Idet jeg nu betragtede Byen Kjøbenhavn som mit tilkommende Opholdssted, saa jeg paa den med friske Øjne. Det slog mig, hvor gamle og uskønne dens Huse var, hvor uelegant dens mandlige Befolkning af Borgerstanden var klædt, men paa samme Tid var jeg overrasket af, hvor forbavsende smuk den kvindelige Befolkning var, der vandrede om i Byens Gader. I Udlandet saas de smukkeste Kvinder jo næsten aldrig tilfods paa Gaden.
I Kjøbenhavn taltes da ikke om andet end indre dansk Politik. Utilfredsheden med det Estrup[I]ske Ministerium var som sædvanlig stor. Dette Ministerium sad, da jeg forlod Landet; det sad, da jeg vendte tilbage, og det skulde sidde elleve Aar endnu for at afløses af Ministerier, der havde selvsamme politiske Farve. Det havde sprængt Forfatningen for at holde sig og Højrepartiet ved Magten, og det haabede – ikke uden Føje – med Tiden at faa denne Uregelmæssighed eftergivet og udslettet af selve dem, hvorover det gik ud.
Venstre, der savnede alle Magtmidler, havde ingen anden Fremgangsmaade end den, langsomt at drage Bybefolkningen |57| til sig, og særlig gjaldt det for Partiet om Kjøbenhavns Erobring. Endnu var jo nemlig i alle tre nordiske Smaariger Hovedstaden de højkonservative Partiers faste Borg.
Allerede to Dage efter min Ankomst blev jeg indbudt til et Møde med politisk interesserede Mænd af forskellige Afskygninger; der var vel en Snes Stykker tilstede, deriblandt fremragende Personligheder som Hørup[II], Octavius Hansen[III], Retsformand Madvig[IV], Fabrikant Hagemann[V]. Talen var om at stifte en »Fremskridtsforening«, om dens Maal og Midler. Af den udviklede sig Den liberale Vælgerforening i Kjøbenhavn.
I et enkelt Hus, hvis Herre udøvede en ikke ringe Indflydelse paa dansk Udenrigspolitik, var der megen Tale om det nordslesvigske Anliggende, og man var oprørt over Prøjsens Adfærd.
Iøvrigt optoges Sindene i den Kres, jeg tilhørte, meget af Forholdene i den akademiske Verden og af den Studenterpolitik, der var en Forløber for Byen Kjøbenhavns politiske Udvikling. Studentersamfundet, der saa nylig var blevet stiftet, udøvede en Tiltrækning paa ikke faa Medlemmer af den konservative Studenterforening; mellem to og tre hundrede Studenter i denne havde erklæret sig for enige med Studentersamfundets Medlemmer og rede til i Nødstilfælde at træde ud og indmelde sig i det nye Forbund.
Man tog mig fra akademisk Side straks i Beslag. Først maatte jeg overvære Prøverne paa et Par Studenterkomedier, saa skulde jeg tale ved et almindeligt Studentermøde, som begge Foreninger afholdt i Frimurerlogens gamle Lokale.
Der blev jeg den 20. Februar af begge Studentergrupper modtaget og hørt med overvældende Bifald. Ifølge Bladet Socialdemokraten sagde jeg dèr:
Jeg maatte give Studentersamfundet Ret i at kræve fri Drøftelse af politiske Forhold. En livlig Deltagelse i Tidens |58| Bevægelser kunde blot vække og gavne de Unge. Ad den Vej raadedes der Bod paa den Ensidighed, hvorunder vi led saa stærkt. I andre Lande bød Universitetsforholdene de Studerende rig Lejlighed til udviklende Afveksling. I Tyskland og tysk Østerrig havde man ikke mindre end fyrretyve Universiteter, og ingen Student blev udelukkende ved et enkelt Universitet, men drog fra et til et andet og kom derved i Berøring med forskellige Lærere og en Mængde forskellige Studiefæller. I Norden havde man jo kun fire Universiteter, og ikke engang de blev benyttede paa den nævnte Maade. De danske Studenter tænkte saa godt som aldrig paa for en Stund at forlade Universitetet i Kjøbenhavn. Det var en af Grundene til vor Nations Isolerthed. En anden Grund var den geografiske Beliggenhed. Danmark var ikke og blev ikke nogen Station paa den europæiske Kulturs Hovedlandevej.
Studenterne behøvede dog ikke at søge til fremmede Lande for at udvikle sig; de vilde have et vidtstrakt Studiefelt ved at granske de forskellige Lag af deres eget Lands Samfund. De maatte knytte Bekendtskab med den tænkende Arbejder og den tænkende Bonde, med den intelligente Kunstner og den studerende Kvinde! Gennemsnitsmennesket stagnerede jo i Regelen ved Trediveaarsalderen; derfor gjaldt det om, at den studerende Ungdom førte et virkeligt Aandsliv. Man havde gjort gældende, at en politisk interesseret Studenterungdom vilde blive brugt af en eller anden Fører; men Faren var her ringere end ellers, da denne Ungdom var i Stand til at anlægge omhyggelig Kritik. En Fører, der samlede Tilhængere om sig, havde desuden i Regelen enten vist dem personlige Velgerninger eller han havde Ideer, som øvede Tiltrækningskraft. De Krav, der hertillands stilledes til Førere, var ganske vist ikke særdeles store, ellers vilde den nu|59|værende Regering ikke holde sig, men man kunde dog tiltro den studerende Ungdom menneskeligt Skøn og politisk Skelne-Evne.
Straks Dagen efter min Ankomst var jeg begyndt at forberede mig til Forelæsninger om Det unge Tyskland, læste Platens[VI] Digte og Tiecks[VII] Noveller. Samtidig forberedte jeg Trykningen af en tyk (praktisk set: meget for tyk) Samling Essays Mennesker og Værker og gennemsaa Artiklerne til den Bog om Berlin, som Boghandler Philipsen[VIII] havde foreslaaet mig at udgive. Medens Trykningen af Mennesker og Værker gik rask for sig, begyndte jeg 26. Februar mine offentlige Universitetsforelæsninger. Trængslen var uhyre, Salen overfuld og utilstrækkelig. De fleste Tilhørere havde for at faa Plads siddet der under hele den forrige Time. Mange besvimede. Jeg maatte raabe ud til dem, der pressede hverandre i Korridorerne, at jeg skulde gentage Foredraget. Det skete nogle Dage efter, men under samme Tilstrømning. Lokalerne var for smaa. Da man byggede Universitetet, var det ikke faldet Nogen ind, at mer end 200 Mennesker nogensinde frivilligt vilde gaa derop for at høre en Forelæsning. Selv da Annekset i senere Aar blev bygget til, besad end ikke dette nogen virkeligt rummelig Tilhørersal.
28. Februar holdtes der en Modtagelsesfest for mig i Hotel d’Angleterre. Der var 200 Mennesker til Stede, men langt flere var afviste af Mangel paa Plads.
Professor I. C. Schiødte[IX] indtog Forsædet og tog sig statelig ud. Nuværende Overlæge Prof. Tscherning[X] holdt paa sin smukke, ganske deklamationsfrie Maade Hovedtalen. Efter ham talte Octavius Hansen[XI] med Motiv fra mine Slutningsord |60| i Berlin for Nordslesvig, medens Hørup[XII] som Politiker, Otto Benzon[XIII] paa Forfatternes, Schwarz[XIV] paa Kunstnernes, Arbejderføreren Holm paa Arbejdernes Vegne bød mig Velkommen. Man sang en smuk Sang af Sophus Schandorph[XV], som jeg anfører, da den ikke findes blandt hans samlede Digte:
I mit Svar udtalte jeg min Glæde over at mange af mine gamle Ønsker og Forhaabninger under min Fraværelse var traadte ud i Virkeligheden, legemliggjorte af Andre: De kvindelig Studenters Adgang til Universitetet, den af Studentersamfundet indledede Arbejderundervisning, Lyrikens, Romanens, Novellens og Skuespillets Genfødelse, ja det endnu mærkeligere, den bildende Kunsts Tilnærmelse til den ny Literaturs Synsmaade og Stil. Dernæst imødegik jeg den fornyede Mistænkeliggørelse af min Nationalfølelse, som de danske Aviser havde indledet netop som jeg satte min Popularitet i Tyskland paa Spil for Nordslesvigs Skyld.*
Blandt de Damer, som var tilstede, glædede en, daværende Frøken Emmy Kramp, senere Fru Lange[XVII], der døde tidligt, mig ved sin fine Skønhed og sin gode Forstand. Hun studerede Medicin og var en af de første kvindelige Læger i Danmark. Blandt Mændene traf jeg igen Vilhelm Bissen[XVIII], hvem jeg kun flygtigt havde set tyve Aar forinden. Han og hans sjældne Hustru, Fru Anna Bissen[XIX], blev i de følgende Aar mine kære og nære Venner.
Jeg holdt nu mine Foredrag paa den Maade, at jeg den ene Gang holdt ethvert for Studerende, den anden Gang for det ikke akademiske Publikum. Trængslen vedblev at være overordenlig stor begge Gange.
Meget saa jeg i de Uger til J. P. Jacobsen[XX], der var |62| elskværdig og overlegen som altid, men hostede frygteligt og var elendigt mat.
Fra Hegel[XXI] fik jeg Opfordring til at udarbejde et Festskrift om Holberg[XXII] til Tohundredaarsfesten det næste Aar.
Jeg afbrød mine Forelæsninger for at gøre et kort Besøg i Tyskland, hvor jeg havde lovet at tale nogle Gange; tog først til Berlin, hvor min Bolig endnu stod møbleret og hvor min Familie endnu opholdt sig, gensaa der de nærmeste Venner, tog saa til Frankfurt for at tale der første Gang. Jeg gensaa Goethehuset, saa for første Gang Rothschilds[XXIII] og Börnes[XXIV] Huse, holdt Foredrag og gjorde Bekendtskaber. En Hovedperson var Josef Stern[XXV], Redaktør af Frankfurter Zeitung, og hans udmærkede Hustru, Datter af den fremragende Frihedskæmper Guido Weiss[XXVI]. Blandt andre Personer i Kresen var der en lang tynd grim Nationaløkonom og Socialist med en smuk, yppig og koket Frue, der efter Sigende ved sine Venskabsforbindelser formaaede at bidrage ikke lidet til det fælles Husvæsen.
Min Frankfurter Forlægger var ivrig for at vise mig den gamle Forfatter[XXVII] til den vidtbekendte Struwelpeter, der under Navn af den store Bastian havde skræmmet ogsaa mig i min Barndom; men vi traf ham ikke. Palmehaven imponerede mig som et overordenligt Skue.
Fra Frankfurt tog jeg lige til Bremen, hvor jeg for første Gang, som saa mangfoldige Gange siden, boede hos Arthur Fitger[XXVIII], der viste mig Børsen og Huset Seefarth med hans Malerier og læste skønne, da endnu utrykte, Digte for mig.
Den 7. April fejredes i Bremen 400aars Dagen for Raffaels[XXIX] Fødsel med en Højtidelighed, som Arthur Fitger[XXX] ganske alene havde iværksat. Han havde skrevet en Prolog, som |63| opførtes; han holdt et Foredrag; han havde oversat Raffaels[XXXI] to berømte Sonetter, der oplæstes; han havde foranstaltet et Transparentmaleri, som lyste over Salen; han havde endelig digtet de Sange, der blev sungne. I Kjøbenhavn fejredes der ingen Raffaelfest som rundt om i de store Kulturlande. Derimod fejrede Juristerne en Uge derefter den danske Lovs tohundredaarige Bestaaen. Den bar stærkere Mærker af Forældethed end Raffaels[XXXII] dobbelt saa gamle Kunst.
Jeg vendte tilbage til Kjøbenhavn og optog mine Forelæsninger paany, medens ved Haandværkernes Forsømmelighed i den Bolig, jeg havde lejet mig, Alt sneglede sig frem med uendelig Langsomhed, forbausende Uordholdenhed og stadige Udgifter.
Paa Universitetet havde jeg meget Bryderi med mit Publikum, der ikke kunde finde Plads, og med Portneren, der aldrig lod sig bevæge til at aabne mer end den ene af Fløjdørene, hvor stærkt saa Tilhørerne trængtes, og der klagede over mig til Konsistorium, at jeg læste for længe.
Ved Studentersamfundets Stiftelsesfest 2. Maj holdt Krohn[XXXIII] et Foredrag om Raffael[XXXIV], og jeg maatte paa Opfordring tale. Jeg skilte mig fra min Opgave med saa meget Maadehold, at Hr. Svend Høgsbro[XXXV], den senere Trafik- og Justitsminister, selve Moderationens Apostel, udbragte min Skaal.
I Rømersgade holdt jeg for Arbejderne under stormende Bifald et Foredrag om Lassalle[XXXVI].
Blandt unge Studerende, der paa dette Tidspunkt sluttede sig til mig, var Medicineren Ivar Iversen[XXXVII], der forsøgte sig som Digter, iøvrigt var Læge med Liv og Sjæl og døde ung, dernæst nogle unge Islændere, Bertel Thorleifsson[XXXVIII], |64| Entusiast og begyndende Skribent, der maaske i Mismod over ikke at kunne tilendebringe sine medicinske Studier nogle Aar derefter søgte Døden, og Hannes Hafstein[XXXIX], en smuk ung Mand med megen Holdning og betydelig poetisk Evne, der snart vandt sig et Navn som Digter, senere som Politiker, og som en Snes Aar senere blev Islands første indfødte Minister.
Af Skribenter saa jeg jævnligst J. P. Jacobsen[XL] og Kielland[XLI]. Carl Ewald[XLII], der anonymt havde udgivet et lille Flyveskrift om mig, Faarene og Bukkene, dukkede dengang op indenfor min Synskres. Fra Sverig kom August Lindberg[XLIII], Skuespilleren, og Harald Molander[XLIV], den unge Digter, der da endnu kun havde skrevet det temmelig upersonlige Skuespil Furstinnan Gogol. Lindberg[XLV] var stræbende, virksomt kæmpende for at naa frem, foretagsom, sympatisk, en i høj Grad varmtfølende Mand; Molander[XLVI], der nærede Uvilje mod Lindbergs Kunst, var en bevidst og beregnende Kunstnernatur. Han var en lille korthalset Mand, elegant i Optræden og Klædedragt, overmaade kyndig i al Teaterteknik. Jeg kunde da ikke spore, at han mange Aar efter vilde kunne skrive saa rig og levende en Bog som hans store Roman fra Trediveaarskrigen, En Lyckoriddare, et ypperligt Værk.
Man sendte mig paa det Tidspunkt den første tyske Oversættelse af Dostojevskis[XLVII] »Brøde og Straf« (Raskolnikov) med Anmodning om at henlede Opmærksomheden i Tyskland og Østerrig paa Bogen, hvor den trods sine umaadelige Fortrin var forbleven uændset. Den gjorde Indtryk paa mig, og jeg banede den Vej udenfor Rusland.
Der var i August Maaned en Sangerfest i Kjøbenhavn. Man sang i Kongens Have Nationalsange trægt, uden Appel, uden Gnist, uden Flugt. Det Drævende, som er Lighedspunktet mellem de Danske og Sachserne, virkede besynderligt sam|65|men med en evindelig, vemodig Pukken i disse Sange paa Forfædrenes Storhed og en Fremhæven af, at den vel nu var forbi; men dog osv.
I den sidste Halvdel af August besøgte jeg Skagen. Der var da endnu ikke Jernbane mellem Frederikshavn og Jyllands Nordspids. Man kørte derop i aaben Vogn og havde Lejlighed til at lære Landskabet grundigere at kende; det indprentede sig uforglemmeligt med sine Klitter og den dybe Sand.
Paa Brøndums Hotel boede eller samledes dog dagligt en Kunstnerkres, i hvilken man befandt sig overmaade vel. Der var den originale, dygtige og djærve Marinemaler Locher[XLVIII], med sine runde Kinder og sin gode Forstand. Der var den dybe, tunge, ærgerrige Bornholmer Michael Ancher[XLIX], der opfattede sig som en Art Vært paa Skagen og hvis Bekendtskab jeg alt mange Aar forinden havde gjort hos Julius Lange[L]. Ingen havde et smukkere Smil end han. Der var Krøyer[LI], som havde begyndt at slaa sig ned deroppe paa den smalle Landstrækning mellem to Have, som Ancher[LII] (efter H. C. Andersen[LIII]) havde opdaget for Kunsten, Krøyer[LIV], der da endnu syntes lige trofast elsket af Guder og af Mennesker. Der var adskillige svenske Kunstnere, deriblandt den ganske unge Björck[LV], Alles Yndling, med den umaadeligste Skov af Hovedhaar, jeg nogensinde har set, saa han til sin Fødselsdag fik foræret en Kam, der var fire eller fem Gange større end nogen Kam til Menneskehaar. Der var af Nordmænd den prægtige Eilif Peterssen[LVI], gennemfin og bomstærk, den godmodige, vidtløftige, tungsindige V. Peters[LVII], og Entusiasten Christian Krohg[LVIII], der nu havde en Periode af vittig Kynisme. Det hele Selskab sad fra Morgen til Aften |66| om Bordet hos Brøndums[LIX]; ustandselig spisende, drikkende, debatterende, drøftende, modsigende, fældende. Et Par Gange om Dagen rejste man sig fra Bordet og gik i Vandet. Smukke Ture foretoges til Kandestederne og til Højen, Nordstranden, hvor Landskabet var mægtigt. Vi besøgte Fyrtaarnet og saa Fuglesværmen staa imod Fyrets tykke Glas.
En Dag satte Eilif Peterssen[LX], Björck[LXI], Krøyer[LXII] og Ancher[LXIII] sig omkring mig og malte mig. De to første kasserede dog deres Portrætter. Krøyer[LXIV], der gjorde en Pastel, var færdig paa kun to Timer. Om Aftenerne sang Eilif Peterssen[LXV] og Krøyer[LXVI]. Den sidste Dag gaves der Champagne, Michael Ancher[LXVII] talte, og jeg svarte med nogle Ord om Kunst og Kunstnere paa Skagen og andensteds.
Paa Tilbagevejen saa jeg i Aalborg Lundby Krat med den høje Bakke, hvor under Krigen saa mange tapre Danske fandt Døden ved Kaptejn Becks[LXVIII] Uforstand. I Aarhus modtoges jeg af en hel Kres Venstremænd med Alfred Bjørnbak[LXIX] i Spidsen, en flink og livlig Sjæl i et firskaarent Legeme. Han var mig oprigtigt hengiven, om han end senere, da min Sag kom for i den danske Rigsdag, af Partihensyn ikke vovede at give mig sin Stemme.
At mine tyske Venner ikke havde glemt mig, viste sig, da Arthur Fitger[LXX] tilegnede mig sit Drama Von Gottes Gnaden som jeg havde læst i Haandskrift, og Max Klinger[LXXI] sin Serie Raderinger Ein Leben. Paul Heyse[LXXII] havde forud tilegnet mig sit Skuespil Graf Königsmark.
I Anledning af en Nordisk Kunstudstilling i Kjøbenhavn var der her et nordisk Kunstnermøde. Da Drachmann[LXXIII] efter sit Omslag nødigt vilde træffe sammen med mig, modtog |67| jeg ingen Indbydelse dertil. Forbigaaelsen var mig ukær, fordi jeg havde talrige Bekendte blandt dem, der indfandt sig.
Det blev opfattet som en kunstnerisk Begivenhed, at August Lindberg[LXXIV] kom hertil med sin Trup og opførte det af den nordiske Presse slet behandlede og af de officielle Teatre afviste Gengangere. Forestillingen gjorde et dybt Indtryk; Lindberg[LXXV] selv spillede Osvald fortrinligt, og det intelligente Kjøbenhavn besluttede at fejre den tapre Skuespiller med en Festlighed, som blev vellykket. Da jeg ved den udbragte Ibsens[LXXVI] Skaal, blev jeg hilst og lønnet med døvende Bifald, vistnok ikke fordi det, jeg sagde, var saa godt, men fordi jeg i største Delen af Aaret 1883 var saa yndet, at man fandt Alt godt, hvad jeg sagde. Hurtigt nok skulde efter Sædvane Stemningen vende sig.
Jeg holdt stadigt under samme Tilløb mine Forelæsninger om Det unge Tyskland, skrev desuden og gav i Trykken den Række Essays, der fik Navnet Det moderne Gennembruds Mænd.
I Anledning af Grundtvigs[LXXVII] Hundredaarsdag blev der i Studentersamfundet afholdt en Festlighed med Taler til Grundtvigs[LXXVIII] Ære. En Artikel i Morgenbladet med en køligere Vurdering af Grundtvigs[LXXIX] Fortjenester, der dels kom for sent, dels ikke var klog, satte ondt Blod og bidrog sit, gav idetmindste et Paaskud, til det nogle Maaneder derefter indtraadte Brud mellem Venstres Grundtvigianere og Fritænkere.
Venstre viste sig paa dette Tidspunkt ganske ude af Stand til at bedømme den virkelige politiske Situation i Landet. Den moderate Politiker Frede Bojesen[LXXX] holdt et Foredrag om Machiavelli[LXXXI], i hvilket han beskyldte Conseilpræsi|68|denten Estrup[LXXXII] og hans Parti for Machiavelisme, betragtede hans umiddelbart forestaaende Fald som sikkert og udbredte sig over, hvilken aaben og ærlig Politik Venstre som hans Arvtager vilde føre. Da jeg bad ham ikke raade over Bjørneskindet, før Bjørnen var fældet, svarede han, at var den end ikke i Øjeblikket dræbt, saa var den dog nu drevet saaledes ind i en Snevring, at ingen Udvej var den mulig. Hans Meningsfælle, Svend Høgsbro[LXXXIII], udtalte sig i samme Retning, og jeg imødegik dem begge. Fremtiden viste, at deres Selvtillid var grundløs; men de glemte ikke, at jeg havde næret levende Mistro til deres Politik.
Blandt det Efteraars Begivenheder maa jeg nævne at Niels W. Gade[LXXXIV] en Dag standsede mig paa Gaden, forestilte sig – hvad naturligvis var overflødigt – og førte en Samtale med mig om Poesi og Musik, særligt om min Bog Mennesker og Værker, der havde interesseret ham. En Uges Tid derefter gjorde han mig et langt Besøg, under hvilket det Aabne og Geniale i hans Væsen traadte frem. Alligevel stemte dette Besøg mig vemodigt. Han kendte ikke mig og jeg ikke ham. Berøringspunkterne mellem os var maaske ikke saa faa; men ingen frugtbar Vekselvirkning havde nogensinde fundet Sted, og nu var han 66 Aar gammel, hans Kres mig fremmed og fjern.
Et afskyeligt og rystende Indtryk gjorde Frk. Adda Ravnkildes[LXXXV] Selvmord paa mig. Jeg havde kun talt en eneste Gang med denne unge 21aarige Pige, da hun en Dag kom til mig for at spørge mig til Raads om et Haandskrift, hun havde sendt mig, og jeg var endnu ikke naaet til at læse hendes andet skrevne Forsøg, da hun gik ud af Livet. Uforklarligt for mig var det, at hun to Timer før hun (paa tre |69| Maader, med Gift, Kniv og Revolver) rasede mod sit eget Legem, havde siddet paa første Række under en Forelæsning, jeg holdt paa Universitetet, havde set oprømt ud, havde smilet og leet under Foredraget. Det forekom mig som om jeg maatte kunne forhindret dette Selvmord, ifald jeg havde indladt mig ordenligt med hende, og det nagede mig, at jeg ikke havde ladet hende komme oftere. Senere indsaa jeg, at om de Sorger, der drev hende i Døden, havde hun ikke villet tale med mig, og at jeg over dem ikke havde nogen Magt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
