Idet jeg nu betragtede Byen Kjøbenhavn som mit tilkommende Opholdssted, saa jeg paa den med friske Øjne. Det slog mig, hvor gamle og uskønne dens Huse var, hvor uelegant dens mandlige Befolkning af Borgerstanden var klædt, men paa samme Tid var jeg overrasket af, hvor forbavsende smuk den kvindelige Befolkning var, der vandrede om i Byens Gader. I Udlandet saas de smukkeste Kvinder jo næsten aldrig tilfods paa Gaden.
I Kjøbenhavn taltes da ikke om andet end indre dansk Politik. Utilfredsheden med det Estrup[I]ske Ministerium var som sædvanlig stor. Dette Ministerium sad, da jeg forlod Landet; det sad, da jeg vendte tilbage, og det skulde sidde elleve Aar endnu for at afløses af Ministerier, der havde selvsamme politiske Farve. Det havde sprængt Forfatningen for at holde sig og Højrepartiet ved Magten, og det haabede – ikke uden Føje – med Tiden at faa denne Uregelmæssighed eftergivet og udslettet af selve dem, hvorover det gik ud.
Venstre, der savnede alle Magtmidler, havde ingen anden Fremgangsmaade end den, langsomt at drage Bybefolkningen |57| til sig, og særlig gjaldt det for Partiet om Kjøbenhavns Erobring. Endnu var jo nemlig i alle tre nordiske Smaariger Hovedstaden de højkonservative Partiers faste Borg.
Allerede to Dage efter min Ankomst blev jeg indbudt til et Møde med politisk interesserede Mænd af forskellige Afskygninger; der var vel en Snes Stykker tilstede, deriblandt fremragende Personligheder som Hørup[II], Octavius Hansen[III], Retsformand Madvig[IV], Fabrikant Hagemann[V]. Talen var om at stifte en »Fremskridtsforening«, om dens Maal og Midler. Af den udviklede sig Den liberale Vælgerforening i Kjøbenhavn.
I et enkelt Hus, hvis Herre udøvede en ikke ringe Indflydelse paa dansk Udenrigspolitik, var der megen Tale om det nordslesvigske Anliggende, og man var oprørt over Prøjsens Adfærd.
Iøvrigt optoges Sindene i den Kres, jeg tilhørte, meget af Forholdene i den akademiske Verden og af den Studenterpolitik, der var en Forløber for Byen Kjøbenhavns politiske Udvikling. Studentersamfundet, der saa nylig var blevet stiftet, udøvede en Tiltrækning paa ikke faa Medlemmer af den konservative Studenterforening; mellem to og tre hundrede Studenter i denne havde erklæret sig for enige med Studentersamfundets Medlemmer og rede til i Nødstilfælde at træde ud og indmelde sig i det nye Forbund.
Man tog mig fra akademisk Side straks i Beslag. Først maatte jeg overvære Prøverne paa et Par Studenterkomedier, saa skulde jeg tale ved et almindeligt Studentermøde, som begge Foreninger afholdt i Frimurerlogens gamle Lokale.
Der blev jeg den 20. Februar af begge Studentergrupper modtaget og hørt med overvældende Bifald. Ifølge Bladet Socialdemokraten sagde jeg dèr:
Jeg maatte give Studentersamfundet Ret i at kræve fri Drøftelse af politiske Forhold. En livlig Deltagelse i Tidens |58| Bevægelser kunde blot vække og gavne de Unge. Ad den Vej raadedes der Bod paa den Ensidighed, hvorunder vi led saa stærkt. I andre Lande bød Universitetsforholdene de Studerende rig Lejlighed til udviklende Afveksling. I Tyskland og tysk Østerrig havde man ikke mindre end fyrretyve Universiteter, og ingen Student blev udelukkende ved et enkelt Universitet, men drog fra et til et andet og kom derved i Berøring med forskellige Lærere og en Mængde forskellige Studiefæller. I Norden havde man jo kun fire Universiteter, og ikke engang de blev benyttede paa den nævnte Maade. De danske Studenter tænkte saa godt som aldrig paa for en Stund at forlade Universitetet i Kjøbenhavn. Det var en af Grundene til vor Nations Isolerthed. En anden Grund var den geografiske Beliggenhed. Danmark var ikke og blev ikke nogen Station paa den europæiske Kulturs Hovedlandevej.
Studenterne behøvede dog ikke at søge til fremmede Lande for at udvikle sig; de vilde have et vidtstrakt Studiefelt ved at granske de forskellige Lag af deres eget Lands Samfund. De maatte knytte Bekendtskab med den tænkende Arbejder og den tænkende Bonde, med den intelligente Kunstner og den studerende Kvinde! Gennemsnitsmennesket stagnerede jo i Regelen ved Trediveaarsalderen; derfor gjaldt det om, at den studerende Ungdom førte et virkeligt Aandsliv. Man havde gjort gældende, at en politisk interesseret Studenterungdom vilde blive brugt af en eller anden Fører; men Faren var her ringere end ellers, da denne Ungdom var i Stand til at anlægge omhyggelig Kritik. En Fører, der samlede Tilhængere om sig, havde desuden i Regelen enten vist dem personlige Velgerninger eller han havde Ideer, som øvede Tiltrækningskraft. De Krav, der hertillands stilledes til Førere, var ganske vist ikke særdeles store, ellers vilde den nu|59|værende Regering ikke holde sig, men man kunde dog tiltro den studerende Ungdom menneskeligt Skøn og politisk Skelne-Evne.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
