Det Efteraar var et af de ulykkeligste Afsnit i mit Liv. Det Had, der efterhaanden havde samlet sig i enkelte kjøbenhavnske Kredse mod mig personligt, gav sig pinlige Udslag, og dertil kom, at de offenlige Tilstande var nedslaaende. Jeg havde et frygteligt Indtryk af hvad man med et forskønnende Udtryk kaldte »dansk Politik« og af den svage, uudviklede Befolknings Mangel paa Modstandskraft overfor Statskupet. Borgerstanden var mest slap og raa, Mændene i den herskende Kaste frække. Regeringen blev siden Januar ført paa Grundlag af en kongelig Ordinans endog uden Skinnet af Lovlighed.
|149| Det afstedkom ikke ringeste Bevægelse i Landet, da Folketingets Formand under et Paaskud blev idømt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Hørups[I] Fængsling troedes nærforestaaende; men han blev frifundet (for dog senere at fængsles). Politikens anden Udgiver, Herman Bing[II], sad i Fængsel. Bladet vandt ingen Abonnenter ved Aarsskiftet og gik med et maanedligt Tab af 2500 Kroner; det viste sig tilmed under Bings[III] Fraværelse, at Administrationen havde været uforsvarligt skødesløs og voldt svære Tab. Ernst Brandes[IV], der overtog den, ønskede at faa Bing[V] fjernet, men Hørup[VI] vilde øjensynligt ikke bestyre Bladet sammen med to Brødre, da han maatte frygte under enhver Uenighed at være i født Mindretal. Saaledes saa det sort ud for det Organ, af hvilket det kjøbenhavnske Frisind havde ventet sig saa meget.
Hvorhen jeg end paa hjemlig Grund lod Blikket falde, ingensteds saa jeg noget, der lovede godt.
Under disse Omstændigheder rørtes jeg af en Artikel i Politikens Julenummer af Erik Skram[VII], kaldet En Drøm, ved hvilken han efter eget Sigende havde tænkt paa mig: Han drømte, at han selvanden var paa en Rejse hjemad. Men de kunde ikke finde Danmark. Rejsen gik gennem Europa; dog Danmark var der ikke, og den Rædsel groede op i dem, at mens de var borte, var Danmark forsvunden af Jordens Overflade. Saa kom de til en aaben Brandtomt, et Ødelæggelsens Værk med en stram og sveden Lugt. Det er Danmark, sagde han og saa fortvivlet paa hende. – Midt i Rummet stod en Sarkofag; Laaget var halvt revet af, og Marmoret bar mangfoldige Mærker af Ild. Han steg op og saa ned i Sarkofagen. Der laa halv forkullet og sort, men endnu kendeligt, Liget af den Mand, hvis Aand han havde sat mest Pris paa af alle samtidiges i Danmark. Han vilde skrige, og vaagnede.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
