Den forfærdelige Tidsspilde, som Plagerierne fra Omverdenen, en Post, der allerede da naaede til en Snes Breve om Dagen, og de talrige Besøg af Kjøbenhavnere og Fremmede foranledigede, bevirkede, at jeg i det Halvaar jævnlig |174| arbejdede paa mine Universitetsforelæsninger til 2 Nat, stod op igen Kl. 4 1/2 og arbejdede til Kl. 7 Morgen, sov to Timer og atter arbejdede hele Dagen paa den Forelæsning, jeg skulde holde om Aftenen Kl. 7. Jeg, hvis Tid andre Mennesker tankeløst har ranet i Timevis og Dagvis, kan med Sandhed sige, at jeg aldrig havde naaet blot det lidet, jeg har opnaaet, uden den dybeste Angest for at spilde et Minut.
Arbejdet med anden Del af den tyske Udgave af Hovedstrømninger tog en umaadelig Tid i Beslag. Min Afhandling om Schack Staffeldt[I] havde jeg betroet til en Oversætterinde; men da jeg fik den tyske Tekst forelagt, viste det sig, at neppe én Sætning stilistisk holdt Stik. Derefter arbejdede jeg paa den ny forøgede Udgave af Moderne Geister til Frankfurt, sendte Tilskueren min Afhandling om Aladdin og skrev en Skildring af Brøchner[II]. Flere Gange i tidligere Aar og i dette havde jeg maattet opgive denne lille Skildring paa Grund af den frygtelige Sindsbevægelse hvori Æmnet satte mig. Jeg kunde ikke taale at læse Brøchners[III] Breve til mig. Først nu fik jeg med Opbydelse af alle mine Kræfter Sindsro til Udarbejdelsen.
Hvad de slaviske Lande angik, fik jeg det Bud fra Varshav, at min lille Bog om den polske Literatur var bleven ubetinget forbudt af Censuren, den samme Censur, der havde ladet den passere to Gange i Forelæsningsform og som Føljeton i Gazeta Polska. Politimesteren havde denne Gang tilføjet, at det kun havde været retfærdigt, om man havde kastet mig nogle Maaneder i Fængsel for den, mens man havde mig. Intet Blad i Varshav turde endog blot meddele dette Forbud. Sagen trak i Langdrag. Saa skiftede Censuren med sædvanlig Planløshed Standpunkt, og Bogen udkom, rigtignok med saadanne Strygninger, at Teksten flere Steder omtrent er meningsløs.
En i Rusland bosat Dansker havde, som ovenfor an|175|tydet, begyndt at oversætte min Bog om Berlin stykkevis. Han opsøgte mig nu i Kjøbenhavn og meddelte mig, at mange Danske havde foreholdt ham, hvor dumt det var at oversætte mig, jeg var umoralsk og mine Bøger sammenstjaalne. Han brød sig dog ikke derom; thi ingen fremmed Forfatter var mere anerkendt i Rusland end jeg; man ventede med Spænding paa Udtalelser af mig om Landets egne Børn. En otte Aar holdt denne min Oversætter sig paa den samme Højde af Hengivenhed. Saa skrev han imod mig i russiske Aviser, og jeg tabte ham af Syne. Men i Sommerens Løb kom forskellige russiske Herrer til Kjøbenhavn, der levende opfordrede mig til at tage til Rusland næste Aar og tale der; den første var den bekendte poetiske Oversætter og Journalist P. Weinberg, den anden den fremragende Advokat Passauvert[IV], min senere Vært i St. Petersborg, vistnok den første, der af Selvsyn gav mig en rigtig og udtømmende Forestilling om det dannede Selskabs Forestillingskres i Rusland, særlig om det, man dengang kaldte Nihilisme, den fuldstændige Mangel paa Respekt for ydre Stats- og Samfundsbaand.
Med Repræsentanter for et tredie slavisk Sprog gjorde jeg i de Dage Bekendtskab, idet Hr. Karel Kucera[V] fra Králove Hradeć i Bøhmen, en czechisk Digter, besøgte mig og meddelte, at han som tre af hans Venner havde lært sig Dansk for min Skyld. Han bragte mig den første Hilsen fra Digteren Vrchlicky[VI], der tilbød at sende mig alle Skrifter af ham, som var oversatte, og som senere blev min Ven. Disse Czecher var venskabeligt forbundne med polske Skribenter, der var mig kære, Adam Asnyk[VII] og Digterinden Marja Konopnicka[VIII].
Først en seks, syv Aar derefter blev jeg i større Stil oversat paa Czechisk af den nu afdøde Agnes Schulz[IX], der |176| havde lært sig Dansk, og med Iver arbejdede paa at overføre større og mindre Arbejder af mig.
Fra Franskmanden Charles Simond[X], der uden at finde Forlægger havde oversat Hovedstrømningernes femte Bind paa Fransk og senere havde udgivet flere mindre Essays af mig, kom hjertelige Breve. Med Paul Bourget[XI] stod jeg da i Brevveksling; Edouard Rod[XII] interesserede sig for mig og sendte mig alle sine Skrifter. Ellers var jeg paa det Tidspunkt i ringe Berøring med Frankrig.
I Tyskland mistede jeg da mine Venner og Beskyttere. Dr. Wilhelm Loewe[XIII] døde, John Simson[XIV] døde.
Wilhelm Scherer[XV] døde tilsyneladende i sin fulde Kraft, kun nogle og fyrretyve Aar gammel. Han sad i sin Stue og skrev, da en paatrængende Student forstyrrede ham, fordi han vilde have en Attest. Scherer[XVI] bad ham først høfligt om at komme igen, saa, da den anden trængte paa, sprang han op, sagde, han øjeblikkelig skulde gaa sin Vej, og faldt død om.
Paa min Horizont dukkede samtidigt en ny tysk Foreteelse frem. I August 1886 noterede jeg: Filosofen Nietzsche[XVII], en betydelig Mand, har sendt mig en ikke umærkelig Bog [vistnok Menschliches, Allzumenschliches].
En sand Glæde var det mig at se en Familie, der havde vundet mit Venskab i Wien, hos mig i Kjøbenhavn; det bødede paa Ærgrelsen over de mange Fremmede, Interviewere fra New York Herald, eller tyske Journalister fra Konstantinopel, som da dagligt tog min Tid, og paa Kuriositeter som Dr. Chaillu[XVIII], der havde bragt den første Gorilla til Europa og havde bevaret et Genskin af Menneskeaben over sin Person.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
