Da jeg heftigt længtes bort, var det mig vel tilpas, at man fra Varshav længe ivrigt havde opfordret mig til at vende tilbage og tale der, helst om Polens egen Literatur, som jeg efter Evne gennem Oversættelser havde sat mig ind i. Allerede i Decembers Begyndelse havde man fra Varshav telegrafisk anmodet mig om at afstaa en Del af min Indtægt til offenlige Foretagender, hvad jeg straks havde lovet. Saasnart man vidste, jeg havde besluttet at rejse, modtog jeg flere andre Anmodninger, som jeg gik ind paa, en om at give en Part af Indtægten til La Société générale des crèches, en om at give en anden Part til L’Oeuvre de secours des institutrices.
Man bad mig, før min Afrejse skrive en Nytaarsartikel til Politiken. Den blev temmelig lang. Jeg anfører nogle Linjer af den :
Nytaar, Nytaarsdrømme!
A deo rex!
Det er udlagt: Kongen[I] er af Gud, og har, ved Gud! Retten til frit at vælge sine Ministre.
A rege lex!
Det er udlagt: Loven er ærlig, men Holden besværlig.
Populus grex!
Det er udlagt: Folket, en Flok Faar, der har Ret og fuld Frihed til at klippes.
. . . . . . .
Ja, den staar, den stakkels gamle Verden, og hvert Nytaar lægger et Aar til dens Alder. Men til alt Held er det saa viseligt indrettet, at den med Aarene stedse bliver yngre. Ethvert Nytaar forynger den. Og det er Nytaarshaabet. At vente saa lidt godt som muligt, sikkert kun at regne paa ondt af al Slags, det er rigtigt, det kan aldrig skade; saa skuffes man mindst. Men Et skuffer ikke: egen Vilje, den ubrydelige, ja ubøjelige, aldrig at give tabt, altid at være hundrede Gange større end sin Skæbne.
Ønsket om at en saadan Vilje maa vokse, det er Nytaarsønsket til det danske Folk.
|151| For mig selv skrev jeg Nytaarsdag: »Hvor er den tom, den Snak om Fremskridtet, hvor er Menneskeheden enfoldig og raa! Jeg vender i mit Sind stedse inderligere tilbage til min hero-worship, Dyrkelsen af de faa, som frembringer og forstaar. Saadan følte jeg nøjagtigt den Dag, jeg fyldte sytten Aar. Jeg husker det tydeligt, jeg gik i Snevejr og sagde til mig selv: Sneen ligger i mit Haar, men mægter ikke at hvidne det; der er langt igen. – Nu begynder mit Haar at hvidne, og jeg føler ligedan. Dengang havde jeg større Hang til at lyde og tjene et Geni end til selv at raade. Det sidste kom med Modenheden. Der gives kun ét afgørende paa Jorden: Vilje, ledet af Intelligens.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
