I den senere Tid havde Trængslen paa Universitetet været saa stærk, at Publikum led derunder, selv naar jeg den ene Gang, jeg holdt mit Foredrag, tog Entrée og den anden Gang talte for Alle og Enhver. Jeg mente derfor at handle i Publikums Interesse, naar jeg, der havde Universitetssalene frit, nu ligesom paa Prøve lejede et større Lokale i Byen til de Par første Foredrag, jeg agtede at holde. Medens hine Sale var snevre, var Wittmacks Lokale rummeligt nok, og jeg lod forsøgsvis 600 Adgangskort trykke. Men jeg fik neppe 60 afsatte og end ikke mine Udgifter erstattede. Jeg kom fra Varshav, hvor jeg havde solgt 3,600 Adgangskort i to Timer, og fra Kristiania, hvor der havde været fuldt indtil Trængsel, da jeg talte. Jeg mærkede, jeg var kommen hjem, og til en By, hvor man ikke yndede noget Usædvanligt, og jeg talte fra da af ikke mere paa egen Haand udenfor Universitetet.
Naar jeg efter en kortere eller længere Tids Fraværelse vendte tilbage til Kjøbenhavn, var det for alle, som ventede og lurede paa at bruge mig, Signalet til at kaste sig over mig med deres Anmodninger, Plagerier, Manuskripter osv. I denne spiritistiske Tidsalder er Plageaander de eneste Aander, jeg nogensinde har set.
|172| Allerede da var Manuskriptbombardementet blevet saa stærkt, at det var min daglige Plage. I Almindelighed blev Tilsenderne grove, saasnart jeg enten ikke havde faaet Haandskriftet læst eller havde forlagt det eller ikke fandt det godt. En Dag fik jeg Besøg af en Teolog, der paa indtrængende Spørgsmaal tilstod, at han af Hjertet hadede mig og min Retning, men efter i fire Aar at have skrevet Dramaer, var kommen til det Resultat, at jeg dog var den eneste, hvis Dom han stolede paa.
Skærsommer bragte den sædvanlige Tilstrømning af Fremmede til Kjøbenhavn, som ikke undlod at søge mig. Fra Sverig alene kom det Aar som sædvanligt Fru Edgren[I], der nu for første Gang var hjertelig i sin Tale, ja havde Ømhed i Stemmen. Man sagde, hun for første Gang i sit Liv var bleven grundigt forelsket, og dette maa da have smeltet hendes Hjerte. Hun fortalte f. Eks., at hun i Schweiz havde truffet en ung Russer, der af Begejstring for mine Skrifter havde lært sig Dansk, men af Undseelse og Respekt aldrig havde skrevet mig til. Saadanne Behageligheder plejede hun ikke at sige. Det var nu otte Aar siden jeg første Gang havde gennemlæst et Manuskript for hende, og jeg var bleven ved dermed; men det forekom mig ikke desmindre, som om hun aldrig havde lært det ringeste af mig.
En Dag kom hun med Fru Sonja Kovalevski[II], hvis Bekendtskab jeg paa den Tid gjorde. Den berømte Frue var livlig, kvidrede som en Fugl, snakkede afvekslende i tre Sprog, saa man var tilmode, som bladede man i en Ollendorf. Hun gjorde et Indtryk af ualmindelig Opvakthed, men gav mig ikke Indtrykket af den Genialitet, hun efter deres Vidnesbyrd, der stod hende nær, utvivlsomt sad inde med.
En Uges Tid derefter kom for første Gang en ung Frøken Mathilda Kruse[III] (den senere Fru Malling), der som Forfatterinde af en lille Fortælling Bertha Funcke formelig |173| var bleven boycottet i Sverig, og gjorde mig et Besøg. Hun var fra Skaane, Landbarn og dog tidligt Dame, hos hvem jeg endnu ikke kunde spore den historiske Sans og Interesse, der gjorde hendes senere Bøger værdifulde.
Omtrent samtidigt indfandt sig i Kjøbenharn Fru Victoria Benedictsson[IV], en høj Dame, der langsomt bevægede sig paa Krykker, da hun havde været sengeliggende i Aarevis. Hun var en aarvaagen Aand, der efterhaanden udviklede et alvorligt Fortællertalent. Som Digterinde skortede det hende paa Selvtillid, og hendes Talent var bestandig som bristefærdigt overfor Kritiken, ifald denne tog lidt haardt paa hende. Ret ulig hende var Fru Alfhild Agrell[V], da ikke mindre omtalt end Fru Edgren[VI], en af de mange svenske Damer, Ibsens[VII] Dukkehjem og Kvindebevægelsen havde vakt. Hun havde da endnu ikke fundet sit Felt, ikke udfoldet de Evner, hun senere i komisk Retning lagde for Dagen. Paa den Tid gensaa jeg ogsaa den Frøken Ribbing, jeg netop tyve Aar forinden hos Digteren Frederik Paludan-Müller[VIII] havde beundret som fuldendt Dejlighed. Nu var hun ældet og hendes Skønhed svundet med de halvhundrede Aar. Hun stod i min Fantasi som Venus fra Milo lyslevende, og Indtrykket af det Skønnestes Forgængelighed var afskyeligt.
Senere indfandt en Dag sig to nye svenske Skribenter Axel Lundegård[IX] og Ola Hansson[X], hvem jeg straks indbød til Frokost og senere stadigt modtog, hvad jeg fik Anledning til grundigt at fortryde.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
