Under disse Omstændigheder var det godt, at jeg mindedes om mit Forhold til Rusland, idet baade Melchior de Vogüé[I] nævnte mig i Fortalen til sin Bog Le Roman Russe og Reinholdt[II] anførte mig i sin Geschichte der russischen Litteratur, saa lidet det end var, jeg om Rusland havde skrevet.
Samtidig kom der atter og atter Bud fra Rusland om at man var ved at tabe Taalmodigheden. Man havde forlængst ventet de Oversigter over mine Foredrag, som skulde forelægges Censuren, og som maatte komme forud for mig selv. Man undredes over, at jeg viste mig at være en saadan Cunctator.
Da en Dag et Telegram fyndigt krævede: Envoyez immédiatement, venez ensuite! tog jeg mig sammen, udarbejdede hurtigt franske Oversigter over fire Foredrag: Den russiske Roman, Den literære Kritik, Emile Zola[III], Danmark i det nittende Aarhundredes første Aartier, og sendte dem afsted.
Snart fulgte jeg selv. Efter en stormfuld Rejse over Kiel til Berlin begav jeg mig paa den lange Jernbanekørsel til St. Petersborg. Vejret var i de første Dage af April |190| godt og klart. Stærk Sol laa over flade Marker. Sparsomt saas Gran og Birk.
Et Glimt af Tilsit, hvor Napoleon[IV] og Alexander[V] mødtes. Et Blik paa Marienburg, det polske Slot i det Fjerne, en mægtig gammel Bygning med Taarn og Mure af rødt Tegl, stærkt besunget i polsk Poesi.
Hinsides den russiske Grænse var Egnen trist, umaleriske Landskaber med tømrede Bjælkehuse, Landsteder med grønne Tage, alle tomme og lukkede. Indskriften paa dem: Til Leje! Samtale med en Herre i Waggonen, der forestillede sig som Grand Ecuyer de l’Empereur. Han indbød mig under et Stationsophold paa et Glas Vin, fortalte om Hoffet, kendte Kejserinden[VI]. Stationen Gatchina. Dèr og ved alle Holdesteder i Petersborgs Nærhed paa Stationsbygningen hellige Billeder med en Bøsse under, og ved Siden af et stort Kapel med en blaa Kuppel. – Vi var i St. Petersborg.
Passauvert[VII] med flere andre modtog mig paa Stationen. En Kusk i blaa Slaabrok med bredt Skærf om Livet kørte os til Gagárinska Náberedjnaja.
Under den 43 Timers Kørsel gennem Landskabet i Tøsne havde jeg læst de da nys udgivne Breve fra Goethe[VIII] til Charlotte v. Stein[IX], som danner Grundlaget for hans Italienske Rejse, disse levende, ægte og rige Breve, der i tro, inderlig Hengivenhed hver Aften under Træthed var rettede til en Kvinde, der smaalig og raa svarede ham med Arrigskab over at han var rejst, og ved sine knibske og desperate Svar undertiden for næsten fjorten Dage ødelagde hans Evne til at optage og lære. Jeg rørtes over hans Ydmyghed overfor den uværdige Kvinde, der i sin Ringhed overfor ham end ikke begreb, at han maatte se Italien, før han døde.
Hans Genialitet var mig selvfølgelig fjern, neppe mindre |191| hans næsten pedantiske Ordenssans i Planlægning og Studie-Indretning, denne Arv fra Faderen; men netop i disse Øjeblikke vaagnede et med hans beslægtet Følelsesliv i mig. Jeg trængte som han nu til at leve, til engang igen at svømme og ikke vade.
Og det skete mig. Ikke noksom kan jeg være de Mænd taknemmelig, der bevægede mig til at foretage denne Rejse til Rusland i Foraaret 1887; thi den meddelte mig en Følelse af overvældende indre Berigelse og satte Tidsskel i mit Liv. Paa den stiftede jeg Bekendtskaber, der blev betydningsfuldere for mig end noget, jeg havde stiftet i mange Aar. Jeg aandede ny Luft, opdagede en for mig ny Verden, levede nogle Maaneder igennem i hvad der for mig var Lykke.
Det er Lykke at føle sit Væsen forøget. Selv om Forøgelsen mere udvortes kun bestaar i ny Kundskab eller udvidet Synskres, er Fornøjelsen stor. Men i Virkeligheden er der jo i det Tilfælde, hvor man lærer et nyt Liv at kende, ikke Tale om en blot stoflig Formerelse af Kundskabsmængden. Der aabnede sig nye Kilder i mig, og jeg blev ny for mig selv gennem de ny Indtryk, jeg optog i mit Sind.
Hvor er det vanskeligt at begrebsbestemme dem! Blot saadan noget som de Fornemmes smidige Gratie eller som Tjenernes fortrolige Underdanighed satte mig i ny Stemning. Det var ikke, som i Italien, Skønhedsindtryk, der greb mig. (Kvinder, jeg de første Dage saa i Tusindvis paa Gaderne, var grimme og uskønt paaklædte; Mændene tog sig noget bedre ud, især Oldinge med karakterfulde Ansigter.) Nej, det var aandelige Indtryk, som fra først af fyldte mig. De |192| Samtaler, der førtes med mig, syntes mig uhørt fængslende; jeg lærte bestandig af dem, og fornam, at jeg var skabt til at lære, hurtigt og omfattende.
Ved første Blik paa St. Petersborg maatte jeg mindes Tegnérs[X] Ord: »En Trone staar dèr i Sumpen, og Konger knæler, hvor vi sendte vore Hjorder paa Græs.« – Saa fængslede mig det Naturen Aftvungne og det rumligt Storladne ved Byen med dens Kontraster.
Ved min Ankomst fandt jeg paa mit Bord et Brev fra La Société des gens de lettres, der anmodede mig om at afse en Fjerdedel af min Indtægt ved Forelæsninger til Selskabet, og et andet Brev fra Helsingfors, hvori jeg anmodedes om at holde en Række Foredrag dér. Da det blev mig sagt, at jeg paa Grund af den russiske Paaske ikke kunde tale i Petersborg før mellem den 21. og 29. April, besluttede jeg straks, forinden at tale i Finland.
Den umaadelige Høflighed, der blev mig vist, berørte behageligt. Sekretæren for Forfatterforeningen, Hr. Eugen Utin[XI], begyndte sin Tiltale med Artigheder henvendte til »Europas første Kritiker«. Den største Sal i Petersborg, Festsalen i Le Crédit foncier var mig overladt, og til mit første Foredrag var Alt allerede udsolgt. En Mængde Indbydelser laa paa mit Bord. Fra Moskvá indfandt sig en Herre, hvem Grev Kapnist[XII], Universitetets Kurator, havde udsendt, for at opfordre mig til at tale der og afstaa de fattige Studenter en Part af min Indtægt.
Min Vært, Advokaten Alexander Passauvert[XIII], kaldet »den store Advokat«, en højst skarpsindig Mand, selvstændigt begavet ikke blot paa det juridiske Omraade, men almenmenneskeligt og literært, havde foruden sine Petersborger Studier drevet europæiske og taget den juridiske Doktorgrad i Oxford. Han levede ugift med sine to fint dannede og hjertensgode, ugifte Søstre, der tog sig af mig |193| med hjertelig Omhu. Med et Par finske Tjenestepiger dèr i Huset kunde jeg gøre mig forstaaelig paa Svensk.
Passauvert[XIV] var en kritisk Natur, aldrig blændet, en veludrustet, utilfreds og lidet forhaabningsfuld Iagttager af russiske Tilstande. Han var f. Eks. overbevist om, at Rusland i en stor Krig vilde forbause Verden ved sine Nederlag. Nyere tysk Skønliteratur, der paa det Tidspunkt ikke var meget værd, saa han ned paa; nærede større Interesse for den engelske og franske. Det var mig en Ære, at han havde kastet sin Velvilje paa mig, skønt jeg neppe forstod, hvilke Egenskaber hos mig som Forfatter der havde kunnet tiltale et saa udpræget Forstandsmenneske. Han var mig en udmærket og opmærksom Vært, der straks efter Ankomsten som ivrig Fodvandrer førte mig gennem Petersborg paa Kryds og Tvers, langs Kanaler over Broer ud paa Øer og tilbage.
Blandt de Personer, med hvem jeg i de første Dage af mit Ophold blev bekendt, maa jeg nævne – foruden Eugen Utin[XV], der var en lille, smuk og retsindig Mand, tapper som Publicist, dygtig som Advokat – den bekendte Udgiver af Ruslands mest ansete Tidsskrift Vestnik Jevropi, Stassulevitsj[XVI], Typen paa en liberal russisk Politiker under det gamle Styre. Hele hans Væsen var Humanitet, hans Dannelse vesteuropæisk. I hans Hus lærte jeg ved første Besøg at kende den store Bankier og ansete Mæcen, Baron Günzburg[XVII], en rolig og klog Mand, som blandt andre Kunstnere havde taget sig af Billedhuggeren Antokolski[XVIII] og besad adskillige af hans bedste Arbejder i Marmor. En ualmindelig Kunstkender var Advokaten Delarof[XIX], som viste mig Petersborgs Kunstsamlinger og talte med mig om Billeder i Kjøbenhavns Galleri af en hollandsk Maler, hvis Navn jeg end ikke havde hørt, men med hvis omspredte Arbejder han var fuldt fortrolig. Et højst tiltalende Bekendtskab var |194| Petersborgs mest ansete Kritiker Arsenjev[XX], en fin, stilfærdig Mand, varmtfølende og mangesidig, der viste mig den mest collegiale Opmærksomhed og hædrede mig ved det Hensyn, han tog til mine Domme. Dog den Mand der i hine første Dage gjorde stærkest Indtryk paa mig ved sin sjældne Elegance og sit udtømmende og indtrængende Kendskab til nyere fransk Digtning, var Fyrst Alexander Ivanitsj Urussof[XXI], Literaturelsker med en Intensitet, som jeg neppe har truffet hos nogen anden Mand. Saa kold og klar han var, saa ganske gennemtrængt af en Helvetius’s[XXII] eller Beyles[XXIII] Moralprinciper, han nærede en sand Dyrkelse af Literaturen, som den traadte ham imøde hos en Baudelaire[XXIV], Flaubert[XXV] eller Huysmans[XXVI]. Bibliofilens[XXVII] Lidenskab for Udgaver og Haandskrifter føjede sig hos ham til Psykologens og Formelskerens Kærlighed til det Udsøgte. – Fyrst Urussof[XXVIII] gjorde mig den Ære at skrive en Artikel om mig.
Neppe havde jeg faaet fast Fod i enkelte af Petersborgs Krese, før jeg tog til Helsingfors for at holde Foredrag der. Jeg rejste fra Kl. 7 Aften til 9 Morgen med Iltog og talte første Gang samme Aften. Jeg opnaaede den Aften og de følgende Bifald og Fremkaldelser, men havde dog ingen ret Tilfredsstillelse af min Optræden, thi Bifaldet skyldtes det Mindretal, som forstod, mens Flertallet kun højst mangelfuldt begreb mit Dansk; ja jeg modtog Opfordringer til hellere at anvende det tyske Sprog.
Imidlertid havde jeg Glæde af en festlig Sammenkomst, hvortil en Kres af Velyndere indbød mig, der maaske ikke var meget stor, men saare udsøgt, og hvor der blev mig den hjerteligste Modtagelse til Del. Et Digt til min Ære blev foredraget; oprigtigt mente og veltalende Toaster |195| blev udbragte, og flere af de Tilstedeværende holdt Interessen for mig vedlige gennem mange Aar, saa de, da jeg næste Gang talte i Helsingfors, 21 Aar derefter, kom mig med usvækket Venlighed i Møde.
Dog det var ikke Bekendtskabet med de finske Beboere af Byen, der senere fik størst Betydning for mig, men Bekendtskabet med en russisk Familie, der var taget ind paa Societetshuset samtidigt med mig og med hvem jeg forblev forbunden en Snes Aar. Violinisten Leopold Auer[XXIX] var, ledsaget af sin Frue[XXX], kommet til Helsingfors for at give en Concert. Straks efter min Ankomst mødte Parret mig i Hotellets Forhal, og da Hr. Auer[XXXI] kendte mig af Udseende, tiltalte han mig. I en Haandevending var jeg som gammel Bekendt af den elskværdige, musikalsk højtbegavede Mand og hans indtagende, ualmindelige Frue.
Nadejda Jevgenievna Auer[XXXII] var da tredive Aar gammel, cendrée af Haarfarve, yndefuld i sine Bevægelser, med Russerindens kosmopolitiske Aandspræg, iøvrigt fransk af Dannelse som af Sprog. Hun skrev altid Fransk og kun ufuldkomment Russisk, hvorvel hun var af rent russisk Blod. Hendes Aand var kunstnerisk anlagt, og hun nærede en Slags Andagt overfor Literaturens Værker, skønt al Følsomhed laa hendes Væsen fjern. Hun havde omgaaedes de betydeligste Mænd paa Musikens Omraade og mange fremragende Personligheder af andre Kunstarter. Hun var verdensdannet og sjælfuld, nær ved at skamme sig over sit Følelsesliv, iøvrigt livfuld og ildfuld, en skarptskuende Kvinde og en øm Moder. Hendes gode Forstand og sikre Smag har senere i mange Aar været vejledende for mig, og hendes Hengivenhed har ikke svigtet.
Vi foretog Udflugter udenfor Helsingfors i Forening. Vejret var i Midten af April foraarsagtigt trods den Is, der |196| dækkede Havbugten. Da Parret[XXXIII], nogle Dage før jeg, vendte tilbage til Petersborg, var det en Aftale, at Bekendtskabet skulde fortsættes dèr.
Fra Helsingfors kørte jeg i 12 Timer til Wiborg, hvorfra jeg havde faaet en Indbydelse, ankom Kl. 7, talte Kl. 8, og kørte næste Morgen det lille Stykke til St. Petersborg, hvor jeg samme Dag spiste til Middag hos Fyrst Urussof[XXXIV]. Jeg saa hans Bøger og Kunstskatte, hvoriblandt en Gentagelse af Houdons[XXXV] berømte Voltaire-Byste og følte mig veltilpas i en lille fintdannet Kres. Der var bl. a. Italieneren Cavós[XXXVI], Bibliotekar ved det kejserlige Bibliotek, og Digteren Andrejevski[XXXVII], som Urussof[XXXVIII] beskyttede. Samtalen havde det Præg af larmfri og overlegen Skepsis, som den ofte antog i Petersborg. Ved en stor literær Middag hos Utin[XXXIX] Dagen efter lærte jeg bl. A. den højt ansete Spasóvitsj[XL] at kjende, hvis polske Literaturhistorie jeg i Kjøbenhavn opmærksomt havde studeret. Han var af Ydre en sand Polak, før og godlidende, men var af dem, der ivrigt tilstræbte en Forsoning mellem Russer og Polakker, og han gjorde derfor i sine Skrifter saa lidt Væsen som muligt af de ældre polske Digteres politiske Martyrium, indskrænkede f. Eks. Mickiewicz’s[XLI] Fængselslidelser til en Ubetydelighed. Først efter Bordet kom hos Utin[XLII] Damerne til Stede og blandt dem var en, hvem jeg den Dag saa for første Gang, der skulde blive min Veninde for Livet, Fyrstinde Anna Dmitrievna Tenicheff[XLIII].
Lille og slank, med brungul Hud og mørkebrune Øjne, bærende sit Hoved rankt og med sikker Værdighed i sin Holdning, nærmede hun sig mig, sagde, man allerede om Vinteren havde glædet sig til mit Komme, og indbød mig straks til sig. Hun var Datter af den da afdøde Justits|197|minister Semjatnin[XLIV], der gennemførte en Retsreform under Alexander II[XLV], havde modtaget en fornem ung Piges gode Opdragelse og var gift med den som Ingeniør og Matematiker fremragende Fyrst Tenicheff[XLVI], der havde anlagt og nu ledede en Fabriksvirksomhed, som indbragte store Summer. Fyrsten[XLVII] var en praktisk Mand, der forstod selv at tage en Haand i med ved legemligt Arbejde, iøvrigt trods en udpræget Forkærlighed for Musik en forhærdet Materialist, der fandt en Tilfredsstillelse i at betone sin Vantro overfor al Metafysik og sin Uvilje imod den.
Til Husets Venner hørte Excellencen Gerngross[XLVIII], der som saa mange andre civile Embedsmænd i Rusland tituleredes General, en høj, værdig, bredskuldret Mand paa en tresindstyve Aar, som iøvrigt svarede til sit Navn. Han var et godt Hoved og en Mand med ikke ringe Aplomb, men sysselsat med at tage sig ud som mere end han var. Jeg saa ham i Besøg hos en smuk Dame gaa hen til hendes Skrivebord og for de tilstedeværendes Øjne gennemløbe de der liggende, nyligt modtagne Breve, for at give sig Mine af at nyde den paagældende Dames Gunst, skønt hun havde vist hans paatrængende Kur tilbage. Og saaledes paraderede han gennemgaaende baade med Fortrin, han havde, og med Fortrin, han hverken besad eller kunde opnaa.
En nær Ven af Fyrstinden[XLIX] var den udmærkede Retslærde, Senatoren Koni[L], en af Ruslands ypperste og mest oprigtigt frisindede Mænd, lille, fin, klog med de rummeligste Ideer om alt menneskeligt. Han blev brugt af Regeringen til vanskelige og delikate Undersøgelser som til at oplyse Aarsagerne til Jernbane-Ulykken ved Borki.
Urussof[LI] havde faaet det Hverv, i de russiske Skribenters Navn at indbyde mig til en Fest for Digteren Polonski[LII], bekendt som nær Ven af Turgeniev[LIII], hos hvem denne havde boet under sit sidste Ophold i Petersborg, desværre ogsaa |198| kendt som Censor, hvilket Embed han (som en anden anset lyrisk Digter Maikof) havde overtaget for derved at tjene sit Brød.
Denne Fest, hvor jeg blev anbragt ved Hædersbordet mellem Digteren Garsjin[LIV] og Historikeren Oreste Miller[LV], gav mig Lejlighed til at lære baade det officielle og det literære Rusland at kende. Jeg blev anmodet om at sige nogle Ord paa Fransk og holdt ved den Lejlighed min første lille Tale i St. Petersborg, der blev modtaget med overstrømmende Artighed.
I den danske Gesandt Kjær, en høj smuk Mand med tætklippet hvidt Haar og sorte Øjenbryn, Søn af Christian den Ottende[LVI], lærte jeg en statelig og godmodig Mand at kende, der glædede sig ved største Gunst hos Kejserfamilien, og af hvem iøvrigt Ingen krævede diplomatiske Talenter. Hos ham traf jeg Baronesse Yxkull[LVII], en meget vindende Dame, der straks indbød mig til sig. Hun var overmaade smuk, slank som en Vidje, energisk og flersidig, saa hun havde Forbindelser blandt den utilfredse Ungdom ikke mindre end blandt Hoffolk, Diplomater og Politimænd. Hendes Mand, fra hvem hun levede adskilt, var russisk Gesandt i Rom. I de senere Aar havde hun været optaget af Literaturen, kendte nøje flere unge Digtere og havde selv paa Fransk udgivet en Roman La faute de la comtesse.
Mit første Foredrag blev en meget stor Succès. Der var solgt for 1300 Rubler (2,600 Kroner) til denne ene Gang, og tre Fremkaldelser fulgte. Da jeg efter russisk Skik gjorde en Pause paa et Kvarters Tid midt i Foredraget, fyldtes Værelset bagved Salen med Herrer og Damer, der vilde ønske mig til Lykke med mit Held; iblandt dem var Dosto|199|jevskis[LVIII] Enke[LIX]. Ved andet og tredie Foredrag var Bifaldet endnu stærkere, men Salen ikke helt udsolgt. Tredie Foredrag, som var blevet forbudt, erstattede jeg med det Afsnit om Alfred de Musset[LX] og George Sand[LXI], som findes i Hovedstrømninger V og som var vel egnet til at tage sig ud oratorisk. Sidste Gang talte jeg om Zola[LXII].
Efter det andet Foredrag var jeg hos Baronesse Yxkull[LXIII], hos hvem jeg af mine kvindelige Bekendte traf Fru Nadejda Auer[LXIV] og Fyrstinde Tenicheff[LXV], desuden Fru Davidoff, Violoncellistens[LXVI] Frue, en af de mest ejendommelige og en af de ægtest russiske Kvinder, jeg har kendt. Varm og rig, kvindelig og moderlig har hun altid mindet mig om Ruslands sorte Jord, dets frugtbare Zone. Hun var Moskoviterinde og havde noget ved sig af det kærnerussiske Væsens Aabenhed og Yppighed. Der var ikke det ringeste i hendes Væremaade, som mindede om Petersborg, hvor hun dog tilbragte sit Liv. Naar man saa hende, tænkte man paa en ligelig Varmekilde, en aaben Favn, et strømmende, om end aldrig dybt Væld af Begejstring. Paa dette Tidspunkt gjaldt denne Begejstring den da fra Petersborg fraværende berømte kritiske Forfatter Michailovski[LXVII], og det var hende umuligt at føre nogen Samtale uden at hans Navn kom hende paa Læben.
Fyrstinde Tenicheff[LXVIII] havde bedet mig, i hendes Salon holde det Foredrag, mod hvilket Censuren havde nedlagt Forbud. Det var mig kært at imødekomme denne udmærkede unge Dames Ønske. Der blev indbudt til en meget stor Middag, og et halvhundrede Mennesker hørte med høflig Opmærksomhed det Foredrag, som var blevet forbudt af den komiske Grund: Hensyn til Kejserindens[LXIX] Nationalitet.
Dagen derefter afholdtes et Festmaaltid for mig. Arsenjev[LXX] holdt Hovedtalen. Han sammenlignede mit Ophold i Petersborgs med Spielhagens[LXXI], der havde fundet Sted et Par Aar |200| forinden, og fremhævede, at Spielhagen[LXXII] fortrinsvis var bleven hyldet af sine egne Landsmænd og at han først var kommet efter at have gennemløbet største Parten af sin Bane, medens man endnu kunde vente sig adskilligt af mig. Derpaa hævede han sig til en højere Flugt og sagde, jeg havde havt Uret i at betone, man kun var fuldt sagkyndig overfor sit eget Lands Literatur; mine Arbejder var lige værdifulde, hvad jeg end tog mig for at behandle. Urussof[LXXIII] holdt endnu en lille Tale, og Weinberg en. Der var faa, men smukke Damer tilstede.
Efter Festen var jeg med adskillige af de Tilstedeværende indbudt til en Soirée hos Davidoffs[LXXIV], hvor man blev sammen til langt ud paa Morgenen. Rubinstein[LXXV] spillede to Gange dejligt, Davidoff[LXXVI] og Sophie Menter[LXXVII] spillede, Fyrstinde Zerteleff[LXXVIII] sang. Prinsen af Mecklenborg[LXXIX], Katharina Michailovnas[LXXX] Søn, viste sig meget opmærksom imod mig og besøgte mig Dagen efter.
Mit Ophold i Petersborg nærmede sig sin Ende; jeg havde i faa Uger tilbragt en overstrømmende rig Tid. Kun en eneste ubehagelig Erindring knyttede sig til dette Ophold, men saa ubetydelig, at den forsvandt i Indtrykkenes Strøm. En Journalist ved Navn Bulgakoff[LXXXI] havde allerede skrevet mig til mens jeg var i Kjøbenhavn, og tilbudt mig Adgang til Novoje Vremja, hvorved han var Medarbejder, havde dernæst dagligt søgt mig, meddelt mig, at et Kuvert for mig dagligt stod dækket paa hans Bord, bedet mig lade hans Hustru foretage mine Indkøb med mig, havde endelig af mig forud faaet Oversigterne over mine Foredrag for bedre at kunne gengive dem. Nu vendte han sig, efter mit tredie Foredrag pludselig i Novoje Vremja imod mig, og behandlede mig, maaske efter Ordre fra Suvorin[LXXXII], med Haan, idet han i det antisemitiske Blad med dristig Løgnagtighed fortalte, at kun »Troesfæller« havde applauderet mig. Harmen over denne |201| Artikel var ikke ringe, og jeg vilde ikke have nævnet noget saa Ynkeligt og Ligegyldigt, om ikke henved en Snes Aar derefter Hr. Alfred Ipsen[LXXXIII] i en Art Biografi af mig havde dvælet ved hvorledes den russiske Presse da latterliggjorde mig. Hr. Alfred Ipsen[LXXXIV], der i en Ruskantate havde forherliget mig, og som paa den Tid, jeg opholdt mig i St. Petersborg og længe efter, atter og atter bevidnede mig sin Hengivenhed og benyttede mig, hvor han kunde, ja endog sendte mig en ham nærstaaende Dame paa Halsen for at ogsaa hun kunde benytte mig literært, var dengang saare langt fra at samle paa ugunstige Artikler i russiske Aviser imod mig. Men det er højst betegnende for Sammenholdet mellem Danske, at da han mer end femten Aar derefter forfattede en Bog imod mig, har i Rusland bosatte Danske kunnet forsyne ham med forhaabentlig korrekte Udklip af ugunstige Udtalelser om mig i reaktionære russiske Blade, som de i alle de mange Aar havde opbevaret, øjensynligt i Haab om engang at faa Anvendelse for dem. (Der er jo Samlingssteder for Danske i Udlandet og ikke for intet et dansk Konsulat i Moskvá).
Man havde fra Moskvá, da man indbød mig, ladet mig sige, at jeg var »endnu mere yndet og kendt« dèr end i Petersborg. Det viste sig, at man ikke havde overdrevet. Ikke mange Steder har jeg følt mig saa vel tilmode, ja lykkelig, som i 1887 i Moskva. Da Professor Guerrier[LXXXV], den ansete Universitetslærer i Sociologi, modtog mig paa Banegaarden, kunde han meddele mig, at Alt var udsolgt til min første Forelæsning. Alt blev ogsaa udsolgt til de andre, jeg holdt, tre franske og en tysk, saa man stod som Sild i en Tønde omkring Siddepladserne. Applaus og Fremkaldelser |202| vilde ikke tage nogen Ende. Grevinde Tolstoj[LXXXVI] og hendes Døtre hørte det af mine Foredrag, hvori jeg behandlede [LXXXVII]Husherren paa Jasnaja Poljana. Til det femte Foredrag var Trængselen saa stærk, at jeg med Nød og Neppe kunde skaffe en Dame, der kom til fra Petersborg, en Stol.
I Moskva levede jeg næsten helt i mandligt Selskab med Universitetsprofessorerne og Byens Skribenter, og det moskovitiske Væsens Rundhed, Jævnhed, elskværdige Ligefremhed og Godmodighed virkede usigeligt velgørende. Man foranstaltede en Række af Festligheder til min Ære, men uden al Højtidelighed, som Familiemiddage. Professorerne ved det historisk-filosofiske Fakultet indbød mig til én Middag, Professorer og Skribenter i Forening indbød mig til en anden, Medarbejderne ved Tidsskriftet Russki Mysl og Bladet Russkija Wjedomosti til en større Banket. En Deputation overbragte mig min Udnævnelse til Æresmedlem af det russiske Selskab af Literaturens Dyrkere, som præsideredes af den ædle og elskelige Ruthener Professor Storosjenko[LXXXVIII], der en Snes Aar igennem til sin Død bevarede mig sit Venskab, og hvem jeg skylder det omhyggelige Gennemsyn af min Bog om Shakespeare[LXXXIX] paa Russisk.
Hvem der har set Storosjenkos[XC] aabne brune Ansigt med de store Smilehuller, glemmer det aldrig. Han var den typiske russiske Lærde, naar han er ypperst. Hans Væsen var frugtbar Jord, hans Hjerte og hans Intelligens var en Enhed; men hans Intelligens inspireredes af hans Hjerte. Megen Lærdom og solid; en egen godlidende Humor uden Ironi; ingen Særhed, ingen Forfinelse, men Aand, der blev til Hjælpsomhed og Godhed.
Guerrier[XCI] og Literaturhistorikeren Vesselovski[XCII] var forstandigere og strengere Naturer, hvem jeg skyldte megen Tak for Imødekommenhed; Russkija Vjedomostis Redaktør, den fortræffelige Sobolevski[XCIII], en af Liberalismens Grundpiller |203| i Rusland, en stille Mand med fast Karakter, tog sig broderligt af mig.
Da han en Dag traf mig ene paa Hotellet, kørte han mig uden videre til sin Veninde, Fru Varvara Morosoff[XCIV], en af Moskvás rigeste Damer, der da nylig paa én Gang havde givet en Million til Hospitalerne. Med den russiske formløse Gæstfrihed, der er saa indtagende, modtoges jeg uindbudt hos Morosoffs[XCV] som gammel Bekendt. – Et Medlem af Familien, der under den russisk-japanske Krig fandt de Varer, han havde skænket til Hærens Tropper, udstillede til Salgs i Moskvás Bazarer, er i den nyeste Tid bleven meget omtalt for sin djærve Holdning overfor Regeringen.
Erindringen om to unge Piger, af hvem jeg kun en enkelt Gang saa et Glimt, knytter sig for mig til dette Ophold. Den ene var Frøken Ostrovski, Datter af den berømte, dramatiske Digter[XCVI], der i Spidsen for en Flok unge studerende Piger holdt en lille Tale til mig; den anden, Frøken Vera Spasskaïa[XCVII], der under en fire Aars Sygdom havde søgt sin Trøst i mine Skrifter, besluttede efter at have ført en kort Samtale med mig, at lære sig Dansk og har senere gjort mig væsenlige Tjenester som Oversætterinde.
Da jeg besøgte Russkija Vjedomosti’s Trykkeri, rørtes jeg ved, at Sætterne for at vise mig, de magtede europæisk Skrift saa godt som russisk og kendte mit Navn, bragte mig et Blad Papir, hvorpaa de, mens jeg betragtede Maskinerne, havde sat og ladet trykke: A M. Brandes, très honoré.
Dog den Mand af alle, hvem jeg i Moskvá hyppigst saa og hvis Omgang betydede mest for mig, var den senere berømte Jurist og Politiker Maxim Kovalevski[XCVIII]. Han er af Fødsel Ruthener, men helt igennem Russer af Sprog, mens |204| hans Kultur maa kaldes universel. Det typisk Russiske hos ham var hans straalende, ufortrødne Humør. Tyranniet, han bekæmpede, forekom ham altid nærmest komisk, og han havde et Smil derfor. Kovalevski[XCIX] var en grand seigneur, en Godsejer, der ogsaa var Universitetsprofessor, og som i de Dage truedes med Afsked, ogsaa fik den, fordi han, paa en Forelæsning om den russiske Forfatning, havde sluttet med Vendingen: »Iøvrigt tilstaar jeg, at jeg foretrækker den engelske.« Man beskyldte ham desuden for at have korresponderet med Lauróf[C].
Som Forfatter paa det franske og engelske Sprog har han vundet europæisk Anseelse. Stor og svær, med et indtagende Ansigt, der vanheldedes af et Hareskaar, med noget tungt men dog imposant og tiltalende i Optræden, var han yndet af alle Mennesker, der kendte ham. Sonja Kovalevski[CI], der trods Navneligheden ikke var i Slægt med ham, men som i ham mødte sin Skæbne, skrev mange Aar senere om ham: »Han indtager en ligesaa stor Plads i Ens Hjerte som i Ens Sofa.« Og det vilde sige en enorm. Kovalevski[CII] tog sig af mig, vejledede mig med Raad om Besøg hos Generalguvernøren og Kuratoren, og kørte mig ud af Byen til et Forlystelsessted, hvor Zigøjnersker og Zigøjnere dansede og sang, hvad der udgør en Yndlingsfornøjelse for Moskoviterne. Sangen var brutal uden at være canaille. Dansen foregik som al østerlandsk Dans paa Stedet.
Paa Gennemrejse til og fra Stockholm, hvor Kovalevski[CIII] samme Efteraar holdt Forelæsninger, besøgte han mig i Kjøbenhavn, hvor det var mig en Glæde at gense ham, og hvor jeg var den, som først gjorde ham opmærksom paa, at han i Stockholm vilde træffe en Landsmandinde. Mens han paa Tilbagerejsen var hos mig i Kjøbenhavn, hændte der noget, der uden min Skyld paa den harmeligste Maade forspildte mig hans Venskab.
|205| Medens han sad hos mig, indfandt sig en ung svensk Forfatter[CIV], en af de mange, jeg af Godmodighed gav Adgang til mig og aldrig burde have ladet komme over min Tærskel. Hvem var den svære Mand, der forlod Dem? spurgte han. – Jeg sagde det og tilføjede uforsigtigt, at Kovalevski[CV] kom fra Stockholm og dèr var bleven udmærket modtaget, men at han havde spøgt en Smule med den Maade, hvorpaa man der i Selskabet tumlede med Tysk og Fransk. En højt anset Mand havde i en Tale til ham rosende sagt: »Herr Kovalevski[CVI], Sie sind ein grossgechlagener Mann« – fri Oversættelse af det heldigvis nu noget forældede nordiske Modeudtryk »storslaaet«. – Det bør offenliggøres, udbrød Svenskeren[CVII], det vil ærgre dem grundigt deroppe. – For Guds Skyld, svarte jeg, vær saa god, ikke at sætte i Aviser, hvad jeg siger Dem i min Stue. Ellers bliver jo alt Samkvem umuligt. Desuden kunde Kovalevski[CVIII] faa Ubehageligheder deraf. – Svenskeren[CIX] lovede at tie, og jeg glemte Sagen.
Et Aars Tid derefter erfor jeg med Forundring, at Kovalevski[CX] havde passeret Kjøbenhavn uden at opsøge mig, og da jeg udtalte denne min Forundring til en fælles Bekendt og ikke begreb Grunden, erfor jeg yderligere, at Kovalevski[CXI] var i høj Grad forbitret paa mig. – Hvorfor? – Jo, da han paany var ankommen til Stockholm, havde hans Bekendte behandlet ham med isnende Kulde, ja med Haan, vendt ham Ryggen, negtet at give ham Haanden etc. og dette paa Grund af en Artikel i en sydsvensk Provinsavis, hvori det var fortalt, hvorledes Kovalevski[CXII] havde spottet Stockholmerne, deriblandt Mænd som Professor Axel Key[CXIII], den berømte Læge, for deres slette Tysk og Fransk, grossgeschlagen osv. – Da nu Kovalevski[CXIV] kun til mig havde berørt disse ligegyldige Sprogfejl, havde han altsaa mig at takke for Artiklen og Modtagelsen. – Alt hvad jeg senere femten Aar i Træk foretog for at overbevise ham om min Uskyld, |206| prellede aldeles af. Ja, efter hans Fremstilling af Sagen trak mine tidligere Venner i Moskvá sig tilbage fra mig som fra en Art Forræder. Endnu i 1902 afslog Kovalevski[CXV] at indfinde sig ved en Middag i Paris, hvortil jeg var indbudt.
Først i 1905, sytten Aar derefter, lykkedes det mig gennem Sobolevski[CXVI] at faa den fortørnede Mand formildet, og siden da har vi været Venner paany.
Jeg havde i Petersborg en Dag hos Voltaire[CXVII] fundet disse Ord: »Sømænd glæder sig, naar de er i Havn; men er der i Livet en Havn?« Disse Ord slog mig. Thi Lykkens sjældne Timer betydede aldrig for mig nogen Havn. – Og dog bød Lykken mig under Livets Ørkenvandring netop da paa Oaser.
En Dag passerede Fyrst og Fyrstinde Tenicheff[CXVIII] Moskva. De havde af Stationschefen i Orel, Fyrstindens[CXIX] tro Beundrer, faaet en første Klasses Vogn med talrige Afdelinger overladt, der førte dem fra Petersborg lige til deres Landsted i den lille By Bjésjitza.
Fyrstinden[CXX] hentede mig i Moskva, og Rejsen gik Dag og Nat sydpaa. Vi ankom, ligesom det pludselige russiske Foraar paa en Gang var udsprunget, og modtoges af Milliarder Liljekonvallers dejlige og besnærende Duft, af talrige Nattergales Sang, den, for hvilken Egnen var berømt, og af Parkens friske Skønhed, Markernes yppige Grønt. Varmen var stærk, undertiden naaede den 27 Grader R. i Skyggen; men da Luften var bevæget af Briser, føltes den ikke som Tryk.
Fyrsten[CXXI] bestyrede sin Fabrik, der frembragte Dokker, Fyrstinden[CXXII] var og er forbleven et Forsyn for sin Egn, kendte hver Bonde og Bondekone i Miles Afstand; hendes Sans for Læsning og Kunst var ualmindelig opvakt. Hendes Sjæl bestod af Entusiasme og sluttet Energi.
|207| Naar jeg der i Bjésjitsa sad i min store, trefags Hjørnestue, gennem hvis aabne Vinduer Duften af Træer og Blomster strømmede ind, eller naar vi vandrede rundt i Parken, kørte med to smaa Heste gennem Lunden, eller med et lille Dampskib, der hørte til Villaen, sejlede op ad Floden Djesna gennem Urskoven, der strakte sig uigennemtrængelig ind i Landet fra begge Bredder, saa var det mig, som var jeg hensat til Haven Paradou.
Nogle Uger svandt som Timer, og dog var det mig, som levede jeg hver Dag tredive Dages Liv. Ikke at jeg, som den flove Talemaade lyder, »nød« Livet; det Udtryk svarer ikke til nogen Fornemmelse hos mig; men under en saa simpel Handling som en Morgenspadseretur i Parken følte jeg i disse Omgivelser Livet forstærket i mig. Min Helbred var bedre end den i lange Tider havde været; jeg oplevede et pludseligt Foraar paa Landet efter længe at have indaandet Kulde og Slud, og jeg havde efter anstrengende Optræden i By efter By med Arbejdslivets og Selskabslivets Uro, der tog Dag og Nat i Beslag, Fornemmelsen af fuldkommen Ro, af Stilhed og Hvile under Isolerthed fra Omverdenen, paa samme Tid som Roligheden ikke var tom, men bevæget, idet en ualmindelig Kvinde indviede mig i sin Livsførelse og sine Tanker, forklarede mig sit Land og sit Folk, som det opfattedes af hendes aarvaagne Sind.
Fyrstinden[CXXIII] fulgte mig til Smolénsk, som vi i Forening besaa. Da jeg om Aftenen stod paa Perron’en og vilde stige ind i Toget til Varshav, blev efter Ordre fra Jernbanechefen, der plejede at skrive Vers til Fyrstinde Tenicheff[CXXIV], en hel Waggon stillet til min Raadighed, og alle, der var i den, maatte skifte Vogn. Da jeg som god Europæer protesterede paa de andres Vegne, viste det sig, at ikke en eneste af dem havde betalt sin Plads.
I 23 Timer naaede jeg Varshav fra Smolensk. Det var den 1. Juni, men fuldstændig Vinter, raakoldt og blæsende Vejr. Mine nærmeste Venner var ikke i Byen; alligevel havde den for mig sit gamle Trylleri. Store Forandringer var i det ene Aar, siden jeg var der sidst, indtraadt i flere Familier; Ægtefolk, der havde været roligt forbundne, levede nu adskilte; visse Familier var som opløste, idet nogle af de yngre Medlemmer var bosatte i Udlandet, andre allerede var tagne paa Landet. Heller ikke de Enkeltes Stemning mod mig syntes mig ganske uforandret, en Omstændighed, jeg først mange Aar senere fik forklaret, idet et intrigant ungt Fruentimmer, med hvem jeg neppe havde havt to Samtaler, havde opfundet en Løgnehistorie om mig og kolporteret den saa troværdigt, at endog Folk, der kendte mig nøje, ikke vidste, hvad de skulde tro, men holdt sig noget tilbage. Da jeg ikke havde ringeste Anelse om Aarsagen til deres Forbeholdenhed, var det mig umuligt at hæve den. Bagvaskelsen kunde saa meget lettere troes, som den unge Kvinde tilsyneladende intet kunde vinde ved sin monstrøse Løgn. Hendes Holdning forklaredes imidlertid ved hendes heftige Misundelse paa en anden Kvinde, for hvem hun affekterte det inderligste Venskab.
Et nyt Bekendtskab, jeg i de Dage stiftede, var det med Skuespillerinden Helene Marcello[CXXV], en smuk og dygtig Kunstnerinde, i hvis Selskab jeg tilbragte nogle Dage.
Snart blev Luften mildere, og man kunde indtage sin første Frokost i den sachsiske Have under nysudsprungne Træer, hvor et talrigt Selskab, der alle kendte hverandre, samledes og hvor det var en stor Fornøjelse at træffe nogle af Byens smukkeste Damer. I Sommerbelysning tog den blonde polske Kvindetype sig endnu bedre ud end nogen|209|sinde i et sluttet Rum. Der var enkelte unge Damer med Blondiners skæreste Farver paa deres Kinder og guldgult Haar til en herlig Vækst, hvis Navne jeg længst har glemt, men der er blevne i min Erindring som Skønhedsskikkelser i en blomsterduftende Atmosfære, sammensmeltede med Morgenstemningen og Træernes grønlige Reflekser i Sollyset paa deres hvide Kjoler.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
