Dette var et Foraar, hvor mit Nervesystem af forskellige Aarsager var i en elendig Tilstand, saa oprevet, at en Kur var nødvendig. Lægen foreskrev mig et Ophold i St. Moritz i Schweiz. Før min Afrejse gjorde jeg hele det tyske Manuskript til min Bog om Holberg[I] færdigt til Trykken og afleverede det til Forlæggeren.
I Berlin, hvor jeg forblev nogle Dage, havde man i den hygiejniske Udstillings Park ladet omplante en japansk Landsby med alle Arter af Arbejdere, der paa den Indtrædende virkede, som vandrede han om i et østasiatisk Pompeji. Meningen var at give de europæiske Haandværkere og Industridrivende en Lejlighed til at komme under Vejr med de japanske Frembringelsers Hemmeligheder. Ophavsmanden til denne Tanke var en engelsk Doktor Tanneker[II], der havde ægtet en Japaneserinde. Hans Plan var den at sende en Skibsladning af udsøgte Arbejdere i alle Fag til Europa, lutter Folk, hvis Arbejde var mønstergyldigt. Saasnart imidlertid den japanske Regering fik Planen at vide, nedlagde den, af Frygt for at Landets Afsætning i Kraft af den tilsigtede Udstilling vilde tage af, et meget bestemt Forbud mod dens Udførelse og lod de udmærkede Arbejdere, hvis Afrejse |129| var paatænkt, stille under omhyggelig Bevogtning. Man nødtes da til at lade sig nøje med Overførelsen til Europa af en Koloni ganske simple Haandværkere, og selv disse kunde man kun forsende ved at lade dem enkeltvis indskibe sig til Hongkong under Skin af at ville tage Tjeneste dèr.
Det var dem, man her havde stillet til Skue. Man havde det frieste Indblik i de aabne Boders Husrum, og selv om deres Beboere ikke altid var synderlig flittige – hvad ikke kunde undre, siden de kun arbejdede for at vise sig – var det dog mærkværdigt, hvor ligegyldige de var for de betragtende Blikke. Der kunde gaa et Kvarterstid uden at en af disse Mænd eller Kvinder saa i Vejret, selv om de mærkede tyve Par Øjne ufravendt rettede paa sig. Man havde idetmindste Illusionen af, at de var helt fordybede i det, de havde for, i deres Virksomhed eller deres Drømmerier.
Finere Arbejder udførte de ikke. Mændene skar Bambusrør til, saa de kunde tjene til Beholdere for smaa Buketter eller de udsmykkede med Vandfarver Brevpapir, stadigt efter samme Mønster, eller de fabrikerede Dukker. Kvinderne forestod mest de færdige Udsalg, eller de sad paa Hug og spillede paa et mandolin-agtigt Instrument, der kun gav faa Toner, og hvis Musik ikke var et Haar bedre end Negermusik. Saa fuldkomne Japanerne var i den bildende Kunst, saa langt stod de øjensynlig tilbage i Musiken. Mændene havde uden Undtagelse vulgære, mest koparrede Ansigter, der dog aldrig havde noget dumt Udtryk, snarere et polisk; en og anden Gang saa man dem slaa et smørret Grin op, naar en Europæerinde, hvis Skønhed var af særlig udæskende Art, betragtede dem, som var de ikke Mænd, men Seværdigheder; de gjorde med stor Sikkerhed Forskel paa de Damer, man burde vise Respekt, og de andre. Af deres egne Kvinder var kun en eneste efter europæiske Begreber smuk, men det viste sig, at det var Dr. Tannekers[III] Datter, |130| altsaa en Mestiz. Hun havde den japanske Legemsbygning, men store, varme Øjne, der sad lige i Hovedet, og denne Blanding gav et meget tiltrækkende Resultat. Dog nydelige og i høj Grad gratiøse var alle Børnene, særlig Pigebørnene, som løb om med deres klaprende Træsandaler befæstede ved et Baand mellem den store Taa og den næste. Deres Fødder var smidige som en Europæers Haand.
Af det Udstillede var intet Kunst eller Kunstindustri af første Rang undtagen det, som Berlins første Kunsthandel i denne Retning, den Wagnerske, havde udstillet. Dens Besidder, Hr. Pächter[IV], Forlæggeren af alle Menzels[V] Tegninger, havde til sin anden Specialitet foruden Menzel[VI] Japan. De Skatte, han havde stillet til Skue, overgik selv de Prøver af Kunstindustri, som Dr. Gehrkes[VII] store japanske Udstilling af Malerier og Broderier, der nu er anskaffet til det etnografiske Museum i Berlin, havde at opvise. Der var blandt Broderierne en Skærm, forestillende et Landskab ved Maanelys, en mægtig Skov, i hvilken store Kongetigere saas mellem Stammerne og i større Antal samlede sig i Forgrunden for at drikke. Det var saa mægtigt i sin Stil og saa beundringsværdigt i sin Kunst som et Digt af Leconte de Lisle[VIII]. Der var en anden Skærm, en Illustration til en af Japans berømte Romaner, paa hvilken den fortabte Søns Hjemkomst til Fædrenehjemmet var fremstillet, som i sin Karakteristik af Figurerne mindede om den bedste gammeltyske Kunst.
Paa de store pragtfulde Arbejder i Bronce og Guld, der i Japan igennem Aarhundreder er blevne udførte af en eneste Familie, erindrede Skikkelserne paafaldende om Malerier af Memling[IX] eller Holbein[X]. Aristokraterne udmærkede sig paa de japanske Kunstværker af Bronce eller Fajance ved længere Næser, højere Vækst og særligt rolig Holdning, og man syntes en Tid lang med Forkærlighed at have fremstillet Aristokratiet. Næst Aristokraterne eller rettere endnu bedre |131| end dem har man i Japan altid truffet Dyrefysiognomierne og Dyrebevægelserne paa en Prik. Et Broncekunstværk uden Mage var en mægtig Klump af Skildpadder, store og smaa, klavrende over hinanden. Man kunde tro det støbt over en Virkelighed, til man opdagede den bevidste Kunstneraand, der havde raadet i Anordningens tilsyneladende Tilfældighed.
I de Billedbøger, Firmaet paa Bestilling havde ladet udføre i Japan, var den Sikkerhed, med hvilken Dyrenes mindste Bevægelser var gengivne, frappant. Naar den japanske Kunstner vil tegne den Bevægelse, med hvilken en bestemt Fugl fra sin Flugt nedlader sig paa en Gren, saa gør han indtil hundrede Udkast efter Naturen, kasserer de 99 og bevarer kun den mest karakteristiske Skitse for sin Billedbog.
Mærkeligt levende og i deres Art fuldt saa betydelige som de gamle Grækeres Arbejder af lignende Art, var en meget stor Mængde Masker, dels karakteristiske, dels fantastiske. De japanske Skuespillere bærer som de gamle græske Masker paa Scenen. I den Omhu, der var anvendt paa dem, sporedes Folkets dybe Kunstsans. Endnu stærkere maaske i de Forsiringer af Sabelskeder og især af Kaardernes Parerplader, af hvilke Pächter[XI] havde udstillet et stort Antal. Denne Udsmykning endog af saa lidet iøjnefaldende Brugsgenstande som Parerpladen mindede atter i høj Grad om den kunstneriske Ømhed, med hvilken de antike Brugsgenstande er behandlede, som blev fundne i Pompeji og nu opbevares i Neapels Nationalmuseum.
Hr. Pächter[XII], der som kyndig Fører viste mig om paa Udstillingen, talte til mig om Karl Madsen[XIII] som om den sjældneste Kender af japansk Arbejde og bad mig sige ham, at Pächter[XIV] med Glæde vilde give ham titusind Mark om Aaret, blot Madsen nogle Gange aarligt vilde rejse til de |132| vigtigste Auktioner og gøre Indkøb for ham. Det strandede paa Karl Madsens[XV] Passivitet. Iøvrigt var dette netop det Tidspunkt, hvor denne Kunstkritikers Talent var brudt igennem. Han havde gennemløbet en sjældent hurtig stilistisk Udvikling. I Grunden havde han i det ene Aar 1884 forvandlet sig fra en Begynder til en virkelig Skribent. Endnu i Slutningen af 1883 havde han i Tilskueren en Afhandling om Nutidens Kunstvilkaar, hvis Form var uden Holdning, og som sluttede kejtet; i Løbet af 1884 leverede han i Ude og Hjemme en Række Artikler, der baade ved Indhold og Fremstilling indtog en høj Rang, og han kom saa i September samme Aar tilfældigvis til som sidste Mand at afslutte dette Ugeskrift med en Artikel om Mona Lisa, som det var en sand Nydelse at læse; saa fyldigt og stemningsrigt var dens Sprog.
I Dresden gensaa jeg Galleriet med Georg Treu[XVI]. Jeg traf ham i høj Grad slaaet af det Faktum, at Grækerne øjensynligt næsten ikke har kendt til den farveløse Billedhuggerkunst, hvortil vort Øje med Vold er bleven vænnet. Næsten alt, hvad der er fundet af græsk Skulptur, bærer tydelige, uomtvistelige Spor af Farver, og Billedhuggerarbejdernes Anbringelse paa eller mod stærkt farvede Bygninger røber noksom, at ogsaa de maa have pranget i levende Kolorit. Han havde da spurgt sig selv, om ikke vor moderne blege Gibs- og Marmor-Billedkunst var paa en Afvej, om ikke det abstrakte var blevet udgivet for det særligt fine, det unaturlige for den særligt ædle Kunst. Og han havde besvaret dette Spørgsmaal bekræftende. I et Flyveskrift med Titlen Skal vi bemale vore Statuer? havde han paa en for min Følelse fuldt tilfredsstillende Maade imødegaaet de |133| væsenligste Indvendinger, dem, der stammer fra Erindringen om Vokskabinetter, fra Læsningen af æstetiske Systemer osv. Det er utvivlsomt, at vort Øje er blevet afvant med det Naturlige, ligesom de nyere Tiders Billedhuggere har mistet Færdigheden til selv at give deres Arbejder Farvernes Liv. Og dog holdt Evnen og Vanen til at forsyne Billedværker med Farve sig langt ind i Renæssancetiden. Treu[XVII] havde i et eget lille Kabinet i Skulptursamlingen udstillet Vidnesbyrd nok derom. Donatellos[XVIII] eller Lucca della Robbias[XIX] Arbejder af denne Art kender Enhver, der har besøgt Italien.
Treu[XX] havde ved Siden af hinanden stillet antike Statuer, som vi sædvanlig ser dem, i Gibs, og de samme, saaledes farvede som de i Oldtiden synes at have været, og det var forunderligt at iagttage, hvor Skikkelserne vandt derved, hvilket Liv de fik. Gibsafstøbningerne ved Siden af dem blev livløse. Alle hine gamle taabelige Teorier, der paa Hegels[XXI] Tid var i Flor, om den græske Statues Blikløshed, om den særegne Vemod, som denne Mangel af Blik gav Figurerne, sank i Jorden som bare Snak. Aldrig, uden Undtagelse aldrig, har en antik Kunstner dannet en Statue uden Øje, som vi kender det fra de Nyeres Antikiseren. Tværtimod, Øjet har været behandlet i særegent Materiale, og naar Emaljen saa var udfaldet af den fundne Statue, bildte man sig ind, der oprindelig havde været en Hulhed.
Undertiden forstod man først det antike Kunstværk ret efter at Farvelægningen var forsøgt. Saaledes havde en antik Medusa-Maske i sin Farveløshed en uforholdsmæssig stor og uskøn Mund; efter at Farven var paasat, blev Mundens Form forskellig, den hvide Farve lod Tænderne træde frem, og Lyset brød sig helt anderledes. Ved en forsøgt Istandsættelse af den i Olympia fundne Hermes saas det, at dersom Kappen, der hviler over en Træstamme, holdtes hvid ligesom Statuen, forstyrrede og skadede den Indtrykket ved at vokse |134| sammen med Figuren; var Kappen derimod stærkt rød, dannede den som en Baggrund, fra hvilken den hvide, nøgne Skikkelse sprang frem.
Intetsteds viste sig som i Dresden Betimeligheden og Nødvendigheden af ny Fremgangsmaader i Billedhuggerkunsten. Næsten alt, hvad der fandtes af offenlige Mindesmærker i Byen, frembød det elendigste Skue. Den hvide, porøse Sandsten, man fortrinsvis har anvendt, indsugede Støv og Skarn, Sod og Kulpartikler i en saadan Grad, at man efter faa Aars Forløb ikke kunde skelne et Ansigtstræk i Figurernes Aasyn. Den lange Række af store Statuer paa den katolske Kirke og paa Zwinger var nu slet ikke andet end store, uformelige Smudsklatter. Havde disse Figurer skullet holde sig, saa havde man maattet gribe til et helt andet Materiale, farvet Porcellæn à la Lucca della Robbia[XXII] f. Eks.; som de nu stod, var de Skampletter for Byen, istedetfor Prydelser.
Saa lidet havde den hvide Sandsten vist sig brugbar, at Schillings[XXIII] fire berømte Grupper paa Trappen op til den Brühl’ske Terrasse – Morgen, Middag, Aften og Nat –, der først blev opstillede i Slutningen af Tredserne og Begyndelsen af Halvfjerdserne, ved Aaret 1880 allerede var i den Grad besudlede, at Kunstneren (der iøvrigt var en fanatisk Modstander af Farvens Anvendelse paa Billedhuggerkunst) faldt paa det fortvivlede Indfald at forgylde dem helt og holdent – hvorved al deres Skønhed er gaaet tabt. Lyset bryder sig paa den urimeligste Maade mod de forgyldte Flader, og det hele ser ligesaa livløst som fordringsfuldt ud.
Fra Dresden gik jeg paa en Dag til Karlsbad for at hilse paa min Værtinde fra Varshav, Fru Brzcezińska. Saaledes |135| saa jeg for første Gang dette Kursted, som jeg senere tit skulde gense som Kurgæst, første Gang paany seksten Aar derefter.
Den unge polske Frue var her ledsaget af sine Svigerforældre, og disse forstod deres Opgave som Beskytter og Beskytterinde saa bogstaveligt, at hun, der var vant til i Varshav at bevæge sig med ubetinget Frihed, her ikke turde gaa en Spadseretur alene. Fulgt af Svigerforældrene viste hun mig Byen. Jeg saa hin ene Dag flere af de Steder, hvor store Mænd har opholdt sig i Karlsbad, end under alle mine følgende Besøg tilsammen. Fru Brzezińska viste mig f. Eks. et Hus, hvor Mickiewicz[XXIV] havde boet, som jeg aldrig har genfundet. Jeg blev indført i den hele polske Koloni, hvis Midtpunkt var den elskværdige og spirituelle Læge Dr. Hasewicz[XXV], og vi spiste til Middag under aaben Himmel i en Have.
I München, hvor jeg opholdt mig en Aften, gensaa jeg Paul Heyse[XXVI] og hans dejlige Frue[XXVII]. Det var elleve Aar siden jeg havde siddet i Paul Heyses[XXVIII] Hus; saare meget havde forandret sig i mit Liv siden da og lidet til det bedre. Den Aften kom Gregorovius[XXIX], den berømte Forfatter, Æresborger af Byen Rom, en høj sortskægget Skikkelse, efter Heyses[XXX] Sigende mere tiltrukket af hans Frue[XXXI] end af ham selv. Jeg for min Del satte især Pris paa hans lille Hexameter-Digtning Euphorion, der forherliger et Kunstværk, som altid har været mig lidenskabelig kært, en berømt, dejligt konstrueret Lampe fra Pompeji. Senere læste jeg med Udbytte hans Lucrezia Borgia.
Før og efter jeg tog til St. Moritz, opholdt jeg mig nogen Tid i Meggen som Gæst hos Familien Ephrussi[XXXII], der |136| var bosat i Paris, men hvem jeg i sin Tid havde truffet i Berlin. Senere var Fru Fanny Ephrussi[XXXIII] forbleven i Berøring med mig og havde bl. A. holdt mig à jour med de dengang opsigtvækkende Foreteelser i fransk Literatur fra Theuriet[XXXIV] til Verlaine[XXXV].
I den med Luksus udstyrede Villa ved Vierwaldstädtersøen traf jeg et stort og interessant Pariserselskab, som bestod af indbudte Gæster, der næsten alle er forblevne i aarelang Forbindelse med mig, hyppigt gensete under mine Ophold i Frankrig.
Der var Prinsesse Mathildes[XXXVI] Plejedatter, Madame de Girardin[XXXVII], en livfuld Italienerinde, Datter af General Vimercati[XXXVIII], med de italienske Damers ligefremme Væsen. Der var den Mand, hun ikke længe derefter skulde ægte, Louis Ganderax[XXXIX], smuk, statelig, nu for Tiden Direktør af den udmærkede Revue de Paris, dengang kun kendt som Forfatter af det lille Skuespil Pepa, som jeg senere har set opført i Stockholm. Ogsaa hans Broder, der sidenhen blev en høj Ministerialembedsmand, kom til Meggen. Videre boede der Madame Genéviève Bizet[XL], Enke efter Carmens Komponist, med sin Søn, som da endnu var Barn, en fortryllende Dame, af hvis Venskab for Livet jeg tør rose mig. Det nervøse tic, der jævnlig løber hen over hendes Ansigt, misklæder hende saa lidt som det misklædte Stuart Mill[XLI].
Ved Bordet samledes daglig med hende Advokaten Straus[XLII], den kloge og dygtige Mand, der Aaret efter blev hendes Ægtefælle. Han havde noget besynderlig fast ved sit Blik; det forekom En, som spottede han indvendigt over hvad man sagde, indtil man erfor, at hans Øjne havde lidt, da under den fransk-tyske Krig en Granat faldt ned i et Blokhus, hvor han som Soldat befandt sig.
Desuden kom jævnlig paa kortere eller længere Ophold Personer, der var paa Rejse i Schweiz, Husherrens to Brø|137|dre og deres Venner, hvis Samtaler bragte en Luftning med sig fra det politiske og literære Paris. Jeg fik i denne Kres det første Indtryk af Jules Ferry’s[XLIII] Betydning som Politiker og af Auguste Villiers de l’Isle-Adams[XLIV] Betydning som mystisk Digter.
En Gang kom en anset Senator, en anden Gang unge Mennesker med lystige Indfald.
Da en Dag Romanforfatteren Albert Delpit[XLV], hvem de yngre ikke satte højt, i et artigt Brev til Husfruen[XLVI] meldte sit Besøg, faldt de unge Herrer paa at have en ikke helt uskyldig Spas med ham ved at forestille Bordselskabet for ham under opdigtede Navne og med foregivne Professioner. Jeg for min Del blev Hr. Kalaukeino, Finlands største Digter. Spøgen blev vedligeholdt med Alvor; men den satte mig allerede den første Dags Aften i stor Forlegenhed. Den godmodige Hr. Delpit[XLVII], der havde fundet Behag i at samtale med mig, tilbød mig efter Bordet under en Spadseregang i Haven at gøre mit Navn bekendt i Frankrig. Naar jeg blot vilde give ham nogle selvbiografiske Notitser og en Indholdsangivelse af mine Digtninger, saa vilde han skrive en ledende Artikel i Le Figaro om mig, som han nu kendte mig af personligt Samvær. Jeg var nødt til at hylle mig i falsk Beskedenhed, forsikre ham, at jeg slet ingen Ærgerrighed nærede, ikke brød mig om at kendes udenfor mit Fædreland. Han spilede med god Grund Øjnene op og foreholdt mig Urimeligheden af min Tale; mig, en Poet, kunde det dog ikke være ligegyldigt, om man kendte mig eller ej. Da han næste Dag kom tilbage til sit Forsæt, var jeg nødsaget til at ty til Husets Frue[XLVIII], og vi blev enige om, at Spasen ikke mere lod sig opretholde. Saa pinligt det var mig, som jo oprindeligt ingen Del havde i det gale Paahit, maatte jeg aabent fortælle Hr. Delpit[XLIX], at jeg hverken var Finne eller Digter, og efterhaanden kom da de andre til og meddelte |138| ham hver for sig med en Undskyldning, hvad de hed og hvad de var.
Da vi om Aftenen sad i Verandaen, der gik ud mod Vierwaldstädtersøen, sagde Delpit[L] til mig: Hvad er Navnet paa det Bjerg derovre? – Det er Rigi, svarte jeg. – Nej, nu anser De mig alligevel for mere lettroende end jeg er, udbrød han. At det Bjerg ikke er Rigi, det véd jeg. Men dets Navn kender jeg ikke. - Det var nu Rigi alligevel.
Legemligt svag og aandeligt syg kørte jeg i Diligence fra Chur op til St. Moritz. En ung tysk Officer, en Grev Schwerin[LI], var min Sidemand i Kupéen; vi samtalte og sympatiserte. Vi blev begge ved Synet af St. Moritz overvældede af samme dødelige Melankoli. Man var paa denne Højslette som afskaaret fra Omverdenen. Ingen Jernbane førte derop; man maatte længe forud bestille en Plads, naar man atter vilde ned. Idet vi saa ud over Egnen, forekom det os begge som om dette Opholdssted maatte være trøstesløs kedsommeligt. Jeg for min Part begreb ikke, hvorledes jeg skulde kunne udholde det nogle Uger deroppe.
Jeg gjorde Stedet højlig Uret. Her var smukt nok til at man kunde leve ensomt her, og jeg fandt desuden Selskab nok, først ligegyldigt, senere forstandigt. Men jeg havde en Periode af uafrysteligt Tungsind.
Et Par Optegnelser fra de Dage er Vidnesbyrd derom:
Foran min Dør holder en stakkels Hest. Der sidder Fluer i hordevis paa dens Hals, hvorhen Manken ikke naaer. En stor Hesteflue har bidt sig fast etsteds paa dens Ryg, hvortil den ikke kan naa med Halen, og rundt om den har en Snes mindre Fluer slaaet Kres. Den arme Hest slaar med Manke og Hale, skælver og ryster sig for at blive af med sine Plageaander. En enkelt Gang lykkes det at faa dem til at hæve sig lidt; |139| men straks sætter de sig til Ro udenfor dens Forsvarsmidlers Rækkevidde. – Hvilket Billede paa Livet!
Der er Øjeblikke, hvor de andres Evneløshed gør mig vild, naar de sidder tomme og sløve og lader mig tale. Det er mig da, som var jeg ene i Verden. Man kan ikke følge mine Tanker; man »interesserer sig for mig«, men har ikke selv Indfald, som man er tvungen til at udtale. Undertiden er mit Indre som et Hav i Storm; jeg opkaster de interessanteste Spørgsmaal, vil høre de andres Bidrag til deres Løsning; og de forstaar neppe Spørgsmaalene. Saa flygter jeg. Meget af mit Livs Uro kommer deraf. Dybeste Kedsomhed og Selvopgiven, dit Navn er G. B.[LII]
Blandt de Personligheder af Værdi, jeg traf i St. Moritz, var Juristen Eduard Hertz[LIII] fra Hamborg, Forfatter af en særdeles god Bog om Frankrigs Retsvæsen paa Voltaires[LIV] Tid. Han havde da denne Bog under Udarbejdelse og talte meget om, hvilket fint Øre hans fraværende Frue havde for »Stilen« og hvorledes han forbedrede og tilfilede sin Stil, naar han læste sine Sager højt for hende. Dette rent udvortes Begreb om Stil, der stred mod enhver kunstnerisk Opfattelse af den, fik mig til at nedskrive nogle Optegnelser om Stilen. Det slog mig, at jeg i min Ungdom havde tilstræbt en vis Symmetri i Sætningsbygning; og Symmetri var øjensynligt Ungdommens første Forestilling om sproglig Skønhed, hentet fra Læsningen af Vers eller fra eget Verseskriveri. Nu vævede jeg gerne en fin og hemmelighedsfuld Melodi ind i den Prosa, jeg skrev. Jeg havde en Type af indre Musik i mit Sind, efter hvilken jeg byggede mine Sætningers Rytmer. Den dulgte Ligevægt i det Skrevne var det vanskeligst at frembringe og opfatte; det vidste Japanerne, som tidligst forsmaaede Symmetri.
I mit Hotelværelse rettede jeg Korrekturerne paa den anden Udgave af Kritiker og Portræter og paa den tyske Bog om Holberg[LV], skrev desuden adskillige Artikler om mine Rejseindtryk. Ved Bordet traf jeg livfuldt Selskab, Professor Wimmer[LVI] fra Kjøbenhavn, Dr. Hoffory[LVII] og Dr. Otto Brahm[LVIII], |140| dengang Kritiker og Literaturhistoriker, senere vidtberømt Teaterdirektør, begge fra Berlin. Dr. Hoffory[LIX] paastod, at han aldrig havde truffet noget Menneske, der havde et Personalbekendtskab som mit. Var det stort dengang, hvad er det da nu!
Hoffory[LX] var dengang endnu ung og fyrig. Ingen skulde ane, at han saa tidligt vilde tilintetgøres af Sygdom og bortrives af Døden.
En Italiener ved Navn Bertini[LXI] kom at gøre mit Bekendtskab; han kendte mine Skrifter, havde i italienske Tidsskrifter ofte set mig omtalt og agtede selv at omtale mig.
En »hertugelig, koburg-gothaisk Kammersangerinde« bragte mig en Artikel af Die Gegenwart om mig. Det var fem Spalter, meget vel ment, af og til skarpsindigt, oftere halvsandt og overfladisk, mest abstraheret af private Udtalelser, glemte straks efter at de var sagte; den røbede altfor ringe Kendskab. I Sammenligning med hvad der skreves om mig i Danmark, var Artiklen imidlertid at betegne som næsten betydelig, og det morede mig, at Forfatteren sammenlignede mig med Heines[LXII] »Gran, dykket i Ætnas Lava«*
.Det første Arbejd, der i Kjøbenhavn paalaa mig, var grundig Omarbejdelse af Hovedstrømningers Bind II og III paa Tysk, en lettere Omarbejdelse af Bind IV. Der var af Forlæggeren lovet mig en Præmie paa tusind Mark, ifald jeg fik Udgivelsen fra Haanden i 1885. Det lykkedes kun lige at faa den begyndt, og Præmien gik tabt for mig. Til |142| Bogen om Berlin, der havde taget megen Tid, var Manuskriptet endelig færdigt i September. Oehlenschläger[LXXIII] fængslede mig, nu da jeg var vendt tilbage til den tyske og danske Romantik, og jeg vilde gerne efterspore hans Aladdins Tilblivelseshistorie; men det viste sig at alt hans Manuskript, alle Kladder, alle Breve fra Aarene 1804-5 sporløst var forsvundne. Jeg arbejdede da uden saadan Hjælp med Stoffet.
Dansk Politik sysselsatte mig som alt berørt i det Aar meget. Jeg skrev paany adskillige politiske Artikler, saaledes en Kærlighedserklæring til de syv Ministre. Meget harmede mig den taabelige, imod Hørups[LXXIV] Vilje foretagne, Indbringelse af den provisoriske Finanslov som privat Lovforslag. Den skete for at imødekomme en Stemning i Folket. En dengang som Politiker meget omtalt Mand udviklede mig, at han fandt den modsatte Anskuelse, den at de Menige skulde rette sig efter Officererne, »aristokratisk«. Samme Politiker bavlede om, at Oprøret var nær forestaaende. Det private Lovforslag havde den ene Virkning, at Højre endnu engang ved Venstres Hjælp kom ud af en Knibe.
Jeg holdt en Række stærkt besøgte Forelæsninger ved Universitetet om dansk og tysk Romantik; hver Forelæsning maatte holdes to Gange.
Siden jeg var begyndt at sysle med flamsk Literatur, ankom der i nogen Tid næsten daglig en eller anden Bog fra Flandern. Den Parallel, Drachmann[LXXV] havde draget mellem denne Bevægelse og den af ham indvarslede, saakaldte »danske«, der snart døde hen, bragte mig til at agte paa, hvor aldeles uensartede de to Bevægelser var.
Lidt byrdefulde var de stadige Opfordringer fra Udlandet til at skrive snart dette, snart hint og til at holde Foredrag snart her, snart hist. De sidste kom fra Moskva som fra Hamborg og Ringsted, de første mangfoldige Steder fra. Man bad mig alene fra Polen bl. a. aabne en ny Revue i Varshav, skrive en Protest mod Masseuddrivelsen af Polakker fra Posen og bidrage til et literært Æresminde for Mickiewicz[LXXVI]; jeg maa have sendt en Artikel; thi i et Brev fra Redaktionen finder jeg denne Artighed: Votre article |144| au dire de tout le monde est l’ornement de la collection. Tous les »spécialistes« de Mickiewicz[LXXVII] baissent la tête devant leur maître étranger.
Jeg havde i min Artikel om Luther[LXXVIII] ikke blot skaanet min anonyme Angriber i Tilskueren, men behandlet ham med særlig Agtelse; det Venskab, han hidtil personligt havde vist mig, gjorde mig det umuligt at føre Vaaben imod ham. Des pinligere blev jeg berørt af hans fornyede Angreb, hvori der vel var megen saaret Forfængelighed, men som dog slet ikke stammede fra hans eget Væsen. Det var Resultatet af en Bearbejdelse, for hvilken han var Genstand fra Slægtninges Side, der stod under ham. Hans Venskab for mig var til Ende; jeg havde aldrig søgt det; han havde næsten paatvunget mig det. Alligevel vilde jeg respektere det nu, da han havde glemt det. I første Øjeblik udkastede jeg et Svar; men jeg lod det ikke trykke, fandt det sømmeligere, værdigere at tie, og lod den indre Henrettelse foregaa i Stilhed.
Medens et Par Aartier derefter Drøftelsen af Forholdet mellem de to Køn i Norden, særligt i Sverig, er foregaaet med sømmelig Frihed og medens de værste Fordomme, især ved kvindelige Forfatteres Bestræbelser, omtrent ved Aarhundredskiftet sprængtes, var endnu i Firserne i Norden Ortodoksien fra det teologiske Omraade overført paa det seksuelle. Jeg for min Del mente dengang, at der vilde gaa Hundreder af Aar før den teoretisk led synderligt Afbræk. Jeg havde da nylig næsten samtidigt læst den hellige Augustins[LXXIX] Bekendelser og Abélards[LXXX] Breve til Héloïse[LXXXI], og det havde slaaet mig, saa lidet Menneskeheden var gaaet frem mellem Augustin[LXXXII] og Abélard[LXXXIII], mellem Aarene 390 og 1100. |145| Augustin[LXXXIV] syntes mig i alt Væsenligt lige saa udviklet som Abélard[LXXXV]; mellem dem laa syv Aarhundreder af næsten ensartet skolastisk Teologi. Saaledes tænkte jeg mig, at Menneskeheden i henved et Aartusind meget godt kunde blive holdende ved den samme skolastiske Opfattelse af Kønsspørgsmaal, og helt overbevist om det modsatte er jeg ikke endnu.
Spøgende plejede jeg i de Dage at sige, den eneste Forbedring jeg øjnede af Tilstanden var den, at det tillodes mig ved Hjælp af en Opfindelse, jeg vilde kalde les brevets de veuve, at hjælpe de unge Piger, der nærmede sig Trediveaarsalderen, ud over deres pinlige Stilling. Jeg agtede at oprette et Bureau i Kjøbenhavn med Filialer i alle større Byer, hvor enhver ung Pige, som nærmede sig Gammel-Jomfru Grænsen, mod en moderat Betaling kunde blive Ihændehaverinde af et Bevis for, at hun var Enke. Derved opnaaede hun Overspringen† af Ulejligheden med at finde en Mand og af Sorgen over at miste ham, stor Frihed i al sin Gøren og Laden, en væsenlig social Forfremmelse. Jeg forsikrede, at jeg allerede havde ladet mig gøre Visitkort, paa hvilke under Navnet stod:
Inventeur des brevets de veuve.
Tilbage stod nu kun den Vanskelighed at faa disse Papirer anerkendte.
August Lindberg[LXXXVI] indfandt sig i Kjøbenhavn med en fortræffelig Trup og spillede Gengangere, som forstokket Indskrænkethed havde holdt borte fra Scenen her som i Kristiania.
Der foranstaltedes en velfortjent Festlighed for ham og hans Trup, ved hvis Slutning jeg holdt en lille Tale for Ibsen[LXXXVII].
|146| Nogen Tid derefter ankom Ibsen[LXXXVIII] selv til Kjøbenhavn og det lykkedes mig en Dag, da han og hans Frue[LXXXIX] havde spist til Middag hos mig, at bevæge ham til at deltage i Studentersamfundets Rusgilde, skønt han først havde givet Afslag. Han befandt sig undtagelsesvis vel i den store Kres, og blev i Samfundet til over Kl. 1 om Natten. Der blev stor Jubel, da han indfandt sig. Harald Høffding[XC] holdt en smuk Tale til ham. Ibsen[XCI] rejste sig og sagde: »Jeg vil være en Rus alle mine Dage. Den Dag, jeg ikke er det, vil jeg ikke agte mig værdig til at leve.«
Jeg sagde:
Vi hylder i Aften to Stormagter, Ungdommen og Henrik Ibsen[XCII]. For nogle Aar siden var der i et Selskab Tale om, i hvilken Alder Manden begynder at gaa tilbage. En tyveaarig mente: Fra Trediveaarsalderen. En trediveaarig: Fra Fyrretyveaarsalderen, indtil den da 65aarige Kammerherre Fallesen[XCIII] udbrød: Mandens Blomstringstid falder uden Tvivl mellem 60 og 70. – Alle lo; men der var ikke noget at le af. Thi Enhver havde sat Grænsen efter sit Alderstrin, og hvor var Grænsen? Det store Spørgsmaal er, om der findes et saadant Grænseskel. Der fremførtes dengang forskellige Beviser, saa sagde En: Men Henrik Ibsen[XCIV] da! Og der blev en for min ærede Nabo meget smigrende Taushed. Han er aldrig gaaet tilbage; han er vedbleven og vedbliver trods sin fremrykkede Alder [han var da 57 Aar] at skabe nyt, at udvide sine Ideer. Det er noget Vidunderligt og et stort Eksempel for alle de Yngre, der har kunnet betragte den skrækkelige Skæbne, Tilbagegangen, som uundgaaelig. Det er det trøstende ved at se paa denne Mand, dette ene, at han ikke gaar tilbage. Forleden Aften, da jeg forlod Ibsen[XCV], faldt den Tanke mig ind: Sæt at han døde! – Det stod for mig, som om den nordiske Literatur, ja hele det nordiske Aandsliv da blev halshugget med det samme. Derfor lad os ønske at han maa vedblive at leve som det han er: den store Trusel og den store Velgører i Norden.
I September Maaned var Grev og Grevinde Snoilsky[XCVI] komne til Kjøbenhavn paa Gennemrejse til Stockholm, hvortil de efter lang Tids Ophold i Udlandet vilde vende tilbage. |147| Det var ni Aar siden, jeg havde set Snoilsky[XCVII], og det glædede mig at gense hans smukke Skikkelse. Hans livfulde og naturlige Hustru[XCVIII] saa jeg for første Gang. En Dag, da de havde spist hos os, kom Professor Retzius[XCIX] og Frue fra Stockholm til, og disse betydelige Mennesker blev vel modtagne. Højst overraskende kom det mig derfor, da baade Professoren[C] og Fruen ikke længe efter i Kraft af et politisk Omslag afbrød enhver Forbindelse med mig, ja optraadte som mine udtrykkelige Modstandere. – Snoilsky[CI] havde paa det Tidspunkt sin Ungdoms Zigøjnerstemninger bag sig, havde som varmtfølende svensk Patriot forherliget svenske Konge- og Krigs-Minder, og levede og aandede nu i de Stemninger, der gav sig Luft i Digte, som udtalte Medfølelse med den menige Mand, Den tjänande brodern og andre. Det var derfor ret naturligt, at han paa dette sit Udviklingstrin betegnede det populære Foredrag, jeg da nylig havde holdt i Arbejdernes Læseselskab om Holberg[CII], som det efter hans Mening Bedste, jeg nogensinde havde gjort.
Af andre Svenske fik jeg i de Dage Besøg af Fru Edgren[CIII], som paa den Tid var mere knyttet til Danmark end nogensinde, og kort derefter af hendes smukke Veninde Fru von Vollmar[CIV] og dennes Mand[CV], den socialdemokratiske Fører. Fru v. Vollmar[CVI] havde jeg jo kendt fra hun var ung Pige. Hun og hendes Mand forblev trofast forbundne med mig, hvor sjældent vi end saas. Desuden traf jeg i de Dage for første Gang den radikale Sociolog, Knut Wicksell[CVII], der delte mine Anskuelser i den da indledede Sædelighedsfejde.
Af Norske lærte jeg Arne Garborg[CVIII] personligt at kende. Min Artikel om ham havde jo givet Anledning til Fejden, og paa dette Tidspunkt stemte vore Grundanskuelser vistnok næsten fuldt overens. Jeg nærede oprigtig Beundring for hans Oprindelighed og hans Vid, og kan kun beklage, at hans Udvikling senere har ført ham ad Veje, jeg ikke kunde |148| følge. Han havde i Kjøbenhavn en Støtte i Amalie Skram[CIX] og var som hjemme i det Skramske Hus.
Den unge Skuespillerinde Ida Aalberg[CX] kom fra Finland og banede sig med sin vindende Personlighed Vej til de kjøbenhavnske Scener. Vi blev hurtigt bekendte. Straks efter sin Ankomst tilbragte hun en Aften i mit Hus med den svenske Sanger Algot Lange[CXI], Bissens[CXII], Walter Runebergs[CXIII] og Alexander Kielland[CXIV], paa hvilken sidste hun gjorde et stærkt Indtryk. Da Talen en Dag kom paa Begrebet Lykke, sagde hun: »Jeg vil slet ikke være lykkelig, slet ikke leve idyllisk, er tilfreds med at spore Lykken af og til. Jeg vil lide Alt hvad jeg behøver at lide for at blive Kunstnerinde.« Hun var da det finske Teaters første Kraft, men var i stadig Fremgang. Jeg indstuderede med hende den unge Frues Rolle i Girardins[CXV] Le supplice d’une femme, som det følgende Aar Titelrollen i Odette. Senere bragte jeg hende i Forbindelse med min Ven Josef Kainz[CXVI], og hun spillede med ham paa tyske Scener. Marie Seebach[CXVII] havde tidligt lært hende Beherskelse af det tyske Sprog.
Det Efteraar var et af de ulykkeligste Afsnit i mit Liv. Det Had, der efterhaanden havde samlet sig i enkelte kjøbenhavnske Kredse mod mig personligt, gav sig pinlige Udslag, og dertil kom, at de offenlige Tilstande var nedslaaende. Jeg havde et frygteligt Indtryk af hvad man med et forskønnende Udtryk kaldte »dansk Politik« og af den svage, uudviklede Befolknings Mangel paa Modstandskraft overfor Statskupet. Borgerstanden var mest slap og raa, Mændene i den herskende Kaste frække. Regeringen blev siden Januar ført paa Grundlag af en kongelig Ordinans endog uden Skinnet af Lovlighed.
|149| Det afstedkom ikke ringeste Bevægelse i Landet, da Folketingets Formand under et Paaskud blev idømt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Hørups[CXVIII] Fængsling troedes nærforestaaende; men han blev frifundet (for dog senere at fængsles). Politikens anden Udgiver, Herman Bing[CXIX], sad i Fængsel. Bladet vandt ingen Abonnenter ved Aarsskiftet og gik med et maanedligt Tab af 2500 Kroner; det viste sig tilmed under Bings[CXX] Fraværelse, at Administrationen havde været uforsvarligt skødesløs og voldt svære Tab. Ernst Brandes[CXXI], der overtog den, ønskede at faa Bing[CXXII] fjernet, men Hørup[CXXIII] vilde øjensynligt ikke bestyre Bladet sammen med to Brødre, da han maatte frygte under enhver Uenighed at være i født Mindretal. Saaledes saa det sort ud for det Organ, af hvilket det kjøbenhavnske Frisind havde ventet sig saa meget.
Hvorhen jeg end paa hjemlig Grund lod Blikket falde, ingensteds saa jeg noget, der lovede godt.
Under disse Omstændigheder rørtes jeg af en Artikel i Politikens Julenummer af Erik Skram[CXXIV], kaldet En Drøm, ved hvilken han efter eget Sigende havde tænkt paa mig: Han drømte, at han selvanden var paa en Rejse hjemad. Men de kunde ikke finde Danmark. Rejsen gik gennem Europa; dog Danmark var der ikke, og den Rædsel groede op i dem, at mens de var borte, var Danmark forsvunden af Jordens Overflade. Saa kom de til en aaben Brandtomt, et Ødelæggelsens Værk med en stram og sveden Lugt. Det er Danmark, sagde han og saa fortvivlet paa hende. – Midt i Rummet stod en Sarkofag; Laaget var halvt revet af, og Marmoret bar mangfoldige Mærker af Ild. Han steg op og saa ned i Sarkofagen. Der laa halv forkullet og sort, men endnu kendeligt, Liget af den Mand, hvis Aand han havde sat mest Pris paa af alle samtidiges i Danmark. Han vilde skrige, og vaagnede.
Da jeg heftigt længtes bort, var det mig vel tilpas, at man fra Varshav længe ivrigt havde opfordret mig til at vende tilbage og tale der, helst om Polens egen Literatur, som jeg efter Evne gennem Oversættelser havde sat mig ind i. Allerede i Decembers Begyndelse havde man fra Varshav telegrafisk anmodet mig om at afstaa en Del af min Indtægt til offenlige Foretagender, hvad jeg straks havde lovet. Saasnart man vidste, jeg havde besluttet at rejse, modtog jeg flere andre Anmodninger, som jeg gik ind paa, en om at give en Part af Indtægten til La Société générale des crèches, en om at give en anden Part til L’Oeuvre de secours des institutrices.
Man bad mig, før min Afrejse skrive en Nytaarsartikel til Politiken. Den blev temmelig lang. Jeg anfører nogle Linjer af den :
Nytaar, Nytaarsdrømme!
A deo rex!
Det er udlagt: Kongen[CXXV] er af Gud, og har, ved Gud! Retten til frit at vælge sine Ministre.
A rege lex!
Det er udlagt: Loven er ærlig, men Holden besværlig.
Populus grex!
Det er udlagt: Folket, en Flok Faar, der har Ret og fuld Frihed til at klippes.
. . . . . . .
Ja, den staar, den stakkels gamle Verden, og hvert Nytaar lægger et Aar til dens Alder. Men til alt Held er det saa viseligt indrettet, at den med Aarene stedse bliver yngre. Ethvert Nytaar forynger den. Og det er Nytaarshaabet. At vente saa lidt godt som muligt, sikkert kun at regne paa ondt af al Slags, det er rigtigt, det kan aldrig skade; saa skuffes man mindst. Men Et skuffer ikke: egen Vilje, den ubrydelige, ja ubøjelige, aldrig at give tabt, altid at være hundrede Gange større end sin Skæbne.
Ønsket om at en saadan Vilje maa vokse, det er Nytaarsønsket til det danske Folk.
|151| For mig selv skrev jeg Nytaarsdag: »Hvor er den tom, den Snak om Fremskridtet, hvor er Menneskeheden enfoldig og raa! Jeg vender i mit Sind stedse inderligere tilbage til min hero-worship, Dyrkelsen af de faa, som frembringer og forstaar. Saadan følte jeg nøjagtigt den Dag, jeg fyldte sytten Aar. Jeg husker det tydeligt, jeg gik i Snevejr og sagde til mig selv: Sneen ligger i mit Haar, men mægter ikke at hvidne det; der er langt igen. – Nu begynder mit Haar at hvidne, og jeg føler ligedan. Dengang havde jeg større Hang til at lyde og tjene et Geni end til selv at raade. Det sidste kom med Modenheden. Der gives kun ét afgørende paa Jorden: Vilje, ledet af Intelligens.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
