Levned, 3 (1908)

5.

Paa dette Tidspunkt lærte jeg en Del yngre Forfattere personligt at kende, med hvem jeg i Aarenes Løb forblev venskabeligt forbunden. Den ene var Peter Nansen[I]. Den første Gang, han kom til mig, var en Aprildag i 1884, netop som jeg vilde gaa til Stationen for at tage til Helsingør, hvor jeg om Aftenen skulde tale. Han var saa opmærksom, at han vilde bære min Haandtaske for mig, hvad jeg dog ikke tillod. Vi fulgtes da ad ned ad Gaden, begloede af alle de Pigebørn, vi mødte, der ikke kunde holde Øjnene fra hans Ydre.

Det andet nye Bekendtskab var Gustaf af Geijerstam[II], da en ung Entusiast, begejstret for Strindberg[III], Ernst Josephson[IV], ny svensk Literatur og Kunst. Han viste mig i de følgende Aar et hjerteligt Venskab, for hvilket jeg skylder ham Tak.

Et tredie Bekendtskab var det med den finske Maler Albert Edelfelt[V], Gudernes, Musernes, Kvindernes Yndling, en af de faa Mænd, der personligt altid har henrevet mig. Vi forblev i Forbindelse til hans Død.

Meget ofte kom i den Tid Hannes Hafstein[VI] til mig; han skrev i sit nystiftede islandske Organ en større Artikel om mig.

|80| Den unge danske Forfatter derimod, der af Mange betragtedes som Chefen for en ny Skole i Literaturen og sidenhen altid har støttet mig, Herman Bang[VII], var mig i disse Aar stadig paa Nakken, opfordrede mig i Studentersamfundet til at trække mig tilbage, da man var træt af mig, og skildrede mig som kritisk Fanatiker, medens en nu næsten glemt Forfatter, Vodskov[VIII], som Kritiker stadigt fremhævedes af ham paa min Bekostning som sandhedskærlig og upartisk.

Blandt de ældre Digtere traf jeg undertiden sammen med Hostrup[IX]. Han viste mig nærmest Velvilje uden at det dog kunde komme til nogen frugtbar Vekselvirkning os imellem.

I April Maaned modtog jeg en Opfordring til at besøge Kronprinsen af Danmark[X], den nuværende Konge. I dette og de to nærmest følgende Aar havde jeg efter hans Ønske adskillige Gange Audiens. Dertil indskrænker min Forbindelse med det danske Kongehus sig.

I Maj Maaned blev de Herrer Rosenberg[XI] og Paludan[XII] ansatte ved Universitetet i Kjøbenhavn som Docenter i dansk Literaturhistorie.

  • Forrige afsnit: 4.
  • Næste afsnit: 6.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.