Imidlertid optoges mine Tanker ikke blot af Arbejdet med de tyske Romantikere til Leipziger-Udgaven af Hovedstrømningers anden Del og af den anstrengende Korrektur paa Teksten til Eminent Authors, der helt maatte omkalfatres, men af dansk Politik og af den i dens Tjeneste staaende danske Journalistik.
Den nøgterne borgerlige Konservatisme i Taine’s[I] da udkommende Revolutionshistorie havde nedslaaet mig uden at rokke mig. Jeg bidrog mit til at bekæmpe den af den |184| danske Regering repræsenterede Reaktion, der snart ved en Højesteretsdom fik sin Sejr bekræftet og beseglet. Efter min Opfattelse burde Venstre nu have kastet sig paa aandelig Revolutionering af Folket, have taget Grunden bort under Gejstlighedens Stilling osv. Men jeg vidste, at intet Saadant vilde ske. Jeg skrev en Mængde politiske Artikler, Aabenbaring og andre.
Til Bladet Politiken havde der i et Aars Tid været knyttet en ung Mand, der var Journalist med Liv og Sjæl og som ofte søgte mig. Han havde ved en Artikel om Prinsesse Maries[II] Indtog i Kjøbenhavn gjort sig bemærket af mig, der da opholdt mig i Varshav. Henrik Cavling[III] var dengang bl. A. ivrig for at samle Politikens Medarbejdere til en venskabelig Sammenkomst, hvortil han redigerede et Nummer af Bladet, der ikke kom Offenligheden for Øje og hvortil jeg bidrog. Da han i Begyndelsen af 1887 vilde tage længere Ophold i Paris, samledes Medarbejdere af Politiken en Aften til Afsked med ham i et Gilde, der havde en meget hjertelig Karakter. Blandt de gode Talere var Thomas Graae[IV], der endnu er journalistisk virksom, og J. K. Lauridsen[V], den fortræffelige jyske Agitator, hvis Dialekt var saa energisk og hvis Vid saa uimodstaaelig djærvt.
Ved et Vælgermøde i samme Maaned talte Kaptajn Fischer[VI], Grev Holstein[VII] og jeg under endeløst Bifald; jeg var ogsaa Stiller for Kaptajn Fischer[VIII] paa Valgdagen, der bragte Venstre et kraftigt Nederlag.
Aldrig havde jeg taget saa ivrig Del i noget Valg. Paa det Møde, hvor jeg talte, havde jeg i hidsende Ord opfordret Vælgerne til at vise sig som Mænd, og jeg skrev i de sidste Dage før Valget mere end en Snes smaa agitatoriske Artikler, dels personlige, dels af almindeligt Indhold.
Jeg anfører et Par saavel af de personlige som af de almene:
|185| Estrup[IX].
Det saa først ud, som om Han kopierte Bismarck[X].
Men nu er det tydeligt, at det er Bismarck[XI], som kopierer Ham.
Det var Ham, som havde Ideen til Opløsningen; saa fulgte som et Ekko Efterretningen om Rigsdagens Opløsning i Tyskland.
Tyskerne finder sig i adskilligt af Bismarck[XII]. Han har opfyldt de gamle Tyskeres Ungdomsdrømme, som Dagbladet med meget Judicium fremhæver. Han har slaaet Danmark, Østerrig og Frankrig; han har erobret Hertugdømmerne, Elsass og Lothringen, han har annekteret Hannover, Nassau, Frankfurt med mere, skabt det tyske Rige og gjort det til det mægtigste paa Jorden, saalænge det varer. For at danne os en Forestilling om, hvorledes det gaar til, at Tyskerne finder sig i et og andet fra hans Side, maa vi altsaa forestille os den Overbærenhed, som hos os en dansk Statsmand vilde møde, der havde forenet de tre skandinaviske Kongeriger under Kongen af Danmark som Kejser, havde ikke blot generobret alt, hvad Skandinavien nogensinde har behersket, Finland, Estland, Pommern, Hertugdømmerne, England med Orkneyøerne osv., men havde gjort Danmark til Jordens centrale Magt. Den Mand, man skyldte Sligt, vilde man rimeligvis tilgive en eller anden mindre parlamentarisk Unode.
Men Hjærtet svulmer, naar vi betænker, at vi hos os besidder Bismarcks[XIII] Overmand. Først var Estrup[XIV] vel kun hans Jævnbyrdige, men saa overstraalede han ham ved hensynsløs Fasthed, og nu er det Estrup[XV], hvem Bismarck[XVI] efterligner.
Parallelen er tydelig nok: Ogsaa Estrup[XVII] har opfyldt sine Gamles Ungdomsdrømme. Han har ført Frederik den Sjettes[XVIII] store Tidsalder tilbage igen. Han har faaet den Skoledreng, der sang Ned med Estrup[XIX]! riset, som Bismarck[XX] tugtede det Frankrig, der havde sunget: A Berlin! Han har oprettet Gendarmkorpset, som Bismark[XXI] det tyske Rige; han har sat Noes og Nielsen i Varetægtsfængsel, som Bismarck[XXII] anbragte Napoleon III[XXIII] paa Wilhelmshöhe.
Til at efterligne Bismarck[XXIV] har Estrup[XXV] været for original og for stor. Han har derfor intet villet generobre. Han har ladet baade England og Estland ligge. Han vragede sligt. Han fulgte den Vises Regel: Den, som behersker sig selv, er større end den, der erobrer en Stad. Han valgte at beherske sig selv og sin Lyst til at erobre Stæder. Dette er ogsaa den sande Forklaring til, at Højre under ham end ikke har erobret en Købstad eller en Valgkres.
Han ligner da Bismarck[XXVI], og han ligner ham ikke. Han har et Overskæg som han, men han har en Livssag, som Bismarck[XXVII] mangler.
Han er endelig Ridder af Elefantordenen, hvad Bismarck[XXVIII] ikke er og aldrig kan gøre sig Haab om at blive.
|186| Estrup[XXIX] er Bismarcks[XXX] Overmand; det staar fast.
Vi har hørt en Modstander sige om ham: Estrup![XXXI] Hvad er Estrup[XXXII]! En Pind med en Snurbart!
Han er det, som den store Napoleon[XXXIII] var en trekantet Hat og en graa Frakke.
Det blev efter Napoleons[XXXIV] Fald sagt om ham, at den trekantede Hat og den lille graa Marengo-Frakke paa Enden af en Stok, opstillet paa Kysten ved Brest, var nok til at kalde hele Europa til Vaaben.
Der staar en saadan Autoritet af Estrup[XXXV], at om man nu i Spidsen for Styrelsen havde en Pind med en mandig Snurbart eller ham, det var lige meget, blot Pinden holdt.
Han er Fugleskræmslet for Anarkiets vilde Fugle.
Ja, skulde han – gid sent! – gaa Kødets Gang, og rejste man midt paa Amagertorv en Pind med en Snurbart som Emblemet paa Hans Stramhed og Fasthed, saa vilde Ingen mærke, der var færre Ideer i Højre, og enhver Højremand vilde med god Samvittighed kunne vise denne snurbartede Pind sin loyale og ærbødige Hyldest.
Der var heller intet Hoved under Gesslers Hat.
Scharling[XXXVI].
Scharling[XXXVII] siger, at han »vil bevare den hele herlige danske Literatur, som lærte ham at elske alt Stort og Ophøjet«.
Hvad elsker en Scharling[XXXVIII]? Hvem véd ikke det! Stipendier og flere Stipendier, Embeder, Professorposter, lønnende Bestillinger af enhver Art, alt det Gode og Skønne, alt det Store og Ophøjede.
Det at elske dette, er hvad en Scharling[XXXIX] lærer af »den hele herlige danske Literatur«. Den vil han derfor bevare; han tror nemlig,, en Literatur trænger til Bevaring. Forøge den har ingen Scharling[XL] nogensinde kunnet, skønt de fødes med en Pen mellem Fingrene og en mellem Tæerne. En Scharling[XLI] frembringer ikke, han gentager.
»Nu,« siger Scharling[XLII], »kastes alt dette Store og Ophøjede tilside for at sætte Problemer under Debat.«
Hvor afskyeligt! Lad da ingen komme her og sætte Problemet Scharling[XLIII] under Debat!
Det vilde være som at bringe selve Professorstandens dyrebareste Hemmeligheder og Klenodier, den ældste, mest støvede Dannelses gamle Klæder, den vamleste Salvelses Konserver under Hammeren.
»Ja,« siger Scharling[XLIV], »vi er Konservative, som Ploug[XLV] har sagt, fordi vi vil bevare det Gode fra vore Fædre.«
Faderen var Professor, Onkelen var Professor, den ældre Broder er Professor, den yngre blev Professor – det Gode fra vore Fædre.
|187| Det er forbudt.
Det er forbudt at gøre dem forhadte og foragtelige.
Men det behøves saamænd heller ikke.
Det er tilladt at gøre dem elskede og ærede.
Men det er svært, meget svært.
Det er ikke forbudt at kaste dem ved Valgene.
Gør det!
Uhørt Dødsmaade.
I levende Live havde han forbudt Enhversomhelst at gøre ham latterlig. Nu var det paa den yderste Dag. Den almindelige Opstandelse fandt Sted. Menneskene blev ordnede i Grupper efter Fædreland, Tidsalder og Dødsmaade: de, der var døde i deres Seng, for sig; de, der havde hængt sig, for sig; og saa fremdeles.
Ganske alene staar saa en lille smilende Minister fra et lille bitte Land. Der er ikke En, det er gaaet som ham. Han er et Kuriosum, der tiltrækker sig den almindelige Opmærksomhed, og han føler sig derved.
Aldrig er Nogen endt som han, der saa længe var gaaet ustraffet tilvands. Det gik fra Mund til Mund som en Hvisken. Han smilte.
Hvordan endte da han, hvem Ingen i levende Live turde understaa sig i at gøre latterligere, end han var?
Han var druknet i sin egen Latterlighed.
Er vi Mænd?
Er vi Mænd eller er vi en Flok Faar? En Flok Faar, som kan styres af en Røgter og en Hund, af en Røgter som Estrup[XLVI] og en – Professor som Matzen[XLVII].
Er vi Mænd, saa ophører vi endelig engang at give Europa et Eksempel paa Langmodighed, som vækker alle Tænkendes Forbavselse og alle Behjærtedes Foragt.
Er vi Mænd? Saadan spurgtes der i gamle Dage, naar det gjaldt at storme Skanser, at udsætte sig for hundrede Ildsvælgs Kanonade. Og her drejer det sig om at afgive en Stemmeseddel. – Er vi Mænd?
Er vi Mænd? Sætter vi vor Ære i Selvstændighed, Selvstyre, fuld personlig og politisk Frihed? Eller er vi blevne Kællinger og sætter vor Ære i at styres af Gendarmer og Politi, i at skrive og tale under For|188|mynderskab og i at ubegavede og hovmodige Excellencer huserer med vore Penge og vor Fremtid, som de lyster.
Er vi Mænd eller er vi blevne Kællinger tilhobe?
Det kunde synes, som skulde hvad jeg havde af Virkelyst nu gaa med til indvendigt Brug i Danmark for der helt at udviskes af den lille stedlige Reaktion, der ved Valgene sejrede stort.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
