Levned, 3 (1908)

11.

Dog den, som for mig i hine Dage blev som en Personliggørelse af det ideale, heroiske Polen, var en ung Pige, Frøken Jozefa Szebeko^[I], som jeg traf sammen med, naar jeg var udbedt, og næsten daglig saa, skønt hun ikke omgikkes mine Værtsfolk. Det var første og eneste Gang, at et helt Land kom til at staa for mig i Kvindeskikkelse (som naar Landene gengives i kunstneriske Allegorier). Ikke at Frøken Szebeko^[II] var af særlig ublandet polsk Blod. Der løb ogsaa noget svensk Blod i hendes Aarer fra den grevelige Familie Horn, af hvilken et Medlem var med i Sammensværgelsen mod Gustav III^[III]; heller ikke, at hendes Type var særlig udpræget, om end tydelig nok. Hun havde, 25 Aar gam|109|mel, en ung Verdensdames Holdning og Væsen. Men der var i hende en saa stærk og poetisk Fædrelandsfølelse, som jeg endnu ikke havde mødt, og i Forening med den et Mod og en Karakterkraft, som stillede mig forgangne Tiders polske Heroiner levende for Øje. Uvilkaarligt saa jeg i de sjældne menneskelige Egenskaber, den Fasthed og det Højsind, hvoraf jeg overraskedes hos hende, udmærkede polske Grundegenskaber, og jeg blev allerede ved mit andet Besøg i Polen smerteligt skuffet, da jeg ikke kunde lukke Øjnene for, at ogsaa Smaalighed og Letfærdighed trivedes yppigt i det Samfund, jeg fra først af kun havde set i Glansen af ypperlig Fortidsbedrift.

Dog saaledes er jo Menneskelivet beskaffent: det kommer mindre an paa, om de Indtryk og Følelser, der til en vis Tid betager os, er trofaste Aftryk af den os omgivende Virkelighed end om de har og faar udviklende Betydning for os selv. Vi skaber os de aandelige Forbundsfæller og Venner, som vi har nødig, omskaber de virkelige Mennesker og Forhold til det, hvortil vi trænger, udslynger (saa vi møder det udenfor os) det, der var i os selv som Behov, som ubevidst Vilje, som netop da gennembrydende Tendens i vort Indre.

Forrige afsnit: 10.
Næste afsnit: 12.