Coquelin[I], hvem jeg saa tidt i mine unge Dage havde beundret paa Théâtre français, var for anden Gang kommen til Kjøbenhavn, ulykkeligvis med samme Repertoire som det, hvormed han første Gang havde gjort megen Lykke.
Da jeg en Aften i Maj vilde hente min Billet til Coquelin-Forestillingen, spurgte Direktør Abrahams[II] mig, om jeg ikke vilde gaa ind til den franske Skuespiller, der ønskede at se mig. Jeg traf ham meget nedslaaet. Han havde den første Aften i Kjøbenhavn tabt 3000 francs og tabte denne Aften endnu mere. Han sad i sin Mascarille-Dragt og harmede sig: »Det er ikke saa meget Pengetabet, jeg tager mig nær, som Ydmygelsen, at man lader mig spille for tomme Bænke.« Jeg gjorde ham opmærksom paa, at hans Ligegyldighed for det danske Publikum alene bar Skylden; han havde end ikke agtet paa, at han optraadte nøjagtigt i de samme Roller som forrige Gang. Da den smukke svenske Skuespillerinde Fru Hartmann[III], som dengang tilhørte hans Trup, hørte min Stemme gennem Bræddevæggen, kom hun ud af sit Værelse |365| og bad mig komme ind. Vi vekslede nogle hjertelige Ord. Efter tredie Akt kom den finske Maler Edelfelt[IV] til mig og bad mig atter komme op paa Scenen til Coquelin[V], hvem Edelfelt[VI] med stor Finhed trøstede. Coquelin[VII] paastod, at Fru Hartmann[VIII] behøvede ti Aars Studium endnu for at kunne spille paa Fransk for Franskmænd. For nordiske Øren lød hvad hun sagde godt; kun r’erne var svage. Hun spillede overmaade kønt; han selv dengang mesterligt.
Ved en Frokost næste Dag talte han om sine kunstneriske Sympatier; han satte Alexandre Dumas[IX] langt over Emile Augier[X], havde øjensynligt ikke Øre for Unaturen i de Dumas’ske Ræsonnørers altid aandrige og altid selvsikre Repliker. Han kendte intet til nyere fransk Lyrik, havde end ikke hørt Jules Laforgue’s[XI] Navn. Hans Livs Stolthed syntes Venskabet med Gambetta[XII] at være. Paa det Tidspunkt gik der endnu et taabeligt Rygte om, at Kuglen, der ramte Gambetta i Haanden og foranledigede det Sygeleje, som blev hans Død, var affyret ikke af ham selv ved et Fejlgreb, men i Skinsyge af hans Veninde. Coquelin[XIII], som kendte Damen, modsagde med Lidenskab Rygtet og overbeviste mig.
Ogsaa danske Skuespillere lærte jeg i disse Majdage at kende. En Aften, da jeg efter en Forestilling havde siddet med Krøyers[XIV] i Teaterkafeen indtil Midnat, og glædet mig ved den Sympati, de begge viste mig i Anledning af en løgnagtig Sladder, der var bleven sat i Omløb om mig, rejste, da jeg vilde gaa, et lille Selskab sig, som sad ved et andet Bord, hilste paa mig og bad mig blive lidt endnu. Det var en Gruppe Skuespillere og Skuespillerinder, jeg ikke kendte personligt. Der var blandt andre Fru Charlotte Wiehe[XV], der virkede som en Sommerfugl i Menneskeskikkelse, Sommerfugl ogsaa paa Kunstens Omraade, Wilhelm Wiehe[XVI] og Orlamundt[XVII]. De lod bringe Champagne og drak min Skaal til Kl. 2. Da vi gik hjem, var de lyse Nætter begyndte, altsaa |366| Gaderne af Økonomi bælmørke, og Fru Charlotte[XVIII] sagde skelmsk til mig: Jeg hager mig fast til Dem, da jeg endelig har fundet Dem.
Skuespillerne bad mig derfor spise Frokost med dem og flere af deres Kamerater næste Dag i Langelinjes Pavillon. Der kom bl. a. den flinke og naturlige Jacques Wiehe[XIX] til, og det blev et af de muntreste Maaltider, jeg har deltaget i. Der blev fortalt lutter gode og skemtsomme Historier, Samtalen var almindelig og Latteren velgørende.
Fra da af kunde jeg regne Fru Charlotte Wiehe[XX] til mine oprigtige Veninder, hvor sjældent jeg end saa hende. Hun har intet af Skuespillerinders ellers ikke sjældne Fordringsfuldhed, ingen Forfængelighed, for hvilken der skal kæles, er altid elskværdig og altid naturlig, gratiøs i Holdning som i sin Dans paa Scenen. Det har været hendes Venner en Glæde, at hun har kunnet gøre sit snevert omgrænsede, men sikre Talent gældende udenfor Danmark, mig personligt en Fornøjelse, nogle Gange at være hendes Gæst i Paris, efter at hun dèr havde gjort velfortjent Lykke. – Paa den Tid boede hun i Kjøbenhavn og boede kun nogle faa Huse fra mig. Naar jeg gik ud, mødte jeg hende næsten daglig paa Gaden. Hendes glade Latter slyngede stundom ligesom en let, lys Trille ind i mit Sinds da ret mørke Lidenskabelighed, nogle Toner af Cicadens Sang.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
