Adskillige Fremmede besøgte mig. Henrik Ibsen[I] ankom en Dag, træt, tung, bitter overfor al Politik og alle Politikere. Mine unge islandske Venner kom hyppigt, undertiden indfandt ogsaa ældre, berømte Islændinger som Matthias Jochumsson[II] sig hos mig.
Blandt de i Kjøbenhavn sig opholdende fremmede Gesandter søgte mig den tyske, Hr. v. Sturm.[III] Han vidste noget om mig og havde især gennem yngre Medlemmer af Gesandtskabet, der havde læst mig grundigt, faaet Lyst til at lære mig at kende. Han var en velvillig og sindig Mand, overmaade rig, saa han førte et stort Hus, og efter tyske Diplomaters Vane ivrig efter af Selvsyn at lære Forholdene i Landet alsidigt at kende. Da netop i de Dage Spørgsmaalet om Kjøbenhavns Landbefæstning var aktuelt, spurgte jeg |125| ham, om han vilde sige mig, hvorledes hans Regering stillede sig til det, men tilføjede, at dersom Spørgsmaalet var af dem, om hvilke han ikke kunde udtale sig frit, bad jeg ham blot tie, ikke affærdige mig med Talemaader. Han svarte, at Intet hindrede ham i aabent at udtale sig derom: »Vi betragter«, sagde han, »ikke Danmark som krigsførende Magt, og undrer os noget over, at det Land, der kunde sidde trygt som Svalen under Tagskægget, gør sig saa mange militære Sorger.« – Jeg mener selvfølgelig ikke, at Hr. v. Sturms Ord indeholder eller indeholdt nogen Betryggelse for Danmark; men det har sin Interesse, at de faldt saadan.
En anden Gesandt, der meget hyppigt søgte mig, var den amerikanske, Nordmanden R. B. Anderson[IV]. Han havde adskillige Aar forud skrevet mig til fra Amerika som Meningsfælle og var den første, der udgav en Del Essays af mig i New York under Titlen Eminent Authors of the nineteenth century. Skønt han paa Titelbladet betegnede sig som Oversætter, var Oversættelsen dog ikke udført af ham, men, som han senere tilstod mig, af en tysk Guvernante i hans Hus og heller ikke foretaget fra Dansk, men fra Tysk. Den indeholdt enkelte grove Misforstaaelser. Saaledes troede Damen øjensynligt, at Voltaire[V] tilhørte den romantiske Skole. At rette Korrekturen fuldstændigt gik over mine Kræfter.
Anderson[VI] var et særdeles godt Hoved med Evne til at bore sig frem og gøre sig gældende. Han havde været Universitetslærer og skrevet nogle populære Bøger om nordisk Mytologi og om Nordmændenes Opdagelse af Amerika, var som Ven af Unionens daværende Præsident Cleveland[VII] bleven forfremmet til Gesandt i Kjøbenhavn, Med den Lethed, hvormed man i Nordamerika gaar over fra en Livsstilling til en anden, overtog han, da hans Tid var udløben i Kjøbenhavn, Stillingen som Agent for en Levertran-Fabrik, og det var pudsigt, paa de Reklamer, han i denne Egenskab ud|126|sendte, at se, med hvilken Snildhed hans tidligere Studier her var dragne til Nytte. Overskriften lød f. Eks. Det gamle Nordens Mytologi, og nu fulgte en kort Fremstilling af de vigtigste Guders Væsen og Hverv, indtil det Hele umærkeligt gled over i Lovprisninger af den fortræffelige, enestaaende Levertran, som var tilvirket af en Mand, der nedstammede fra hine gamle Nordboer, hvis Guder var saa interessante.
I Kjøbenhavn var Professor Anderson[VIII] velvilligt optaget af den nyere Literatur. I Amerika skiftede han Synsmaade. Da der nogle Aar efter hans Tilbagevenden blev Tale om at tilbyde mig en Stilling som Universitetslærer i Chicago, advarede Professoren[IX] imod mig som Beskytter af en saakaldt »Griseliteratur«. Advarslen var overflødig, da intet Tilbud kom, og da det, ifald det var kommet, ikke vilde være blevet modtaget.
Paa den Tid kom jeg i nær brevlig Forbindelse med den elskværdige Jonas Lie[X]. Da jeg i sin Tid havde stiftet Det nittende Aarhundrede og Forlæggeren anmodede ham om Bidrag, havde han afslaaende skrevet: »Jeg svarer til Norges Enfold, B.[XI] til den europæiske Kritiks Mangfold; vi to kan ikke arbejde sammen.« Det er ogsaa ovenfor berørt, hvor ængsteligt han udtalte sig ved mit første Forsøg paa at holde Foredrag i Kristiania. Nu kom han mig imøde med overstrømmende Venskab. Han havde begyndt at nærme sig mig i 1884. Da jeg svarte, skrev han, at mit Brev gjorde Epoke i hans og hans Hustrus[XII] Liv. En saadan Ytring var naturligvis kun foraarsaget af hans varme Hjertes Glæde ved at gamle Misforstaaelser var svundne, som havde de aldrig eksisteret. Men fra da af og for bestandig blev den udmærkede Mand[XIII] og hans lige saa sjældne Frue[XIV] forbundne med mig i et entusiastisk Venskab, som jeg har forstaaet at paaskønne og gengælde.
Samtidigt kom jeg i nær Berøring med den flamske |127| Digtergruppe. Pol de Mont[XV] nærmede sig mig brevligt og bad mig skrive om Gruppen, i uskyldig Tro til at »dens Lykke da vilde være gjort.« Den behøvede en Kritiker med europæisk Ry, da dens Sprog var saa lidet kendt. Jeg følte mig tiltrukket af de Poesier, der blev mig sendte, lærte mig at læse og forstaa det flamske Sprog saa nogenlunde, og skrev en lille Afhandling om Pol de Mont[XVI].
Fra Riga kom gentagne Breve fra en Frøken Mohr[XVII], der sendte et begejstret Essay om mig. Hun »skyldte mig sin Dannelse«, havde tilbragt Aar fordybet i mine Skrifter; naar hun læste mig, var det som grebes hun af en Rus; hver Gang hun havde læst nogle Sider, fulgte halvt Salighed, halvt Kval i Bevidstheden om en uendelig Fylde, som det aldrig vilde lykkes hende at udmaale. – Hvad værre var, hun skrev, at hun maatte lære mundtligt af mig, vilde komme til Kjøbenhavn for at høre mig tale. Skrækslagen for at faa endnu en fremmed paa Halsen, der i hele Byen kun kendte mig, fraraadede jeg hende saa stærkt som muligt at komme, foreholdt hende det urimelige og unyttige deri; men forgæves. Ikke længe derefter ankom hun, insinuerede sig, blev en Tid lang min Oversætterinde, slog saa om og forfulgte mig under Navnet Laura Marholm[XVIII] i Aarevis i tyske Tidsskrifter og Blade med sit Had.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
