Det meste af Januar 1886 gik tabt for mig under stærke Feberanfald med fortsat Søvnløshed. I Maanedens Slutning rejste jeg direkte til Varshav; det vil sige, som det dengang var nødvendigt, over Hamborg til Berlin.
I Hamborg traf jeg paa Gaden Frits Thaulow[I], hvem jeg i længere Tid ikke havde set og som havde gennemlevet alvorlige Skæbner i Mellemtiden. Der var sket et og andet, som havde kunnet skille os ad; men vi spiste Frokost sammen og havde Glæde af hinandens Selskab. I Berlin modtog Konstanty Górski[II] mig paa Banegaarden og førte mig med den Paastand, at hans Fætter Josef Koscielski[III] ellers ikke vilde tilgive ham, med sig til Dressels bekendte Restaurant, hvor et helt polsk Selskab sad tilbords. En dansk Kellner i Etablissementet løb mig i Møde og hilste mig paa Dansk med Udbruddet: »Jeg opvarter desværre ikke ved Deres Bord.« Der blev drukket megen Champagne til min Ære og sagt mig, at »Alt i Varshav stod rede til min Ankomst«. Rygtet havde gaaet, at Politidirektøren vilde negte mig Tilladelse til Foredrag, men det forholdt sig ikke saadan.
Ved Grænsen i Alexandrowo saa det truende ud. Man lod mig vente paa Undersøgelsen af min Bagage; over hundredes |153| Pas blev raabt op før mit, indtil jeg var ene i Rummet. Jeg var allerede vis paa at blive tilbagevist; thi at jeg var den sidste, kunde umuligt være et Tilfælde. Da kom den højeste Embedsmand, saa mig ind i Øjnene, nævnte mit Navn og sagde paa Fransk: »Jeg er Polak. Alle Aviser er fulde af Deres Ankomst til Varshav. Kan jeg være Dem til nogen Nytte? underrette Deres Venner telegrafisk?« – Imidlertid havde nogle underordnede aabnet min Kuffert og vilde udtage Alt; men han sagde paa Russisk: Ingen Undersøgelse!
Mine Værtsfolk modtog mig paa Banegaarden i Varshav. Den gamle Tjener kyssede heftigt mine Hænder og bragte mig Portnøglen paa et Sølvfad, som de erobrede Byers Borgere i gamle Dage bragte Sejerherren den. Der fulgte smukke Dage, snart i Hjemmet med Brzeziński[IV], Benni[V], Gawalewicz[VI], snart hos Leo[VII], Redaktøren af Gazeta Polska, med Sienkiewicz[VIII], snart hos den gode Horowitz[IX], der ikke havde glemt sit Venskab for mig. Jeg lærte ret nøje adskillige Mænd at kende, hvem jeg under mit første Ophold kun flygtigere havde set, Mænd som Sicziski[X], Medlem af Nationalregeringen 1863, gammel Sibiriak, fast af Karakter, dæmpet og fin, Mænd som Boguslawski[XI], der ligeledes havde maattet vandre til Sibirien paa sine Fødder, lænket til en Sidemand, nu en Journalist med Holdning, Værdighed og en noget ældre Tids patetiske Stil; dernæst Szymanowski[XII], den gamle Forfatter og Redaktør, skabt til stille Borger i en rolig Stat, hvem Kosakkerne en Nat havde bortført fra hans Familie til en Landsby i Urál, hvorfra han et halvt Aar efter vendte tilbage uden at vide, hvorfor han var bleven straffet; den muntre, joviale Komedieforfatter Lubowski[XIII], der under alle Skæbner bevarede sit Humør; Janiowski[XIV], Rogoszinskis[XV] Ledsager paa hans Op|154|dagelsesrejser i Afrika, en tiltalende, alvorlig Mand. Straks de første Dage modtog jeg Indbydelser fra smukke Damer som den statelige og fine Fru Kretkowska, der havde tilbragt Aar i Sibirien, store Damer som Grevinde Walewska[XVI], kloge Mænd som Polens første Læge Baranowski[XVII], højkonservative Aristokrater som Louis Górski[XVIII], der ikke misbilligede mit nære Venskab med hans Brodersøn.
Jeg lærte lærde Mænd som Historikeren Jarochowski[XIX], Arkivaren Pawinski[XX] at kende, ja saa at sige den hele literære og kunstneriske Verden i Varshav. Ret nær kom jeg Swietochowski[XXI], der uegennyttigt støttede mig med sin aandrige Pen. Sienkiewicz[XXII] viste mig megen Opmærksomhed og sendte mig sine fine Fortællinger, hvoriblandt de ganske smaa som Englen eller Fyrvogteren tiltalte mig mest. Med Digteren Boleslaw Prus[XXIII], der oprindeligt var Haandværker, men havde arbejdet sig frem til høj Kultur, havde jeg lange Samtaler bl. a. om abstrakt æstetiske Spørgsmaal som om det gyldne Snits Skønhedsværdi, hvorpaa han selvstændigt var faldet uden at kende Zeisings[XXIV] Forskninger derom. Virkeligt Venskab følte jeg for Kunstkritikeren Antoni Sygietinski[XXV], der dengang stod ene med moderne Syn paa bildende Kunst i Omgivelser, som endnu dyrkede en gammeldags, literært idealistisk Opfattelse af Malerkunsten og lagde ringest Vægt paa det Maleriske i den.
Stor Opmærksomhed vistes mig af Polens rigeste Mand, Stanislaw Kronenberg[XXVI], der var gaaet med som frivillig i den fransk-tyske Krig og paa Valpladsen forfremmet til fransk Officer, en overordenlig smuk og gennemdannet Mand, der havde ægtet en Russerinde. Blot et Aar derefter ramtes han af et Slagtilfælde, der berøvede ham Forstanden.
Udbytte havde jeg af det ret nære Bekendtskab med Præsten Chelmicki[XXVII], nær Ven af Sienkiewicz[XXVIII], en af de faa katolske Gejstlige, hvem det stod frit for at bevæge sig i |155| Selskabslivet i alle Krese, gaa i Teatret og overhovedet vise sig paa Steder, som Præster ellers holdt sig tilbage fra. Han kørte halve Dage rundt med mig, da det gjaldt om at rydde de Hindringer af Vejen, som optaarnede sig for Afholdelsen af mine Foredrag.
Ogsaa ganske unge Mænd omgikkes jeg, som en Student Demby[XXIX], der havde kastet sin hele Hengivenhed paa mig (og formodenlig glemte mig Aaret efter); han samlede paa Portræter og Tanker af mig, skønt jeg gjorde mig lystig nok over ham derfor; dernæst den unge Mosczinski[XXX], medicinsk Student og Socialist, en af de Ynglinge, for hvis Fremtid man maatte frygte, da han var alvorlig, arbejdsom og troende paa sine Ideer; endelig var der først og sidst min Yndling, Konstanty Górski[XXXI].
Jeg gjorde den selvstændige, entusiastiske Digterinde, Marja Konopnicka[XXXII], et langt Besøg, hvorunder hun læste for mig sine Digte Credo og En fri Arbejder. Jeg saa hos den udmærkede Maler Falad[XXXIII] de værdifulde Malerier, hvorpaa han arbejdede i sit Atelier, og hos den lille Maler Koloszinski[XXXIV] hans historiske Samling af Malerier, Grev Mnizech og hans Hustru, August den Stærke[XXXV] og Fru Orszelska[XXXVI], tilligemed hans dejlige Samling af Guld- og Sølvmors-Silkeskærf, over hvilke jeg drømte mig tilbage til de Tider, da de bares til broderede Dragter.
Ikke faa var de Kvinder, som gjorde Indtryk paa mig ved Originalitet eller Skønhed. Der var den smukke, livfulde Fru Adelstein[XXXVII], Bennis[XXXVIII] Søster, med snehvidt Haar til friske Kinder, der roligt bar sit Ægteskabs Ulykke, Mandens Blindhed. Hun havde to kønne unge Døtre, Lili og Hella, og førte et meget besøgt Hus, som jeg paa Grund af de i |156| Reglen evnerige og let melankolske Mænd, der Aften efter Aften fra deres eget Hjem søgte derhen, spøgende plejede at kalde la crèche des maris malheureux. – Der var den kvindelige Læge Fru Dobrska, som var gift med en Læge. Hun var inde i sin Videnskab som en Mand, var desuden følelsesfuld, vittig, skemtsom, undertiden trods Iagtagelsen af al Værdighed overgiven som en sorgløs, ung Kvinde. Hvor kunde hun gække En, naar hun traf En paa Maskebal!
Der var den for Polens Fortid begejstrede Frøken Koscialkowska[XXXIX] fra Wilna, der førte mig rundt i Samlinger, Biblioteker og Kirker. Med stille Andagt gjorde hun mig i den Zamoyskiske[XL] Bogsamling opmærksom paa en lille Bog, en af hendes og Polens Helte tidt havde havt i sin Haand. Der var noget i hendes Væsen, hvorom jeg senere blev erindret ved Ellen Key[XLI].
Der var Skønheder som den indtagende Fru Godlewska[XLII], den majestætiske Dejlighed Grevinde Ostracka[XLIII], og højfornemme Kvinder som Grevinde Krasinska[XLIV], født Potocka, Enke efter Digteren Sigismund Krasinskis[XLV] Søn. Hun kaldtes Polens første Dame og var æret som en Helgeninde, fordi hun som Enke havde trukket sig tilbage til sit Gods i Tatrabjergene og tilsyneladende helt gik op i Godgørenhed og Moderkærlighed, idet hun selv ledede Opdragelsen af sin lille Søn. Hun mistede Helgenglansen, da hun til almindelig, men ikke retfærdiggjort, Forbauselse forlovede og giftede sig paany. Jeg saa hende en Dag med sjælden Anstand opføre Mazurkaen paa et Raadhusbal.
Der var videre hendes Navne og Nièce Grevinde Martha Krasinska[XLVI], født Puslowska, hvis Mand var dannet og elegant; hun var Kusine til Konstanty Górski[XLVII], havde et Udtryk af sjælfuld Godhed og Blidhed, et indsmigrende, elskværdigt Væsen, var entusiastisk for Literatur, led vel Paul Bourgets[XLVIII] første Romaner med deres Blanding af Kvindedyrkelse og |157| Erotik. Hun indbød mig til at tilbringe Sommeren paa Landet i hendes Hjem.
Der var Grevinde Lubinska[XLIX] fra Litauen, en Dame, der havde lidt et uhyre Pengetab, vel af en Million Rubler, uden at bevæges ved Tabet, og som nu fandt sig veltilpas i smaa Forhold. – Der var en ung Frøken Sianozcęska[L] (Sjanochentska), halvt neapolitansk, halvt arabisk af Aasyn, og dog sarmatisk i sit Væsens Stil, i sin slaviske Ynde, med en vild besnærende Fortryllelse til to spillende, leende, brune Barneøjne.
Der var den mærkelige Fru Malkowska[LI], Datter af General Arnaud[LII] og en Russerinde, men polsk af Hjertelag som af Sprog, en Dame med afvekslende Skæbner bag sig, der havde været rig og fattig og rig og i sit fattige Livsafsnit havde oprettet et Modemagasin. Hun var det modsatte af en Kvindesagsdame, men sprudlende af Iagttagelsesevne og Aand. Hun nærede Lede ved sit eget Køn: »Manden er tidt raa og dum, Gud véd det. Men Kvinden er næsten altid petite et mesquine. Ingen, der ikke har havt et Modemagasin, kan tale med om, hvad Kvinden er.«
Der var Madame Czaruska[LIII], helt Verdensdame, køn, lunefuld, hvis Velvilje jeg mistede, da Kraj i Oversættelse bragte en Artikel af mig, hvori jeg om hendes Fader, Teaterpræsidenten Godecki[LIV], havde brugt Ordene ikke elsket. (Han havde hos Russerne gjort Afbøn for sin Søns Heltemod og derved forskertset sin Agtelse i de Indfødtes Krese.)
Det var nødvendigt at nævne nogle Enkeltheder for ikke at svæve i det Almindelige. Men disse Enkeltheder giver ingen Forestilling om hvad mit andet, næsten fjerdingaarlange Ophold i Varshav kom til at betyde for mig. Det |158| gav mig efter det sidste afskyelige Aar i Kjøbenhavn min Frejdighed tilbage, ikke just min Selvtillid, thi den var ikke bleven svækket, men den dybe Følelse af, at aldeles Ingenting afhang af min Stilling i Hjemmet, hvor uanselig den end var og blev.
Jeg yndede ikke dengang store Ord og ynder dem lige saa lidet nu. Men jeg havde her i Varshav ikke blot genfundet mit gamle Held, idet disse Foredrag, jeg med Uro og den omhyggeligste Agtpaagivenhed udarbejdede, lykkedes for mig. Jeg havde desuden den sikre Følelse af, at jeg for nogle Uger havde sat en hel Nation i Bevægelse, ikke blot havde vundet dens Yndest, men bragt den en Impuls. De Timer, da hine Foredrag blev indstuderede, er forblevne i min Erindring som nogle af de smukkeste, jeg har levet, intime som de var.
Uden en enkelt Families Hengivenhed havde jeg aldrig kunnet tilfredsstille alle de Krav, jeg stillede til mig selv i sproglig Henseende og i Henseende til Diktionens Sikkerhed. Endnu mindre havde jeg kunnet faa mine Foredrag oversatte paa Russisk til Apuchtins[LV] Censur i den korte Tid, der var mig levnet dertil. Frøken Jozefa Szebcko[LVI], som jeg under mit første Ophold i Alt havde set nogle Gange i Selskab, havde med slaviske Damers Sprogtalent lært sig Dansk til Fuldkommenhed i det Aar, som var gaaet hen. Hun, der kunde Fransk langt bedre end jeg, var mig behjælpelig med Oversættelse til Fransk af hvert Blad, jeg skrev, alt som det kom fra min Pen. Hendes unge, 28aarige Moster, Sophie Rutkiewicz[LVII], et Vidunder af Godhed og Begejstring, oversatte samtidigt Blad for Blad paa Russisk, saa neppe havde jeg fuldendt mine Foredrag paa Dansk, før de forelaa udarbejdede i tre Sprog.
Af de to Søstre Szebeko[LVIII] døde den da nittenaarige Lola[LIX], en Gazelle af Ynde, med den ganske unge Piges Slagfærdig|159|hed og Kækhed i sit Væsen, blot et Par Aar derefter. Den ældste gjorde, som ovenfor berørt, 25aarig, som hun dengang var, ikke blot paa mig, men paa alle, som kendte hende, Indtryk af overordenlig Karakter. Maleren Horowitz[LX] sagde en Dag: »Ifald jeg skulde male en Heltinde, vilde jeg aldrig udbede mig anden Model end Frøken Jozefa[LXI].« Og da man forelagde den unge Mosczinski[LXII] et Album, hvori han blandt andre Spørgsmaal skulde besvare dette: Hvilke Egenskaber forlanger De af en Heroine? skrev han: Jeg vilde aldrig kræve andre end dem, min Kusine Jozefa[LXIII] har.
Det var nødvendigt for mig at faa en Mængde Enkeltheder af polske Digtninge, som ikke eksisterede i noget mig tilgængeligt Sprog, oversatte fra Bladet paa Fransk, sammenligne dem med andre og overveje dem kritisk, og det var mig ikke mindre nødvendigt at lære den korrekte Udtale af talrige, for en nordisk Tunge vanskelige, polske Navne. Desuden vilde jeg gennemgaa og indøve mine Foredrag paa Fransk, saaledes, at jeg forud var klar over enhver Betoning, enhver Pause, ethvert Forte og Piano. Ikke at jeg altid kom til at sige det, som det var indøvet; men jeg vilde ikke lade noget staa ugennemarbejdet. Aften efter Aften sad jeg da med Søstrene[LXIV] og deres unge Moster[LXV], der var utrættelige i deres Taalmodighed, i deres Hjem i Pròzna-Gaden, næsten uafbrudt arbejdende med Oversættelser fra Polsk og Gennemgaaen af Fransk. Vi havde intet andet at spise end tørt Hvedebrød, drak dertil The og en Smule Vin; men de unge Damer holdt ud med mig, i Regelen til Kl. 1 eller 2, undertiden til Kl. 3 om Natten uden at Nogen af os følte sig slap. Det var en Arbejdsidyl, som jeg ikke har oplevet den før eller siden. De unge Piger var ikke mindre ivrige end jeg selv for at disse Foredrag skulde blive en Succès og helst mer end en Succès, og naar Vanskelighederne overvandtes |160| og Arbejdet skred frem, bredte ligesom en blid Ekstase sig i det lille Rum, og jeg for min Del følte, alt som Nerverne ud paa Natten overspændtes, under den lette Anstrengelse Glimt af en mig ganske ny Art aandig Lykke.
De Gange jeg i Slutningen af Marts 1886 talte i Raadhussalen i Varshav, staar endnu for mig som nogle af mit Livs store Øjeblikke, i hvor mangfoldige Sale rundt om i Europa jeg end siden da har talt. Det at Æmnet var polsk, gjorde Udslaget.
Straks jeg talte første Gang, var Salen overfuld af langt flere end de 1200, der sad. Alt var der: Literatur, Teater, Kunst, Aristokratiet, Ungdommen. I de første Rækker, hvor de fornemste Mænd og Kvinder havde faaet Plads, havde Øjet saare meget smukt at hvile paa. Paa min højre Side havde jeg Teatrets dygtige Kunstnere og smukke Skuespillerinder, paa min venstre Side de Mænd og Kvinder, jeg personligt havde indbudt.
Man hilste mig med stærk Applaus. Da jeg havde talt fem Minutter, afbrødes jeg af en saadan Bifaldsstorm, at jeg maatte standse. Det var efter Sammenligningen af Polens Literatur med det bekendte Billede af Gabriel Max[LXVI], Veronikadugen med de tilsyneladende først lukkede, saa aabne Øjne. Man kaldte mig efter min Bortgang stadigt ind i Salen paany. De fornemme Damer stod med deres Stole i Haanden og slog dem i deres Iver mod Gulvet for at demonstrere. Jeg hørte Raab som: »Il faudrait lui élever des statues« og andre lignende Tilraab. Det katolske Partis Chefer, Fyrst Lubomirski[LXVII] og Grev Przedczecki[LXVIII], kom at lykønske og indbyde mig.
|161|Da jeg Dagen efter gik ind i en privat Malerisamling og havde været der noget, kom Damen, som ejede Lokalet, ilende imod mig, gav mig Pengene tilbage og sagde: »Jeg erfarer i dette Øjeblik, at De er i Galleriet. Det er en saa stor Glæde for mig, at jeg umuligt kan tage Penge derfor.« – Og hun bad mig medtage nogle Fotografier af Kunstværkerne som Erindring.
Da jeg sluttede, var Byens Velvilje paa Kogepunktet. Jeg kunde flere Gange neppe komme til Orde for Bifaldets Vedvaren, og hvert Øjeblik brød det løs, dog ingenlunde spontant, men altid paa Steder, hvor det ikke stillede mig blot. Det var mig, som havde jeg Salen i min Haand.
Fremkaldelser og Kranse opnaar enhver Skuespiller og Sanger, der har Held med sig. Saa uforstandig var jeg ikke, at jeg lagde Vægt derpaa. Men det, som rørte mig, var, at man betragtede mine Foredrag som en politisk Begivenhed, som Europas Protest mod det, der skete i Polen da. Jeg var »Polens Ven, som havde bragt det Trøst i Modgang«, den Mand, hvem Landet var taknemmeligt. Man tænkte sig endog i sin Naivetet, at naar Russerne havde tilladt mig at tale, mens de ellers – tidt i sidste Øjeblik, efter at Censuren havde godkendt og tilladt – forbød andre Foredrag (som lige da Jarochowskis[LXIX]), saa beroede det paa, at Russerne var imponerede af mit Navn. Det var de selvfølgelig saare langt fra at være; men de vilde overfor en Fremmed vise sig som en civiliseret Regering; de yndede ikke, det skulde demonstreres for Europa, hvor haardhændede og despotiske de var. Hvad jeg i hine Timer i Varshavs Raadhussal ydede, blev tifold givet mig tilbage i den elektriske Strøm, som først fra Salen, senere fra den polske Presse slog mig imøde og betog mig.
Foredragene blev iøvrigt meget omtalte ogsaa i de russiske Aviser. Langt fra at misstemme frisindede Elementer i Rusland imod mig bevirkede de, at jeg i selve Varshav modtog gentagne Opfordringer til at komme til Petersborg og tale der. I ét Brev, jeg modtog fra en meget begavet Mand, hed det: »On vous aime assez içi pour vous rendre le séjour agréable même après Varsovie.« I et andet: »Pétersbourg vous dit comme Mlle Lespinasse à son amant: je vous aime; je souffre sans vous; je vous attend.«
Opfordringerne kunde ikke være hjerteligere. Men det forekom mig, som tilføjede jeg Polakkerne en Tort, ifald jeg nu fra Varshav tog til Petersborg. Jeg svarte da med Afslag, men lovede mig selv og mine Indbydere, at jeg vilde tage til Rusland det følgende Aar, og da direkte fra Kjøbenhavn.
Jeg véd det saare vel: Hine Indtryk er længst fortrængte af andre stærkere; de Mennesker, der modtog dem, er ældede eller døde. Hin flygtige Begejstring er for længst saa glemt som havde den aldrig flammet op. Min Optræden i Varshav var en Foreteelse uden større Betydning som uden Følger. Er jeg end sikker paa at have saaet nogle Sædekorn, der sidenhen har spiret, alt i alt var jeg jo ikke andet end et forbifarende Fænomen.
Men har mit Ophold i Varshav end ikke kunnet betyde noget større for Polen, det har betydet meget for mig selv. Det gav mig mine Kræfter tilbage, forvissede mig om dem, satte mit Væsen i Svingning paany.
Man tro blot ikke, at mit Udbytte indskrænkede sig til en Hoben Salon-Erfaringer og nogle Forfængeligheds-Triumfer.
Ved min Mangel paa Kendskab til Sproget var jeg naturligvis forhindret fra at studere Folk og Land i brede Træk. Men jeg havde gennem den polske Literatur modtaget et |163| dybt Indtryk af Folkeaanden, og det var selve denne Folkeaand, jeg sporede som et brusende Vejr Ansigt til Ansigt med den i russisk Polens Hovedstad.
Jeg var dykket ned i en mig ny Verden, hvor meget Gammelkendt, som den romerske Katolicisme, viste sig for mig i et nyt Lys. Her saa jeg jo en katolsk Gejstlighed i Krig paa Liv og Død med Magthaverne, jeg, der, som født i et luthersk Land, ikke havde kendt anden Gejstlighed tilbunds end en, der forholdt sig servil overfor enhver Konge og enhver Regering. I denne nye Verden var endelig Et mig afgørende nyt, den slaviske Folkeaand i dens Ejendommelighed som polsk. Havde jeg først lært Norden at kende, saa den romanske Aand, derefter den germanske, nu aabnede det sidste europæiske Mysterium, den slaviske Sjæl, mig sine Dybder.
Og denne Verden var et Amerika for mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
