7.

25. Juni bragte den første store Valgsejr for Venstre i Kjøbenhavn og samtidigt Meddelelse om Venstres Sejr i Norge, hvor Sverdrup^[I]Johan Sverdrup (1816-1892): norsk jurist og politiker. Norges statsminister i perioden 1884-89. var udnævnt til Conseilpræsident. Om Aftenen var der Møder rundt om i Kjøbenhavns offenlige Lokaler, ved hvilke Resultatet blev fejret. Da jeg havde udbragt et Leve for Sverdrup^[II]Johan Sverdrup (1816-1892): norsk jurist og politiker. Norges statsminister i perioden 1884-89., talte en uskyldig Arbejder for mig som »Danmarks kundskabsrigeste og eminenteste Mand«. Arbejderen kunde jo ikke vide, hvor faa mine Kundskaber var i Sammenligning med mange andre Danskes, at de end ikke vejede et Fnug mod Vilhelm Thomsens^[III]Vilhelm Thomsen (1842-1927): dansk sprogforsker. Professor i sammenlignende sprogvidenskab ved Københavns Universitet 1887-1913. f. Eks. – Arbejderne saa dengang i mig deres Mand.

At jeg var naiv nok til at tro paa Muligheden af frugtbar gensidig Kritik mellem Arbejdere og Studenter, viser hvad jeg derpaa sagde:

Ved denne foreløbige Valgsejr er givne Løfter blevne holdte og trufne Aftaler gennemførte; Tillid er bleven vist, og denne Tillid var fortjent. Skyggesiden ved vort offenlige Liv er den politiske Upaalidelighed; den har vist sig saa stor, at Mistænksomheden har slaaet dybe Rødder, Mistænksomheden mellem Mand og Mand, mellem Stand og Stand. Mistænksomheden er Upaalidelighedens Frugt. Den har været nødvendig til Sikkerhed. Maatte den blive overflødig! Maatte den for bestandig være |83| død mellem de fremskredne og opvakte, de levende og ledende Elementer i Arbejderstanden og den lærde Stand!

Og maatte det hjertelige Forhold mellem dem ikke blot grundes paa at vi behøver hinanden i den slette Forstand, at vi bruger hinanden til vort eget Bedste, men bestaa, fordi vi behøver hinanden i den gode Forstand, hvori det siges om to, der holder af hinanden! Maatte vort Venskab være og blive et frugtbart Venskab, uden gensidig Smiger, et Venskab, i hvilket vi kan sige hinanden Sandheden uden Fare for at det opløses.

Alle Stænder er udsatte for at fordummes – Fordomsfriheden er som en smal Sti mellem Afgrunde, fra hvilke Dumheden fanger efter os alle – men Arbejdere og Studenter har det tilfælles, at de mere end de andre Stænder er bange for at blive dumme. Vi er de to lærvillige Stænder, de to, som er modtageligst for Ideer. Den, der har faste Fordomme, Læresætninger eller Dogmer, han er som paa et fastfrossent Skib. Vi vil holde Farvandet om vor Tanke frit. Ingen af os tør have Dogmer, som ikke maa røres eller prøves; vi Studerende intet religiøst eller videnskabeligt Dogme, som ikke selv den jævneste Arbejder tør underkaste Kritik, og I Arbejdere intet socialt Dogme, som vi ikke skulde turde undersøge.

Saaledes kan et inderligt Forhold mellem os bestaa. Vi er vel lidet i Stand til materielt at gavne hinanden. Men vi vil vedblive at have Hjerte for Dem. Maatte vi til Gengæld have Arbejderstandens Øre, saa et velment og velovervejet Ord fra os altid finder et godt Sted hos Dem!

I Begyndelsen af Juli faldt de sidste Dage, hvor jeg saa J. P. Jacobsen^[IV]J.P. Jacobsen (1847-1885): dansk forfatter. . 6. Juli traf jeg hos ham Axel Helsted^[V]Axel Theophilus Helsted (1847-1907): dansk maler. , der udkastede det kendte, vemodigt stemmende Billed af ham, liggende paa den gode, bekvemme Chaiselongue, anonyme Beundrerinder, der var mig vel bekendte, havde sendt ham. 8. Juli spiste jeg for sidste Gang sammen med ham hos mine Forældre^[VI]emilie-brandes;herman-brandes og ledsagede ham efter Maaltidet til hans Dør. 10. Juli sagde jeg ham Farvel i hans Bopæl, det uanselige Værelse i Ny Adelgade. Samme Dag forlod han for bestandig Kjøbenhavn.