Det havde nu i vel tre Aar i Danmark været Skik, at saasnart jeg satte Pen til Papiret, fremtraadte der En med Beskyldning for, at mit Arbejde var stjaalet. Da jeg udgav min Afhandling Aladdin, fik denne Beskyldning et humoristisk Anstrøg, idet Hr. P. A. Rosenberg[I] anklagede mig for at have plagieret noget, min Avindsmand, Hr. Rudolf Schmidt[II], skulde have skrevet om samme Genstand. Den ulovlige Til|180|egnelse var saa meget utvivlsommere, som der baade i min Afhandling og hans Produkt fandtes (som det med en kostelig Vending kaldtes) »ordret« samme Ord: døgnlang. – Desuden skulde Grundtanken i det mig Ubekendte, som Hr. Schmidt[III] 1873 havde produceret, være den samme som i min Afhandling. Jeg maatte da offenligt eftervise, at denne Grundtanke fandtes udtrykt dels i mit Essay om H. C. Andersen[IV] fra 1869, dels i Indledningsforelæsningen til Hovedstrømninger fra 1871, som Hr. Schmidt[V] havde kendt, siden han allerede 1872 havde skrevet nogle smaa Taabeligheder og Ondskaber imod den.
I denne Tid som til enhver anden indfandt der sig hos mig det sædvanlige Kontingent af Gale, hvis Magnet jeg nu en Gang er, Opfindere, Opdagere og deslige, med forrykte Ideer og Projekter, miskendte Digtere og Tænkere, der traadte over min Tærskel varierende den ufravigelige Formel: Jeg kommer ikke for min Skyld, men for Deres. Det er ikke heldigt for en Astronom, naar det efter hans Død med Rette maa siges om ham: »Paa hans Tid fremtraadte paa Himlen en Stjerne af første Rang, men han opdagede den ikke.«
Dog fik jeg ogsaa rørende Besøg: En Dag kom til mig en Arbejder fra Tuborg Fabriker, hvis Ben var bleven beskadiget, idet en Tønde var styrtet ned derover, og som derfor nu vilde forsøge at tjene sit Brød ved Journalistik. Manden var et godt og skarpt Hoved, kun endnu yderst barnlig i sin Kritik af sociale og kirkelige Forhold. I Samtalens Løb havde jeg meddelt ham, at Bibelen selv gav En Midler i Hænde til Gendrivelse af Sagnet om David som Goliaths Drabsmand, idet jeg gjorde ham opmærksom paa Stedet (Anden Sam. 21,19), hvor det hedder: »Elchanan, Søn af Jagare-Orgim fra Bethlehem, slog Goliath fra Gath, hvis Spydstang var som en Væverbom.« Slagen af denne nye |181| Visdom ilede han fra mig lige ud til sin Sognepræst og beskyldte denne sagesløse Mand for at fare med bevidst Usandhed, da han var delagtig i Forherligelsen af Kong David for en Bedrift, som kun Smigreri havde tillagt ham.
I de Dage blev jeg af min tyske Forlægger Veit & Comp. foranlediget til at offenliggøre en lang tysk Erklæring mod Piratforlæggeren Barsdorf[VI], der ødelagde mig ved Udgivelsen af mine Bøger uden mit Samtykke. Dette medførte en Mod-Anklage fra hans Side for at jeg til anden Udgave af Den romantiske Skole i Tyskland havde benyttet store Stykker af den ældste tyske Oversættelse, som han havde tilkøbt sig. Rigsretten i Leipzig, for hvilken Sagen appelleredes, gav ham Medhold, den danske Presse tiljublede ham, og jeg saa alt Haab om nogensinde at komme paa grøn Gren ved Hjælp af det Publikum, jeg havde vundet mig i Tyskland, forsvinde.
En sagde til Pusjkin[VII]: Beklag Dem† ikke, Ulykken er en god Skole. – Uden Tvivl, svarte Pusjkin[VIII]; men Lykken er et bedre Universitet.
Det eneste virkelige Hvilepunkt, jeg havde den Sommer, var en Aften tilbragt ene med Julius Lange[IX] i Langelinjes Pavillon. Det var en smuk og stille Aften, da hele Kjøbenhavn var taget i Skoven, og vi havde Stedet næsten for os selv. Det var ni Aar siden, vi saaledes havde tilbragt en Aften ene sammen. Det var en af de lyse Nætter, hvor det røde Skær paa Himlen binder Øjet, mens Stjernerne blinker blegt og Havet slumrer. Vi sad et Par Timer i dæmpet Samliv, næsten uden at samtale, af og til vekslende nogle Ord om Ting, der havde Betydning for os begge.
Begge var vi i vore Tanker langt fra Kjøbenhavn, højt over Kjøbenhavn, skønt vi nu begge var bosatte der.
Jeg sagde til Julius Lange[X]: Forleden Nat havde jeg en Drøm. Kong Valdemar den Første[XI] og hans Mænd stod |182| sammen paa Slotsholmen, som da var øde og tom. Noget borte fra dem stod en Flok Mennesker og stak Hovederne sammen. Hvad foregaar der? spurgte Kongen[XII]. Der sladres, Deres Naade! lød Svaret. Da rettede Absalon sig, pegede derhen med sin udstrakte Haand og sagde: »Dèr skal Havn bygges.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
