Den til Conseilpræsident nysudnævnte Sverdrup[I] besøgte Kjøbenhavn. Lige efter Ankomsten gik han til mig og viste sig overordenlig elskværdig. Men jeg var forbauset over den Formløshed, hvormed han optraadte. Hverken havde han ladet den svensk-norske Gesandt sin Ankomst vide eller vilde han gøre den danske Conseilpræsident[II] noget Besøg. Han spurgte mig, om jeg ikke kunde indføre ham hos en eller anden af de danske Ministre. Den eneste, hvem jeg kendte en ubetydelig Smule til, var Marineministeren Ravn[III]; men jeg foreholdt energisk Sverdrup[IV], at jeg ikke var den, som egnede sig til Mellemmand mellem Norges Premierminister og hans danske Kolleger. Da der ikke var Krigstilstand mellem Norge og Danmark, burde han gennem Gesandtskabet lære Estrup[V] at kende, lade sig indbyde til Hove osv. Det forekom mig ikke rigtigt, at han i Stedet udelukkende vilde søge danske Venstremænds Selskab. Jeg bad ham af alment politiske Grunde, ikke at modtage nogen Festlighed givet af den danske Opposition, og af Hensyn til Hørups[VI] Gruppe om i ethvert Tilfælde ikke ved en saadan Lejlighed at lade det saakaldte europæiske Venstre i Stikken. Han lovede mig begge Dele, men glemte desværre sine Løfter.
Hvor varmt jeg følte for ham, viser en Tale, jeg i en lille Kres holdt til ham:
De kender alle den Myte, vi i de senere Aar har oplevet, en mytisk Kamp, der foregik etsteds i Nordeuropa mellem en Mand, hvem et helt Folk havde udset til dets Forkæmper, og saa en overnaturlig, unaturlig Magt, det saakaldte absolute Veto, en Slags kronet Lindorm, der krævede Menneskeofre eller dog Ofre af Mandsfrihed og Menneskeværdighed.
Manden førte et godt Sværd og fik sit mytiske Navn deraf. Lindormen pustede sig op, hvæsede og skabede sig frygteligt; men han saa den fast ind i Øjnene og pirrede den med Spidsen af sin Klinge. Saa |85| slikkede den hans Fødder, sank i Jorden og var borte. Derefter blev Ormens Banemand løftet til Tronens Fod.
Vi Danske er saa vante til aldrig at vinde synderligt frem, naar vi strider for det, vi anser for sandt eller retfærdigt, at vi mer end andre glæder os, naar vi ser gode Kræfter sejre. De, der som jeg har hjemme i Literaturen, altsaa har det utaknemmelige Hverv at forberede Politiken ved at omforme og opdrage den offenlige Mening, kan ikke vente at se deres Virksomhed kronet af ydre Resultater. Men der er vel neppe noget mere opbyggeligt Syn end at se et betydeligt Menneskeliv kranset af endelig Sejr, og det Syn har Statsminister Sverdrup[VII] skænket os. Han har engang med profetisk Fremsyn kaldt sig Repræsentant for de sejrende Kræfter i Folket. Det er han nu tilfulde efter fire og tredive Aars politisk Kamp.
Han har aldrig vovet sig for langt ud, og aldrig vovet sig et Skridt mindre ud, end det var muligt.
Vi har misundt Norge en Mand som Dem. Vi har ingen, der i den Grad har vist Fasthed, Maadehold og Mod, ingen, der har havt Deres Evne til at samle alle fremadstræbende Evner og Kræfter om sig og under sig. Der kommer undertiden i Norge nogen smaalig Nidkærhed overfor Danmark til Orde, en Utilbøjelighed til den Indrømmelse, at Norge skylder Danmark blot det mindste. Vi er nu og altid villige til at indrømme, hvad vi har Norge at takke for. Men meget af hvad vi skylder Norge, skylder vi Dem. De er os et Forbilled. Idet De har følt Dem som Repræsentant for Deres Land, har De samtidigt følt Dem som Repræsentant for Tidens højeste Kultur, for den Tidens Strøm, om hvilken De i en Tale har sagt: En Granitdæmning vil den bryde i skummende Vrede; en Papirsskranke (som det absolute Veto, en Traktat, et Overhus) overrisler den med kold Spot og gaar videre.
Men hvad jeg mest beundrer hos Dem, er Storheden i Deres Grundsyn. De har sagt: For mit personlige Vedkommende reserverer jeg mig imod, at min Opfatning skulde være underordnet Skandinavernes. Tvertimod! Mine Tanker gaar langt videre og mit Maal er langt større. I Forhold til det er Skandinavernes ringe at agte, snarere en Skranke end en Løftestang.
Den der tænker og taler saadan, gør, selv naar han udelukkende arbejder for sit Land, tillige lidt for Menneskeheden.
Derfor vil jeg udtale min Hyldest af Deres Excellence, af Deres nybagte Excellence og Deres gamle Ypperlighed som Menneske og Politiker. De skal vide, at vi i Dem ser den sande Feltherre paa Aandens ublodige Omraade. Men den sande kendes paa, at han er en Skræk for sine Fjender og elsket af sine egne.
|86| Det daværende Venstre gav en Fest paa Skodsborg for Sverdrup[VIII]. Den var uheldig og stemningsløs. Berg[IX], der holdt Hovedtalen, udtalte med pinlig Smagløshed sin Glæde over at »Kameraten« i Norge var naaet til Magtens Tinde og sin Forhaabning om at Eksemplet snart vilde blive fulgt i Danmark. Sverdrup[X], der jo var uvant med at tale for et dansk Publikum, havde oratoriske Former, der i Danmark forekom gammeldags og højttravende.
Han udviklede bl. a., at hvis han var blevet Politiker, saa skyldtes ikke dette ham selv, men en højere Magt, et Forsyn. Havde ikke Forsynet vaaget, var det aldrig faldet ham ind at give sig af med Politik. Det klang besynderligt, fordi en Logiker som Sverdrup[XI] dog umuligt kunde isolere Forsynets Ledelse af ham som Politiker ud fra dets almindelige Styrelse af hans Veje. Den, der raader for Alt, kan ikke udpeges som særligt ledende i noget enkelt. Videre talte Sverdrup[XII] om en stille Magt, hvis Indflydelse han bestandig havde sporet og som ogsaa havde knyttet hans Sind til Danmark.
Da jeg vidste, at Sverdrups[XIII] Moder havde været dansk, og da hans fortræffelige Frue var dansk, faldt det mig ind, at han med den stille Magt maaske sigtede til kvindelig Indflydelse paa hans Liv. Men jeg blev atter uvis, da han sluttede Omtalen af sit Forhold til denne stille Magt med Ordene: »Vil stærke Aander kalde dette Svaghed hos mig, saa vil jeg bære denne Slagskygge over mit Liv.«
Da Sverdrup[XIV] havde endt, spurgte jeg ham derfor: Med Forlov, sigtede De ved den stille Magt ikke til Dem nærstaaende Kvinder, som har knyttet Dem til Danmark? Han svarte, ikke uden Lune: »Jeg gratulerer Dem, ifald De har truffet Kvinder, hvis Væsen kunde betegnes som en stille Magt; jeg synes sandelig, Kvinderne plejer at gøre sig gældende paa ret larmende Maade. Ved den stille Magt mente |87| jeg Forsynet, uden hvilket jeg aldrig var bleven Politiker.« – Og hvem sigtede De til med de stærke Aander? – »Jeg sigtede til Dem, som De vel nok forstod.«
Jeg blev for saa vidt meget forundret, som jeg hidtil havde dannet mig en meget forskellig Forestilling om Sverdrups[XV] Aandsretning. Nu begreb jeg ikke, med hvad Ret han havde kaldt Søren Kierkegaard[XVI] »en hysterisk Personlighed«.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
