Jeg havde i Kristiania sagt til mine Bekendte: jeg vender tilbage til Kjøbenhavn for at afgive min Stemme ved Folketingsvalget og opleve Sammenstyrtningen af Alt, hvorpaa jeg |362| politisk har arbejdet nu i mere end en Snes Aar. Jeg kom tilbage paa Valgdagen og oplevede om Aftenen Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Halvdelen af det saakaldte Venstre var løbet over til Højre og stemte med Højre; Venstre mistede i Provinserne otte Krese, og i Køge faldt Venstres ypperste Mand, dets lyseste Hoved, fasteste Karakter og største Talent for den skrækkelige Vombat, Alberti[I].
Det Indtryk, som dette Fald gjorde paa mig, var umaadeligt. Samme Aften gik jeg op i Studentersamfundet og holdt en Tale til Hørups[II] Ære og til Skam for de Vælgere, der havde svigtet ham for en Personlighed, om hvem Alle vidste, at han var politisk uærlig, om hvem Alle formodede, at hans Pengesager var i mistænkelig Uorden, men som hyldedes og støttedes af Højre og som havde vundet Bønderne for sig ved rundhaandet at traktere dem med Punsch og forøvrigt ogsaa paa anden Vis smøre dem om Munden.
I seksten Aar havde Hørup[III] paa en straalende Maade været sjællandske Bønders Repræsentant og Bondestandens ypperste Talsmand, dens eneste aandfulde Talsmand. Nu lønnede den ham saadan. Videre i Udvikling var ikke det Demokrati, som Frisindet Dag ud, Dag ind krævede og forherligede i Danmark.
Virkningen af dette Valg paa Sindene malte Hørup[IV] med sanddru Farver da han skrev: »Med Valgsejrens friske Laurbær i Hattene var man paa det Bedste oplagt til i Forening at fejre den sjældne Familiefest i Kongehuset, der i Guldbryllupsdagene kronede den sejrende Sammensmeltning med en ny, i hvilken det kongelige Hus og Folkets Flertal ligesom omslyngedes af et og samme Familiebaand. Det var som en Genopvaagnen af de skønneste Minder fra Suverænitetens Dage, der slumrende siden 1849 dog ingenlunde var uddøde i et kongeligsindet Folks Bryst, men kun ventede |363| paa et Befrielsens Pust for at udfolde sig i den frodigste Servilisme.«
Han følte nu, hvad han nogle Aar senere udviklede i en Artikel under Overskriften Fremskridt, at der paa Opgangstiden i Danmark i 1848, da man altfor meget indskrænkede sig til at fylde Grundloven med Løfteparagrafer, det vil sige med Vindæg, var fulgt en Nedgangstid, hvori Reaktionen var ovenpaa og havde faaet Mod til ganske ublu og aabenhjertig at stræbe fra det Bedre til det Ringere.
Foreløbig var Alberti[V] Sejerherren. Han var da mest kendt for den Brutalitet, hvormed han havde forfulgt det lille Blad København med Retssager i Hobetal, naar dets Redaktør, Ove Rode[VI], skrev imod ham, og for den Redebonhed, hvormed Retterne idømte hans Modstandere Bøder. Kongens Foged, der indkrævede Bøderne, havde en Dag gjort sig betalt ved at bortføre Hr. Rodes[VII] smukke Skrivebord efter først med Vold at have aabnet Skufferne og spredt deres Indhold, Papirer og Genstande, over Gulvet. Det er et Eksempel paa Forsonligheden i danske Sind, at da jeg i Oktober 1900 ønskede en politisk Artikel, jeg havde skrevet for Studentersamfundets Korrespondance-Udvalg, optaget i Politiken, var det især Hr. Ove Rode[VIII], der foranledigede, at jeg fik den tilbage, fordi han fandt det uloyalt at angribe Alberti[IX], eftersom han i den senere Tid havde stillet sig saa forsonligt til Hørups[X] Blad og kun ladet dets literære Medarbejdere, ikke dets politiske, overskælde.
Stedet lød:
»Hvor længe kan det vare, før Tidens Fylde er inde og vi faar det saa længe attraaede Venstreministerium?
Neppe havde jeg sagt dette uskyldige og usalige Ord, før min Vens Ansigt fortrak sig til en rent ud afskyelig Grimace: Ja lad os klamre os til Haabet om den Dag, da en rød Lakaj ringer paa hos Alberti[XI]. Som ledende Kraft, |364| der paa Forhaand raader over tolv Stemmer i Folketinget, indtræder i det ny Frihedsministerium Alberti[XII], Hørups[XIII] Bane, hvem det ikke har skadet for en Øre, at han umiddelbart efter at have nedlagt en Mand paa Grund af hans Meningers Farlighed, frejdigt erklærede, at han nu selv adopterede disse Meninger, som han havde villet fælde. Skulde saa ikke Frihed og alle Fremskridt trives under ham? Foreløbig belaver han sig paa at tiltræde Regeringen ved at hylde Kongemagten, kæmpe for Sædeligheden og tale for Rustninger. Held følge ham, som det allerede har fulgt ham!«
Et andet Eksempel paa Forsonligheden i danske Sind var det, at Hørup[XIV] Aaret efter som Minister blev Albertis[XV] Kollega.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
