I Dresden gensaa jeg Galleriet med Georg Treu[I]. Jeg traf ham i høj Grad slaaet af det Faktum, at Grækerne øjensynligt næsten ikke har kendt til den farveløse Billedhuggerkunst, hvortil vort Øje med Vold er bleven vænnet. Næsten alt, hvad der er fundet af græsk Skulptur, bærer tydelige, uomtvistelige Spor af Farver, og Billedhuggerarbejdernes Anbringelse paa eller mod stærkt farvede Bygninger røber noksom, at ogsaa de maa have pranget i levende Kolorit. Han havde da spurgt sig selv, om ikke vor moderne blege Gibs- og Marmor-Billedkunst var paa en Afvej, om ikke det abstrakte var blevet udgivet for det særligt fine, det unaturlige for den særligt ædle Kunst. Og han havde besvaret dette Spørgsmaal bekræftende. I et Flyveskrift med Titlen Skal vi bemale vore Statuer? havde han paa en for min Følelse fuldt tilfredsstillende Maade imødegaaet de |133| væsenligste Indvendinger, dem, der stammer fra Erindringen om Vokskabinetter, fra Læsningen af æstetiske Systemer osv. Det er utvivlsomt, at vort Øje er blevet afvant med det Naturlige, ligesom de nyere Tiders Billedhuggere har mistet Færdigheden til selv at give deres Arbejder Farvernes Liv. Og dog holdt Evnen og Vanen til at forsyne Billedværker med Farve sig langt ind i Renæssancetiden. Treu[II] havde i et eget lille Kabinet i Skulptursamlingen udstillet Vidnesbyrd nok derom. Donatellos[III] eller Lucca della Robbias[IV] Arbejder af denne Art kender Enhver, der har besøgt Italien.
Treu[V] havde ved Siden af hinanden stillet antike Statuer, som vi sædvanlig ser dem, i Gibs, og de samme, saaledes farvede som de i Oldtiden synes at have været, og det var forunderligt at iagttage, hvor Skikkelserne vandt derved, hvilket Liv de fik. Gibsafstøbningerne ved Siden af dem blev livløse. Alle hine gamle taabelige Teorier, der paa Hegels[VI] Tid var i Flor, om den græske Statues Blikløshed, om den særegne Vemod, som denne Mangel af Blik gav Figurerne, sank i Jorden som bare Snak. Aldrig, uden Undtagelse aldrig, har en antik Kunstner dannet en Statue uden Øje, som vi kender det fra de Nyeres Antikiseren. Tværtimod, Øjet har været behandlet i særegent Materiale, og naar Emaljen saa var udfaldet af den fundne Statue, bildte man sig ind, der oprindelig havde været en Hulhed.
Undertiden forstod man først det antike Kunstværk ret efter at Farvelægningen var forsøgt. Saaledes havde en antik Medusa-Maske i sin Farveløshed en uforholdsmæssig stor og uskøn Mund; efter at Farven var paasat, blev Mundens Form forskellig, den hvide Farve lod Tænderne træde frem, og Lyset brød sig helt anderledes. Ved en forsøgt Istandsættelse af den i Olympia fundne Hermes saas det, at dersom Kappen, der hviler over en Træstamme, holdtes hvid ligesom Statuen, forstyrrede og skadede den Indtrykket ved at vokse |134| sammen med Figuren; var Kappen derimod stærkt rød, dannede den som en Baggrund, fra hvilken den hvide, nøgne Skikkelse sprang frem.
Intetsteds viste sig som i Dresden Betimeligheden og Nødvendigheden af ny Fremgangsmaader i Billedhuggerkunsten. Næsten alt, hvad der fandtes af offenlige Mindesmærker i Byen, frembød det elendigste Skue. Den hvide, porøse Sandsten, man fortrinsvis har anvendt, indsugede Støv og Skarn, Sod og Kulpartikler i en saadan Grad, at man efter faa Aars Forløb ikke kunde skelne et Ansigtstræk i Figurernes Aasyn. Den lange Række af store Statuer paa den katolske Kirke og paa Zwinger var nu slet ikke andet end store, uformelige Smudsklatter. Havde disse Figurer skullet holde sig, saa havde man maattet gribe til et helt andet Materiale, farvet Porcellæn à la Lucca della Robbia[VII] f. Eks.; som de nu stod, var de Skampletter for Byen, istedetfor Prydelser.
Saa lidet havde den hvide Sandsten vist sig brugbar, at Schillings[VIII] fire berømte Grupper paa Trappen op til den Brühl’ske Terrasse – Morgen, Middag, Aften og Nat –, der først blev opstillede i Slutningen af Tredserne og Begyndelsen af Halvfjerdserne, ved Aaret 1880 allerede var i den Grad besudlede, at Kunstneren (der iøvrigt var en fanatisk Modstander af Farvens Anvendelse paa Billedhuggerkunst) faldt paa det fortvivlede Indfald at forgylde dem helt og holdent – hvorved al deres Skønhed er gaaet tabt. Lyset bryder sig paa den urimeligste Maade mod de forgyldte Flader, og det hele ser ligesaa livløst som fordringsfuldt ud.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
