Fra to Sider havde man taget den Beslutning ikke at lade mig rejse uden at sige mig Farvel. Der dannedes da et Udvalg, hvori Loewe[I], Kapp[II], Simson[III], Bernstein[IV], Geiger[V] havde Sæde, og jeg modtog Indbydelse til en Afskedsfest, for mig i Kaiserhofs store Sal. Banketten fandt Sted 1. Februar 1883.
Den refereredes udførligt i de tyske Blade, af hvilke jeg har Vossische Zeitungs, National Zeitungs og Börsen-Couriers Artikler i Behold.
Vossische Zeitungs Artikel begyndte:
En udvalgt Forsamling paa over 100 Personer, Videnskabsmænd, Forfattere, Politikere, Kunstnere, Herrer og Damer henhørende til det gode Selskab, havde i Torsdags Aftes indfundet sig i Kaiserhofs prægtige Sale for at bevidne den bortdragende Georg Brandes[VI] sin Deltagelse inden hans Tilbagerejse til hans danske Fædreland. Denne Aften viste klart, |48| hvor stor Anerkendelse Forfatteren Brandes[VII] har erhvervet sig i vor Bys fornemste Krese, og hvor megen personlig Agtelse han som Menneske har forstaaet at skaffe sig. Den vil efterlade et rent og skønt Minde hos alle tilstedeværende ligesom hos Hædersgæsten[VIII] selv.
Naar Paul Heyse[IX] i det smukke Festdigt, han har tilegnet sin Ven, betegnede ham som »den tapre Ridder Georg«, saa tør man sige, at ved den »Hird«, der igaar samledes om ham, manglede ingen Aandens Ridder. Universitetet var repræsenteret af Professorerne Gneist[X], Scherer[XI], Lazarus[XII], Steinthal[XIII], Breslau[XIV], Geiger[XV] og Dr. Bernstein[XVI], og flere andre var kun ved et til samme Tid fastsat Møde i Fakultetet forhindrede i at møde. Af Politikere saas Kapp[XVII], Löwe-Bochum, Munckel[XVIII], Alexander Meyer[XIX], Max Weigert[XX]; af Forfattere Spielhagen[XXI], Rodenberg[XXII], Heinrich Kruse[XXIII], Rudolf[XXIV] og Paul Lindau[XXV], Karl Frenzel[XXVI], Julius Stettenheim[XXVII], Hans Hopfen[XXVIII], Richard Voss[XXIX], Stephany[XXX], Walter Gottheil[XXXI], Karpeles[XXXII], samt som Gæster fra Wien Karl Emil Franzos[XXXIII] og Michel Klapp[XXXIV]; af Kunstnere bl. a. Siemering[XXXV] og v. Gleichen-Russwurm[XXXVI], Schillers[XXXVII] Barnebarn. Det maa i Sandhed være store Fortjenester, Hædersgæsten[XXXVIII] besidder, naar Hovedstadens bekendteste Mænd i denne Tid, da der lægges saa stærkt Beslag paa dem, glade giver Møde i saa stort Antal for at hædre en slet og ret Privatmand, der hører en liden Nation til.
Der fulgte en i overdrevne Udtryk affattet Fremstilling af hvad jeg havde betydet for Danmark og hvorledes Livet der var blevet gjort mig surt. Artiklen fortsatte:
Da kom han over til os, slog sit Paulun op og slog Rod i vor By. Han blev tysk Forfatter, skrev paa Tysk sine Studier og sit store literaturhistoriske Værk: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur – uden dog et eneste Øjeblik at høre op med tillige at være dansk Forfatter. Tvertimod, hans hele Sjæl hang ved Hjemmet; og naar han nu vender hjem, kaldet af et stort Antal Tilhængere, Meningsfæller og Disciple, saa kommer han som Leder for et Parti, som Hoved for et ungt Skandinavien (...) Han har glimrende bevist, hvorledes en Mand ved sin kritiske Virksomhed kan virke paa den literære Frembringelse ikke blot saaledes, at han fremmer den, men ogsaa saaledes, at han giver den en hel ny Skikkelse, og vi har Lov til at være stolte af, at denne Mand, som han gjorde iforgaars, har kaldt sig en Lærling af den tyske Videnskab.
Det var en af de ypperste Repræsentanter for denne tyske Videnskab, Wilhelm Scherer[XXXIX], der udbragte den første Skaal for Hædersgæsten[XL]. Af den, der var nærmest kaldet dertil, af Repræsentanten for tysk Literaturhistorie ved Tysklands første Universitet, blev den danske Literaturhistorikers Betydning fremhævet. Professor Scherer[XLI] tog sit Udgangspunkt |49| fra en anden Fest i Kaiserhof, nemlig Afskedsgildet for den amerikanske Gesandt Mr. White[XLII] og mindede om, hvorledes den Gang Berthold Auerbach[XLIII] i løftet Stemning havde udtalt begejstrede Ord om de fælles Baand, der knytter Folkene sammen, om den Kæmpeharpe, der er spændt over Verdenshavet til Folkeslagene hinsides Oceanet. Saaledes turde vel ogsaa han, omend i mindre ophøjede Ord, tale om Forbindelsen mellem Tyskland og Danmark, der, skønt ofte afbrudt og sønderreven, dog stedse paany var bleven knyttet, og om hvilken Brandes[XLIV] personlig stod for os som et Vidnesbyrd. Ligesom engang i dette Aarhundredes Begyndelse Oehlenschläger[XLV] og Baggesen[XLVI] havde havt en Part i den tyske Literatur og staaet den nær, saaledes ogsaa nu Brandes[XLVII], og ligesom hine havde modtaget straalende Lys fra den store Sol Goethe[XLVIII], saaledes turde ogsaa en væsenlig Del af hans Virksomhed føres tilbage til Goethe[XLIX]. Brandes havde i sin Afhandling Goethe og Danmark, der ikke blot yder Læseren en rig Belæring, men tillige bringer ham i Stemning, anført et Ord af Auerbach[L], som denne selv har dannet, nemlig Udtrykket goethemoden. Brandes[LI] var selv goethemoden, han hørte til den store europæiske Menighed, der samler sig om Tysklands første Digter, og den, der hører hin til, hører ogsaa os til.
Med Scherers[LII] Tale var den første af de »fire officielle Skaaler« udbragt, som Dr. Kapp[LIII], der førte Forsædet ved Gildet, paa sin energiske Maade havde bebudet, og ved hvis Anmeldelse en let Gysen havde gennemfaret Forsamlingen. Men enhver Frygt for en Oversvømmelse af Skaaler blev til intet; det blev virkelig ved de fire foruden Hædersgæstens[LIV] Tale, og de blev alle modtaget med den taknemmeligste Opmærksomhed. Ikke blot Indholdet af hver enkelts Tale, men ogsaa Maaden, hvorpaa den blev foredraget, vakte den mest levende Deltagelse: Scherer[LV] talte som den lærde Fagmand, med Ordet fuldstændig i sin Magt og med mange fine enkelte Bemærkninger, Rodenberg[LVI] med digterisk Patos og skønt formede Billeder, Brandes[LVII] paa en elskværdig Maade og i en Tone, som om han personlig henvendte sig til enhver af de tilstedeværende, der fortryllede Alle; Loewe-Bochum med Overbevisningens brede Brysttone, med varm og fyldig Veltalenhed; tilsidst Lazarus[LVIII] med en Filosofs smilende Ro, der dog klart lod den Del, Hjertet havde i hans Udtalelser, komme tilsyne.
Det er umuligt for os at optegne alle disse Taler saaledes som deres indre Værd kunde fortjene det. Vi kan kun antyde, men ikke udførlig gengive, hvorledes Rodenberg[LIX] i klare faste Træk tegnede den danske Literaturs Udvikling siden Aarhundredets Begyndelse, hvorledes han opstillede en skøn Sammenligning mellem de Kulturbølger, der strømmer ind over Landet, og Østersøens og Vesterhavets Vover, der snart sprøjter med vældigt Skum over det smalle Land, snart uvillig viger tilbage; hvor|50|ledes Loewe[LX] rettede Blikket fra Hædersgæsten paa hans unge Venner i Danmark for under glædelig Tilslutning fra Forsamlingens Side at drikke paa deres Velgaaende; hvorledes endelig Lazarus[LXI] skildrede Forfatteren til Moderne Geister selv som en moderne Aand, der viste sine Genstande i elektrisk Belysning og derfor selv med rette stod for os, hans Venner og Tilhængere, i elektrisk Belysning.
Brandes[LXII] Tale vil staa præget i Alles Erindring som den mindeværdigste og mest individuelle.
Min Tale lød: »Jeg husker tydeligt den Følelse, som greb mig, da jeg for mere end fem Aar siden paa en stille Oktoberaften i en fin Regn for første Gang efter min Ankomst til Berlin gik ned ad Unter den Linden. Butikerne var lukkede og deres Lys slukte. Husene forekom mig alle fremmede og tillukkede, jeg følte mig ret ensom. Da faldt et Ord af en eller anden Romanhelt mig ind: »I denne By har jeg ingen Fjende.« Har jeg end ikke nogen Ven, saa har jeg her dog ingen Fjende, og jeg trak Vejret lettere. Naar jeg nu om et Par Dage forlader Berlin, saa er det med den samme behagelige Følelse af ikke at efterlade nogen Fjende her, en Følelse, som rigtignok kun Den kan have, der har levet stille som Tilskuer og spillet en altfor ringe Rolle til at kunne vække Misundelse eller Fjendskab. Og dog ser jeg nu Berlin med ganske andre Øjne; thi jeg har den smukke Vished, at jeg her har vundet Venner, og at megen Velvilje, uventet og neppe fortjent Velvilje, har mødt mig her. Den By, som var lukket for mig, ligger nu aaben for mine Øjne, og jeg ser mig i Aften til min egen Forundring som Midtpunkt i en venligt sindet og udsøgt Kres, der ledsager min Bortgang med gode Ønsker og vil overtale mig til den Tro, at jeg, der har indtaget saa lidet Rum i denne store og gode By, har efterladt en Tomhed.
Jeg tager ikke Alt, hvad der er blevet sagt i Aften, bogstaveligt; jeg véd, hvad der maa skrives paa Feststemningens og Afskedsstemningens Regning. Hvis jeg var for|51|fængelig – eller rettere, jeg er det naturligvis – men hvis jeg var taabeligt forfængelig, saa vilde saa megen Ros kurere mig. Ikke sandt, De kender alle Voltaires[LXIII] lille henrivende Historie om den forfængelige Irax og hvorledes Kongen helbredte ham for den. Han sendte ham en Overkok med seks Kokke og fire Kammerherrer, en Kapelmester med tolv Sangere og fire og tyve Violinister, gav ham en stor Diner, hvor de fire Kammerherrer holdt smukke Taler til hans Ære, og hvor man til Violin-Ledsagelse sang en Kantate, hvis Omkvæd var:
Efterhaanden følte den forfængelige Irax ikke mere nogen Trang til at høre om sin Betydning.
Latinerne sagde, at det er behageligt ab viro laudato laudari, at roses af en Mand, som prises. Derfor var det mig kært at høre Professor Scherers[LXIV] Tale og finde Anerkendelse hos en Mester i mit Fag.
Naar jeg sammenligner den Skole, i hvilken han har udviklet sig, med den, jeg har bag mig, saa føler jeg Forbandelsen ved at tilhøre et lille Folk og paa afgørende Punkter være henvist til Selvopdragelsen med dens Famlen og Fejlgreb. Saa lidet vidste jeg i min tidlige Ungdom om samtidig tysk Videnskab, at jeg nitten Aar gammel brød mit Hoved med Hegels[LXV] Phänomenologie. Ja, mine Herrer og Damer, hvad der er værre: Jeg har i Weisses[LXVI] Æstetik søgt Næring for min Aand. – Naar jeg spurgte den gamle Professor i min Videnskab om Raad, svarte han: »De véd jo selv meget bedre Besked end jeg.« Saaledes stod jeg isoleret, smægtede efter en Lærer, søgte Kundskaber ad de urimeligste og fjernest liggende Veje. Ved det spændte For|52|hold til Tyskland var Datidens danske Ungdom overhovedet blevet fremmed for Samtidens Europa. Hvis jeg ikke selv som Yngling aandelig havde lidt saa meget under at Broer var afbrudte, vilde jeg neppe som Mand have sporet saa megen Lidenskab for overalt, hvor jeg formaaede det, at slaa Bro, knytte Traade og anlægge Kanaler til at lede aandelige Strømninger ind i mit Fædreland. Jeg gad vide, om der gives noget nulevende Menneske, der har foranlediget, at saa mange Bøger er blevne oversatte fra fremmede Sprog paa Dansk og fra Dansk til fremmede Sprog. Jeg har ogsaa her i Berlin opfattet mit Hverv som en Mæglers mellem Norden og Tyskland, idet jeg har udgivet Bøger og Essays om nordiske Skribenter og taget Del i Udgivelsen af nordiske Skrifter.
Naar jeg nu lige fuldt skilles fra Tyskland, er det fordi denne Mæglerrolle egentlig slet ikke ligger for mit Temperament.
Jeg behøver neppe at sige Dem, hvormeget der fængsler mig i Tyskland. Da jeg i 1872 kom hertil fra Danmark, var det mig som havde jeg ikke alene skiftet Sted, men ogsaa Tid, som kom jeg fra det 19de Aarhundrede ind i det 20de. Mange Anskuelser, der hos os blev betragtede som dumdristige, gjaldt her for maadeholdne. Meget, der i Norden blev anset for revolutionært, var her offenlig Mening. Jeg følte mig til Mode som en udsat og glemt Forpost, der trækker sig tilbage til Hæren. Men en Mand lever fuldt kun dèr, hvor han har Formaal og kan forfølge Formaal. I Tyskland kunde jeg ikke have andet Maal end det uværdige at gøre mit Navn stedse mere bekendt. Men i Norden ligger alle mine Opgaver. I Norden er der en Ungdom, hvis Lærer jeg skal være, en Ungdom, der maaske ikke er saa lærd som den tyske, men som er friskere og mere ungdommelig. Jeg tør ikke spørge mig selv, om jeg |53| har Lyst til at gaa og hvad der venter mig i mit Hjem: jeg maa.
Den, som én Gang har levet med i et stort Lands og en Verdensstads Liv, han finder sig nødvendigvis vanskeligt paany til Rette i et ganske lille Land og i en middelstor By.
Dog det forstaar sig, aandeligt kan jeg ikke skille mig fra Tyskland, om saa blot af den Grund, at Sjælelivet og det politiske Liv i de nordiske Lande nødvendigvis paavirkes dybt af tyske Tilstande. Dersom det staar godt til i Tyskland, dersom de Bedste her er ved godt Mod, dersom her modnes mange nye Tanker, dersom store, gavnlige Omformninger bliver forsøgte og udførte her, saa kommer efter faa Aars Forløb alt dette de smaa Stater i Norden til Gode – og omvendt, sejrer i Tyskland den aandelige og politiske Reaktion, ophidses slette Lidenskaber, hersker Voldsmagt og Forfølgelsessyge, saa sporer vi Virkningen næsten straks. Det maa De vide: de Tider er begravne, da vi i Norden glædede os, naar det gik ilde til i Tyskland, og sørgede over Tysklands Velfærd. Vore Skæbner er nøje knyttede til Deres. Hersker Lyset her, saa bliver hos os Mørket lettere fordrevet; hersker i Tyskland fri og skøn Menneskelighed, saa taber visse Smaafolk i Norden, der gerne vilde trælbinde Aandslivet, Modet. De som vil noget godt, er i alle Folkeslag samfast forbundne.
Derfor tror jeg at tale ikke blot i eget Navn, men i en hel yngre Slægts i Norden, naar jeg udtaler det Ønske: Maatte Tyskland udvikle sig lykkeligt og rigt – og maatte det ikke gøre dem, der kender og vurderer det i Norden, det altfor vanskeligt at tale tysk Væsens og tysk Fremfærds Sag!
Mit Hjerte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivilligt forlader Tyskland, maa Hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der mente at have en Ret til at bo paa deres |54| Fødejord, ufrivilligt og uden noget Festmaaltid forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmålet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Højmodighed.
Maatte alle den Stærkes og Vældiges Dyder udfolde sig i Tyskland! Meget er jo alt virkeliggjort af det, som de Førmartslige haabede for det tyske Rige. Maatte af deres Fremtidsdrømme ogsaa alt det Ikke-Fantastiske, der endnu ikke er opnaaet, blive en Virkelighed! Maatte der forestaa Tyskland en stor og glorrig Fremtid, rig paa sand Lykke og sand Hæder!«
Paul Heyse[LXVII] havde skrevet et længere Digt til Festen, hvoraf de to første Strofer lød saaledes:
Aftenen havde en vis Hjertelighed; der næredes oprigtig Velvilje for mig. Blandt de smukke og elegante Damer, der forherligede den, var Digteren Richard Voss’s[LXVIII] Frue og Baronesse Senfft-Pilsach[LXIX]. Det gaar En underligt, naar man er Genstand for slige Fester, af hvilke jeg efterhaanden har |55| oplevet saare mange. Øjeblikket nærmer En næsten fortroligt til Mænd og Kvinder, der fængsler En stærkt. Saa gaar man fra hverandre og ses aldrig mere i Livet.
Den unge Digter Walter Gottheil[LXX] som om Aftenen havde sagt mig, at min Artikel om H. C. Andersens[LXXI] Eventyr havde foranlediget ham til at skrive sine Eventyr, havde næste Morgen i Berliner Tageblatt en Feuilleton om Festen og mig.
Kunstnerfestspillenes Digter Julius Lohmeyer[LXXII], hvis smaa Kaar havde forhindret ham i at være tilstede om Aftenen, sendte mig et Digt, han havde skrevet til min Ære; Klinger, der paa dette Tidspunkt endnu maatte kæmpe med Fattigdom og af samme Grund var bleven borte, forærede mig den hele Række af hans Raderinger Dramer, der alene i Pengeværdi opvejede talrige Adgangskort til Festen.
Jeg gjorde Besøg i Siemerings[LXXIII] Atelier for at studere det kolossale Washington-Mindesmærke til Staten Cincinnati, som blev ham overdraget efter en Konkurrence for alle Europas og Amerikas Kunstnere. Dèr saa jeg da ogsaa det smukke Basrelief i Bronce, han udførte til mig som Afskedsgave fra mine Berliner Venner.
Aftenen d. 4. Februar tilbragte Loewes[LXXIV], Dr. Rée[LXXV] og Frk. Salomé[LXXVI], Simson[LXXVII] og Klinger[LXXVIII] hos mig. Det var en stemningsrig Aften, under hvilken jeg havde en vemodig Følelse ved Tanken om at det var sidste Gang, jeg saa nogen i mit Hus i Berlin. Et Livsafsnit var til Ende.
Anden Dagen derefter rejste jeg til Kjøbenhavn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
