12.

Der havde hidtil været to af hinanden tilsyneladende uafhængige Grundstrømninger i mit Sind, først den menneskelige Medfølelse med dem, der havde det ondt, den, jeg først havde fornummet i mig som ganske ung Student og der var vedbleven at rinde i mit Sind som et underjordisk Væld af social Sympati, dernæst den Strøm af Begejstring for Tankens Frihed, der var brudt frem hos mig, efterat mine tidligste Studier og filosofisk-religiøse Grublerier var udmundede i Selvtillid og Handlelyst.

|110| Den Interesse for Menneskers Ve og Vel, der havde givet sig Udtryk i min Lassalle, og den Lidenskab for Aandsfrihed, som havde besjælet mig under mine Kampaar i Danmark, løb nu sammen som to Floder, der for Fremtiden kun dannede en. Hvad der laa mig paa Hjerte, var ikke blot stigende Velvære for de afhængigt stillede, og ubetinget Frihed for Videnskab og Kunst, men de undertrykte og mishandlede Folkeslags Uafhængighed, Bevaringen af den Kostbarhed, som en værdifuld Folke-Individualitet altid vil vedblive at være for den, der frygter Tilværelsens Fattiggørelse ved Forskellighedernes Udjævning.

Det var mig klart, at det uafhængige Tankelivs Undertrykkelse var det kraftigste Middel til Opretholdelse af ethvert Slaveri. Men at arbejde for Tankens Frihed var ikke nok; det gjaldt om at arbejde for Frigørelse af Nationernes Individualiteter.

Et stærkt og sammensat Indtryk gjorde det nu paa mig, at det her i Polen kunde blive nødvendigt for ikke at splitte Kræfterne i et Folk, hvor den katolske Kirke dannede et mægtigt Bolværk mod Fremmedherredømmets overvældende Brutalitet, foreløbigt at lade Arbejdet for Tankens Frigørelse træde ganske tilbage for det Arbejde, der gik ud paa Bevarelsen af den nationale Selvegenhed.

Jeg var mig dog bevidst, at en saadan Tilsidesættelse af Tankens Krav kun lod sig forsvare som nødtvungen Opsættelse, og jeg var endda ikke sikker paa, om den, endog som rent foreløbig, var af det Gode. Nu tvivler jeg derom.