Levned, 3 (1908)

2.

Straks efter min Ankomst til Wien kom to af de Herrer, der havde indbudt mig, og sagde, at Tilstrømningen af dem, der ønskede at høre mig samme Aften, var overordenlig; allerede for fjorten Dage siden maatte hundrede afvises.

Lewinsky^[I] var desværre bortrejst; men mit Bord laa straks saa fuldt af Indbydelsesbreve til Frokoster og Middage og Aftensmaaltider, at jeg begyndte med at afslaa et Dusin.

Da jeg viste mig i Foredragssalens Dør, genlød Salen af Bifaldsklap. Efter Foredraget var der en Festlighed, hvor der holdtes nogle Taler for mig, og hvor et Udtryk i min Svartale gjorde Lykke: Der har aldrig i Danmark været nogen Uvilje mod Østerrigerne, ikke engang, da de paaførte os Krig; man fandt det kun urimeligt og ubegribeligt, at de vilde bringe os og sig selv i Livsfare pour le roi de Prusse.

Her i Wien maatte jeg mindes H. C. Andersen^[II] paa Rejse. Fra Damernes Mund hørte jeg her de overstrømmende Artigheder, hvori han plejede at svælge. Og enkelte |94| af disse Komplimenter var spirituelle, som jeg ikke før havde hørt dem.

Der var Forskellige, som improviserede Vers til min Ære, der rimede paa mit Navn. Den ene var Neue freie Presses Feuilleton-Redaktør, Hr. Goldbaum^[III]. Han fremsagde:

O du grosser Brandes,

Sohn des fremden Landes,

Bist der wahre Mann des

Internationalen Freundschaftsbandes.

Schaum des Becherrandes –

Wer den Ruhm trank, fand es.

Stumpf doch nagt der Zahn des

Augenblicks an deinem Ruhm, o Brandes!

Lieber Doctor Brandes!

Allen leeren Tandes

Nur vergiss, du Mann des

Geists – und denke dann des

Enthusiasmus der Wiener!

Den anden var den udmærkede Forfatter Max Kalbeck^[IV], som skrev Musik-Feuilletonen i Wiener Allgemeine Zeitung. Han sagde:

In Nacht verhülle sich der Himmelsrand,

Es tritt hervor der Stern des Himmelrandes.

Erdrückend häufe sich des Wissens Sand,

Ein frischer Quell entspringt dem Reich des Sandes.

Unwirthbar liege rings der öde Strand,

Es glänzt die Perle doch im Schoos des Strandes.

Entschlafen möge träumend der Verstand,

Er kommt ja doch, der Wecker des Verstandes,

Denn als in Asche fiel der Geister Brand,

Die Glut hat angefacht der Geist des Brandes.

I mine Breve til Hjemmet bemærkede jeg, at jeg her begyndte at forstaa, hvorfor H. C. Andersens^[V] Breve var saa utaalelige. Ogsaa han skrev jo til Folk, der bad ham |95| fortælle om hvad Medgang han havde og hvad Lykke han gjorde. Der var imidlertid ingen Fare for, at man i Hjemmet skulde erfare noget om den Medgang, jeg havde. Danske Aviser og en enkelt svensk kappedes om at bringe ophidsende Meddelelser om mit kortvarige Ophold i Wien. Jeg skulde offenligt have talt ilde om Danmark. Jeg skulde have mødt almindelig Misbilligelse. Jeg skulde ved den Festlighed, der holdtes efter mit første Foredrag, have holdt Tale om vor hjemlige Storhed Drachmann^[VI], givet en nedsættende Karakteristik af ham osv. og derved »fuldstændig have undergravet hans Stilling i Wien«. Ja Fru Emmy Drachmann^[VII] optraadte selv i Pressen, beskyldte mig for at have underholdt Wienerne med en formentlig eksisterende literær eller politisk Uenighed i Familien Drachmanns Skød, hentydede endog til, at jeg skulde have givet falske Fremstillinger af tidligere Breve fra Fruen til mig; hun offenliggjorde denne Gang sit Brev, fordi hun da »var sikker paa, at hvert Ord blev hendes eget«. (Jeg havde selvfølgelig ikke gjort det ringeste af alt dette).

Om Morgenen efter Festen vaktes jeg af en Tjener med en Indbydelse og med et Album, hvori man bad mig skrive. Neppe havde jeg faaet ham af Sted og haabede at kunne sove ud, saa bankede en med en Vifte og en Indbydelse. Og saaledes gik det den hele Formiddag. Mit Bord laa fuldt af Aviser, der bragte mig dette for mig temmelig Uvante, Lovtaler^*

^*)

Wiener Allgemeine talte om, hvor længe jeg havde holdt mig i Afstand fra Tyskland (Wir denken ihn uns so, dass er mit der einen Hand nach dem deutschen Lorbeer griff, mit der andern abwehrte) og føjede til: »Deutschland hat ihn besiegt, aber den Ueberwundenen auf Rosen gebettet und mit dem Lorbeer bekränzt«. Om mit Foredrag skrev Bladet, at det havde alle Fortrin: »umfassendes Wissen, graziöse Darstellung, feine Ironie, schlagende Vergleiche, überzeugende Beredsamkeit.«

Neue freie Presse karakteriserede det endnu udførligere og med kærlig Indgaaen paa Foredragets Art: »Lautlose Stille herrschte, während B. diese schimmernde Perlenschnur geistreicher Wendungen und Antithesen vor dem Auditorium aufrollte. Keine der zahllosen Pointen in dem meisterhaft aufgebauten Vortrag ging verloren, obwohl B. als Redner jeden Effect geflissentlich zu vermeiden sucht. Der schmächtige, mittelgrosse Mann, mit einem leidenden Zug in dem von einem dunklen Bart umrahmten Antlitz, spricht ruhig, gelassen; die Sätze mehr als einzelne Worte betonend; es ist eine gewisse Stille über seinen Vortrag ausgegossen. Das Organ ist nicht stark, aber sympathisch, und nur wie von fern vernimmt man den fremdartigen Accent seiner Rede, am meisten dann, wenn in die Darstellung ein dialektisches Moment, eine Abwägung des Für und Wider sich verwebt. Als er geendet hatte, äusserte sich der Dank der Zuhörer für den auserlesenen Genuss in langanhaltendem Applaus.«

Frankfurter Beobachter skrev: »G. B.^[VIII] ist so reich an Geist, dass er förmlich übersprudelt, und wenn man einmal ein Paar Stunden mit ihm zusammen gewesen ist, bedauert man nur, dass kein Stenograph dabei war um die Ausbeute zu sammeln. Wir könnten aber auch aus dem Gedächtniss manches gute und treffende Wort von ihm erzählen, das sicherlich allgemein interessiren würde, wären wir nicht durch eine gewisse Rücksicht davon abgehalten. B. nennt Alles so rückhaltlos und unverhüllt beim richtigen Namen.«

Forrige afsnit: 1.
Næste afsnit: 3.