Johan Sverdrup[I] var den første, hvem jeg besøgte. Han førte en lang politisk Samtale med mig, hvis Udgangspunkt var hans Tro paa en nær forestaaende Krig mellem Rusland og Tyskland, en Tro som – vel mest paa Grund af de russiske Blades ophidsende Artikler – dengang deltes af de Fleste. Men atter overraskedes jeg af det fantastiske Element i hans Sind. Han vilde vide, man i Berlin tænkte paa at fjerne det danske Dynasti som russisk sindet og at give Kongeriget Polen til Østerrig. Hvorledes det tyske Rige med Posen som prøjsisk Provins kunde attraa et Østerrig, der som slavisk Stat styredes af Polakker, var et Spørgsmaal, der ikke rejste sig for ham.
Straks efter Ankomsten maatte jeg love Formanden for Arbejdersamfundet at tale om Lassalle[II]. For Studenterne skulde jeg tale om Polen, som jeg saa nylig havde besøgt. Begge Foredrag lønnedes med det stærkeste Bifald.
Da jeg havde talt om Polen, gik en bredskuldret polsk Flygtning ved Navn Szazinski[III], der havde kæmpet med i 1863 og siden var bosat i Kristiania, hen imod mig, satte mig paa sin Arm og bar mig rundt under Jubel.
Det viste sig imidlertid, at Æmnet ikke havde været |167| alle tilpas. Ved et Gilde i Studentersamfundet angreb Hans Jæger[IV] mig for at jeg ikke havde talt om ham istedenfor om Polen. Det kunde jo være ganske underholdende at høre om »disse undergaaede Folk«, men hvad man havde ventet af mig, var, at jeg skulde tage Stilling til ham og hans Sag, som den var udviklet i hans Bog Kristiania-Bohêmen. Jeg svarte skemtende: »Jeg vidste ikke af, at De er Verdens Midtpunkt«. Enkelte Andre talte imidlertid i samme Aand. En stor Del af Ungdommen med Mænd som Advokat Ludvig Meyer[V] og Maleren Christian Krohg[VI] i Spidsen var helt optagne af Hans Jægers[VII] Lærdomme, som formelt gik ud paa, at Literaturen skulde indskrænke sig til sandhedskærlig Optegnelse af det virkelig Hændte, særlig det, der ellers ikke betragtedes som omtaleligt, reelt gik ud paa Godkendelsen af en ubetinget erotisk og sensuel Utvungethed som ene lyksaliggørende Menneskeslægten.
Skøndt Hans Jægers[VIII] Bog bl. A. ved Maaden, hvorpaa den drog enkelte Privatmænd som Skavlan[IX] og Bjørnson[X] ind i Fortællingen, stødte an mod god Kunst og god Smag, var Regeringens Holdning overfor den uforsvarlig. Det var helt trist at se Norges første Venstreregering, at se Johan Sverdrup[XI], hvem Jæger[XII] havde forgudet, kræve Forfatteren anklaget for utugtig Skrivemaade og besørge ham sat bag Bolt og Slaa for lange Tider. Det havde været mig umuligt at godkende Jægers[XIII] Lærdomme; men det var mig umuligere at godkende Myndighedernes Holdning overfor ham. Jeg fik da begge Parter imod mig. De unge Hedsporer i hans Følge harmedes over min Kulde, og i de Jæger[XIV] fjendtligt sindede Organer som Kristiania Dagblad blev jeg, paa Grund af min Synsmaades Ulighed med Bjørnsons[XV], under Overskriften Fritænkersk Reaktion angrebet sammen med Jæger[XVI] som reaktionær: Hvad den fritænkerske Reaktion vilde, var »Opløsning af Familielivet«. Pudsigt nok havde denne Ar|168|tikels Forfatter selv opløst en Familie – og gjorde saaledes ikke Brud paa den almindelige Regel, at Brandstifteren raaber Brand!
Da jeg paa hin Tid udgav min gamle Oversættelse af Stuart Mills[XVII] Kvindernes Underkuelse og forsynede den med en ny mod den gængse Opfattelse af Ægteskabet rettet Indledning, polemiserede tidligere Tilhængere imod mig med Alvor og Overlegenhed. Min Trøst var, at hvor i Europa jeg end var kommen hen, tænkte de mest fremragende og oplyste Mænd som jeg om disse Spørgsmaal. Ligefuldt var det naturligvis en Pine at være flere hundrede Aar forud for Mængden, om saa blot paa et eller to Punkter. Anatole France[XVIII] har i vore Dage med Rette i sin Bog Sur la pierre blanche henlagt disse Spørgsmaals Løsning til Fremtiden. Den unge Franskmand, der vaagner efter 367 Aars Søvn, spørger en ung Pige: Kendes Ægteskabet hos Jer? og faar Svaret: »Ja, det skal endnu findes hos enkelte Hottentot-Stammer. Vi andre giver og tager ingen Løfter.«
Der blev foranstaltet en stemningsfuld Fest for mig i Sandviken. Den forherligedes af gode Talere og meget smukke Damer. Særligt hjertelig var en Tale af Advokat Ludvig Meyer[XIX], der uanset sin Stilling som Hans Jægers[XX] nære Ven fremhævede, hvad det gamle Tidsskrift Det nittende Aarhundrede havde betydet for ham i hans første Ungdom.
Efter Sædvane gav dette mit korte Besøg i en udenlandsk By den danske Presse Anledning til saa mange Usandheder at der, ifald jeg var bleven hjemme, normalt udkrævedes en Maaned til deres Tilvejebringelse.
Det meste af hvad Dagbladet og Nationaltidende svælgede i, stammede fra det norske Aftenposten og drejede sig om Ordskiftet ved et Studentersold i Anledning af Hans Jægers[XXI] Bog, der dog fra ingen af Siderne havde nogen |169| fjendtlig Karakter og i ethvert Tilfælde maatte opfattes som ganske privat.
Man havde i Kristiania sagt mig, at Aftenpostens Referent, som ikke selv havde Adgang til Salen, havde anmodet en af de Opvartere, der forsynede Deltagerne i Gildet med Drikkevarer, om af og til at have et vaagent Øje med hvad der foregik og af og til at laane Diskussionen et aabent Øre og saa i sine ledige Øjeblikke meddele Referenten, der ventede i en Restaurant i Nærheden, Resultatet af sine Iagttagelser.
Dette forklarede og undskyldte jo meget, som ellers maatte tilskrives ganske gemen Løgnagtighed.
Skønt Opvarteren rimeligvis anspændte sin Opmærksomhed, havde han undertiden hørt fejl, undertiden misforstaaet; han maatte jo have et aabent Øre for mangt et Vink, der laa udenfor Ordskiftet.
Hertil kom, at Aftenpostens Referent paa Grund af manglende Evne maaske ikke har kunnet hæve sig til Opvarterens Niveau og mere upartiske Standpunkt.
Intet Under altsaa, at Resultatet blev bedrøveligt.
Ikke en Sætning, der var lagt mig i Munden, havde jeg sagt, og neppe en Sætning af dem, der anførtes, var bleven sagt imod mig.
Saaledes lod Aftenposten (og efter den Dagbladet og Nationaltidende) Advokat Ludvig Meyer[XXII] kalde mig lumpen. Hr. Meyer[XXIII] brugte vistnok Ordet lumpen, dog ikke om mig, men om visse Skribenter, der først bekendte sig til radikale Anskuelser, senere faldt fra – hvad dog altid gjorde nogen Forskel. Han nævnede to Navne, som Opvarteren havde overhørt og som jeg ikke skal gentage.
Dernæst lod disse Blade mig sige, at det var ikke altid de bedste Tanker, som ikke kunde forstaas af Idioter. Jeg sagde Millioner. Opvarteren havde hørt fejl.
|170| Den næste Dag ved det sluttede Middagsselskab i Sandviken havde Referenten atter havt en Opvarter til Hjemmelsmand og Resultatet blev ikke smukkere.
Nationaltidende bragte følgende Notits:
Dr. Georg Brandes[XXIV] i Norge. Under vor Landsmands Ophold i Kristiania var der foranstaltet en »Æres-Middag« for ham, og ved denne var det »med megen Takt« – skriver Kristiania Aftenposten – overdraget Sagfører L. Meyer[XXV] at holde Festtalen for Gæsten. (Hr. Meyer[XXVI] havde et Par Aftener forud temmelig utilsløret sigtet Dr. G. Brandes[XXVII] for at være »lumpen«). I bemeldte Tale fik Dr. G. Brandes[XXVIII] bl. a. at høre, »at hans Standpunkt nu forlængst var tilbagelagt«. Dr. Brandes[XXIX] »takkede bevæget for Skaalen, idet han fremholdt, at han af denne havde faaet det Indtryk, at hans Tid snart var forbi.«
Nogen Bevægethed lagde jeg ikke for Dagen. Men hverken havde Hr. Meyer[XXX] sagt noget, der nok saa fjernt lignede det, der var lagt ham i Munden, eller jeg en Stavelse, der havde den ringeste Lighed med det, der her endog som Citat med udhævet Skrift blev tillagt mig.
Indenfor mere humoristiske Grænser bevægede Spasen sig, naar den ubekendte Opvarter eller den anonyme Stymper af en Referent fandt, at hvad jeg i et Foredrag om Polen havde sagt, ikke var andet end »hvad ethvert almindelig dannet Menneske vidste om dette Land«. Hvorfor ikke straks sige enhver almindelig dannet Opvarter? Der var ganske sikkert ikke én Enkelthed i mit Foredrag, som Aviserne nogensinde havde anet det Ringeste om; der blev ikke nævnet et eneste Navn, de før havde hørt. Men de troede, det hørte til almindelig Dannelse at vide alt dette og vilde ingen Blottelse give sig.
I Kraft af en Korrespondance til et andet Blad, der med nogle Udeladelser aftryktes – meddelte det danske |171| Dagblad sine Læsere, at jeg »kun havde gjort tynd Lykke i Kristiania«.
Blandt de udeladte Steder angaaende mit »eneste Foredrag« – som det kaldtes, skønt jeg holdt to – var imidlertid ved et Tilfælde ogsaa denne Sætning: »Forøvrigt modtoges Brandes naturligvis med Entusiasme baade ved sin Indtræden og efter sit blændende Foredrag.«
Som man ser, blev en Del af den dansk-norske Presse sig stadigt lig i sin Holdning overfor mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
