Straks Dagen efter min Ankomst var jeg begyndt at forberede mig til Forelæsninger om Det unge Tyskland, læste Platens[I] Digte og Tiecks[II] Noveller. Samtidig forberedte jeg Trykningen af en tyk (praktisk set: meget for tyk) Samling Essays Mennesker og Værker og gennemsaa Artiklerne til den Bog om Berlin, som Boghandler Philipsen[III] havde foreslaaet mig at udgive. Medens Trykningen af Mennesker og Værker gik rask for sig, begyndte jeg 26. Februar mine offentlige Universitetsforelæsninger. Trængslen var uhyre, Salen overfuld og utilstrækkelig. De fleste Tilhørere havde for at faa Plads siddet der under hele den forrige Time. Mange besvimede. Jeg maatte raabe ud til dem, der pressede hverandre i Korridorerne, at jeg skulde gentage Foredraget. Det skete nogle Dage efter, men under samme Tilstrømning. Lokalerne var for smaa. Da man byggede Universitetet, var det ikke faldet Nogen ind, at mer end 200 Mennesker nogensinde frivilligt vilde gaa derop for at høre en Forelæsning. Selv da Annekset i senere Aar blev bygget til, besad end ikke dette nogen virkeligt rummelig Tilhørersal.
28. Februar holdtes der en Modtagelsesfest for mig i Hotel d’Angleterre. Der var 200 Mennesker til Stede, men langt flere var afviste af Mangel paa Plads.
Professor I. C. Schiødte[IV] indtog Forsædet og tog sig statelig ud. Nuværende Overlæge Prof. Tscherning[V] holdt paa sin smukke, ganske deklamationsfrie Maade Hovedtalen. Efter ham talte Octavius Hansen[VI] med Motiv fra mine Slutningsord |60| i Berlin for Nordslesvig, medens Hørup[VII] som Politiker, Otto Benzon[VIII] paa Forfatternes, Schwarz[IX] paa Kunstnernes, Arbejderføreren Holm paa Arbejdernes Vegne bød mig Velkommen. Man sang en smuk Sang af Sophus Schandorph[X], som jeg anfører, da den ikke findes blandt hans samlede Digte:
I mit Svar udtalte jeg min Glæde over at mange af mine gamle Ønsker og Forhaabninger under min Fraværelse var traadte ud i Virkeligheden, legemliggjorte af Andre: De kvindelig Studenters Adgang til Universitetet, den af Studentersamfundet indledede Arbejderundervisning, Lyrikens, Romanens, Novellens og Skuespillets Genfødelse, ja det endnu mærkeligere, den bildende Kunsts Tilnærmelse til den ny Literaturs Synsmaade og Stil. Dernæst imødegik jeg den fornyede Mistænkeliggørelse af min Nationalfølelse, som de danske Aviser havde indledet netop som jeg satte min Popularitet i Tyskland paa Spil for Nordslesvigs Skyld.*
Blandt de Damer, som var tilstede, glædede en, daværende Frøken Emmy Kramp, senere Fru Lange[XII], der døde tidligt, mig ved sin fine Skønhed og sin gode Forstand. Hun studerede Medicin og var en af de første kvindelige Læger i Danmark. Blandt Mændene traf jeg igen Vilhelm Bissen[XIII], hvem jeg kun flygtigt havde set tyve Aar forinden. Han og hans sjældne Hustru, Fru Anna Bissen[XIV], blev i de følgende Aar mine kære og nære Venner.
Jeg holdt nu mine Foredrag paa den Maade, at jeg den ene Gang holdt ethvert for Studerende, den anden Gang for det ikke akademiske Publikum. Trængslen vedblev at være overordenlig stor begge Gange.
Meget saa jeg i de Uger til J. P. Jacobsen[XV], der var |62| elskværdig og overlegen som altid, men hostede frygteligt og var elendigt mat.
Fra Hegel[XVI] fik jeg Opfordring til at udarbejde et Festskrift om Holberg[XVII] til Tohundredaarsfesten det næste Aar.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
