Den 5. Juni 1884, paa Grundlovsdagen, kom jeg tilfældigvis tilstede ved Slutningen af et Festmaaltid, som de liberale Vælgerforeninger afholdt paa Sommerlyst, og hvortil jeg ikke var blevet indbudt, fordi jeg havde bedt mig fritaget for at være Medindbyder til Festen, dels af Lede ved dansk Politik, dels af Uvilje mod hver anden Dag at skulde sætte mit Navn under et nyt Opraab.
Saasnart man saa mig, rejste en Herre sig og udbragte under stormende Bifald min Skaal. Der raabtes fra alle Sider Anmodninger til mig om ikke blot at takke, men at |81| tale. Jeg var aldeles uforberedt og vidste end ikke selv i Øjeblikket, om jeg havde noget paa Hjerte. Da jeg nødtvungen rejste mig, udbrød der en Torden-Applaus, som varede fulde fem Minutter. Saa kom, overraskende for mig selv, adskilligt til Orde, hvad der i de senere Aar havde samlet sig i mit Sind.
Jeg udtalte en Tvivl om at de Tilstedeværende, dersom de ret kendte mig, vilde klappe saa hjerteligt af mig. Jeg vidste ikke selv, om Benævnelsen liberal passede paa mig; jeg turde end ikke kalde mig ubetinget frisindet; thi der var Punkter, paa hvilke jeg ikke misbilligede Tvang. Demokrat mente jeg ikke, at jeg kunde kaldes; thi jeg troede ikke paa Flertals-Afgørelsers Værdi. Naar jeg oprigtigt var for Venstre i den danske Forfatningskamp, saa var det, fordi Venstre havde Ret, ikke fordi det var Flertal. Medens jeg af hele mit Hjerte vilde tjene Folket, kunde jeg da ikke sige, at jeg vilde tjene Demokratiet. Demokrati var et Middel; men man burde ikke glemme Maalet over Midlerne. Maalet var store, nye, rige Kulturtankers Indførelse i dansk Aandsliv og Samfundsliv, ligegyldigt om disse Tanker var af dansk eller fremmed Oprindelse, naar de blot var sande og passede for os. En særligt dansk, indestængt Kultur var en gammel Jomfru, der ingen Børn kunde faa. Den var nødvendigvis ufrugtbar, thi ubefrugtet.
Der blev Dødstaushed. En gammel Skandinav og nyomvendt Venstremand gav Tegn til, at Ingen skulde rejse sig for mig. Man blev siddende, og en af Venstres ledende Mænd protesterede i forøvrigt meget artige Ord paa Flertalsstyrelsens Vegne. Saa rejste N. J. Larsen[I] sig: »Jeg har ikke behøvet at høre Dr. Brandes[II] idag for at vide, han aldrig har forstaaet, hvad en dansk Bevægelse er.« Der fulgte vel et Kvarters Hylen og Hyssen og Fy. Man vilde afskære Taleren Ordet. Jeg bad, man vilde lade ham tale. |82| Han sagde blot: »Men han og hans Meningsfæller skal lære at forstaa, hvad den er.« Den ivrigt trofaste Schandorph[III] nedlagde en heftig Indsigelse. Men adskillige af mine Venner fandt efter at have hørt mig nærmere udvikle min politiske Synsmaade, at jeg egenlig var »Højremand«.
I den første Halvdel af Juni bragte Dagbladet en stor anonym Smædeartikel imod mig. Schandorph[IV] besvarede den med et heftigt Angreb paa Godske-Nielsen[V], i hvem han formodede Ophavsmanden.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
