Jeg vendte tilbage til Kjøbenhavn og optog mine Forelæsninger paany, medens ved Haandværkernes Forsømmelighed i den Bolig, jeg havde lejet mig, Alt sneglede sig frem med uendelig Langsomhed, forbausende Uordholdenhed og stadige Udgifter.
Paa Universitetet havde jeg meget Bryderi med mit Publikum, der ikke kunde finde Plads, og med Portneren, der aldrig lod sig bevæge til at aabne mer end den ene af Fløjdørene, hvor stærkt saa Tilhørerne trængtes, og der klagede over mig til Konsistorium, at jeg læste for længe.
Ved Studentersamfundets Stiftelsesfest 2. Maj holdt Krohn[I] et Foredrag om Raffael[II], og jeg maatte paa Opfordring tale. Jeg skilte mig fra min Opgave med saa meget Maadehold, at Hr. Svend Høgsbro[III], den senere Trafik- og Justitsminister, selve Moderationens Apostel, udbragte min Skaal.
I Rømersgade holdt jeg for Arbejderne under stormende Bifald et Foredrag om Lassalle[IV].
Blandt unge Studerende, der paa dette Tidspunkt sluttede sig til mig, var Medicineren Ivar Iversen[V], der forsøgte sig som Digter, iøvrigt var Læge med Liv og Sjæl og døde ung, dernæst nogle unge Islændere, Bertel Thorleifsson[VI], |64| Entusiast og begyndende Skribent, der maaske i Mismod over ikke at kunne tilendebringe sine medicinske Studier nogle Aar derefter søgte Døden, og Hannes Hafstein[VII], en smuk ung Mand med megen Holdning og betydelig poetisk Evne, der snart vandt sig et Navn som Digter, senere som Politiker, og som en Snes Aar senere blev Islands første indfødte Minister.
Af Skribenter saa jeg jævnligst J. P. Jacobsen[VIII] og Kielland[IX]. Carl Ewald[X], der anonymt havde udgivet et lille Flyveskrift om mig, Faarene og Bukkene, dukkede dengang op indenfor min Synskres. Fra Sverig kom August Lindberg[XI], Skuespilleren, og Harald Molander[XII], den unge Digter, der da endnu kun havde skrevet det temmelig upersonlige Skuespil Furstinnan Gogol. Lindberg[XIII] var stræbende, virksomt kæmpende for at naa frem, foretagsom, sympatisk, en i høj Grad varmtfølende Mand; Molander[XIV], der nærede Uvilje mod Lindbergs Kunst, var en bevidst og beregnende Kunstnernatur. Han var en lille korthalset Mand, elegant i Optræden og Klædedragt, overmaade kyndig i al Teaterteknik. Jeg kunde da ikke spore, at han mange Aar efter vilde kunne skrive saa rig og levende en Bog som hans store Roman fra Trediveaarskrigen, En Lyckoriddare, et ypperligt Værk.
Man sendte mig paa det Tidspunkt den første tyske Oversættelse af Dostojevskis[XV] »Brøde og Straf« (Raskolnikov) med Anmodning om at henlede Opmærksomheden i Tyskland og Østerrig paa Bogen, hvor den trods sine umaadelige Fortrin var forbleven uændset. Den gjorde Indtryk paa mig, og jeg banede den Vej udenfor Rusland.
Der var i August Maaned en Sangerfest i Kjøbenhavn. Man sang i Kongens Have Nationalsange trægt, uden Appel, uden Gnist, uden Flugt. Det Drævende, som er Lighedspunktet mellem de Danske og Sachserne, virkede besynderligt sam|65|men med en evindelig, vemodig Pukken i disse Sange paa Forfædrenes Storhed og en Fremhæven af, at den vel nu var forbi; men dog osv.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
