I Kjøbenhavn ventede en stor Masse Arbejd paa mig, Omarbejdelsen af flere Bind Hovedstrømninger paa Tysk, Forberedelse af Forelæsninger, og en Mængde forskelligartede Korrekturer. Jeg havde i det Øjeblik Arbejder under Trykken i Boston, Varshav, St. Petersborg, Leipzig, Frankfurt og Berlin.
Jeg fordybede mig i fransk Literatur, idet jeg agtede at holde Foredrag om den. I Zola’s[I] L’Oeuvre slog mig mest de oftere forekommende Ord les longs découragements de l’artiste, den Modløshed, jeg kendte saa godt. Imidlertid savnede jeg ikke Paaskønnelse udefra. Pol de Mont[II] sendte mig en Digtning, der var tilegnet Georg Brandes[III]. Carl Ewald[IV] tilegnede mig sin ny Roman Lindegrenen og Schandorph[V] sin nye Digtsamling.
Kristiania Studenter havde anmodet mig om at tale for dem i Slutningen af April, og da jeg tog imod Tilbudet, fik jeg fra Norsk Arbejdersamfund en Opfordring af samme Art.
Paa Skibet, som skulde føre mig til Norge, sagde Kaptajnen kort efter Afgangen: Generalstorm! og alle Bølger gik i nogle Timer over det høje Dæk. Det sneede desuden voldsomt. Saa blev Vejret stille.
|165| Vi havde den hele franske Circus Léonard-Houcke[VI] ombord, og jeg talte i længere Tid med de unge Beridersker af Truppen, vakre, velopdragne Piger, hvem jeg hjalp med at gøre sig forstaaelige for Mandskabet.
De to Frøkener Houcke[VII] var meget forskelligartede.
Den ældre var mørk, fyrig, helt igennem Artist; hun vidste neppe, i hvad By hun var kommet til Verden, bekymrede sig ikke derom: »Jeg er født i Circus, trives kun i Circus; Circus er mit Hjem og mit Liv.« Hun var vel tilfreds med at drage fra Land til Land og By til By i evig Uro. Landene var kun skiftende Kulisser omkring det faste Kastel, Circus, der var ens allevegne. Arenaens Dunstkres, Staldenes gode Lugt, Forestillingerne om Aftenen med Piskeknald og Musik, med stærk Belysning og bragende Applaus, det gav hende den eneste Livsfornemmelse, der forekom hende væsenlig og nødvendig.
Den yngre var helt modsat. Spædere af Bygning og noget finere af Udtryk kendte hun intet bedre end at fordybe sig i en Bog. Hun var saa læselysten, at hun kunde overhøre Klokkesignalet, som ringede hende ind i Circus. Og virkelig var hun meget belæst. Det interesserede mig, at hun bl. A. kendte Edmond de Goncourts[VIII] Artist-Roman: Brødrene Zemganno. For hende var heller ikke Arenaens Sand og Muld nogen Hjemstavn; for hende var Lykken at bo paa Landet, eje et Hus og et Stykke Jord, leve ganske idyllisk og stille. Hvorledes det senere er gaaet den ældre, véd jeg ikke; men det er blevet mig sagt, at den yngre opnaaede sit Ønskes Maal, idet hun blev gift med en dansk Landmand paa Lolland eller Falster.
Da vi havde snakket sammen i nogen Tid, sagde den ældre: »Ikke sandt, ogsaa De er Artist? Men hvad Slags? jeg tror: Recitator.« – Vi nærmede os Land, og der var sort af Mennesker paa Bryggen. De unge Piger var op|166|fyldte deraf. Har man indfundet sig i saa stort Antal for at se Circus Léonards Ankomst?
Det var Studenterne med deres Faner under Anførsel af Samfundets Formand, Frits Thaulow[IX], som ventede mig paa Bryggen og som, da Skibet lagde til Land, hilste mig med gentagne Hurraraab. De unge Piger sagde med stille Velopdragenhed, da jeg blottede mit Hoved: »Det er nok Dem og ikke os, hvem man modtager«. – Jeg havde undt dem, at det var dem.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
