Aaret 1885 begyndte jeg med den største Foredragsrejse, jeg endnu havde paataget mig. En hel Del Byer havde henvendt sig til mig om Foredrag. Efter et Par Dages Ophold hos Arthur Fitger[I] i Bremen, hvor jeg arbejdede flittigt, tog jeg først til Darmstadt, hvor jeg talte for en 1300 Mennesker og hvor jeg ved et lille Gilde efter Foredraget sad ved Siden af den gamle berømte Materialist, Ludwig Büchner[II], som levede dèr som Læge*
. I Mannheim boede jeg hos Bankdirektør Felix Hecht[III], en af de dygtigste Mænd i Rhinlandene, Æresborger af flere Nabobyer (i Slægt med Bamberger[IV]). Han førte stort Hus, og om Aftenen hos ham saa jeg interessante Mænd. Mit Lokale var en Concertsal i det hertugelige Teater, og 1100 Mennesker var strømmede sammen for at høre mig. Dette Held opmuntrede mig, saa jeg talte godt, og Begejstringen var stor. Jeg saa næste Morgen den smukke Mainbro og kørte til Karlsruhe, hvor jeg tilbragte Aftenen hos en fin Embedsmand, der havde oversat Sofokles[V] paa Tysk og som vedlagde sin Indbydelse en Anbefaling fra Paul Heyse[VI]. Jeg havde 6-700 Tilhørere. I Mainz var Publikum temmelig udeltagende.|90|I Frankfurt am Main boede jeg hos en socialistisk Læge, Dr. Walther, hvis Hustru, en Englænderinde, Mrs. Adams Walther, ogsaa var Læge, begge sidst i Tyverne, et ungt Par, som under mit forrige Ophold havde besøgt mig og som viste mig megen Velvilje. Fra Fürth havde jeg taget mod en Indbydelse, fordi nogle unge Skandinaver, der opholdt sig dèr, nogle Maaneder forinden havde bedt og bønfaldt mig ikke afslaa den, da de glædede sig til at høre mig. Allerede paa Banegaarden erfor jeg imidlertid ved min Ankomst, at de – uden at underrette mig derom – havde forladt Byen. Jeg var kørt 16-17 Timer for at tale der.
I Hanau modtoges jeg af Direktøren for Kunstmuseet, en fortræffelig og begavet Mand, der traadte mig i Møde paa Banegaarden, ligesom jeg blottede Hovedet. Jeg kender Dem paa Deres ὄγϗος, der er som Zeus’s, sagde han. Da jeg havde talt, skulde jeg som sædvanligt indtage et Aftensmaaltid ved et af Smaabordene i den Forenings Midte, som havde indbudt mig, og min Skaal naturligvis udbringes af en blandt de Honoratiores, der udgjorde Bestyrelsen. Den Paagældende havde imidlertid ikke gidet høre mig, og det viste sig, at han ikke var bleven rigtigt underrettet om, hvem jeg var. Han rejste sig og sagde: »Meine Herrn! Wir haben heute Abend unter uns einen Mann, der uns durch seine Gegenwart Ehre erweist, einen berühmten Professor aus Marburg, einen der ersten Juristen Deutschlands« osv.
Jeg nød Fejltagelsen i Stilhed. Dog ved mit Bord blev der Uro, fordi jeg tav. – De maa takke! hed det indtrængende fra forskellige Sider. – »Men det er jo ikke mig, hvis Skaal blev udbragt!« – Ligemeget! De maa takke! gentoges det med uskrømtet Forundring over, at jeg kunde opholde mig ved en saadan Bagatel. – Skaalen havde jo været lige velment for det.
|91| Saa rejste jeg mig da og formulerede en inderlig Tak: Der var visselig bleven vist mig altfor megen Ære; jeg var ikke Professor, ikke tysk, ikke fra Marburg, ikke berømt, ikke Jurist, men jeg vidste, fra hvor ærligt et Hjerte Skaalen kom, og jeg takkede af Hjertet. – Med Undtagelse af Kunstmuseets Direktør var der intet Menneske i Salen, som mærkede, at min Svartale ikke var aldeles højtideligt ment.
I Frankfurt modtog jeg adskillige velvillige Breve fra Skribenter og Skribentinder i Varshav: man var glad over at jeg vilde komme til Byen, beredte mig en varm Modtagelse, hver enkelt anmodede mig om ikke at blive overset i »den Sværm, der vilde trænge sig om mig«, og mere i denne Stil.
I Frankfurt havde jeg Fornøjelse af at tale. Alt var overfyldt; Folk sad saa nær op ad Katedret som i det lille Rum paa Kjøbenhavns Universitet. Man kendte mig, da jeg havde talt der i Byen for to Aar siden, og jeg kendte til Gengæld adskillige af Tilhørerne, enkelte dygtige Mænd, og enkelte smukke Damer, hvis bevægelige Roman eller hvis Chronique scandaleuse i sin Tid var bleven mig fortalt. Det Indtryk, Publikum gør paa Foredragsholderen, er i Reglen bestemmende for Maaden, hvorpaa han taler, og for Virkningen af hans Tale. Her var Indtrykket oplivende.
Rigtig godt holdt jeg dengang sjældent et Foredrag, før jeg havde holdt det nogle Gange. Efterhaanden udarbejdede jeg de enkelte Partier, fandt de virksomme Betoninger, saa hver Sætning blev levende og kom til sin Ret. Derimod fordærvede jeg engang imellem Virkningen ved et Par Fortalelser eller ved at glemme Sammenhængen og stoppe et Mellemrum med Fyld.
I Frankfurt sagde Folk mig, at de ikke før i Byen havde hørt et saa godt Foredrag. Ved Aftensmaaltidet var den bekendte Ejer af Frankfurter Zeitung, Hr. Sonnemann[VII], tilstede; ligeledes Hr. Siegmund Schott[VIII], der Dagen efter viste |92| mig om i Byen. I en lille fransk Opsats har han mindedes mit Besøg og min Fornøjelse ved at se Malerierne i Museet.
Mellem mine Tilhørere var det mig en Glæde at opdage Stockhausen[IX], hvem jeg af et fuldt Hjerte beundrede som Sanger. Mænd som han, Joachim[X] og Rubinstein[XI] viste, hvor usand den Paastand var, at Kunstnere af jødisk Æt var forfaldne til Prang og Glimmer. Særligt de to første var Naturligheden og Simpelheden selv.
Braunschweig, hvortil jeg fra Frankfurt kom, var en dejlig gammel By, neppe mindre lærerig end Nürnberg. Jeg husker, jeg var indbudt i en Familie, i hvilken jeg følte mig vel, og at Husets unge Datter, en smuk og mærkeligt forstandig Pige, næste Morgen ledsagede mig i det hertugelige Galleri, jeg havde ønsket at se, før jeg tog bort. Men jeg har sporløst glemt, hvorledes jeg lærte Familien at kende og hvad den hed.
Efter at have rejst hele Dagen og talt om Aftenen var jeg i Braunschweig saa overanstrengt, at jeg ikke blot var ude af Stand til at sove, men havde Hallucinationer, saa snart jeg lukkede Øjnene. Jeg saa fæle Masker for mig, lysende Punkter, der blev til Øjne, omkring hvilke et afskyeligt Ansigt dannede sig. Især ét Syn var fælt: To sammenvoksede Dvergeskikkelser med Maske-Ansigter, der trængte sig ind til mig for at byde mig Omvendelsestraktater fra den indre Mission. Da jeg ringede paa Opvarteren, kom han med en stor skægget Maske for.
I Bremen forærede Arthur Fitger[XII] mig Farveskitsen til sit smukke Dekorationsmaleri: Dioskurerne som under en Storm tænder St. Elmsild paa Mastespidserne, en Gave, der voldte mig Glæde.
Jeg talte baade i Bremen og Bremerhafen. Efter Foredraget i Bremen unddrog jeg mig det obligate Gilde og tilbragte Aftenen alene med Arthur Fitger[XIII]. I Bremerhafen var |93| endnu Erindringen levende om Massemorderen Thomas’[XIV] forfærdelige Bedrift. Pladsen, hvor hans Helvedmaskine sprang, havde været oversaat med afrevne Fødder.
Under et Par Dages Ophold i Berlin i det Bernsteinske Hus, hvor jeg levede stærkt forkælet, som viklet i Vat, modtog jeg ivrige Opfordringer fra unge Forfattere i Frankrig til Medarbejderskab paa den ny Revue Contemporaine, hvori blandt andre Edouard Rod[XV] var virksom, og talrige Indbydelser til at tale i tyske Byer, i større som Leipzig og Posen, i smaa som det interessante Gosslar; men jeg havde allerede bundet mig tilstrækkeligt.
Straks efter min Ankomst til Wien kom to af de Herrer, der havde indbudt mig, og sagde, at Tilstrømningen af dem, der ønskede at høre mig samme Aften, var overordenlig; allerede for fjorten Dage siden maatte hundrede afvises.
Lewinsky[XVI] var desværre bortrejst; men mit Bord laa straks saa fuldt af Indbydelsesbreve til Frokoster og Middage og Aftensmaaltider, at jeg begyndte med at afslaa et Dusin.
Da jeg viste mig i Foredragssalens Dør, genlød Salen af Bifaldsklap. Efter Foredraget var der en Festlighed, hvor der holdtes nogle Taler for mig, og hvor et Udtryk i min Svartale gjorde Lykke: Der har aldrig i Danmark været nogen Uvilje mod Østerrigerne, ikke engang, da de paaførte os Krig; man fandt det kun urimeligt og ubegribeligt, at de vilde bringe os og sig selv i Livsfare pour le roi de Prusse.
Her i Wien maatte jeg mindes H. C. Andersen[XVII] paa Rejse. Fra Damernes Mund hørte jeg her de overstrømmende Artigheder, hvori han plejede at svælge. Og enkelte |94| af disse Komplimenter var spirituelle, som jeg ikke før havde hørt dem.
Der var Forskellige, som improviserede Vers til min Ære, der rimede paa mit Navn. Den ene var Neue freie Presses Feuilleton-Redaktør, Hr. Goldbaum[XVIII]. Han fremsagde:
Den anden var den udmærkede Forfatter Max Kalbeck[XIX], som skrev Musik-Feuilletonen i Wiener Allgemeine Zeitung. Han sagde:
I mine Breve til Hjemmet bemærkede jeg, at jeg her begyndte at forstaa, hvorfor H. C. Andersens[XX] Breve var saa utaalelige. Ogsaa han skrev jo til Folk, der bad ham |95| fortælle om hvad Medgang han havde og hvad Lykke han gjorde. Der var imidlertid ingen Fare for, at man i Hjemmet skulde erfare noget om den Medgang, jeg havde. Danske Aviser og en enkelt svensk kappedes om at bringe ophidsende Meddelelser om mit kortvarige Ophold i Wien. Jeg skulde offenligt have talt ilde om Danmark. Jeg skulde have mødt almindelig Misbilligelse. Jeg skulde ved den Festlighed, der holdtes efter mit første Foredrag, have holdt Tale om vor hjemlige Storhed Drachmann[XXI], givet en nedsættende Karakteristik af ham osv. og derved »fuldstændig have undergravet hans Stilling i Wien«. Ja Fru Emmy Drachmann[XXII] optraadte selv i Pressen, beskyldte mig for at have underholdt Wienerne med en formentlig eksisterende literær eller politisk Uenighed i Familien Drachmanns Skød, hentydede endog til, at jeg skulde have givet falske Fremstillinger af tidligere Breve fra Fruen til mig; hun offenliggjorde denne Gang sit Brev, fordi hun da »var sikker paa, at hvert Ord blev hendes eget«. (Jeg havde selvfølgelig ikke gjort det ringeste af alt dette).
Om Morgenen efter Festen vaktes jeg af en Tjener med en Indbydelse og med et Album, hvori man bad mig skrive. Neppe havde jeg faaet ham af Sted og haabede at kunne sove ud, saa bankede en med en Vifte og en Indbydelse. Og saaledes gik det den hele Formiddag. Mit Bord laa fuldt af Aviser, der bragte mig dette for mig temmelig Uvante, Lovtaler*
.I Artiklerne var der undertiden figurligt Tale om Laurbær. Som alle havde jeg i min tidlige Ungdom drømt om dem, imidlertid forlængst opgivet at tænke paa dem i Forbindelse med min Person uden som dekorativt Kryderi om Boeuf à la mode. Her i Wien fik jeg min første Laurbærkrans.
Det gik saaledes til: Straks ved Gildet efter mit første Foredrag nærmede en gammel Dame sig til mig, fornem og djærv med et lille Overskæg, og aflokkede mig, før jeg kunde hitte paa en Udvej, et Ja til en Indbydelse i hendes Hjem en følgende Middag. Det blev et ærværdigt Selskab, strengt i sin Holdning. Ikke ét kvindelig Væsen var indbudt, men en udsøgt Samling af Wiens berømteste, lærdeste, ældste Mænd: Der var den første Kemiker, den første Ar|97|kivar og saa videre, Mænd, hvis Navn jeg tidt havde hørt, men af hvem jeg aldrig havde læst en Linje.
Imellem de sidste to Retter blev der en Pause. Paa et stort, skinnende Sølvfad overbragte en Tjener Husets Værtinde noget rundt og svært, som viste sig at være en Laurbærkrans. I det samme rejste Damen sig med spillende Øjne og livligt strittende Moustache og holdt med hævet Glas en Tale til min Ære, ifølge hvilken Laurbærkransen, voluminøs som den var, blev sat i Bevægelse og kastet over mit Hoved, til den blev liggende skævt over min Skulder. Det var en vemodig Udmærkelse. I min Opvækst havde jeg haabet paa Laurbær, drømt om Laurbær; nu fik jeg dem af en Dame med et lille Overskæg, paa over de treds.
Saa hurtigt som muligt tog jeg Afsked. Jeg ventedes endnu samme Aften hos Forfatteren Ganghofer[XXIV] og hans smukke ungarske Frue, der havde lovet mig at jeg i deres Hus skulde se en Czardas danset, og hvor jeg var vis paa hverken at møde Kemikere eller Arkivarer.
Jeg var selvfølgelig nødt til at tage Kransen med mig. Et Uhyre af en Krans var det, stor og tyk, rigtignok ikke saadan en tynd og flad Laurbærkrans, som efter Paludan-Müllers[XXV] Paastand i Adam Homo er det højeste, man kan vinde i Danmark. Da jeg kom ned paa Gaden, var der i den sildige Aftentime ingen Vogn i Sigte. Jeg spekulerede da paa at kaste Uhyret fra mig; men det lod sig ikke gøre. Dette grønne Monument var helt gennemvundet med hvide og røde Atlaskesbaand med mit Navn, en Datum og en Hyldest i Guldbogstaver. Den vilde blive bragt mig tilbage til Hotellet næste Morgen mod en Douceur til den ædle Finder.
Baandene slæbte paa Jorden. Mødte Nogen mig, holdt jeg Stilladset skjult bag Ryggen.
|98| Endelig fik jeg en Fiacre og naaede Ganghofers[XXVI] Hus. I Forstuen sendte jeg Pigen, som lukkede op for mig, bort, lagde min Krans paa et Bord og dækkede den under et Lag af Overfrakker og Pelse, jeg tog ned fra Knagerne. Imidlertid, min Blufærdighed nyttede mig intet. Fru Ganghofer, som nogle Øjeblikke senere gik igennem Forstuen, opdagede Corpus delicti under Uordenen og bragte den muntert ind til det lystige Selskab, som ikke glemte at drille mig med den. Da vi sent paa Natten brød op, blev jeg samvittighedsfuldt paany belæsset med hin omfangsrige Gave fra kvindelig Haand, og der blev skemtet med denne min portative Hæder lige til vi naaede Hotellets Port og jeg ringede med Kransen paa Ryggen.
Jeg havde gemt og glemt den i min Kuffert, da ved den russiske Grænse den ransagende Toldembedsmand opdagede den. En af dem iagttog først den, saa mig med kritiske Blikke, indtil han gav Resultatet af sine Overvejelser Luft i et til en Kollega henkastet Udbrud, af hvilket jeg forstod Ordet: Tenor!
For Virtuoser som for adskillige Digtere af Andersens[XXVII] Type betegner Kranse og Komplimenter jo Højdepunkterne i deres Eksistens. Jeg kunde ikke lade være til Sammenligning at mindes de Par lykkelige Øjeblikke, jeg havde havt i mit Liv, de faa Øjeblikke af heftig, næsten dræbende Fryd; de lignede visselig ikke disse.
Alligevel havde jeg et aandeligt Udbytte af mit Ophold i Wien.
Et Bekendtskab, der rørte mig, var det med den gamle Digter Ludwig August Frankl (von Hochwart)[XXVIII], der havde kendt Oehlenschläger[XXIX] og H. C. Ørsted[XXX] og som i sin Tid |99| under Revolutionen havde skrevet det første censurfrie Digt. Han gjorde en stor Middag for mig. Hos Forfatteren Karl Emil Franzos[XXXI], der var en gammel Bekendt af mig, traf jeg flere Gange den hæderkronede, mer end firsindstyveaarige Digter Eduard von Bauernfeld[XXXII], det gamle fine og smukke Østerrig i Menneskeskikkelse. Den elskværdige Anton Bettelheim[XXXIII] ledsagede mig en sildig Aften til en Knejpe, hvor vi havde sat Ludwig Anzengruber[XXXIV] Stævne, hvem jeg længe havde anerkendt og beundret. Da jeg i Samtalens Løb sagde til ham, at noget af Naturgrunden i hans saa oprindelige Væsen mindede mig om Gottfried Keller[XXXV], udbrød han straalende: Bitte, schimpfen Sie weiter! Han sad der hyllet i Tobaksrøg med sit Bæger for sig og lignede en skarpsindig, verdensfremmed Faun med Skelmen bag Øret.
Baronesse Todesco[XXXVI] tog mig en Aften med i Burgteatret, hvor jeg saa et Glimt af Charlotte Wolter[XXXVII], dog kun som Verdensdame i en lille Rolle, der intet Begreb gav mig om hendes Storhed. Men her havde jeg Lejlighed til efter otte Aars Forløb at hilse paa Adolf Wilbrandt[XXXVIII], som var bleven Burgteatrets Direktør. Uforglemmeligt var desuden Indtrykket af Sonnenthal[XXXIX] som Risler i Daudets[XL] Fromont & Risler. Jeg har ikke set mere fuldendt Kunst end hans Spil som denne godmodige og hæderlige, ganske jævne Mand, baade da han er tryg, som under Dansen, hvor han bliver svimmel og tørrer sin Pande, og siden, da han véd, at hans Hustru har bedraget ham, og tvinger hende til at give Juvelerne tilbage.
Han dannede en afgjort Modsætning til min Ven Lewinsky[XLI], indtagende som han var. Man maatte se ham som den elskværdige Bonvivant i George Sands[XLII] Markien af Villemer for at fornemme hans Uimodstaaelighed. Lewinsky[XLIII] derimod definerede hele sit Væsen en Dag, da han sagde: In mich wird sich kein Stubenmädchen verlieben. Jeg min|100|dedes disse Ord, naar jeg undertiden i Kjøbenhavn fik Besøg af en Skuespiller, der havde et saa fordelagtigt Ydre, at Tjenestepigen aldrig behøvede at sige mig, hvem der stod i Forstuen, saasnart han kom. Jeg kunde se det paa hende. Hun formaaede neppe at faa Ordene over sine Læber; hun snappede efter Vejret med Blodet i Kinderne, naar hun skulde sige: »Hr. Skuespiller Elith Reumert[XLIV] ønsker at tale med Doktoren[XLV]«. – Lewinsky[XLVI] tog sig ud som Richard III[XLVII]; men som Skuespiller Lewinsky[XLVIII] var han kun en velklædt Kunstner, der holdt sig smukt.
Flygtigt saa jeg i Wien mangen en Verdensmandsskikkelse, der gjorde Indtryk, saaledes en Dr. Jacques, der vistnok var Borgerrepræsentant, en rank, fin, ældre Mand, med et ualmindeligt Væsen. Hos den Storindustrielle Lobmeyr[XLIX] tilbragte jeg nogle Timer i udmærket Selskab. Der var bl. A. de tidligere Ministre Carl v. Stremayr[L] og Julius Glaser[LI], da Generalprokurator ved Højesteret, en højt begavet og frisindet Jurist, der viste sig at være nøje inde i den danske Forfatningsstrid; fremdeles Billedhuggeren Kaspar Zumbusch[LII], Ophavsmand til Mindesmærkerne for Beethoven[LIII], for Maria Theresia[LIV] og senere for Radetzky[LV], en smuk Mand med Ansigtstræk, der var ædle som hans Kunst. Endelig lærte jeg der personligt at kende min berømte Landsmand Theophilus Hansen[LVI], som var ganske hjemme i denne Kres og den næste Dag viste mig et af sine Værker i Wien, Parlamentsbygningen, fra øverst til nederst. Han var endnu af den gamle Skole, for hvem alt skulde være græsk. Aaret efter kom han til Kjøbenhavn og bad mig i sin Ubekendtskab med Forholdene om at staa ham bi med Antagelsen af hans Plan til Genopførelsen af Christiansborg, der havde mødt Modstand hos |101| den mægtige Meldahl[LVII]. Han troede mig i Stand til at understøtte ham.
Han var rørende i sin Entusiasme for Danmark, som han saa tidligt havde forladt. Alt begejstrede ham i Danmark, ogsaa den da projekterede Selvbeskatning til Fordel for Kjøbenhavns Befæstning. Hvor ser man Sligt! sagde han. – Han vidste ikke, at Sligt var sket andre Steder med bedre Held.
Et Wiener-Bekendtskab, der voldte mig Glæde, var det med Digteren Moritz Hartmanns[LVIII] Enke, en smuk, forstandig Dame, og hendes dengang lige netop voksne Søn Ludo Hartmann[LIX], nu Docent ved Universitetet i Wien, ivrig Leder af Folkeuniversitetsforelæsninger, fremragende Historiker og overbevist Socialdemokrat; dengang en Yngling af sjælden Skjønhed. Han havde smukke Mennesker at slægte paa saavel paa fædrene som paa mødrene Side. – Moder og Søn besøgte mig det følgende Aar nogle Dage i Kjøbenhavn. Den endnu unge Moder levede udelukkende for Sønnen.
Hos Goldbaum[LX] og andensteds traf jeg den berømte Komponist af Fliedermaus, Den lystige Krig, Zigøjnerbaronen, af An der schönen blauen Donau og de andre ypperlige Valse, Johann Strauss[LXI]. Han var da 60 Aar gammel, men rank, ungdommelig og (vistnok med nogen Kunst) kulsort af Haar og Skæg. Han kom med den unge og smukke Fru Strauss. Man vilde imidlertid have fejlet, om man antog hende for hans Ægtehalvdel; han havde blot denne Gang ved et mærkelig heldigt Tilfælde sluttet et hjerteligt Forbund med en Dame, der bar samme Navn som han. Han spillede gjerne sine udmærkede Valse, der vel var meget smaa Kunstværker, men dog ægte Kunst, og lovede, da han syntes om mig, at tilegne mig en, hvad han imidlertid højst naturligt glemte.
|102| Makart[LXII] var da død for faa Maaneder siden, og man mindedes levende ham, der nu saa hurtigt og ikke uretfærdigt udenfor Wien er aldeles glemt. En Udstilling var foranstaltet af hans efterladte Malerier, som bortsolgtes ved Auktion til Bedste for hans Enke[LXIII], den smukke Danserinde, han i Slutningen af sit Liv havde ægtet. Hans ypperste Værk havde vistnok den Festprocession været, som han havde ordnet gennem Gaderne i Wien til Kejserparrets Sølvbryllup i 1879. Mest Indtryk paa mig har af hans Malerier det allerførste Billede gjort, som jeg saa af ham, et af hans tidligste fra Tredsernes Begyndelse, en Alfedronning i den Raczynski’ske Samling i Berlin, der nu er indlemmet i Nationalgalleriet.
Det Hus i Wien, i hvilket jeg da som sidenhen følte mig bedst tilpas og som forekom mig et aandeligt Midtpunkt i Byen, var Geheimeraad, Professor Theodor Gompertz’s[LXIV] Hus. Dengang kendte jeg endnu kun Professoren[LXV] som aandfuld Ven og Oversætter af Stuart Mill[LXVI]; senere skulde han blive en af mine aandelige Velgørere ved sit Mesterværk Griechische Denker, en Bog, der har virkeliggjort mine saa længe frugtesløst nærede Forhaabninger om en Historie af den græske Filosofi, der aabnede den i hele dens Fylde ikke blot for mig selv, men for enhver modtagelig Lægmand. Hans sjældne Hustru gjorde det til en Fryd at have Adgang til dette Hjem. Og her traf jeg allerede da nogle af de ypperste Mænd i Wien, blandt andre den store Kirurg Billroth[LXVII], hvis Yndest jeg var saa heldig at vinde, lidenskabeligt interesseret for Musik og Poesi, som han var, og den fine Digter Ferdinand von Saar[LXVIII], der havde sit Tilhold hos den ædle Fru Josephine von Wertheimstein[LXIX]. Ogsaa betydelige |103| Musikere som Virtuosen og Komponisten Feruccio Busoni[LXX] og kloge Politikere som den senere Finansminister Steinbach† [LXXI] traf jeg der i Huset.
Drachmann[LXXII] boede dengang i Baden ved Wien, men havde fuldstændig brudt med mig, saa jeg saa’ intet til ham. Den 31. Januar spiste jeg til Middag hos Karl Emil Franzos[LXXIII]. Tilstede var kun han selv, hans Hustru, den gamle Digter Bauernfeld[LXXIV] og jeg. Da Franzos[LXXV] engang havde været i Danmark og kendte lidt til vore Forhold, spurgte han mig under Samtalen ved Bordet: »Har De set Drachmann[LXXVI] her?« Jeg svarte »Nej!« og tilføjede forklarende: »Han er nu min Modstander, forøvrigt Antisemit.« Disse Ytringer veksledes mellem Hr. Franzos[LXXVII] og mig, medens hans Frue og Bauernfeld[LXXVIII], hvem de ikke kunde interessere, talte sammen, og nogle Øjeblikke efter var Samtalen igen almindelig.
De følgende dengang offenliggjorte Breve fra Karl Emil Franzos[LXXIX] vil vise, hvorledes en blot Formodning om en saadan Ytring fra min Side afstedkom en gennemført Bladpolemik imod mig fra en Hr. Poestion[LXXX] og Andre i Anledning af Danmark, som jeg skulde have smædet, og den af mig aldrig nævnte Drachmann[LXXXI], som jeg i en offenlig Tale skulde have angrebet og haanet.
Wien, 2den Marts.
Mellem mig og Drachmann[LXXXII] har ene og alene det følgende fundet Sted:
Da Drachmann[LXXXIII] kom hertil, kom han med Poestion[LXXXIV] til mig. Jeg sagde ham: »Jeg har desværre endnu ikke læst noget af Dem; men Brandes[LXXXV] har overfor mig karakteriseret Dem som et stærkt Talent, og det er mig nok. Jeg beder Dem altsaa at blive min Medarbejder«. D.[LXXXVI] har jeg kun talt den ene Gang med. Kort derefter kom Poestion[LXXXVII] til mig, forsikrede mig, at D.[LXXXVIII] var meget glad ved min Imødekommen og bad mig at indføre D.[LXXXIX], der endnu var ubekendt hos os. Jeg lovede dette, bragte i mit Julenumer en Skitse af D.[XC] med en Notits af Redaktionen, der indførte ham paa den mest rosende Maade. Snart derefter bragte Poestion[XCI] mig |104| et andet Manuskript af Drachmann[XCII]. Jeg lovede at læse det og at bringe det, hvis det kunde bruges.
De kom hertil; jeg bragte ganske uden Bagtanke Talen paa D.[XCIII]; om hans Konflikt med Dem vidste jeg intet. Den Dag, De rejste fra Wien (3dje Februar), fik jeg fra en flygtig Bekendt i Kjøbenhavn, som ikke er Skribent og som i Parentes bemærket er en politisk Modstander af Dem, det Spørgsmaal: »Er det sandt, at Brandes[XCIV] i Wien har haanet Danmark og er falden igennem?« Samtidig skrev den samme Mand mig følgende: »Nu er jo ogsaa Drachmann[XCV] i Østerrig. Det er den ivrigste Antisemit, som vi har i Danmark«. Jeg svarte Manden paa Spørgsmaalet angaaende Dem: »Nej, begge Dele er Løgn!« om Drachmann[XCVI] tav jeg.
Otte Dage efter kom Poestion[XCVII] til mig og spurgte om D.s[XCVIII] Arbejde var antaget. Jeg svarte »Nej! jeg har læst det, men det passer ikke for mit Blad«, hvad der ogsaa var den rene Sandhed. Derpaa bemærkede han, at det vilde krænke D.[XCIX]; den Nye Illustrerede Tidende var et anset Blad; D.[C] havde knyttet Forhaabninger til denne Forbindelse etc. Jeg sagde »Som D.s[CI] Retning er, undrer det mig i Grunden, at han overhovedet søger Medarbejderskab ved et Blad, som ledes af Moschko’s Forfatter[CII]«. – – Hertil bemærkede Poestion[CIII]: »De tror at D.[CIV] er Antisemit? Det er ikke sandt; det kan kun Brandes[CV] have fortalt«. – Jeg svarte: »Han er Antisemit; jeg har erfaret det af et Brev fra Kjøbenhavn« og citerede ham hint Brevsted Ord for Ord. Poestion[CVI] sagde meget naivt dertil: »Nu, en Antisemit er D.[CVII] ikke; han siger kun, at Jøderne er en Ulykke for Folket«. – Jeg svarte: »Netop i Danmark har Jøderne i højeste Grad stræbt at assimilere sig. Desuden ved jeg af egen Erfaring, hvor begejstret Jøder er traadt i Skranken for D.[CVIII] Det er altsaa ovenikøbet en personlig Utaknemmelighed af ham.« Hvortil Poestion[CIX] sagde: »Ja en Karakter er D.[CX] ganske vist ikke. Om hans egen Kone[CXI] ved jeg, at hun misbilliger hans nuværende Retning og hans Frafald fra Brandes[CXII]«. Derefter faldt Talen paa andre Ting, og først til Slutning sagde Poestion[CXIII] til mig: »Jeg vil ikke sige D.[CXIV] noget om, at De ved, han er Antisemit«, hvortil jeg nikkede ...
Som De ser, har jeg ikke sagt Poestion[CXV] en Stavelse om vor Privatsamtale. Og hvad nu Hovedsagen angaar: Naar Fru Drachmann[CXVI] beskylder Dem for, at De skal have ytret, at hun i et og alt gav sin Mand Uret, saa er dette absolut usandt; jeg husker ingen Udtalelse af Dem derom. Det var Poestion[CXVII], som talte til mig derom og det paa den eftertrykkeligste Maade.
Wien, 4de Marts.
Igaar var Hr. Poestion[CXVIII] hos mig og fortalte mig, hvor ulykkelig han var over, at ved Fruentimmersladder alt i den mest forvrængede Form |105| var bleven Drachmann[CXIX] meddelt. Han havde nemlig (...) Da han nu kom hjem og hørte dette Kæmpesludder (Riesentratsch) var han bleven meget opbragt derover og havde sagt Drachmann[CXX] den hele rigtige Sammenhæng. Ligefuldt havde Drachmann[CXXI] bestandig kun sagt dette ene: »Du har altsaa fra Franzos[CXXII], at Brandes[CXXIII] har sagt til ham, at jeg er Antisemit. Det maa Du give mig skriftligt« osv.
Det bør ikke forties, at saavel Holger Drachmann[CXXIV] som Fru Emmy Drachmann[CXXV] en Del Aar derefter fuldstændigt fortrød denne urimelige og meningsløse Agitation.
Professor Gompertz[CXXVI] og hans Frue fulgte mig til Stationen, da jeg rejste. Det var uden Tvivl det værdifuldeste Menneskepar, jeg i Wien havde lært at kende. Da Professor Gompertz[CXXVII] paa Spørgsmaalet, hvor længe jeg agtede at opholde mig i Varshav fik Svaret: »Helst en fjorten Dages Tid«, undrede han sig over, at jeg gav denne By et saadant Fortrin for Wien. Og han maatte det ogsaa: Neppe nogensteds var jeg bleven fejret som i Wien; Byens ypperligste Mænd havde jeg lært at kende. Stadigt hørte jeg der disse smigrende Ord: »De er den første nulevende Kritiker«, og det fra sagkyndige Folks Læber. Det maatte da undre, at jeg i mine Tanker gav en anden By, jeg end ikke kendte, Fortrinet.
Men det beroede paa, at der i de blotte Navne: Polen og Varshav for mig var en Art Trolddom. Hele mit Væsen strømmede det Folk i Møde, hvori jeg efter gammel Overlevering saa det uretfærdigt undertrykte Martyrfolk og Frihedens Riddervagt i Europa. Og det havde glædet mig at erfare, hvor kendt og yndet jeg i dette Folk var.
Efter Dags og Nats Rejse kom jeg om Morgenen den 4. Februar 1885 for første Gang til Varshav. Benni[CXXVIII] modtog |106| mig og kørte mig til min Overraskelse ikke til et Hotel, men til en Privatbolig, hvor mit Navn stod paa Døren, og hvor en stor, meget smuk Lejlighed med prægtige Møbler og to Tjenere stod til min Raadighed. Jeg behøvede blot at ringe, saa bragtes der mig et Maaltid.
Op ad Dagen løstes Gaaden for mig, idet min Vært Dr. Jan Brzeziński[CXXIX], som beboede Etagen paa den anden Side af Trappen, indfandt sig for at hilse paa mig og førte mig over til sin unge skønne Frue. Han var en Verdensmand, smuk, klar og elegant, hun en sjælfuld og dybt beskeden Kvinde, begge livsglade og verdslige, men paa samme Tid i høj Grad aandeligt interesserte. De er forblevne mine trofaste Venner Livet igennem.
To Timer efter min Ankomst var jeg indbudt til en hel Række Festligheder, der i den næste Uge skulde afholdes for mig. En Luftning af hjertelig Hengivenhed, lidenskabelig Velvilje, Beundring og Smiger slog mig i Møde og rev mig med sig som i en Hvirvel. Dagene var saa indtryksrige, at jeg i første Øjeblik næsten ikke kunde sondre; der forestiltes vel mindst fyrretyve nye Ansigter for mig i Døgnet, og jeg kom ingen Nat i Seng før Klokken fire. Jeg saa det mest mulige i den kortest mulige Tid. Det var som om Timerne maatte briste og sprænges af Indhold.
Dog ikke den hjertelige Modtagelse og ikke Festlighederne var det, som betog mig; men den Følelse, at ingensteds hørte jeg for min Del mere hjemme end her, i det forfærdelige Voldsherredømmes og det energiske Frisinds By, og da det nu syntes som om, ved et besynderligt Valgslægtskab, det polske Folk havde sluttet mig ind i sit Hjerte og betragtede mig næsten som en af sine egne, idet man paastod, at mine Bøger havde strygende Afsætning og at ingen fremmed Forfatter læstes som jeg, saa følte jeg med |107| Naturnødvendighed mit Væsen potenseret, og en sværmerisk Kærlighed til Polen og Polakkerne fyldte mit Sind.
Dette Polen, som jeg anede mere end jeg kendte det, traadte mig afvekslende for Øje i mange Former. Daglig kom der Deputationer for at anmode mig tage Del i et eller andet, saaledes en Deputation af unge Piger for at bede mig »blot i tyve Minutter at hædre et Velgørenhedsbal ved min Nærværelse«. Jeg saa i denne Ungdoms friske Ansigter et Genskin af polsk Livslyst under Sorger og Farer. Mest fængsledes jeg dog af de ældre Mænd og Kvinder, der havde siddet deres ti til tyve Aar landsforviste i Sibirien. En Aften, da jeg i en udsøgt Kres hos min Ven Benni[CXXX] lærte alle endnu levende Medlemmer af Nationalregeringen 1863 at kende, var 200 Aars Sibirien forsamlet i én, ikke synderlig stor, Dagligstue. Den smukke og statelige Dame, jeg førte tilbords, havde tilbragt tre Aar der. – En af de fornemme Damer, jeg først lærte at kende, var Grevinde Maria Walewska[CXXXI], ud af hvis Navn et historisk Minde klang.
Et stærkt Indtryk modtog jeg af Polens mest fejrede Skuespillerinde Helena Modrzejewska[CXXXII], der skulde til Amerika paa sin aarlige Runde, men var blevet et Par Dage for min Skyld. I hendes Skikkelse, der var henrivende som Mona Lisas med ikke mindre vemodig gaadefuldt Udtryk, var det mig, som traadte Polens Musa mig imøde. Hun havde iøvrigt i Ansigtets Snit, i Øjnenes Stilling og Udtryk noget, som genkaldte Portræterne af Mickiewicz[CXXXIII], gnistrende og smeltende i samme Nu. Høj og slank som hun var, og vemodig ved allerede at være de Fyrretyve nær eller have dem bag sig, var hun som et Indbegreb af den inderligste slaviske Ømhed og den fineste polske Ynde.
|108| Den Mand, der havde ladet mine Skrifter oversætte paa Polsk (desværre fra Tysk) og hvem jeg mest skyldte, at jeg var kendt og læst, var Føreren for den fritænkerske og fra alt Fædrelanderi frigjorte Ungdom, Aleksander Swietochowski[CXXXIV]. Det var en smuk Mand med fast Karakter og betydelig polemisk Evne, dengang endnu yderst populær som Positivismens Talsmand, i senere Tider noget fortrængt fra sin Førerstilling.
Den Mand, hvem jeg fra først af havde staaet nærmest, Lægen Karol Benni[CXXXV], var sikkert af alle de Mænd, jeg lærte at kende, den som ved sin dybe, glødende Patriotisme bidrog mest til at vække mine varme Følelser for Polen og holde dem vedlige. Af Naturen snarere konservativ end radikal, forenende et dybtgaaende Frisind med stærk Pietet, var han Dag ud, Dag ind optaget af Tanken paa Polen, mens han som fremragende Læge røgtede sin Gerning. Han havde det stadigt aarvaagne Fædrelandssind, som kræves af en Minister.
Dog den, som for mig i hine Dage blev som en Personliggørelse af det ideale, heroiske Polen, var en ung Pige, Frøken Jozefa Szebeko[CXXXVI], som jeg traf sammen med, naar jeg var udbedt, og næsten daglig saa, skønt hun ikke omgikkes mine Værtsfolk. Det var første og eneste Gang, at et helt Land kom til at staa for mig i Kvindeskikkelse (som naar Landene gengives i kunstneriske Allegorier). Ikke at Frøken Szebeko[CXXXVII] var af særlig ublandet polsk Blod. Der løb ogsaa noget svensk Blod i hendes Aarer fra den grevelige Familie Horn, af hvilken et Medlem var med i Sammensværgelsen mod Gustav III[CXXXVIII]; heller ikke, at hendes Type var særlig udpræget, om end tydelig nok. Hun havde, 25 Aar gam|109|mel, en ung Verdensdames Holdning og Væsen. Men der var i hende en saa stærk og poetisk Fædrelandsfølelse, som jeg endnu ikke havde mødt, og i Forening med den et Mod og en Karakterkraft, som stillede mig forgangne Tiders polske Heroiner levende for Øje. Uvilkaarligt saa jeg i de sjældne menneskelige Egenskaber, den Fasthed og det Højsind, hvoraf jeg overraskedes hos hende, udmærkede polske Grundegenskaber, og jeg blev allerede ved mit andet Besøg i Polen smerteligt skuffet, da jeg ikke kunde lukke Øjnene for, at ogsaa Smaalighed og Letfærdighed trivedes yppigt i det Samfund, jeg fra først af kun havde set i Glansen af ypperlig Fortidsbedrift.
Dog saaledes er jo Menneskelivet beskaffent: det kommer mindre an paa, om de Indtryk og Følelser, der til en vis Tid betager os, er trofaste Aftryk af den os omgivende Virkelighed end om de har og faar udviklende Betydning for os selv. Vi skaber os de aandelige Forbundsfæller og Venner, som vi har nødig, omskaber de virkelige Mennesker og Forhold til det, hvortil vi trænger, udslynger (saa vi møder det udenfor os) det, der var i os selv som Behov, som ubevidst Vilje, som netop da gennembrydende Tendens i vort Indre.
Der havde hidtil været to af hinanden tilsyneladende uafhængige Grundstrømninger i mit Sind, først den menneskelige Medfølelse med dem, der havde det ondt, den, jeg først havde fornummet i mig som ganske ung Student og der var vedbleven at rinde i mit Sind som et underjordisk Væld af social Sympati, dernæst den Strøm af Begejstring for Tankens Frihed, der var brudt frem hos mig, efterat mine tidligste Studier og filosofisk-religiøse Grublerier var udmundede i Selvtillid og Handlelyst.
|110| Den Interesse for Menneskers Ve og Vel, der havde givet sig Udtryk i min Lassalle, og den Lidenskab for Aandsfrihed, som havde besjælet mig under mine Kampaar i Danmark, løb nu sammen som to Floder, der for Fremtiden kun dannede en. Hvad der laa mig paa Hjerte, var ikke blot stigende Velvære for de afhængigt stillede, og ubetinget Frihed for Videnskab og Kunst, men de undertrykte og mishandlede Folkeslags Uafhængighed, Bevaringen af den Kostbarhed, som en værdifuld Folke-Individualitet altid vil vedblive at være for den, der frygter Tilværelsens Fattiggørelse ved Forskellighedernes Udjævning.
Det var mig klart, at det uafhængige Tankelivs Undertrykkelse var det kraftigste Middel til Opretholdelse af ethvert Slaveri. Men at arbejde for Tankens Frihed var ikke nok; det gjaldt om at arbejde for Frigørelse af Nationernes Individualiteter.
Et stærkt og sammensat Indtryk gjorde det nu paa mig, at det her i Polen kunde blive nødvendigt for ikke at splitte Kræfterne i et Folk, hvor den katolske Kirke dannede et mægtigt Bolværk mod Fremmedherredømmets overvældende Brutalitet, foreløbigt at lade Arbejdet for Tankens Frigørelse træde ganske tilbage for det Arbejde, der gik ud paa Bevarelsen af den nationale Selvegenhed.
Jeg var mig dog bevidst, at en saadan Tilsidesættelse af Tankens Krav kun lod sig forsvare som nødtvungen Opsættelse, og jeg var endda ikke sikker paa, om den, endog som rent foreløbig, var af det Gode. Nu tvivler jeg derom.
Blandt Personligheder, hvis varige Bekendtskab jeg i de Dage gjorde, maa jeg nævne Digteren Maryan Gawalewicz[CXXXIX], Huset Brzezińskis nære Ven, et lyst Hoved med europæisk |111| Kultur, talentfuld Digter og virksom Journalist, der i Ydre og Væsen mindede mig en Smule om min stockholmske Ven, Gustaf af Gejerstam[CXL], ligesom Dr. Karol Benni[CXLI] erindrede mig en Smule om min kjøbenhavnske Ven, Lægen Dr. Ferdinand Levison[CXLII].
Nær forbunden blev jeg i hin første Uge af mit ældste Besøg i Varshav videre med den bekendte Politiker, Godsejeren Josef Koscielski[CXLIII], Medlem af det prøjsiske Herrehus og dengang desuden af den tyske Rigsdag. Han indtog i hine Aar ved Kejser Wilhelm IIs[CXLIV] Yndest en Magtstilling, der senere gik tabt paa Grund af en ret uskyldig, men patriotisk Tale, holdt ved Aabningen af en polsk Udstilling i Lemberg. Koscielski[CXLV] var en meget smuk Mand, lidt Digter, udmærket Taler, varmtfølende Fædrelandsven med en stor Herres Sindelag og Holdning. Han havde da nylig ægtet Datteren af den bekendte Jan de Bloch[CXLVI], en af Polens rigeste Mænd, senere saa berømt ved sit store finansielle Værk imod Krig imellem de europæiske Magter.
Med Koscielski[CXLVII], Benni[CXLVIII] og Brzeziński[CXLIX] blev jeg saa god Ven, at jeg blev Dus med dem alle.
Et hjerteligt Venskab indgik jeg ogsaa med en ung Mand af ualmindelige Aandsevner og sjælden Skønhed, Konstanty Górski[CL], der lige straks sluttede sig til mig og med hvem jeg forblev i mangeaarig Forbindelse. Han tilhørte en af Polens mest ansete, konservative Familier, var selv moderne i sin Aandsretning og vellidt allevegne, da hans Bevægelser og hans Udtryksmaade havde samme Ynde. Man følte sig vel tilmode i hans Nærhed. Han blev Docent i Literatur- og Kunsthistorie i Krakow, senere stillet i Spidsen for et polsk Institut i Paris, der gjorde Fyldest som en Art privat Konsulat eller Ambassade for de i Frankrig sig opholdende Polakker, er derefter vendt tilbage til Galizien paany.
|112| I Varshav levede dengang den berømte, i Ungarn fødte, Portrætmaler Leopold Horowitz[CLI], der viste mig Hengivenhed og ønskede at udføre mit Portræt. Da jeg blot kunde ofre nogle faa Timer, indskrænkede han sig til at udføre Billedet i Sortkridt. Det kom efter Sigende til at ligne mig godt, som jeg dengang saa ud.
Jeg overværede en Del pragtfulde Fester som Raadhusballet, hvor jeg for første Gang saa Mazurkaen danset, og en stor Fest hos en af Byens rigeste Mænd, Grevinde Walewskas Broder, Grev Przedziecki[CLII], hvor man roste min »gode Syntaks« i det franske Sprog, formodentlig fordi Udtalen lod et og andet tilbage at ønske.
Jeg havde faaet Tilladelse til at holde tre Foredrag paa Fransk om fransk Literatur. Af Æmnerne husker jeg kun det ene, Alfred de Musset[CLIII] og George Sand[CLIV]. Raadhussalen var aldeles fuld, fuldere, sagde man, end til nogen Forelæsning før. Mest smigrende var den dybe Stilhed; ingen Lyd, ingen Hosten under Foredrag, der varede henved to Timer. Derefter Entusiasme og Fremkaldelse.
»Literaturen og Pressen« gav mig en meget stemningsfuld Fest, hvorved man lukkede Dørene og indespærrede det tjenende Personale, da Talerne begyndte. Josef Koscielski[CLV] holdt Hovedtalen paa Latin, Polakkernes gamle Højtidssprog, derefter talte flere andre, mellem dem min Ven Karol Benni[CLVI] om sine Indtryk fra Danmark og Kjøbenhavn under Lægemødet Aaret forud. Han beskrev saa poetisk Maaltidet i et Telt paa Langelinje, mens Dampskib efter Dampskib gled forbi, at det smukke Sted, han skildrede, blev nyt for mig. Jeg svarte med en længere Tale, hvorunder mangt et Øje blev vaadt. Den var improviseret, og jeg husker den ikke |113| mere, véd kun, jeg udtalte, at det var mig kært, naar de store Literaturer optog mine Skrifter, men at intet bevægede mig som hvis Polakkerne undte mig en Plads blandt deres egne.
Mange Aar efter, i 1903, gav Koscielski[CLVII] mig en Dag i Karlsbad Udkastet til hans »Tale ved det store Festmaaltid i 1885«, som han havde fundet blandt sine Papirer; dens Slutning var desværre kommet ham af Hænde*
.|114| Det havde ikke siden mit første Ophold i Venedig været mig saa svært at skille mig fra noget Sted og noget Land som da fra Varshav og Polen. En Lidenskab for denne By og dette Folk var vakt i mit Sind, som aldrig er blevet slukt, og en Mængde nye Tanker, nationalt politiske og nationalt sociale, var satte i Bevægelse hos mig.
Koscielski[CLVIII] og jeg rejste i Forening fra Varshav til Berlin, hvor jeg faa Dage derefter skulde tale for første Gang i Architektenhaus-Salen, i hvilken jeg i de senere Aar saa ofte har holdt Foredrag. Var der end langtfra den samme Begejstring for mig hos Publikum her som i Varshav, saa var Salen dog fuld og Modtagelsen hjertelig. Jeg mindes, at Hr. von Kumanin[CLIX] sad Talerstolen nærmest og at de fleste Venner fra mit mangeaarige Berliner-Ophold var tilstede.
Samme Morgen, som jeg skulde holde Foredrag, indeholdt to eller tre af de større Berlinerblade en kort Notits, hvori det betegnedes som Frækhed, at jeg vilde optræde som Foredragsholder i Berlin, efter at jeg i min Hjemstavn var bleven afsløret som Plagiator. Den trofaste Hoffory[CLX], der henvendte sig paa Redaktionerne, kunde om Notitsens Oprindelse blot erfare, at den var bleven indsendt fra Kjøbenhavn.
|115| Jeg modtog i Berlin for første Gang en Indbydelse til Presse-Ballet, en smuk Festlighed i Wintergarten, ved hvilken ogsaa Koscielski[CLXI] var tilstede, og hvor en slank og smuk Berlinerinde, hvem jeg aldrig har genset, for den enkelte Aften betog mig ved indtagende Ynde. Dagen derefter var jeg i Kjøbenhavn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
