Under disse Omstændigheder var det godt, at jeg mindedes om mit Forhold til Rusland, idet baade Melchior de Vogüé[I] nævnte mig i Fortalen til sin Bog Le Roman Russe og Reinholdt[II] anførte mig i sin Geschichte der russischen Litteratur, saa lidet det end var, jeg om Rusland havde skrevet.
Samtidig kom der atter og atter Bud fra Rusland om at man var ved at tabe Taalmodigheden. Man havde forlængst ventet de Oversigter over mine Foredrag, som skulde forelægges Censuren, og som maatte komme forud for mig selv. Man undredes over, at jeg viste mig at være en saadan Cunctator.
Da en Dag et Telegram fyndigt krævede: Envoyez immédiatement, venez ensuite! tog jeg mig sammen, udarbejdede hurtigt franske Oversigter over fire Foredrag: Den russiske Roman, Den literære Kritik, Emile Zola[III], Danmark i det nittende Aarhundredes første Aartier, og sendte dem afsted.
Snart fulgte jeg selv. Efter en stormfuld Rejse over Kiel til Berlin begav jeg mig paa den lange Jernbanekørsel til St. Petersborg. Vejret var i de første Dage af April |190| godt og klart. Stærk Sol laa over flade Marker. Sparsomt saas Gran og Birk.
Et Glimt af Tilsit, hvor Napoleon[IV] og Alexander[V] mødtes. Et Blik paa Marienburg, det polske Slot i det Fjerne, en mægtig gammel Bygning med Taarn og Mure af rødt Tegl, stærkt besunget i polsk Poesi.
Hinsides den russiske Grænse var Egnen trist, umaleriske Landskaber med tømrede Bjælkehuse, Landsteder med grønne Tage, alle tomme og lukkede. Indskriften paa dem: Til Leje! Samtale med en Herre i Waggonen, der forestillede sig som Grand Ecuyer de l’Empereur. Han indbød mig under et Stationsophold paa et Glas Vin, fortalte om Hoffet, kendte Kejserinden[VI]. Stationen Gatchina. Dèr og ved alle Holdesteder i Petersborgs Nærhed paa Stationsbygningen hellige Billeder med en Bøsse under, og ved Siden af et stort Kapel med en blaa Kuppel. – Vi var i St. Petersborg.
Passauvert[VII] med flere andre modtog mig paa Stationen. En Kusk i blaa Slaabrok med bredt Skærf om Livet kørte os til Gagárinska Náberedjnaja.
Under den 43 Timers Kørsel gennem Landskabet i Tøsne havde jeg læst de da nys udgivne Breve fra Goethe[VIII] til Charlotte v. Stein[IX], som danner Grundlaget for hans Italienske Rejse, disse levende, ægte og rige Breve, der i tro, inderlig Hengivenhed hver Aften under Træthed var rettede til en Kvinde, der smaalig og raa svarede ham med Arrigskab over at han var rejst, og ved sine knibske og desperate Svar undertiden for næsten fjorten Dage ødelagde hans Evne til at optage og lære. Jeg rørtes over hans Ydmyghed overfor den uværdige Kvinde, der i sin Ringhed overfor ham end ikke begreb, at han maatte se Italien, før han døde.
Hans Genialitet var mig selvfølgelig fjern, neppe mindre |191| hans næsten pedantiske Ordenssans i Planlægning og Studie-Indretning, denne Arv fra Faderen; men netop i disse Øjeblikke vaagnede et med hans beslægtet Følelsesliv i mig. Jeg trængte som han nu til at leve, til engang igen at svømme og ikke vade.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
