Levned, 3 (1908)

1.

Aaret 1885 begyndte jeg med den største Foredragsrejse, jeg endnu havde paataget mig. En hel Del Byer havde henvendt sig til mig om Foredrag. Efter et Par Dages Ophold hos Arthur Fitger^[I] i Bremen, hvor jeg arbejdede flittigt, tog jeg først til Darmstadt, hvor jeg talte for en 1300 Mennesker og hvor jeg ved et lille Gilde efter Foredraget sad ved Siden af den gamle berømte Materialist, Ludwig Büchner^[II], som levede dèr som Læge^*

^*)Saml. Skrifter XVII, 320.

. I Mannheim boede jeg hos Bankdirektør Felix Hecht^[III], en af de dygtigste Mænd i Rhinlandene, Æresborger af flere Nabobyer (i Slægt med Bamberger^[IV]). Han førte stort Hus, og om Aftenen hos ham saa jeg interessante Mænd. Mit Lokale var en Concertsal i det hertugelige Teater, og 1100 Mennesker var strømmede sammen for at høre mig. Dette Held opmuntrede mig, saa jeg talte godt, og Begejstringen var stor. Jeg saa næste Morgen den smukke Mainbro og kørte til Karlsruhe, hvor jeg tilbragte Aftenen hos en fin Embedsmand, der havde oversat Sofokles^[V] paa Tysk og som vedlagde sin Indbydelse en Anbefaling fra Paul Heyse^[VI]. Jeg havde 6-700 Tilhørere. I Mainz var Publikum temmelig udeltagende.

|90|I Frankfurt am Main boede jeg hos en socialistisk Læge, Dr. Walther, hvis Hustru, en Englænderinde, Mrs. Adams Walther, ogsaa var Læge, begge sidst i Tyverne, et ungt Par, som under mit forrige Ophold havde besøgt mig og som viste mig megen Velvilje. Fra Fürth havde jeg taget mod en Indbydelse, fordi nogle unge Skandinaver, der opholdt sig dèr, nogle Maaneder forinden havde bedt og bønfaldt mig ikke afslaa den, da de glædede sig til at høre mig. Allerede paa Banegaarden erfor jeg imidlertid ved min Ankomst, at de – uden at underrette mig derom – havde forladt Byen. Jeg var kørt 16-17 Timer for at tale der.

I Hanau modtoges jeg af Direktøren for Kunstmuseet, en fortræffelig og begavet Mand, der traadte mig i Møde paa Banegaarden, ligesom jeg blottede Hovedet. Jeg kender Dem paa Deres ὄγϗος, der er som Zeus’s, sagde han. Da jeg havde talt, skulde jeg som sædvanligt indtage et Aftensmaaltid ved et af Smaabordene i den Forenings Midte, som havde indbudt mig, og min Skaal naturligvis udbringes af en blandt de Honoratiores, der udgjorde Bestyrelsen. Den Paagældende havde imidlertid ikke gidet høre mig, og det viste sig, at han ikke var bleven rigtigt underrettet om, hvem jeg var. Han rejste sig og sagde: »Meine Herrn! Wir haben heute Abend unter uns einen Mann, der uns durch seine Gegenwart Ehre erweist, einen berühmten Professor aus Marburg, einen der ersten Juristen Deutschlands« osv.

Jeg nød Fejltagelsen i Stilhed. Dog ved mit Bord blev der Uro, fordi jeg tav. – De maa takke! hed det indtrængende fra forskellige Sider. – »Men det er jo ikke mig, hvis Skaal blev udbragt!« – Ligemeget! De maa takke! gentoges det med uskrømtet Forundring over, at jeg kunde opholde mig ved en saadan Bagatel. – Skaalen havde jo været lige velment for det.

|91| Saa rejste jeg mig da og formulerede en inderlig Tak: Der var visselig bleven vist mig altfor megen Ære; jeg var ikke Professor, ikke tysk, ikke fra Marburg, ikke berømt, ikke Jurist, men jeg vidste, fra hvor ærligt et Hjerte Skaalen kom, og jeg takkede af Hjertet. – Med Undtagelse af Kunstmuseets Direktør var der intet Menneske i Salen, som mærkede, at min Svartale ikke var aldeles højtideligt ment.

I Frankfurt modtog jeg adskillige velvillige Breve fra Skribenter og Skribentinder i Varshav: man var glad over at jeg vilde komme til Byen, beredte mig en varm Modtagelse, hver enkelt anmodede mig om ikke at blive overset i »den Sværm, der vilde trænge sig om mig«, og mere i denne Stil.

I Frankfurt havde jeg Fornøjelse af at tale. Alt var overfyldt; Folk sad saa nær op ad Katedret som i det lille Rum paa Kjøbenhavns Universitet. Man kendte mig, da jeg havde talt der i Byen for to Aar siden, og jeg kendte til Gengæld adskillige af Tilhørerne, enkelte dygtige Mænd, og enkelte smukke Damer, hvis bevægelige Roman eller hvis Chronique scandaleuse i sin Tid var bleven mig fortalt. Det Indtryk, Publikum gør paa Foredragsholderen, er i Reglen bestemmende for Maaden, hvorpaa han taler, og for Virkningen af hans Tale. Her var Indtrykket oplivende.

Rigtig godt holdt jeg dengang sjældent et Foredrag, før jeg havde holdt det nogle Gange. Efterhaanden udarbejdede jeg de enkelte Partier, fandt de virksomme Betoninger, saa hver Sætning blev levende og kom til sin Ret. Derimod fordærvede jeg engang imellem Virkningen ved et Par Fortalelser eller ved at glemme Sammenhængen og stoppe et Mellemrum med Fyld.

I Frankfurt sagde Folk mig, at de ikke før i Byen havde hørt et saa godt Foredrag. Ved Aftensmaaltidet var den bekendte Ejer af Frankfurter Zeitung, Hr. Sonnemann^[VII], tilstede; ligeledes Hr. Siegmund Schott^[VIII], der Dagen efter viste |92| mig om i Byen. I en lille fransk Opsats har han mindedes mit Besøg og min Fornøjelse ved at se Malerierne i Museet.

Mellem mine Tilhørere var det mig en Glæde at opdage Stockhausen^[IX], hvem jeg af et fuldt Hjerte beundrede som Sanger. Mænd som han, Joachim^[X] og Rubinstein^[XI] viste, hvor usand den Paastand var, at Kunstnere af jødisk Æt var forfaldne til Prang og Glimmer. Særligt de to første var Naturligheden og Simpelheden selv.

Braunschweig, hvortil jeg fra Frankfurt kom, var en dejlig gammel By, neppe mindre lærerig end Nürnberg. Jeg husker, jeg var indbudt i en Familie, i hvilken jeg følte mig vel, og at Husets unge Datter, en smuk og mærkeligt forstandig Pige, næste Morgen ledsagede mig i det hertugelige Galleri, jeg havde ønsket at se, før jeg tog bort. Men jeg har sporløst glemt, hvorledes jeg lærte Familien at kende og hvad den hed.

Efter at have rejst hele Dagen og talt om Aftenen var jeg i Braunschweig saa overanstrengt, at jeg ikke blot var ude af Stand til at sove, men havde Hallucinationer, saa snart jeg lukkede Øjnene. Jeg saa fæle Masker for mig, lysende Punkter, der blev til Øjne, omkring hvilke et afskyeligt Ansigt dannede sig. Især ét Syn var fælt: To sammenvoksede Dvergeskikkelser med Maske-Ansigter, der trængte sig ind til mig for at byde mig Omvendelsestraktater fra den indre Mission. Da jeg ringede paa Opvarteren, kom han med en stor skægget Maske for.

I Bremen forærede Arthur Fitger^[XII] mig Farveskitsen til sit smukke Dekorationsmaleri: Dioskurerne som under en Storm tænder St. Elmsild paa Mastespidserne, en Gave, der voldte mig Glæde.

Jeg talte baade i Bremen og Bremerhafen. Efter Foredraget i Bremen unddrog jeg mig det obligate Gilde og tilbragte Aftenen alene med Arthur Fitger^[XIII]. I Bremerhafen var |93| endnu Erindringen levende om Massemorderen Thomas’^[XIV] forfærdelige Bedrift. Pladsen, hvor hans Helvedmaskine sprang, havde været oversaat med afrevne Fødder.

Under et Par Dages Ophold i Berlin i det Bernsteinske Hus, hvor jeg levede stærkt forkælet, som viklet i Vat, modtog jeg ivrige Opfordringer fra unge Forfattere i Frankrig til Medarbejderskab paa den ny Revue Contemporaine, hvori blandt andre Edouard Rod^[XV] var virksom, og talrige Indbydelser til at tale i tyske Byer, i større som Leipzig og Posen, i smaa som det interessante Gosslar; men jeg havde allerede bundet mig tilstrækkeligt.

Forrige afsnit: 9): 9.
Næste afsnit: 2.