskelige og delikate Undersøgelser som til at oplyse Aarsagerne til Jernbane-Ulykken ved Borki.
Urussof[XVIII] havde faaet det Hverv, i de russiske Skribenters Navn at indbyde mig til en Fest for Digteren Polonski[XIX], bekendt som nær Ven af Turgeniev[XX], hos hvem denne havde boet under sit sidste Ophold i Petersborg, desværre ogsaa |198| kendt som Censor, hvilket Embed han (som en anden anset lyrisk Digter Maikof) havde overtaget for derved at tjene sit Brød.
Denne Fest, hvor jeg blev anbragt ved Hædersbordet mellem Digteren Garsjin[XXI] og Historikeren Oreste Miller[XXII], gav mig Lejlighed til at lære baade det officielle og det literære Rusland at kende. Jeg blev anmodet om at sige nogle Ord paa Fransk og holdt ved den Lejlighed min første lille Tale i St. Petersborg, der blev modtaget med overstrømmende Artighed.
I den danske Gesandt Kjær, en høj smuk Mand med tætklippet hvidt Haar og sorte Øjenbryn, Søn af Christian den Ottende[XXIII], lærte jeg en statelig og godmodig Mand at kende, der glædede sig ved største Gunst hos Kejserfamilien, og af hvem iøvrigt Ingen krævede diplomatiske Talenter. Hos ham traf jeg Baronesse Yxkull[XXIV], en meget vindende Dame, der straks indbød mig til sig. Hun var overmaade smuk, slank som en Vidje, energisk og flersidig, saa hun havde Forbindelser blandt den utilfredse Ungdom ikke mindre end blandt Hoffolk, Diplomater og Politimænd. Hendes Mand, fra hvem hun levede adskilt, var russisk Gesandt i Rom. I de senere Aar havde hun været optaget af Literaturen, kendte nøje flere unge Digtere og havde selv paa Fransk udgivet en Roman La faute de la comtesse.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
