I April Maaned bragte Nouvelle Revue en i de mest begejstrede Udtryk affattet Artikel om mig, hvori der endog stod: »Le Danemark a produit dix ou douze hommes de talent pendant ces vingt dernières années, tandis qu’un seul homme de génie lui est né.« I Juli havde Bladet Danmark en Feuilleton af den senere bekendte unge tyske Digter |367| Carl Busse[I] , der hævede sig til et saadant Overmaal af komisk Entusiasme, at han paastod, af 100 Tyskere vilde de 80 paa Spørgsmaalet, hvem der var det aandrigste Menneske i Europa, svare: G. B.[II] Hans Artikel viste, at der dengang altsaa var en enkelt Tysker, der mente det. At der nu skulde findes én, betvivler jeg. Men han var ikke den eneste tyske Forfatter, der udtrykte sig sværmerisk; Østerrigeren v. Königsbrunn-Shaup viste i Ord og Gerning næsten lige saa stærk en Overdrivelse. – Min Ven Arthur Fitger[III] , der for sin Del meget vel saa min Begrænsning, tilegnede mig da sit Drama Af Guds Naade. – Jeg fik en Indbydelse fra Madrid til at deltage i den internationale Fritænkerkongres og i Columbus’s 400aars Fest.
Ogsaa fra Danmark kom i de Dage Vidnesbyrd om Anerkendelse.
I Juni modtog jeg fra Skagen uden nogen festlig Anledning en Dag følgende versificerede Telegram:
Navnene derunder var disse: Anna Ancher[IV] , Michael Ancher[V] , Otto Benzon[VI] , Emma Benzon[VII] , Brøndum[VIII] , Marie Krøyer[IX] , Severin Krøyer[X] , Sophus[XI] og Ida Schandorph[XII] .
Telegrammets sidste Linje maa synes usand; men den var det for saa vidt ikke, som jeg netop da i mig fornam et Fond af uudtømmelig Ungdom, der kunde omsættes til Elektricitet, en Friskhed i Følelsen, der ikke kunde sygne, og en Varme, som den, der findes hos en Planet, der i sit Indre er stedt i uophørlig Gløden.
En nu afdød Veninde havde dengang i et Brev bebrejdet mig min Uforsonlighed og kaldt den Haardhed. Jeg ser, at |368| jeg har svart hende: »Haardhed kalder De det. Haardhed! Det er lidet træffende. Ak nej! Det er selve det dybeste i min Natur, som taler dèr, det Ypperste i mig. Derfor bad jeg Dem saa indtrængende, ikke at tro noget Ondt om mig, fordi jeg blot ved Tanken følte Urmennesket bruse op i mig – og jeg vidste, at i saa Fald Alt mellem os var forbi. Jeg har kun ét Ord, som én Energi. Dette er selve Grundkraften i mig, det Samme, som bevirker, at ingen ydre Modstand gør Indtryk paa mig, endsige slaar mig ned. Den indre Halshugning af »Næsten« fuldbyrdes i visse Tilfælde i min Sjæl næsten af sig selv, uden at jeg gør noget til det, ligegyldigt hvor meget den smerter mig.«
Alligevel bevægedes jeg let af uformodet Velvilje. En Dag søgte et ungt Pigebarn mig og forestillede sig uden videre som Frk. Ulla M., der underholdtes af en rig Englænder. Hun vilde blot sige mig, at hun læste alt hvad hun kunde faa fat paa af mig og havde sin Glæde deraf. Jeg véd ikke hvorfor; men den Varme, hvormed den lille letfærdige Skabning talte, rørte mig mer end Anerkendelse af nogen Sagkyndig. Og naar jeg nu saaledes indfletter, hvor megen Tak, der i det Aar blev sagt mig, synes det maaske, som følte jeg mig lykkelig derved og havde mit Liv deri. For mig var alt dette et daarligt Erstatningsmiddel for Lykken. Det var som at besidde et usselt Billede af den Elskede istedenfor at eje hende selv. Jeg følte det da, som om vi Mennesker oftest lever paa Surrogater. Et da ti Aar gammelt lille Skuespil af Otto Benzon[XIII] med denne Titel Surrogater havde længe syntes mig at sige et forløsende Ord. Paa et Skilt i Tyskland havde jeg dengang læst Echter Feigenkaffee. Paa et Skilt i Vingaardsstræde stod Ægte Flødemagarine. Det forekom mig som svælgede jeg i Figenkaffe og Flødemagarine, mens jeg nøjedes med Beskuelsen af Fotografier, altsammen (som Surrogater) af den utvivlsomste |369| Ægthed. Jeg følte mig saa ensom, at jeg i mine egne Øjne nøjagtigt lignede den Eremit, Ravachol[XIV] netop da slog ihjel og tog de 50,000 Francs fra. Kun at jeg ikke havde de mange Francs og ikke netop var slaaet ihjel. Men Eremit var jeg.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.