Dette var et Foraar, hvor mit Nervesystem af forskellige Aarsager var i en elendig Tilstand, saa oprevet, at en Kur var nødvendig. Lægen foreskrev mig et Ophold i St. Moritz i Schweiz. Før min Afrejse gjorde jeg hele det tyske Manuskript til min Bog om Holberg[I] færdigt til Trykken og afleverede det til Forlæggeren.
I Berlin, hvor jeg forblev nogle Dage, havde man i den hygiejniske Udstillings Park ladet omplante en japansk Landsby med alle Arter af Arbejdere, der paa den Indtrædende virkede, som vandrede han om i et østasiatisk Pompeji. Meningen var at give de europæiske Haandværkere og Industridrivende en Lejlighed til at komme under Vejr med de japanske Frembringelsers Hemmeligheder. Ophavsmanden til denne Tanke var en engelsk Doktor Tanneker[II], der havde ægtet en Japaneserinde. Hans Plan var den at sende en Skibsladning af udsøgte Arbejdere i alle Fag til Europa, lutter Folk, hvis Arbejde var mønstergyldigt. Saasnart imidlertid den japanske Regering fik Planen at vide, nedlagde den, af Frygt for at Landets Afsætning i Kraft af den tilsigtede Udstilling vilde tage af, et meget bestemt Forbud mod dens Udførelse og lod de udmærkede Arbejdere, hvis Afrejse |129| var paatænkt, stille under omhyggelig Bevogtning. Man nødtes da til at lade sig nøje med Overførelsen til Europa af en Koloni ganske simple Haandværkere, og selv disse kunde man kun forsende ved at lade dem enkeltvis indskibe sig til Hongkong under Skin af at ville tage Tjeneste dèr.
Det var dem, man her havde stillet til Skue. Man havde det frieste Indblik i de aabne Boders Husrum, og selv om deres Beboere ikke altid var synderlig flittige – hvad ikke kunde undre, siden de kun arbejdede for at vise sig – var det dog mærkværdigt, hvor ligegyldige de var for de betragtende Blikke. Der kunde gaa et Kvarterstid uden at en af disse Mænd eller Kvinder saa i Vejret, selv om de mærkede tyve Par Øjne ufravendt rettede paa sig. Man havde idetmindste Illusionen af, at de var helt fordybede i det, de havde for, i deres Virksomhed eller deres Drømmerier.
Finere Arbejder udførte de ikke. Mændene skar Bambusrør til, saa de kunde tjene til Beholdere for smaa Buketter eller de udsmykkede med Vandfarver Brevpapir, stadigt efter samme Mønster, eller de fabrikerede Dukker. Kvinderne forestod mest de færdige Udsalg, eller de sad paa Hug og spillede paa et mandolin-agtigt Instrument, der kun gav faa Toner, og hvis Musik ikke var et Haar bedre end Negermusik. Saa fuldkomne Japanerne var i den bildende Kunst, saa langt stod de øjensynlig tilbage i Musiken. Mændene havde uden Undtagelse vulgære, mest koparrede Ansigter, der dog aldrig havde noget dumt Udtryk, snarere et polisk; en og anden Gang saa man dem slaa et smørret Grin op, naar en Europæerinde, hvis Skønhed var af særlig udæskende Art, betragtede dem, som var de ikke Mænd, men Seværdigheder; de gjorde med stor Sikkerhed Forskel paa de Damer, man burde vise Respekt, og de andre. Af deres egne Kvinder var kun en eneste efter europæiske Begreber smuk, men det viste sig, at det var Dr. Tannekers[III] Datter, |130| altsaa en Mestiz. Hun havde den japanske Legemsbygning, men store, varme Øjne, der sad lige i Hovedet, og denne Blanding gav et meget tiltrækkende Resultat. Dog nydelige og i høj Grad gratiøse var alle Børnene, særlig Pigebørnene, som løb om med deres klaprende Træsandaler befæstede ved et Baand mellem den store Taa og den næste. Deres Fødder var smidige som en Europæers Haand.
Af det Udstillede var intet Kunst eller Kunstindustri af første Rang undtagen det, som Berlins første Kunsthandel i denne Retning, den Wagnerske, havde udstillet. Dens Besidder, Hr. Pächter[IV], Forlæggeren af alle Menzels[V] Tegninger, havde til sin anden Specialitet foruden Menzel[VI] Japan. De Skatte, han havde stillet til Skue, overgik selv de Prøver af Kunstindustri, som Dr. Gehrkes[VII] store japanske Udstilling af Malerier og Broderier, der nu er anskaffet til det etnografiske Museum i Berlin, havde at opvise. Der var blandt Broderierne en Skærm, forestillende et Landskab ved Maanelys, en mægtig Skov, i hvilken store Kongetigere saas mellem Stammerne og i større Antal samlede sig i Forgrunden for at drikke. Det var saa mægtigt i sin Stil og saa beundringsværdigt i sin Kunst som et Digt af Leconte de Lisle[VIII]. Der var en anden Skærm, en Illustration til en af Japans berømte Romaner, paa hvilken den fortabte Søns Hjemkomst til Fædrenehjemmet var fremstillet, som i sin Karakteristik af Figurerne mindede om den bedste gammeltyske Kunst.
Paa de store pragtfulde Arbejder i Bronce og Guld, der i Japan igennem Aarhundreder er blevne udførte af en eneste Familie, erindrede Skikkelserne paafaldende om Malerier af Memling[IX] eller Holbein[X]. Aristokraterne udmærkede sig paa de japanske Kunstværker af Bronce eller Fajance ved længere Næser, højere Vækst og særligt rolig Holdning, og man syntes en Tid lang med Forkærlighed at have fremstillet Aristokratiet. Næst Aristokraterne eller rettere endnu bedre |131| end dem har man i Japan altid truffet Dyrefysiognomierne og Dyrebevægelserne paa en Prik. Et Broncekunstværk uden Mage var en mægtig Klump af Skildpadder, store og smaa, klavrende over hinanden. Man kunde tro det støbt over en Virkelighed, til man opdagede den bevidste Kunstneraand, der havde raadet i Anordningens tilsyneladende Tilfældighed.
I de Billedbøger, Firmaet paa Bestilling havde ladet udføre i Japan, var den Sikkerhed, med hvilken Dyrenes mindste Bevægelser var gengivne, frappant. Naar den japanske Kunstner vil tegne den Bevægelse, med hvilken en bestemt Fugl fra sin Flugt nedlader sig paa en Gren, saa gør han indtil hundrede Udkast efter Naturen, kasserer de 99 og bevarer kun den mest karakteristiske Skitse for sin Billedbog.
Mærkeligt levende og i deres Art fuldt saa betydelige som de gamle Grækeres Arbejder af lignende Art, var en meget stor Mængde Masker, dels karakteristiske, dels fantastiske. De japanske Skuespillere bærer som de gamle græske Masker paa Scenen. I den Omhu, der var anvendt paa dem, sporedes Folkets dybe Kunstsans. Endnu stærkere maaske i de Forsiringer af Sabelskeder og især af Kaardernes Parerplader, af hvilke Pächter[XI] havde udstillet et stort Antal. Denne Udsmykning endog af saa lidet iøjnefaldende Brugsgenstande som Parerpladen mindede atter i høj Grad om den kunstneriske Ømhed, med hvilken de antike Brugsgenstande er behandlede, som blev fundne i Pompeji og nu opbevares i Neapels Nationalmuseum.
Hr. Pächter[XII], der som kyndig Fører viste mig om paa Udstillingen, talte til mig om Karl Madsen[XIII] som om den sjældneste Kender af japansk Arbejde og bad mig sige ham, at Pächter[XIV] med Glæde vilde give ham titusind Mark om Aaret, blot Madsen nogle Gange aarligt vilde rejse til de |132| vigtigste Auktioner og gøre Indkøb for ham. Det strandede paa Karl Madsens[XV] Passivitet. Iøvrigt var dette netop det Tidspunkt, hvor denne Kunstkritikers Talent var brudt igennem. Han havde gennemløbet en sjældent hurtig stilistisk Udvikling. I Grunden havde han i det ene Aar 1884 forvandlet sig fra en Begynder til en virkelig Skribent. Endnu i Slutningen af 1883 havde han i Tilskueren en Afhandling om Nutidens Kunstvilkaar, hvis Form var uden Holdning, og som sluttede kejtet; i Løbet af 1884 leverede han i Ude og Hjemme en Række Artikler, der baade ved Indhold og Fremstilling indtog en høj Rang, og han kom saa i September samme Aar tilfældigvis til som sidste Mand at afslutte dette Ugeskrift med en Artikel om Mona Lisa, som det var en sand Nydelse at læse; saa fyldigt og stemningsrigt var dens Sprog.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
