Imedens var jeg sysselsat med Forstudierne til min Bog om Holberg[I], til hvilke Universitetsbibliotekets Embedsmænd, der altid havde givet mig Grund til Taknemmelighed, rakte mig en hjælpende Haand. Af franske Forfattere var jeg kommet i nærmere Forbindelse med Paul Bourget[II], der ønskede sig kendt i Skandinavien og som sendte mig en Artikel, jeg anbragte i Tilskueren. I Januar 1884 gjorde Henrik Pontoppidan[III] og Fru Edgren[IV] mit personlige Bekendtskab. Den første hilste mig paa en og samme Dag tilfældigt to Gange paa Gaden, saa jeg studsede og spurgte, hvem jeg havde for mig, hvorpaa et mangeaarigt, aldrig forstyrret venskabeligt Forhold fulgte. Den anden, hvem jeg længe brevligt havde kendt, kom gennem København med sin indtagende Veninde, Frøken Kjellberg[V], der senere blev den bekendte tyske Socialdemokrat Georg v. Vollmars[VI] Hustru. Jeg maatte ledsage Fru Edgren[VII] til det kongelige Teaters Direktør, Kammerherre Fallesen[VIII], da den svenske Frue var krænket og forbitret over Tilbagevisningen af hendes Skuespil Hvorledes man gør godt. Jeg har andensteds skildret det pudsige Sammenstød mellem den vrede Dame og den høflige Mand.*
Kun fra Udlandet kom som sædvanligt nogen Anerkendelse til mig. Det amerikanske The Nation havde en velvillig Artikel om mig og Sarrasin [IX]udtalte sig meget gunstigt om mig*
.|78| I Marts 1884 bragte Gubernatis’s[X] Revue Internationale en Artikel af den mærkeligt sprogkyndige Charles Simond[XI] Une nouvelle école de critique littéraire (de Sainte-Beuve à Georges Brandes[XII]). I April fik jeg tilsendt en Artikel af Saturday Review, hvoraf jeg saa, at da man nylig i England havde kaldt Tysklands nyeste Literatur inferior, havde En paaberaabt sig, at »den første levende Kritiker var en Tysker« og det var mig, som var ment. Lidt senere i April blev jeg i Spectator paany kaldt the first living critic. I Juni havde Journal des Débats en lang Lovtale over mig af Marc Monnier[XIII]. Iblandt de yngre franske Forfattere nærmede sig til mig Edouard Rod[XIV], der som oprindelig Schweizer sad inde med en flersidigere Kultur end de øvrige. Han skrev en længere velvillig Artikel om mig, hvori han dog dadlede mine Bøgers mangelfulde Komposition og i Kraft af en ikke udtømmende Forstaaen antog Ferdinand Lassalle[XV] for mit »Ideal«.
I Danmark mødte der mig kun et halsende Had fra Fjendernes Side og uafbrudte Frafald fra Vennernes.
En enkelt Familie dannede en paafaldende Undtagelse; det var Holger Drachmanns[XVI]. Fru Erna Juel-Hansen[XVII] besøgte mig samme Dag, som Drachmann[XVIII] med en ondartet Artikel havde vendt sig imod mig, og ved en større Festlighed, hvortil hun indbød, holdt Holger Drachmanns[XIX] gamle Fader[XX] en Tale for mig, hvori han med demonstrativ Varme godkendte mine Bestræbelser og hævdede Berettigelsen af min Sag.
Et vemodigt Udslag fik Holger Drachmanns[XXI] forandrede Holdning i et Dødsfald. Paa Waisenhus-Apoteket fandtes en ung Farmaceut ved Navn Wiese[XXII], en Sværmer for al oprørsk Poesi, særligt for Byrons[XXIII], der fra første Færd af havde knyttet sig med særlig Inderlighed til Drachmann[XXIV]. Han var en mager, rødblond Mand med dyb Stemme, for hvem hans aandelige Stræben var dybeste Alvor. Det var umuligt at |79| føre en nok saa kort Samtale med ham uden at han nævnte Holger Drachmanns[XXV] Navn og kom ind paa hans Personlighed og Færd. En af Grundene til hans Selvmord var Sorg over Drachmanns[XXVI] politiske og literære Omslag. Drachmann[XXVII] kan umuligt have forstaaet, hvor nær Wiese[XXVIII] tog sig hans Brud med sin Fortid, siden han har kunnet skildre ham saa overlegent humoristisk som »Skyggen« i Forskrevet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
