Hvad der var sket, lod sig uden Vanskelighed psykologisk forklare. Berg[I] havde følt sig overset eller dog ikke behandlet med tilstrækkeligt Hensyn af Venstres kjøbenhavnske Tilhængere, der desuden frastødte ham ved deres aandelige Væremaade og Holdning, saa ulig hans egen. Af politiske Grunde blev denne Modsætning af ham formet som grundtvigsk Religiøsitet mod Fritænkeri, som Danskhed mod Europæisme. Han har sikkert i Øjeblikket ment, at skilte han sig fra de kjøbenhavnske Medudgivere af Morgenbladet, stod Vejen til Magten ham aaben.
Drachmann[II] havde, som allerede antydet, private Grunde til Misfornøjelse. Han havde i længere Tid følt sig ilde berørt af Edvard Brandes’[III] skarpe Forstand, der var saa ulig hans eget Væsens uafbrudte Stemningsbevægethed, og endnu langt mere af dennes Pessimisme, der tog Modet og Selvtilfredsheden fra ham, viste ham Fremtiden mørkere end han kunde se den og taalte at se den. Hertil var nu paa et særlig inderligt Omraade kommet en Rivalitet, der hurtigt medførte, at Drachmann[IV] følte sig fortrængt, hvor han havde troet sig sikrest og helst vilde være det. En heftig Forbitrelse greb ham, og da han ikke kunde røbe Offenligheden dens egenlige Aarsag, da denne Aarsag desuden for hans digteriske Bevidsthed hurtigt almindeliggjordes og antog store, ædle Former, saa følte han sig sædeligt opbragt og paa Forhaand fristet ikke til en personlig Modstand, men til et Omslag og en Kamp paa betydningsfulde, tilsidesatte Ideers Vegne.
Saaledes fremkom Forkyndelsen i anden Del af hans Skyggebilleder, Ostende-Brügge, hvorom hans i lang Tid nærmeste Ven, hvis Grundsyn iøvrigt var beslægtet med hans nye, uden Overdrivelse skrev: »Med Hjertet fuldt af |76| Had og Hævn prædiker Drachmann[V] Kærlighed og Hjertets Mystik, og uden Selvhengivelse, i haard Egoisme forkynder han en Religiøsitet, hvortil han kun staar i Forhold gennem Fantasien.«
Det kunde ikke være andet end at de to Bevægelser, der udgik fra Berg[VI] og fra Drachmann[VII], fandt hinanden og forenede sig imod den, der var udgaaet fra mig og som disse i Forening vilde indsnevre. Drachmann[VIII], der i Belgien havde forefundet en flamsk Bevægelse rettet mod Wallonernes Franskhed, overførte nu denne paa Danmark, hvor Sprog og Kultur rigtignok ikke var spaltet i to, men hvor der jo kunde slaaes paa de nationale Strenge imod den nyere Paavirkning af fransk Dannelse. Saaledes indlededes og pristes en dansk Bevægelse modsat en paastaaet fremmed, der kaldtes fransk, men skulde betyde jødisk. Det saakaldte Vittighedsblad Punsch lod intet Nummer ubenyttet til denne Fortolkning. Paa samme Tid antog Berg[IX], som ovenfor antydet, for sit ny Parti-Brudstykke Benævnelsen »Danskerne«, modsat »Europæerne«, hvilket Navn gaves Hørups[X] Gruppe, der jo med faa Undtagelser bestod af Bønder, medens Føreren selv end ikke havde sat sin Fod udenfor Landets Grænser, altsaa skulde synes dansk nok og fritaget for ethvert Stænk af Europæisme. Men atter her maatte ved Europæere, om Ordet skulde have nogen Mening, forstaas danske Mænd af jødisk Afstamning, med hvem Hørup[XI] havde indladt sig.
Under disse Omstændigheder gik ogsaa Dags-Avisen, der hidtil havde støttet mig, over til Modpartiet, og Redaktionen, der indtil da havde været mig velsindet, skrev hvasse Artikler imod mig, medens Dagbladet overfaldt mig med Skældsord. Professor Paludan[XII] havde sat Studenter ud paa Gennemlæsning af den franske Literatur, jeg havde behandlet i Hovedstrømningers femte Del, for der at finde Plagiater. De arbejdede redeligt i mange Maaneder, men Udbyttet blev |77| kummerligt. I Slutningen af Maj fremkom i Dagbladet den længe udarbejdede Plagiatbeskyldning. Jeg skulde fra Taine[XIII] have taget to Anekdoter om Balzac[XIV]. Ordlyden viste bedst, at jeg havde dem fra en anden Kilde; men slige Usselheder var endnu og en halv Snes Aar senere god Taktik imod mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
