Tre Aar forinden havde Hørup[I] en Dag, da han gik med mig ned ad Holmens Kanal og i Anledning af Morgenbladets Overgang paa andre Hænder drømte om Stiftelsen af et nyt Blad, hævdet Tanken derom mod min mistrøstige Afvisning og udraabt: »Der ligger nu den By og venter paa sine Herrer, hvorfor skulde vi ikke tage den?« Nu havde Bladet Politiken naaet 7000 Abonnenter; der tabtes kun 1000 Kroner paa det om Maaneden, og 5. Juni 1886 udkom det for første Gang i 8000 Eksemplarer. Det var for den lille, radikale Gruppe i Danmark en utvetydig Fremgang. Men dette var ogsaa næsten det eneste Varsel om en Bedring af Tilstandene. Ved selve Grundlovsfesten i Kjøbenhavn mønstrede Højre en Styrke af 40,000, de Liberale af 5000, og naar Højesteret – som det trods visse Liberales naive Skriverier var at forudse – dømte, at provisoriske Finanslove var lige saa gyldige som lovligt vedtagne, var det danske Venstres sidste Spil tabt og Alt foreløbigt ude.
Hørups[II] Tale ved Grundlovsfesten underkastede jeg en ikke beundrende Kritik. Han sagde: »Skal dette Land kunne være andet end et Demokrati? Ser det ud som et Junkerland?« Herregud! det var jo indtil videre netop et Junkerland. Hørdums[III] Tale begejstrede mig ikke stærkere. Socialdemokraternes Fører udbrød: »Hvis Arbejderne vilde, saa kunde de vende Bøtten naarsomhelst.« Himlen vidste da, hvad de ventede paa. Dèr gik 50,000 Arbejdere i Procession og lod Hænderne dingle.
Under den stærke politiske Spænding havde jyske Bønder indbudt Studentersamfundet til et politisk Besøg. Jeg blev anmodet om at være blandt dem, der førte Studenterne til Jylland.
Vi gik med Skib til Horsens, og under Rejsens sidste Timer holdt Folketingsmand Frederik Bajer[IV], Fredskongressernes senere Formand, støttet til en Mast, et langt Foredrag for os om hans Valgkreds, hvortil vi rejste, om Forholdene der, om de urimelige Angreb, hvorfor han havde været Genstand, og den Oprejsning, han havde faaet. Lang og ivrig stod han der og talte vidtløftigt uden ret at betænke, hvor upaalidelig Interessen for hans Tilbageblik var hos unge Studenter, der levede i Nuet og Fremtiden.
Vi ankom til Horsens ved Middagstid. Jeg for min Del blev ført til en flink og dygtig Mand, Bogtrykkeren Arnold Jørgensen[V], hos hvem jeg spiste og hvor adskillige af Egnens Mænd kom at gøre mit Bekendtskab. Jeg har mange Aar efter af den senere Conseilpræsident, Hr. J. C. Christensen[VI], erfaret, at han som ung Skolelærer var blandt dem, der saaledes kom at hilse paa mig. Ud paa Eftermiddagen var der et stort Møde i Horsens, hvor jeg ikke var udset til Taler, men hvor der fra alle Sider raabtes, jeg skulde bestige Talerstolen. Jeg sagde da bl. A.: »Der er flere Maader at føre en politisk Kamp paa. En, jeg ikke vilde anbefale, er denne kendte og i Danmark hyppigt anvendte, som bestaar i med truende Miner og knyttede Hænder at rette disse Ord til Modstanderen: Tag dig i Agt! tag dig i Agt! Pak sammen med din Uforskammethed! For viger du ikke nu – saa ... saa ... saa gør jeg det!«
Jeg kan ikke sige, at denne korte Tale vakte Henrykkelse. Man var altfor sikker paa Venstres Udholdenhed. Talen gav i uskyldig Profeti et tro Billede af Fremtiden.
Ud paa Aftenen blev jeg hentet af min brave Gaardmands-Vært Jens Kjær[VII] fra Vrønding, der havde faaet Erik Skram[VIII] og mig til Gæster. Det var en af de bedste og klarest tænkende Mænd, jeg har kendt, en Pryd for danske Bønder.
|179| Han kørte os næste Dag til Hansted Skov, hvor der i en dyb Slugt mellem høje Bakker, paa hvis Grønsvær titusind Mennesker havde lejret sig, var rejst en landlig Talerstol. Jeg var den sidste, som fik Ordet, og holdt under levende Bifald den Tale, som findes i mine Skrifter*
.Da jeg gik ned paa Pladsen, kom Viggo Stuckenberg[IX], som deltog i Turen, mig i Møde, og jeg havde min første lange Samtale med denne fine og dybe unge Digter, der her paa Pladsen mellem de støjende og muntre Mennesker, der snart hengav sig til Festligheder og Dans, fortalte mig sit Ungdomsliv og indviede mig i sine Forhaabninger og Længsler.
Min Tale i Hansted Skov gav ved dens radikale Tilsnit Anledning til Udbrud af Forbitrelse og Spot saavel i Venstre- som i Højreblade. Morgenbladet havde to lange Artikler imod mig, Dagsavisen anfaldt mig, Dagens Nyheder haanede mig under Overskrift Løveridderen. Men den jyske Avis Horsens Folkeblad gjorde sig lystig over alle disse Blade og erklærede, at jeg derovre kunde glæde mig ved almindelig Yndest. Imidlertid vedblev jeg at afgive stadig Næring for den kjøbenhavnske saakaldte Vittighedspresse. Snart figurerede jeg i de Dage i den som Pjerrot, der æder Blaar, snart som Præst ved Dagsavisens Begravelse.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
