Og det skete mig. Ikke noksom kan jeg være de Mænd taknemmelig, der bevægede mig til at foretage denne Rejse til Rusland i Foraaret 1887; thi den meddelte mig en Følelse af overvældende indre Berigelse og satte Tidsskel i mit Liv. Paa den stiftede jeg Bekendtskaber, der blev betydningsfuldere for mig end noget, jeg havde stiftet i mange Aar. Jeg aandede ny Luft, opdagede en for mig ny Verden, levede nogle Maaneder igennem i hvad der for mig var Lykke.
Det er Lykke at føle sit Væsen forøget. Selv om Forøgelsen mere udvortes kun bestaar i ny Kundskab eller udvidet Synskres, er Fornøjelsen stor. Men i Virkeligheden er der jo i det Tilfælde, hvor man lærer et nyt Liv at kende, ikke Tale om en blot stoflig Formerelse af Kundskabsmængden. Der aabnede sig nye Kilder i mig, og jeg blev ny for mig selv gennem de ny Indtryk, jeg optog i mit Sind.
Hvor er det vanskeligt at begrebsbestemme dem! Blot saadan noget som de Fornemmes smidige Gratie eller som Tjenernes fortrolige Underdanighed satte mig i ny Stemning. Det var ikke, som i Italien, Skønhedsindtryk, der greb mig. (Kvinder, jeg de første Dage saa i Tusindvis paa Gaderne, var grimme og uskønt paaklædte; Mændene tog sig noget bedre ud, især Oldinge med karakterfulde Ansigter.) Nej, det var aandelige Indtryk, som fra først af fyldte mig. De |192| Samtaler, der førtes med mig, syntes mig uhørt fængslende; jeg lærte bestandig af dem, og fornam, at jeg var skabt til at lære, hurtigt og omfattende.
Ved første Blik paa St. Petersborg maatte jeg mindes Tegnérs[I] Ord: »En Trone staar dèr i Sumpen, og Konger knæler, hvor vi sendte vore Hjorder paa Græs.« – Saa fængslede mig det Naturen Aftvungne og det rumligt Storladne ved Byen med dens Kontraster.
Ved min Ankomst fandt jeg paa mit Bord et Brev fra La Société des gens de lettres, der anmodede mig om at afse en Fjerdedel af min Indtægt ved Forelæsninger til Selskabet, og et andet Brev fra Helsingfors, hvori jeg anmodedes om at holde en Række Foredrag dér. Da det blev mig sagt, at jeg paa Grund af den russiske Paaske ikke kunde tale i Petersborg før mellem den 21. og 29. April, besluttede jeg straks, forinden at tale i Finland.
Den umaadelige Høflighed, der blev mig vist, berørte behageligt. Sekretæren for Forfatterforeningen, Hr. Eugen Utin[II], begyndte sin Tiltale med Artigheder henvendte til »Europas første Kritiker«. Den største Sal i Petersborg, Festsalen i Le Crédit foncier var mig overladt, og til mit første Foredrag var Alt allerede udsolgt. En Mængde Indbydelser laa paa mit Bord. Fra Moskvá indfandt sig en Herre, hvem Grev Kapnist[III], Universitetets Kurator, havde udsendt, for at opfordre mig til at tale der og afstaa de fattige Studenter en Part af min Indtægt.
Min Vært, Advokaten Alexander Passauvert[IV], kaldet »den store Advokat«, en højst skarpsindig Mand, selvstændigt begavet ikke blot paa det juridiske Omraade, men almenmenneskeligt og literært, havde foruden sine Petersborger Studier drevet europæiske og taget den juridiske Doktorgrad i Oxford. Han levede ugift med sine to fint dannede og hjertensgode, ugifte Søstre, der tog sig af mig |193| med hjertelig Omhu. Med et Par finske Tjenestepiger dèr i Huset kunde jeg gøre mig forstaaelig paa Svensk.
Passauvert[V] var en kritisk Natur, aldrig blændet, en veludrustet, utilfreds og lidet forhaabningsfuld Iagttager af russiske Tilstande. Han var f. Eks. overbevist om, at Rusland i en stor Krig vilde forbause Verden ved sine Nederlag. Nyere tysk Skønliteratur, der paa det Tidspunkt ikke var meget værd, saa han ned paa; nærede større Interesse for den engelske og franske. Det var mig en Ære, at han havde kastet sin Velvilje paa mig, skønt jeg neppe forstod, hvilke Egenskaber hos mig som Forfatter der havde kunnet tiltale et saa udpræget Forstandsmenneske. Han var mig en udmærket og opmærksom Vært, der straks efter Ankomsten som ivrig Fodvandrer førte mig gennem Petersborg paa Kryds og Tvers, langs Kanaler over Broer ud paa Øer og tilbage.
Blandt de Personer, med hvem jeg i de første Dage af mit Ophold blev bekendt, maa jeg nævne – foruden Eugen Utin[VI], der var en lille, smuk og retsindig Mand, tapper som Publicist, dygtig som Advokat – den bekendte Udgiver af Ruslands mest ansete Tidsskrift Vestnik Jevropi, Stassulevitsj[VII], Typen paa en liberal russisk Politiker under det gamle Styre. Hele hans Væsen var Humanitet, hans Dannelse vesteuropæisk. I hans Hus lærte jeg ved første Besøg at kende den store Bankier og ansete Mæcen, Baron Günzburg[VIII], en rolig og klog Mand, som blandt andre Kunstnere havde taget sig af Billedhuggeren Antokolski[IX] og besad adskillige af hans bedste Arbejder i Marmor. En ualmindelig Kunstkender var Advokaten Delarof[X], som viste mig Petersborgs Kunstsamlinger og talte med mig om Billeder i Kjøbenhavns Galleri af en hollandsk Maler, hvis Navn jeg end ikke havde hørt, men med hvis omspredte Arbejder han var fuldt fortrolig. Et højst tiltalende Bekendtskab var |194| Petersborgs mest ansete Kritiker Arsenjev[XI], en fin, stilfærdig Mand, varmtfølende og mangesidig, der viste mig den mest collegiale Opmærksomhed og hædrede mig ved det Hensyn, han tog til mine Domme. Dog den Mand der i hine første Dage gjorde stærkest Indtryk paa mig ved sin sjældne Elegance og sit udtømmende og indtrængende Kendskab til nyere fransk Digtning, var Fyrst Alexander Ivanitsj Urussof[XII], Literaturelsker med en Intensitet, som jeg neppe har truffet hos nogen anden Mand. Saa kold og klar han var, saa ganske gennemtrængt af en Helvetius’s[XIII] eller Beyles[XIV] Moralprinciper, han nærede en sand Dyrkelse af Literaturen, som den traadte ham imøde hos en Baudelaire[XV], Flaubert[XVI] eller Huysmans[XVII]. Bibliofilens[XVIII] Lidenskab for Udgaver og Haandskrifter føjede sig hos ham til Psykologens og Formelskerens Kærlighed til det Udsøgte. – Fyrst Urussof[XIX] gjorde mig den Ære at skrive en Artikel om mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
