I September Maaned var Grev og Grevinde Snoilsky[I] komne til Kjøbenhavn paa Gennemrejse til Stockholm, hvortil de efter lang Tids Ophold i Udlandet vilde vende tilbage. |147| Det var ni Aar siden, jeg havde set Snoilsky[II], og det glædede mig at gense hans smukke Skikkelse. Hans livfulde og naturlige Hustru[III] saa jeg for første Gang. En Dag, da de havde spist hos os, kom Professor Retzius[IV] og Frue fra Stockholm til, og disse betydelige Mennesker blev vel modtagne. Højst overraskende kom det mig derfor, da baade Professoren[V] og Fruen ikke længe efter i Kraft af et politisk Omslag afbrød enhver Forbindelse med mig, ja optraadte som mine udtrykkelige Modstandere. – Snoilsky[VI] havde paa det Tidspunkt sin Ungdoms Zigøjnerstemninger bag sig, havde som varmtfølende svensk Patriot forherliget svenske Konge- og Krigs-Minder, og levede og aandede nu i de Stemninger, der gav sig Luft i Digte, som udtalte Medfølelse med den menige Mand, Den tjänande brodern og andre. Det var derfor ret naturligt, at han paa dette sit Udviklingstrin betegnede det populære Foredrag, jeg da nylig havde holdt i Arbejdernes Læseselskab om Holberg[VII], som det efter hans Mening Bedste, jeg nogensinde havde gjort.
Af andre Svenske fik jeg i de Dage Besøg af Fru Edgren[VIII], som paa den Tid var mere knyttet til Danmark end nogensinde, og kort derefter af hendes smukke Veninde Fru von Vollmar[IX] og dennes Mand[X], den socialdemokratiske Fører. Fru v. Vollmar[XI] havde jeg jo kendt fra hun var ung Pige. Hun og hendes Mand forblev trofast forbundne med mig, hvor sjældent vi end saas. Desuden traf jeg i de Dage for første Gang den radikale Sociolog, Knut Wicksell[XII], der delte mine Anskuelser i den da indledede Sædelighedsfejde.
Af Norske lærte jeg Arne Garborg[XIII] personligt at kende. Min Artikel om ham havde jo givet Anledning til Fejden, og paa dette Tidspunkt stemte vore Grundanskuelser vistnok næsten fuldt overens. Jeg nærede oprigtig Beundring for hans Oprindelighed og hans Vid, og kan kun beklage, at hans Udvikling senere har ført ham ad Veje, jeg ikke kunde |148| følge. Han havde i Kjøbenhavn en Støtte i Amalie Skram[XIV] og var som hjemme i det Skramske Hus.
Den unge Skuespillerinde Ida Aalberg[XV] kom fra Finland og banede sig med sin vindende Personlighed Vej til de kjøbenhavnske Scener. Vi blev hurtigt bekendte. Straks efter sin Ankomst tilbragte hun en Aften i mit Hus med den svenske Sanger Algot Lange[XVI], Bissens[XVII], Walter Runebergs[XVIII] og Alexander Kielland[XIX], paa hvilken sidste hun gjorde et stærkt Indtryk. Da Talen en Dag kom paa Begrebet Lykke, sagde hun: »Jeg vil slet ikke være lykkelig, slet ikke leve idyllisk, er tilfreds med at spore Lykken af og til. Jeg vil lide Alt hvad jeg behøver at lide for at blive Kunstnerinde.« Hun var da det finske Teaters første Kraft, men var i stadig Fremgang. Jeg indstuderede med hende den unge Frues Rolle i Girardins[XX] Le supplice d’une femme, som det følgende Aar Titelrollen i Odette. Senere bragte jeg hende i Forbindelse med min Ven Josef Kainz[XXI], og hun spillede med ham paa tyske Scener. Marie Seebach[XXII] havde tidligt lært hende Beherskelse af det tyske Sprog.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
